28.03.2023

”Vi lærte i det 20. århundrede, at journalistikken skulle læne sig op ad naturvidenskabens positivistiske videnskabsideal. Men journalistik, humaniora og samfundsvidenskab skal være drevet af de store etiske spørgsmål om, hvem vi bør være, og hvordan vi bør leve. Og det kan du ikke sætte på nogen som helst form for positivistisk formel. Det aktiverer en anden lærdom, en anden samtale, en anden måde at tale med hinanden om verden på.”

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen

RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Lea Korsgaard er stifter og ansvarshavende chefredaktør på Zetland og formand for bestyrelsen på DMJX.

RÆSON: Jeg vil gerne starte med at tale om udviklingen i medielandskabet, siden I startede Zetland. Hvad var det, I gerne ville forandre med Zetland?

KORSGAARD: På en måde begyndte Zetland to gange. Der er et mini-Zetland, og så er der det Zetland, der findes i dag. Den første udgave var en digital forlagsvirksomhed, som udgav en lang historie om måneden. Vi kunne se, at den slags journalistik, som vi elskede og stadig elsker – den længere, sammenhængende, fortællende journalistik – var presset. Og hvis ikke nogen hjalp med at flytte den fra papiret og over i et digitalt univers, ville den dø. Så vi stiftede Zetland af kærlighed til den genre, og af vores egen lyst til at skrive i den genre, også efter papiravisens død. 

Men da vi så lavede det mini-forlag, begyndte vi at snakke med dem, der brugte vores journalistik og kom til vores arrangementer. Vi talte med dem om, hvordan de oplevede journalistik, og hvad de savnede i mediebilledet. Og det, vi hørte fra utrolig mange dengang, var, at journalistik ikke løser deres problem. Og deres problem var, og er stadig, at der er voldsomme mængder af information derude, og at de ikke ved, hvor de skal begynde og slutte, og hvad de skal bruge deres opmærksomhed på. De vil gerne være oplyste borgere, men de ved ikke, hvordan de bedst bliver det. Vi fandt ud af, at vi ikke løste dét problem med vores ene udgivelse om måneden – der skulle en helt anden operation til for at lave det medie. Så det var derfor, vi rejste penge og ændrede udgivelsesformen og nu laver Zetland, som vi laver det i dag. 

Så I ville gerne bevare et koncept, som I så var ved at ryge ud af papiravisen? 

I den første version var det kærligheden til den fortællende og forklarende feature. På det tidspunkt var den genre bundet til papir. Den fandtes stort set ikke i et digitalt format. Og vi synes, at den genre er enormt vigtig for den sammenhængende samtale om vores samfund og en sammenhængende oplevelse af, hvad det er for en virkelighed, vi er en del af. Så det var en kærlighed til den genre. 

Men derudover viste det sig, at der var et behov. Journalistik, som vi kender det, er på mange måder designet til det 20. århundrede og dengang var udgivelsesformen og genren jo genial. Det er 1959. Jeg vågner op midt under Den Kolde Krig, går ud og kigger på min dørmåtte, og der har nogle samlet det vigtigste i verden lige nu, og det er fortalt på en tilpas afkølet måde, så jeg ikke føler mig for påvirket af de store ideologiske bevægelser, der på mange måder rystede vores samfund. Det var virkelig et legitimt og kæmpestort behov i det 20. århundrede, og det behov løste journalistikken.

 

Der er noget i vores tid, der gør, at vi tror på mennesker, ikke på institutioner
_______

 

I dag er behovet et andet. Der er ikke et underskud af information, men et overskud af information. Og den der fuldstændig lidenskabsløse tv-avis-stemme, „her kommer nyhederne‟, opleves ikke længere appellerende eller som en stemme, der kan hjælpe mig med at forstå, hvad der er vigtigt.

Hvorfor det, tror du?

Der er noget i vores tid, der gør, at vi tror på mennesker, ikke på institutioner. Af gode og mindre gode grunde. Og den stemme, som rigtig meget nyhedsjournalistik var fortalt med i det 20. århundrede, var en institutionsstemme. Den var fuldstændig neutral – jeg kunne ikke høre forskel på, hvem der fortalte mig historien. Og det var et slags ideal – et positivistisk ideal om den rene neutralitet.

Hvorfra vi også har ideen om den „objektive‟ journalistik?

Ja, og det var det, der var behov for på det tidspunkt. Det, som byggede autoritet, og som folk fandt appellerende. I dag tror vi på mennesker – ikke på institutioner. Så der er brug for, at journalistik lyder som de mennesker, der rent faktisk har produceret det.

Men det betyder vel også, at når institutionerne – herunder den store avis, de bredt appellerende og samlende dagblade, den store, samlende nyhedsplatform – svækkes, og vi i stedet får personlige stemmer og en meget mere personorienteret journalistik, så fører det vel også uundgåeligt til mere fragmenteret mediebillede?

Ja, det kan man jo konstatere. Men det er jo hønen eller ægget – hvad kommer først? Mediebilledet er fuldstændig fragmenteret, i forhold til da jeg blev færdiguddannet i 2005, hvor vi orienterede os efter morgendagens forside på en papiravis, og så kom radioavisen, og så kom tv-avisen, og så kunne man følge op næste dag.

Papiravisen var genial til at kuratere: Den puttede noget på forsiden og sagde, at det her er det vigtigste. Og dét inde på siden 17 er ikke lige så vigtigt. Men mange netaviser i dag er jo endeløse – du kan ikke blive færdig med den. Den prioriterer én ting den ene time og noget andet den næste time. Den giver ikke en følelse af, at det er et sted, jeg hører hjemme.

Det er jo en anden virkelighed, vi i dag lever i, hvor det jo er et langt, langt mere fragmenteret mediebillede. Og i særlig grad har journalistikken tabt de unge.

Er det dit indtryk, at andre medier har rykket sig i jeres retning?

Jeg skal nok svare på det spørgsmål, men jeg tager en lille detour. De medier – ikke kun journalistiske medier – der er i fremgang i disse år, er medier, der er båret af en personlig stemme – influenceren. Det er medier, der er designet til mit behov – fx Netflix, som kan huske, hvad jeg har set og anbefaler mig noget lignende. Og så er det medier, hvor jeg kan deltage – fx sociale medier, computerspil, hvor jeg er en aktiv medspiller. 

De fleste nyhedsmedier i dag er ingen af de tre dele. Men hvorfor kun lade det være influenceren og computerspillet vokse? Det er der tydeligt flere og flere i den journalistiske branche, der får øjnene op for. 

 

Vi som medie er jo muligvis i konkurrence med Weekendavisen, men vi er i langt større konkurrence med Netflix og Spotify
_______

 

Du taler meget bredt om medier og ikke kun om journalistik, som vi kender det. Du taler om Netflix, TikTok og influencere – er det konstruktivt at betragte det under samme paraply? Hvordan er Netflix en mediekonkurrent for fx dagbladene?

Det ville være ufrugtbart ikke at betragte de medier som en del af samme paraply, fordi paraplyen er det indhold, der kan tage folks opmærksomhed. Vi som medie er jo muligvis i konkurrence med Weekendavisen, men vi er i langt større konkurrence med Netflix og Spotify. Indholdet, der kan tage menneskers tid, enten med super begavet indhold eller med lorteindhold; vi er i konkurrence med begge dele. Så når vi designer vores teknologi, kigger vi på vores konkurrenter.

Hvad laver de på Spotify? Hvad laver de på den der fede meditationsapp? Hvordan har de lavet den her feature på Netflix? Og det gør vi, fordi vi virkelig af et ærligt hjerte mener, at vores indhold er væsentligt at bruge tid på, og derfor skal vi på begavet vis forsøge at gøre os fortjent til folks opmærksomhed. Det gør man ikke ved at kigge på, hvordan man har lavet medier i de seneste 100 år. Det kan vi jo bare se. De publicistiske medier er ikke længere lige så attraktive overfor unge mennesker. Jeg har lyst til at sige, at de nærmest har tabt en generation. Og det er sgu et problem. Både for den selvfinansierende journalistik, men også for samfundet.

Vil du betragte det som den største udfordring for den kritiske, undersøgende, dybdegående journalistik i dag?

Ja. For journalistik, som ikke bliver brugt og ikke kan finansieres, har ikke nogen betydning, og den bliver ikke lavet. Så hvis ikke vi tager det sindssygt seriøst, hvordan vi får de unge generationer til at synes, at det vi laver, er voldsomt fedt, så lever vi ikke op til vores opgave som publicister.

Er det stadig det samme problem, I vedvarende prøver at adressere med Zetland, som dengang I stiftede mediet?

Hovedproblemet, som handler om at hjælpe med at fokusere og hjælpe med at forstå, hvad der er vigtigt. At give en pause fra flimmer og få fyldt noget fedt og væsentligt indhold i hovedet,  er 100 pct. det samme. Hvordan vi så gør det, har ændret sig; genremæssigt og teknologisk er vi i højere grad blevet et lydmedie, end vi var i starten. Men hovedproblemet ved, at jeg som mediebruger oplever, at min opmærksomhed bliver splintret i 10.000 bidder, og at vores samfund og vores offentlige samtaler om, hvem vi er som mennesker, også er splintret 10.000 stykker, og at jeg har brug for hjælp til at skabe sammenhæng i det – det problem er lige så stort i dag som i 2016.

Er ideen om den objektive journalistik død?

Jeg tror sgu ikke, at ideen er død, men den har altid været en illusion.

Når institutionen og i det her tilfælde de store, traditionelle medier svækkes, ser vi samtidig en række nichemedier og partimedier vokse frem – fx det borgerlige medie Kontrast eller socialdemokratiske Netavisen Pio, som henvender sig til smallere segmenter. Risikerer vi ikke at få et engagerende og fordybende produkt på bekostning af de samlende medier, som ellers skulle styrke forbindelsen mellem segmenter i den offentlige debat – og dermed den samfundsmæssige sammenhængskraft?

Jeg har to ting at sige til det. Det ene er, at demokratiet blev til under partipressens tid. Så det at have medier, der er stærkt holdningsprægede, kan jeg faktisk historisk set ikke se som et problem i sig selv. Det kan være et problem, men det er det per definition ikke. Men det at have historier og journalistik, der er drevet af en fortæller, en journalist, der tør træde frem på linjerne og fylde noget i historierne og være virkelig til stede med sin person som en vejviser, der guider rundt,  er jo ikke det samme, som at historien er båret af holdninger eller af partipolitisk interesse. 

 

De publicistiske medier er ikke længere lige så attraktive overfor unge mennesker. Jeg har lyst til at sige, at de nærmest har tabt en generation
_______

 

Her er det vigtigt at skelne. Jeg synes tit, at debatten om den objektive journalistik kommer til at handle om, at enten har vi „neutrale‟ journalister, der klatrer op på et eller andet imaginært bjerg af objektivitet, eller også har vi underlødige partipressejournalistister, som skjuler fakta og sande dagsordener for læserne. Den fremstilling abonnerer jeg ikke på. De medier, jeg bedst selv kan lide at læse og se og lytte til, er medier, som gør mig klogere, og som udfordrer mine synspunkter, som fortæller mig noget vigtigt, og som er båret af en stærk fortællestemme, hvor jeg har en oplevelse af, at jeg er i selskab med en pisseklog ven.

Du sagde tidligere, at man har tabt en generation af unge. På det seneste har der været mere fokus på netop den målgruppe – ikke mindst i DR, som virkelig har investeret i at lave tiltalende programmer og række ud til dem. Hvad er dit indtryk af, hvad de unge gerne vil have, og hvordan man laver en journalistik, som får yngre medieforbrugere til også at orientere sig mod journalistik?

Jeg tror, at unge er lige så forskellige, partikulære og særlige som alle os andre. Så det er meget svært at sige én samlende ting – ud over at de vil have indhold både af personlige stemmer og nærvær. De unge vil have medier, der er designet til lige præcis deres behov, og så vil de kunne deltage aktivt på en eller anden måde og ikke være passive forbrugere. Og jeg tror, de tre ting går lidt igen på kryds og tværs af, om du har en kort eller længere uddannelse, hvor du er vokset op, om du er til tantra eller til bilmekanik.

Og derfor er det jo ret interessant at se, at på rigtig mange nyhedsmedier kan du faktisk ikke rigtig interagere med indholdet. Der er meget journalistik, der stadig er båret af den her ‚voice from nowhere‛. Det er en stemme, som rigtige mange unge mennesker hverken finder interessant eller relevant.

Og så har jeg også lyst til at sige, at de unge har set rigtigt. De har set fuldstændig rigtigt. Historier, der er fortalt af et menneske, hvor jeg kan mærke et nærvær og et engagement i historien, vil jeg da tusind gange hellere høre end den fuldstændig lidenskabsløse tv-vært. Teknologi, der er designet fedt og nemt at bruge og indrettet på mine vilkår? Totalt fedt. Og journalistik, hvor jeg kan bidrage, hvor jeg kan gøre noget, hvor jeg kan gøre min stemme gældende, er også fedt.

Der er masser af lort at sige om medieudviklingen, men lige præcis de tre behov, synes jeg giver megagod mening at forfølge og se, hvordan man som journalistisk medie tilfredsstiller de behov. Og i en tid, hvor mere og mere indhold kommer til at blive produceret ved kunstig intelligens, tror jeg kun, at det her bliver større og større. Jeg vil mærke, at det er et rigtigt, partikulært og specifikt menneske med en krop, et sanseliv og en erfaring, der taler til mig. Ikke en AI.

Den korte og klassiske nyhedsartikel skåret op efter nyhedstrekanten – det klassiske tominutters indslag til 19-nyhederne – det kan kunstig intelligens allerede lave i dag. At tage læseren i hånden og være en formidler, der træder frem på linjerne, som den fede ven, der ved en masse og fortæller ting – er en helt anden øvelse. Og giver plads til helt andet indhold. Det giver plads til kompleksitet og nuancer på en helt anden måde, end den klassiske nyhed gør. Så jeg synes faktisk, det er et kvalitativt løft af journalistikken, at det er dér udviklingen bevæger sig hen.

En af de historier, vi har udgivet gennem tiden, som har haft allerflest læsninger og givet allermest debat var historien om, at økologi ikke kommer til at gøre verden grønnere. Det var en vildt udfordrende historie for mange. Men de elskede den, fordi den var pakket med viden og pakket af en dedikeret fortæller. Og det ville en AI ikke kunne lave – det kræver originalitet og nærvær.

Noget, der er blevet talt om på det seneste, er den nyhedstræthed, der – måske særligt i kølvandet på en lang række kriser fra corona til krig i Ukraine – har bredt sig, hvor en stadig større del af befolkningen aktivt forsøger at undgå nyheder. Hvordan ser du på den udfordring, og hvordan imødekommes den bedst?

Ved at gøre sig fortjent til, at folk tænder eller læser. Jeg må jo tilstå, at jeg godt forstår det det der.

For hvis det, jeg møder i vrimlen, er fragmenterede bidder af information, som jeg har svært ved at overskue at sætte sammen, og hvis jeg oplever, at politikere hele tiden skændes, uden at jeg forstår, hvorfor de skændes, og jeg oplever at få historier smidt i hovedet uden at få forklaret, hvorfor det er vigtigt, at de bliver smidt i hovedet på mig, så forstår jeg godt nyhedstrætheden.

Det handler om at gøre alt det modsatte: Først og fremmest at fortælle, hvorfor synes vi, du skal koncentrere dig om denne historie? Uanset om det er en historie om noget helt forfærdeligt eller noget vidunderligt, der sker i verden.

 

Journalistikken bliver nødt til at gøre sig umage for at fortælle, hvorfor en historie er vigtig og spændende, og det tror jeg kun er til journalistikkens fordel
_______

 

Men handler det også om et forsøg på at genetablere den tillid, som man tidligere havde til medierne som institution?

Jeg vil lave en parallel til Grundtvigs opgør med latinskolen. Dengang stod læreren helt fysisk på et podium, hævet over sine elever. Og det, der foregik i klasserummene, var kedeligt. Det var svært at forstå, hvorfor man skulle lære noget nyt, og det, man skulle lære, blev fortalt lidenskabsløst og uden begejstring.

I stedet satte Grundtvig et uddannelsesideal, hvor læreren trådte ned blandt sine elever, hvor læring foregik i dialog med eleverne, og hvor poesi og historiefortælling fyldte noget i undervisningen. Og det skulle få eleverne til at forstå, hvor vigtigt den verden, de lærte om, var.

Det er præcis det samme, der sker i de spændende hjørner af journalistikken lige nu. Det er journalister, der træder ned fra den der piedestal, taler med deres egen stemme, ikke er bange for at fortælle, hvorfor journalisten selv synes, det er vildt vigtigt. Og potentielt kan det komme til at få stor betydning.

Journalistikken bliver nødt til at gøre sig umage for at fortælle, hvorfor en historie er vigtig og spændende, og det tror jeg kun er til journalistikkens fordel.

Så hvis journalisterne træder ned fra podiet, og Grundtvigs opgør med 160 års forsinkelse og sætter sig igennem det i journalistikken, så tror du på, at der er en ny journalistik, som ikke keder folk, og som i virkeligheden er mere dialogisk?

Ja, og som i sin essens er engagerende. Det er jo det, vi skal ville som formidlere, som oplysere og som dannelsesinstitutioner. Det er ikke bare at levere information videre. At levere information videre er ikke det samme som oplysning. At oplyse kræver engagement hos det menneske, man vil noget med i sin henvendelse.

Men hvis verden nu går helt ad helvede til: der er krig, der er klimakrise, der er flygtninge, der er ulighed, der er fattigdom og hjemløse – også i Danmark: Er  man så ikke nødt til som medie at stå fast på at hæve sig over læserens øjenhøjde og formidle vigtige dagsordener, selvom de ikke umiddelbart tiltaler læseren?

Det synes jeg slet ikke. For dit spørgsmål forudsætter, at jeg ikke vil høre om det triste og det alvorlige, der sker i verden. Og det er slet ikke min erfaring. Og min erfaring er heller ikke, at det er derfor, folk slukker for fjernsynet. Min erfaring er, at folk slukker, hvis de oplever, at det er skibskatastrofer, de ikke kan engagere sig i, ikke kan gøre noget ved, at de ikke engang helt kan forstå, hvorfor det er vigtigt at høre om. 

Jeg tror ikke, at kuren mod nyhedstræthed er at tage en blomsterkrans om hovedet og danse rundt og lade, som om alt er i den skønneste orden ved kun fortælle positive historier. Overhovedet ikke. Og jeg tror også, det er at undervurdere vores medborgere helt vildt, hvis det er det, vi tror.

Så du tror ikke så meget, at nyhedstrætheden har noget at gøre med, at folk har brug for at beskytte sig mod den omverden, som forekommer så forfærdeligt, som det har at gøre med, at den omverden bliver formidlet på en dårlig måde?

Hvis vi ikke kan fortælle om det væsentlige på en måde, der er engagerende og interessevækkende, så har vi jo ikke gjort vores opgave godt nok. Og altså, hvad vi som menneskehed ikke har været igennem af kriser og katastrofer og Kold Krig mig her og borgerkrig mig der. Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at vi står over for et rimelig komplekst sæt af udfordringer. Folk slukker ikke på grund af kriser, men fordi medierne ikke formår at engagere og medrivende oplyse om det alvorlige, der sker på en måde, der elektrificerer mig som borger, der giver mig handlelyst. 

 

Journalistikken kan enten bidrage til, at vi bedøver vores liv og kultur med ligegyldigheder, eller også kan den lige præcis være den nærværende fortæller, som bringer os i kontakt med det, der er vigtigt, bringer os i kontakt med andre mennesker eller i kontakt med os selv

_______

 

Så når det er medrivende og engagerende, så er det også der, hvor du kan tilbyde et reelt alternativ til at gå på Netflix eller TikTok?

Ja, og igen med billedet fra Grundtvig. Vi bekæmper ikke, at folk går på TikTok og smelter deres hjerne med ligegyldigheder ved at lyde som den gamle latinlærer, der siger, at det, som jeg fortæller er altså rigtig vigtigt, og nu kommer jeg til at kede dig den næste halve time med det, og i øvrigt efterlade dig som en fuldstændig passiv sofakartoffel.

Der er en grund til, at unge mennesker kamplæser Hartmut Rosa, og at resonansbegrebet er noget, vi går og snakker med hinanden om – også dem, der ikke kender Hartmut Rosa. Det er, fordi der er en længsel efter resonans, efter oplevelsen af nærvær, efter to mennesker, der vil hinanden noget, i en virkelighed, hvor vi vitterligt sidder og brænder vores hjerner sammen med pisseligegyldige ting på de sociale medier.

Så det er en opgave for journalistikken at gøre os resonante igen?

Journalistikken kan enten bidrage til, at vi bedøver vores liv og kultur med ligegyldigheder, eller også kan den lige præcis være den nærværende fortæller, som bringer os i kontakt med det, der er vigtigt, bringer os i kontakt med andre mennesker eller i kontakt med os selv. Den længsel er så kæmpestor , og selvfølgelig har journalistikken en rolle at spille der.

Det er også en meget stor opgave for journalistikken.

Bring it! Det skal være store opgaver.

Vi har været omkring en del forandringer i den måde, der bedrives journalistik på i dag kontra i det 20. århundrede. Den overgang, du taler om, fra den institutionaliserede og ”objektive” journalistik, til den nærværende, engagerende og resonante journalistik, den giver vel også journalistikken en helt anden rolle, end den før har haft? En mere forandrende stemme?

Vi lærte i det 20. århundrede, at journalistikken skulle læne sig op ad naturvidenskabens positivistiske videnskabsideal. Og den bevægelse skete af gode grunde, for verden var fuld af for megen lidenskab i det 20. århundrede. Så man kan historisk forklare, hvorfor det var, vi endte der. 

Men jeg mener virkelig, at det i dag er et problem, at alt skal abonnere på det positivistiske forskningsideal. Det gælder journalistik, som det gælder humaniora og samfundsvidenskab. Journalistik, humaniora og samfundsvidenskab skal være drevet af de store etiske spørgsmål om, hvem vi bør være, og hvordan vi bør leve. Og det kan du ikke sætte på nogen som helst form for positivistisk formel. De tre skal aktiverer en anden lærdom, en anden samtale, en anden måde at tale med hinanden om verden på, end det du kan hælde ind i grafer. Og det er jo derfor, humaniora har spillet sig selv så meget af banen – fordi man har bildt sig ind, at det hele verden kan formidles med den kønsløse, neutrale stemme og et datasæt med nogle tal. Værdier var ude at billedet. Etik var væk. I kraft af dét blev humaniora overflødiggjort, for humaniora er et stort etisk spørgsmål, vi vedvarende skal stille til hinanden: Hvem er vi, og hvordan bør vi leve sammen?

Og det er den samme udvikling, journalistikken har været inde i. Jo mere vi kan tage det symbolske slips på og lyde som en naturvidenskabsmand, jo mere autoritet har vi troet, at vi ville få. Og dermed har vi, i hvert fald i dag, til en vis grad overflødiggjort os selv. For det gør jo, at den store samtale om, hvem vi skal være, står og kalder på os, uden at vi for alvor tager den på os. 

Neutralitetsidealet eller det positivistiske ideal holder 100 pct., når vi snakker naturvidenskab, for jorden er rund, og noget kan måles, men det er et skørt ideal at have som det eneste i både samfundsvidenskab, humaniora og journalistik.

Så humanioras krise og journalistikkens transformation er den samme krise, og det handler alt sammen om et opgør med neutralitet og et opgør med den objektivitet, som man har stræbt efter i det 20. århundrede?

Det er en og den samme krise. 

Men det forandrer vel kravene markant til både journalisten og læseren? Så handler det ikke længere om at læse og forstå journalistisk indhold, men om også at fortolke den journalist, som sætter sig for ikke kun at udlægge, men også at bedømme og vurdere verden?

Det burde læseren også have gjort i det forrige århundrede.

Aristoteles taler om tre måder at have viden: Der er håndens viden, som har at gøre med kroppens erfaring; der er den form for viden, du kan registrere objektivt, at jorden er rund, at phi er 3,14 plus en helt masse decimaler; og så er der den etiske viden – hjertets viden, evnen til at bedømme rigtigt og forkert, hvordan vi bør leve, en slags erfaringens visdom. Og det er den, som både humaniora og journalistikken har svigtet, ved at lade som om den viden, der kan måles og vejes, er den eneste legitime. ■

 

Jeg mener virkelig, at det i dag er et problem, at alt skal abonnere på det positivistiske forskningsideal. Det gælder journalistik, som det gælder humaniora og samfundsvidenskab
_______

 

Lea Korsgaard (f. 1979) er ansvarshavende chefredaktør og medstifter af den digitale avis Zetland. 

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt