Liselotte Odgaard i RÆSON SØNDAG: Er Kina bange for NATO?
06.05.2023
NATO’s globalisering, der omfatter styrket koordination og samarbejde med asiatiske partnerlande, er en kilde til betydelig bekymring i Beijing. Derfor må Kina søge alternative veje for at varetage sine interesser som global stormagt.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I denne uge af Liselotte Odgaard.
Kina er ikke bange for NATO i sig selv, men for det netværk, som NATO indgår i som en del af det amerikanske alliancesystem. Uanset om man argumenterer for, at der er to eller flere stormagter i det internationale system i dag, er det en realitet, at USA og dets allierede står over for strategisk konkurrence med både Rusland og Kina. Det skaber et to-fronts-dilemma med risiko for konflikt og magtanvendelse langs både en europæisk og en asiatisk front.
Det amerikanske alliancesystem svarer igen på dette ved at forsøge at skabe et lignende to-fronts-dilemma for Rusland og Kina. Dilemmaet skabes, ved at der etableres tæt koordination mellem USA’s allierede i Europa og Asien. I praksis betyder det, at lande og institutioner som fx Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand, Storbritannien, EU og NATO i samarbejde med USA udveksler efterretninger, deler best practices for trusselshåndtering, og støtter hinanden i at imødegå trusler, fx ved at indføre sanktioner som svar på Ruslands invasion af Ukraine.
Den tætte koordination tog fart med NATO’s 2022 topmøde i Madrid, hvor Kina blev defineret som en udfordring, og NATO blev globaliseret blandt andet i kraft af styrkelsen af samarbejdet med USA’s asiatiske kerneallierede. Der er dog endnu ikke tale om at institutionalisere bidrag til militære operationer på tværs af Europa og Asien. Med andre ord skal vi ikke p.t. forvente, at Japan ville deltage i et forsvar for NATO-lande i tilfælde af et russisk angreb – og heller ikke at Europa deltager i et forsvar af Taiwan i tilfælde af en kinesisk invasion.
Imidlertid er koordinationen mellem USAs kerneallierede alvorlig nok for Kina, fordi det gør det langt sværere for Kina at pleje sine sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser. Fx bliver det sværere for Kina at få adgang til knowhow og teknologi, som vestlige og asiatiske allierede ikke ønsker at dele med dem. USA’s allierede vil også kunne levere et mere effektivt forsvar mod Kinas offensive kapabiliteter i cyber- og rumdomænerne med bedre koordinering og videndeling.
Og den tætte dialog mellem europæiske og asiatiske allierede omfatter også diskussioner af, om der skal etableres et militært forsvarssamarbejde fremadrettet, hvis relationerne til Kina og Rusland yderligere forværres i de kommende år. I det lys kan det ikke udelukkes, at Kina inden for en overskuelig årrække vil se NATO forpligte sig på at yde militær støtte i tilfælde af et angreb på fx Japan eller Sydkorea. Det er i hvert fald et scenarie, som Kina må tage med i sin langsigtede strategiske planlægning.
NATO’s bånd til Asien svækker Kinas partnerskab med Europa
Der er tre væsentlige grunde til, at NATO’s koordination med amerikanske allierede i Asien giver anledning til bekymring i Beijing. For det første sætter det spørgsmålstegn ved, om Kina kan blive ved med at være en tæt økonomisk partner for Europa. For det andet giver Kinas strategiske partnerskab med Rusland anledning til en styrkelse af samarbejdet om at udarbejde mekanismer, der rammer dem begge. Dermed bliver Kina slået i hartkorn med Rusland som en rival og konkurrent til USA og dets allierede. For det tredje er Kina stadig afhængig af knowhow og teknologi fra de højtudviklede økonomier i Europa og Asien. Koordination mellem USA’s europæiske og asiatiske allierede om eksportkontrol og omlægning af forsyningskæder kan alvorligt svække Kinas adgang til værdifuld viden.
Kina er ikke bange for NATO i sig selv, men for det netværk, som NATO indgår i som en del af det amerikanske alliancesystem
_______
NATO’s samarbejde med asiatiske allierede for at imødegå sikkerhedspolitiske udfordringer fra Kina er et horn i siden på Beijing. De kinesiske planer om at udbrede den globale økonomiske vækstplan – det såkaldte Belt and Road Initiative – bliver sværere og sværere at gennemføre i Europa. Opløsningstendenserne i 17+1-samarbejdet er et tegn på dette. Samarbejdet består af øst-, syd- og centraleuropæiske lande og er et kinesisk initiativ, der har til formål at øge Beijings indflydelse på det europæiske samarbejde bl.a. ved at udbrede silkevejsprojektet via kinesiske investeringer i infrastruktur. Men kun Serbien, Ungarn og Grækenland synes at tage projektet alvorligt, og lande som Letland, Estland og Litauen har helt forladt 17+1-samarbejdet. Det bliver også vanskeligere for Kina at skabe splittelse mellem USA og Europa. Navnlig i spørgsmålet om man skal styrke det transatlantiske samarbejde om at forsøge at sætte en stopper for illegitime kinesiske initiativer må Kina forvente at se en hårdere europæisk kurs. USA og Europa er enige om at der skal gribes ind over for kinesiske metoder som fx at gennemtvinge teknologioverførsler via krav om industrielt samarbejde og etablering af politistationer i vestlige lande for at holde øje med kinesere uden for landet for blot at nævne nogle eksempler.
Selvom USA og Europa stadig er uenige om, hvor hårde midler der skal tages i brug for at stoppe uønsket kinesisk adfærd, bliver Kina nødt til at have en Plan B. For på langt sigt kan Beijing ikke regne med, at de kan blive ved med at have så tætte økonomiske relationer til Europa, som tilfældet er nu. Samtidig bliver Kina nødt til at gøre sig mindre sårbar overfor Europa, hvis den europæiske vilje til at stække Kinas indflydelse på kontinentet styrkes. Hollands beslutning om at tilslutte sig USA og Japans eksportrestriktioner på mikrochips til Kina er en god indikation på, hvilken vej vinden blæser. Kina læser NATO’s adfærd over for Rusland – fx med de asiatiske allieredes støtte til europæernes linje i Ukraine – som et overgreb mod legitime russiske sikkerhedsinteresser, der meget vel også kan komme til at udspille sig over for Kina, blot med lande som USA og Japan i førersædet.
Kinas voksende økonomiske og sikkerhedspolitiske engagement i Det Globale Syd – i Afrika, Latinamerika, Mellemøsten, Stillehavet og Asien – udgør denne Plan B. Disse lande er hovedsagelig udviklingsøkonomier, som ikke tilbyder den samme adgang til teknologi og knowhow, så Kina satser på at udvikle egenproduktion af fx mikrochips for at mindske afhængigheden af import. Men til gengæld kan landene i Det Globale Syd styrke andre bestræbelser som fx at skifte fra dollaren som handelsvaluta til den kinesiske yuan og sikre fortsat kinesisk økonomisk vækst via lukrative handelsaftaler på områder som fx energi, fødevarer og mineraler.
Den svære balance med Moskva
Selvom Beijing anerkender russiske sikkerhedsinteresser, er Kina ikke desto mindre bekymret for at blive slået i hartkorn med Ruslands forsøg på at genskabe en buffer til USA’s kerneallierede – om nødvendigt med brug af magt. Siden Ruslands invasion i Georgien i 2008 har Kina understreget sin opbakning til de globale ordensprincipper om absolut suverænitet, ikke-intervention i andre landes indre anliggender og fredelig international konfliktløsning. Kinas forslag til en fredsplan mellem Rusland og Ukraine signalerer ligeledes, at Beijing ikke støtter Ruslands magtanvendelse overfor suveræne stater, og at Kina vil fortsætte med at bruge ikke-militære midler til at forfølge sine internationale interesser.
Ukrainekrigen har tvunget Kina til at balancere på en knivsæg mellem at fastholde sin støtte til absolut suverænitet og territoriel ukrænkelighed på den ene side, og fortsat opbakning til det strategiske partnerskab med Rusland på den anden. Denne balancegang er blevet sværere med voksende spændinger mellem USA og Kina over Taiwan. Her hævder Kina suverænitet over Taiwan og bruger militære provokationer til at understrege dette krav, og de hævder, at adfærden er i tråd med den et-Kina anerkendelsespolitik, som langt de fleste lande – herunder USA – fører.
Kinas politik over for Moskva minder om den linje, der blev fulgt under atomkrisen mellem USA og Nordkorea, da Trump var præsident
_______
Når Kina fortsat insisterer på at være en fredelig stat, samtidig med at Beijing fortsætter det strategiske partnerskab med Rusland på trods af Moskvas brug af magt over for Ukraine, skyldes det som nævnt, at Kina argumenterer for, at NATO har negligeret grundlæggende russiske sikkerhedsinteresser med sin udvidelse mod øst og årelange militære støtte til Ukraine. Selvom Kina sammen med Indien har stemt for en FN-resolution, der anerkender russisk aggressivitet over for Ukraine, forbliver Kina uvillig til at kalde Ruslands magtanvendelse overfor Ukraine for en invasion. Summa summarum prioriterer Kina at forsikre Rusland om, at deres strategiske partnerskab er intakt, og at samarbejdet fortsætter inden for en bred vifte af økonomiske, finansielle, teknologiske, videnskabelige og sikkerhedspolitiske områder. Man kan sige, at Kinas politik over for Moskva minder om den linje, der blev fulgt under atomkrisen mellem USA og Nordkorea, da Trump var præsident. Her holdt Kina en relativt lav og nuanceret profil, indtil Vestens opmærksomhed blev rettet mod andre begivenheder, og så blev samarbejdet genoptaget på fuld kraft.
Kinas plan B i Det Globale Syd
Kinas syn på NATO som en alliance, der uberettiget og bevidst negligerer andre landes sikkerhedsinteresser, afspejler en skuffelse i Beijing over, at USA og dets allierede ikke er villige til at anerkende kinesiske interesser og verdenssyn. Samtidig ønsker Kina at fortsætte samarbejdet i multilaterale institutioner der giver Kina indflydelse på de internationale økonomiske og politiske spilleregler og multilaterale institutioner, som definerer staters internationale rettigheder og pligter. Desuden halter Kinas teknologiske og militære kapabiliteter fortsat efter de avancerede økonomier i Vesten og i Asien. Og derfor har Kina interesse i at opretholde et tæt økonomisk, finansielt, industrielt og akademisk samarbejde med disse lande.
NATO’s beslutning om at globalisere alliancen, primært ved at spille en rolle i cyber- og rumdomænerne og gennem styrket koordination og samarbejde med asiatiske partnerlande, er en kilde til betydelig bekymring i Beijing. Det skyldes, at NATO’s globalisering afspejler konvergens mellem USA og Europa i synet på Kina som en væsentlig kilde til sikkerhedspolitiske udfordringer. Kina oplever denne udvikling som en trussel mod deres sikkerhed, og Beijings vurdering er, at landet ikke har tilstrækkeligt økonomisk råderum og militære muskler til at køre en konfrontatorisk linje mod en bred kreds af USA’s allierede.
Samtidig er Kina nødt til at finde alternative veje til at varetage sine interesser som global stormagt. Her kigger Kina først og fremmest mod Afrika, Mellemøsten, Latinamerika, Stillehavslandene og dele af Asien som mulig platform for at spille en større global sikkerhedspolitisk rolle og finde støtte for sin autoritære udgave af stats- og samfundsrelationer i en tid, hvor autoritære og populistiske regimer er i fremgang. Kina har allerede et betydeligt økonomisk fodfæste i Det Globale Syd, som kan veksles til politisk indflydelse. Skal den indflydelse udvides, bliver Kina nødt til at demonstrere sin evne til at varetage de fælles interesser i fx freds- og konfliktløsning frem for at fastholde en mere snæver egeninteresse-politik, der handler om at beskytte kinesiske økonomiske interesser og diasporaer i andre lande. Kinas succesfulde rolle som mellemmand for fred mellem Saudi-Arabien og Iran er et godt eksempel på, at Beijing anlægger en mere langsigtet og bred sikkerhedspolitisk dagsorden med henblik på at vinde støtte til sin dagsorden for den internationale politiks spilleregler fremover. Det kan vi forvente at se mere til i de kommende år. Kinas voksende sikkerhedspolitiske rolle i Det Globale Syd skal ses som et modsvar til NATO’s tættere samarbejde med asiatiske partnere. Det skal sikre, at Kinas magt og indflydelse bliver ved med at vokse i de kommende årtier, om nødvendigt på bekostning af USA og dets allierede. ■
Kina oplever udviklingen som en trussel mod deres sikkerhed, og Beijings vurdering er, at landet ikke har tilstrækkeligt økonomisk råderum og militære muskler til at køre en konfrontatorisk linje mod en bred kreds af USA’s allierede
_______
Liselotte Odgaard er (f. 1967) professor ved Institutt for Forsvarsstudier i Oslo og Seniorforsker ved Hudson Institute, Washington, D.C.
ILLUSTRATION: Manila i Filippinerne, 28. april 2023: Et såkaldt ‚amphibious assault ship‛ tilhørende marinekorpset i USA ankommer i Manilas havn. USA fik i år adgang til fire nye baser i landet, der giver dem øget militæradgang til Det Sydkinesiske Hav og Taiwan [U.S. Navy/Dominic Delahunt]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
