Lars Bangert Struwe om det første år med Ukraine: I Vesten har vi bekymret os om det forkerte. Det er på tide at rette misforståelsen

22.02.2023

Lige siden 24. februar 2022 har den offentlige debat været fyldt med advarsler imod ’optrapning’ eller ’eskalation’ af konflikten. Det er udtryk for en forkert læsning af, hvad der er på spil.

OPINION af Lars Bangert Struwe

Ser vi tilbage på det sidste års udvikling, så er der ikke sket en eskalation – forstået således, at der ikke er opstået direkte konfrontation imellem Rusland og Vesten, på trods af et stort vestligt engagement. Konflikten er – indtil videre – bibeholdt imellem Rusland og Ukraine

’Eskalation’ er i sig selv ikke et nyt begreb. I den strategiske tænkning koblede Carl von Clausewitz i sin bog ”Om krig” eskalation med krig (Bog 1, kap. 1. afns. 5) i 1832. Den amerikanske strateg Herman Kahn beskrev i 1962 ’eskalationsstigen’ og 16 trin, som man bevægede sig opad eller nedad i en konflikt. I en dansk sammenhæng blev begrebet først introduceret i 1965, og i dag kan eksperter nærmest ikke tale om sikkerhedspolitik uden at bruge ordet.

Begrebet fylder også meget i diskussionen om Rusland, Ukrainekrigen og dansk sikkerhedspolitik, hvor alle bliver bekymrede for, at konflikten skal udvikle sig til en storkrig – men måske til en vis grad uden grund. For ser vi egentligt analytisk grundlæggende forkert på situationen? Det gjorde mange analytikere jo, da de før invasionen udelukkede, at Rusland ville angribe Ukraine.

Vi anser os ikke for at være i krig med Rusland – mens politikere og medier i Rusland, herunder Putin selv, beskriver krigstilstand imellem NATO og Rusland – så spørgsmålet er, om vi igen ser forkert på forholdene.

Krigstilstand eller ej?

Da Rusland angreb Ukraine i 2014 og erobrede Krim, fejede vi det nærmest ind under gulvtæppet og kom ikke Ukraine til undsætning. Siden da har Rusland eskaleret ved at ville erobre hele landet. Eskalation er således ved brug af våben sket fra russisk side. Russerne har ikke holdt sig tilbage, hvorimod Vesten fra 2014 til 2022 har tøvet og kun ydet Ukraine en vis støtte. I Vesten er ønsket om tilbageholdenhed stadig udbredt – hvor frygten for eskalation hele tiden nævnes.

Men i stedet for at se på, hvad vi selv mener, så lad os lytte til, hvad russerne siger. Putin meddelte i sin tale i går, tirsdag den 21. februar, at krigen i Ukraine reelt set skyldes Vesten. Udenrigsminister Sergey Lavrov fastslog allerede tidligt i krigen, at NATO ser sig selv i krig med Rusland, mens Rusland ikke ser sig selv i krig med NATO. I april 2022 sagde Lavrov at: „NATO, in essence, is engaged in a war with Russia through a proxy and is arming that proxy. … War means war“. Ruslands udenrigsminister og præsident mener således, at vesten har skylden for krigen, og at der helt fra starten har eksisteret en eller anden form for krigstilstand imellem Rusland og NATO. Hvis Rusland og den russiske elite fortæller sig selv og russerne, at alt er Vestens skyld – hvor meget kan vi så påvirke eskalationsstigen?

NATO og alliancens partnere har engageret sig i krigen i Ukraine – og generalsekretær Jens Stoltenberg understreger, at Ukraines kamp er et forsvar for demokrati. Men det er og bliver en militær konfrontation imellem Rusland og Vesten. 

USA har støttet Ukraine med militært udstyr for 29,3 milliarder USD siden februar 2022. På samme vis har Storbritannien som den næststørste bidragsyder doneret militært udstyr for 2,3 milliarder pund. En massiv støtte, men ikke direkte med egne styrker på slagmarken. EU og NATO har lavet en række programmer, men NATO har understreget, at NATO ikke går ind i Ukraine og leverer støtte i selve Ukraine. (Forbeholdet er dog, at vi i offentligheden ikke kender til, hvad der i Ukraine måtte blive udført af vestlige magters efterretningstjenester, specialoperationsstyrker eller cyberoperationer. Her sker der muligvis konfrontationer i det skjulte – men det er og bliver spekulation).

Rusland har højlydt protesteret over den vestlige støtte til Ukraine, men har ikke reageret, som om der skete en eskalation. Det må vi huske.

Scenarier

Hvis der fremadrettet skal diskuteres eskalation, så bør det ske roligt og afvejet. Vi kan opstille en række scenarier, herunder:

Eskalation her og nu ved et uheld. Hvis russiske styrker kommer ind på NATO-territorium i fx Polen eller Rumænien ved et uheld – eller, hvis et russisk cyberangreb går galt og rammer NATO-stater. Det kan naturligvis også være modsat: At NATO-stater ved et uheld kommer for tæt på russiske styrker, og man misforstår hinanden.

Et andet scenarie kunne være ude i fremtiden, hvor NATO-styrker kommer i direkte kamp med russiske styrker i Ukraine – igen, ikke ved en krigserklæring men ved et uheld. Dette kunne ske, hvis Ukraine bryder sammen og der skabes et sikkert område på landets territorium, som fx Polen vælger at beskytte.

Scenarie nummer tre kunne være, at Kina yder stærk militær støtte til Rusland, og der deraf opstår en ny konflikt imellem Kina og USA, der så kan eskalere.

Mængden af scenarier og mulige udviklinger er meget stor. Værst er et scenarium, hvor Rusland er ved at tabe og står til at miste Krim og flådebasen der. Dét risikerer at udløse en meget voldsom russisk reaktion, fordi Rusland anser Krim for at være en del af russisk territorium. Her kunne man ende ud i det mest frygtede scenarium med truslen om og i værste fald brug af taktiske nukleare våben.

Imidlertid har vi indtil videre IKKE set eskalation – herunder alt det, som så mange analytikere har advaret imod.

Intet alternativ til afskrækkelse

Når vi i den hjemlige debat fx ser advarsler om, ’hvad der kan ske, hvis…’ – fx hvis Danmark anskaffer Tomahawk-missiler i en eskalation af forholdet til Rusland – så synes det reelt set forkert:

For Rusland truer os ALLEREDE med atomvåben fra Kaliningrad, og de anser sig ALLEREDE for at være i en proxy-krig med os i Vesten. Det kan ikke eskaleres meget mere.

Tværtimod: Afskrækkelse af Rusland er nok noget nær den eneste vej frem.

Vi har i Vesten leveret våben til Ukraine og opruster selv. Men set fra Moskva – i en ramme af magtpolitik – giver det virkelig god mening. Måske forstår russerne os bedre, end vi selv gør. ■

 

Måske forstår russerne os bedre, end vi selv gør
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet.

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne