Lars Bangert Struwe: Har vi i Vesten overhovedet forstået den alvorlige situation, vi står i lige nu?
24.10.2023
Der er tre store konfrontationer i gang, hvor både Ruslands, Kinas og Iran udfordrer den liberale demokratiske verdensorden. Det udfordrer USA politisk og militært og kræver en revision af alliancerne i Vesten. Men er vi klar til det?
Kronik af Lars Bangert Struwe
Har vi i Vesten overhovedet forstået den alvorlige situation, vi står i lige nu?
Der er tre store konfrontationer i gang: Ruslands fortsatte angrebskrig imod Ukraine, Hamas’ angreb på Israel har udløst en krig, der kan involvere Hizbollah og Iran, mens Yemen sender raketter imod Israel og risikerer at ramme amerikanske krigsskib.e. I Asien er der en konflikt imellem Kina og dets naboer. Kina har i mange år søgt at udvide dets territorium til havs, hvor det bl.a. har bygget kunstige øer, for derved at skabe nye territorialgrænser. Det har medført konflikter med de fleste stater i Det Sydkinesiske Hav. Samtidigt ønsker Kina, at Taiwan igen skal være en del af Kina og ikke et selvstændigt demokrati.
Fra slutningen af Den Kolde Krig og fremefter var den amerikanske strategi: ”Two Major Theatre Wars (2MTWs)” standard. Med denne strategi skulle det amerikanske forsvar opbygges, så det kunne kæmpe to store krige på samme tid på to adskilte krigsskuepladser. Det stillede både krav til kommandostruktur, mængden af materiel og mandskab og til logistik. Strategien blev fastlagt officielt af præsident Bill Clintons regering i 1993. USA bibeholdt strategien om at kunne gennemføre to krige samtidigt, frem til præsident Obama opgav den i 2013. Dette skete både af økonomiske, politiske (man var træt af krig og tab i Irak og Afghanistan), og så nok også troen på, at store krige var overstået.
Lige nu er der konflikter, hvor alle tre stater, der udgør en strategisk udfordring for USA, er engageret
_______
Forståelsen af den sikkerhedspolitiske situation fra 1990’erne og frem gjorde, at USA og Europa hentede fredsdividenden hjem mange gange i løbet af 1990’erne, og uden de store indvendinger gennemførte de store forsvarsbesparelser i 2010’erne. Europa håbede på, at der ikke kom en konventionel krig igen, og har derfor kunnet afruste vores forsvar igennem årtier. Men Ruslands, Kinas og Irans udfordring af den liberale demokratiske verdensorden gør, at USA og dets allierede skal kunne håndtere mange konflikter på en gang. Det kræver en revision af alliancerne i Vesten og udfordrer USA politisk og militært.
USA’s materielle og politiske udfordringer
Militært er USA ikke på plads, hvilket bl.a. ses af, at det amerikanske forsvar med dets Replicator-program har erkendt, at det skal forsøge at indhente et teknologisk og kvantitativt efterslæb i forhold til Kinas militær. Det amerikanske forsvar har erkendt, at det er gået imod at anskaffe større, dyrere og mere avancerede våbensystemer, men at der samtidigt sker en udvikling i bl.a. Kina, hvor man anskaffer mange, men billige systemer. Derved vil kvantitet kunne overgå kvalitet. Replicator-programmet skal skabe tusinder af autonome systemer (særligt droner), der kan matche og overgå Kinas sats på dette område. Teknologisk overlegenhed skal nu gå hånd i hånd med det klassiske strategiske begreb; masse.
Politisk er USA internt splittet både indenrigspolitisk og udenrigspolitisk. Der er stærke bevægelser i landet, der igen taler for isolationisme. Man vil ikke være verdens politibetjent, men bevægelsen rummer også kravet om, at USA skal være en stormagt. Dette er noget af en udfordring politisk set. Man er dog enig på tværs af partiskel om, som de amerikanske efterretningstjenester har beskrevet, at Kina, Rusland, Iran og Nordkorea udgør de strategiske udfordringer.
Samlet gør dette USA uset svagt, og amerikanerne får brug for allierede i Europa og Asien – og disse får brug for USA. Men det vil kræve en redefinition af opgavefordelingen og ikke mindst selvforståelsen både i USA og i Europa.
Østens ønske om en ny verdensorden
Det er usikkert, hvor meget Kina, Rusland og Iran koordinerer deres indsats. Men der må ikke herske tvivl om, at de tre stater ønsker en anden verdensorden end den liberale demokratisk verdensorden, der blev grundlagt efter Anden Verdenskrig i 1945. Alle tre magter ønsker en ny verdensorden, men det er også vigtigt at forstå, at de ønsker hver deres. De har ikke en fælles ideologi, men et fælles had eller modstand til de værdier, som Vesten repræsenterer. Alle tre stater ser USA og den liberale verdensorden som en udfordring af deres ”retmæssige” plads i verden. Særligt Iran har siden revolutionen i 1979 haft et had til USA. I Rusland er der bevægelser, som ser Vesten som korrumperende for den russiske folkesjæl, og dette findes til en vis grad også i Kina.
Lige nu er der konflikter, hvor alle tre stater, der udgør en strategisk udfordring for USA, er engageret. Rusland direkte i Ukraine, Kina i Asien med både Taiwan og Det Sydkinesiske Hav og Iran i både Yemen og via Hizbollah med Israel. Alle tre konflikter skal håndteres – om USA er verdens politibetjent eller ej. Disse konflikter truer amerikanske interesser og amerikanske allierede. Ukraine er efter al sandsynlighed den af de tre konflikter, der vil blive prioriteret lavest, idet Ukraine ikke ses som allieret med USA på samme niveau som Israel eller Taiwan, men som samtidigt indtil videre heller ikke vil kræve amerikansk militær indsats.
Amerikanske efterretningskilder beretter, at iransk-støttede militser gør klar til at foretage angreb på USA i Mellemøsten. Dette kan få situationen til at eskalere ud af kontrol
_______
I krigen mellem Israel og Hamas er USA allerede militært til stede, hvilket af Israels modstandere kan ses som en pusten til konflikt i Mellemøsten. Krigsskibet USS Carney har allerede været i kamp i forbindelse med krigen imellem Israel og Hamas: Der er torsdag den 19. oktober fra Yemen blevet affyret missiler imod Israel og måske imod de amerikanske flådeenheder i området. Disse missiler er blevet skudt ned af USS Carney med SM2-missiler.
Her er det efter al sandsynlighed Iran, der nok står bag de yemenitiske angreb, og som puster til konflikten i Mellemøsten. Amerikanske efterretningskilder beretter, at iransk-støttede militser gør klar til at foretage angreb på USA i Mellemøsten. Dette kan få situationen til at eskalere ud af kontrol. Reelt set kan det komme til en krig imellem Iran, Yemen og en række terrororganisationer på den ene side, og USA og Israel på den anden side. Muligvis vil Saudi-Arabien og andre arabiske stater bakke USA op – ikke fordi de elsker Israel, men fordi de ikke kan lide Iran.
Da Rusland ville ændre Europakortet med invasionen af Ukraine, har særligt USA modsat sig og ser ud til at forsætte med at støtte Kyiv. I den konflikt er der et entydigt amerikansk krav om et europæisk engagement. Det burde være en selvfølge, at de europæiske stater går imod en aggression i sin egen baghave, men Europa mangler en forsvarsindustri, der kan producere nok, og fodslæbende politikere, der vil levere de våben, som ukrainerne har brug for. Samtidig er der både problemer i USA og i Europa med at turde at levere våben, der kan ramme Rusland. Et drejer sig fx om langtrækkende missiler, som de tysk-svenske Taurus-missiler eller de amerikanske ATACMS – sidstnævnte er dog leveret. Så længe man holder igen med de afgørende våben, så kan Ukraine ikke vinde.
I Asien er der en stigende konflikt imellem Kina og en del asiatiske stater. I mange år så det ud til, at Kina kunne samle en række stater omkring sig, men lige vender bl.a. Filippinerne sig mod USA og søger hjælp der. En hjælp, der i øvrig gør, at USA evt. kan bygge en havn i de nordlige øser på Filippinerne, der gør det nemmere at hjælpe Taiwan, skulle Kina angribe. Situationen spidser til, og vi må erkende, at det amerikanske forsvar forbereder sig på en konfrontation med Kina i 2025.
Europa må tage hånd om egen sikkerhed
Europa må engagere sig mere militært. Samtidigt må europæerne nok forberede sig på, at USA vil presse Europa til på den ene eller anden måde også at engagere sig i Mellemøsten og konflikten med Kina. USA vil efter al sandsynlighed mest være interesseret i støtte i Det Sydkinesiske Hav, hvor den amerikanske flåde frygter at være kineserne underlegne.
England valgte fra 1700-tallet og frem at have en såkaldt ’two-nation-navy’, der skulle håndtere to konflikter på en gang og ikke mindst afskrække resten af verden. Det kan USA ikke i dag, fordi man ikke har nok militær kapacitet og forsvarsindustrien er først nu ved at komme op i produktion.
Hvis Europa tager sig sammen, så kan europæerne i en ramme af NATO og EU opruste og være med til at skabe en afskrækkelse på eget kontinent, så USA kan koncentrere sig om andre. Derved kan vi måske se en ny aftale imellem USA og Europa, og derved sikre en liberal demokratisk verdensorden – men det kræver et voldsomt europæisk engagement, som bl.a. Tyskland og til dels Frankrig har det meget svært ved. Dette gælder også Danmark, hvor forsvaret først er genetableret omkring 2030, men konflikterne er her nu og de næste mange år frem. ■
Hvis Europa tager sig sammen, så kan europæerne i en ramme af NATO og EU opruste og være med til at skabe en afskrækkelse på eget kontinent, så USA kan koncentrere sig om andre
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.
ILLUSTRATION: Tel Aviv, 28. oktober: Præsident Joe Biden omfavner den israelske premierminister Benjamin Netanyahu efter sin ankomst i Ben Gurion International Airport [FOTO: Evan Vucci/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
