Københavns overborgmester i Kyiv: Når vi står på den anden side af krigen, så er det ikke kun landets fysiske infrastruktur men også demokratiet, som skal genopbygges
03.05.2023
Selvfølgelig gør det også en forskel, at krigen udkæmpes på vores eget kontinent. At vi på mange måder ser Ukraines krig som vores krig, fordi Ukraine kæmper for de værdier, vi tror på. Og selvfølgelig gør det et særligt indtryk, når ukrainske borgmestre åbent og ærligt siger til os, ”vi vil være som jer, hjælp os med det”.
Kronik af Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester i København (S)
Kiyvs borgmester Vitali Klitschko siger det uden den mindste tvivl eller tøven. Det er ikke et spørgsmål, OM Ukraine vinder krigen mod Rusland. Selvfølgelig vinder Ukraine. Det kan vi regne med.
I år er det ti år siden den tidligere mangedobbelte verdensmester i sværvægtsboksning i en alder af 42 år smed handskerne og blev politiker på fuld tid. Fysisk står Klitschko 2,01 meter rank og 110 kilo solid granit lige så fit og skarp som dengang. Dertil den grønne militæruniform som giver ham en næsten skræmmende autoritet og karisma. Her er en leder, her er en helt.
Men Klitschko er faktisk ikke så optaget af krigen som af tiden efter. Hvad skal der ske med den ukrainske hovedstad og hendes 3 mio. indbyggere? Han er venlig og determineret. Han taler helst, og efterlader ingen tvivl eller muligheder for fortolkninger efter sine sætninger. Han ved, hvorfor vi sidder overfor hinanden på hans rådhus i dag. Vi skal underskrive en ny venskabsbyaftale mellem Kiyv og København. En aftale, som han selv har taget initiativ til.
Kyiv har – som alle andre byer i Ukraine – brug for al den hjælp, de kan få. Det lægger Klitschko ikke skjul på. “Vi kan sagtens bygge en skole eller et plejehjem op igen”, siger han og fortsætter, “dét jeg er interesseret i, det er at skabe en moderne europæisk storby. Vi vil gerne være lige som jer. Vi vil gerne være lige som jer med cyklisme, grøn byudvikling, en åben forvaltning uden korruption og lokaldemokrati”.
Midt i al vores uforbeholdne støtte og opbakning til Ukraine, skal vi huske at Ukraine før krigen var et land med en høj grad af korruption. Et land uden samme forståelse for demokrati og transparens hos magthavere som ellers stilles af krav til medlemslande i EU. Og når vi står på den anden side af krigen, så er det ikke kun landets fysiske infrastruktur men også demokratiet, som skal genopbygges.. Her skal vi stille krav og forventninger til ex. good governance.
Kyivs borgmester sidder ikke med hatten i hånden. Han adresserer meget direkte den hjælp, han søger; “hvordan kan vi lære af jer? Hvordan kan vores erhvervsliv lære af jeres? Vi vil klare os selv. Hjælp os med det”.
Vaklede Ukraine på et tidspunkt mellem øst og vest, gør de det ikke længere. Klitschko fortæller også, at han er meget optaget af at søge EU-medlemskab.
At være til stede, bakke op og selv se arrene efter Putins krigshandlinger. Høre direkte fra ukrainske borgmesterkolleger, hvad de har behov for. Hvad kan være mere meningsgivende?
_______
FLERE DANSKE MINISTRE har besøgt Ukraine under krigen. Nødhjælp og donationer af krigsmateriel er et regeringsanliggende, så jeg forstår godt dem, der tænker, hvad skal en dansk borgmester i Ukraine? Kan det handle om andet end selviscenesættelse? Om endnu en politiker, der vil tæt på begivenhederne, men som alligevel er så langt fra? En lille brik i et stort spil, der pynter sig med selfies?
Jeg tænkte præcis i de baner, da jeg som folketingsmedlem i 2009 blev inviteret til Afghanistan af daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Vi skulle besøge det danskledede felthospital i den britiske lejr Camp Bastion; den afghanske militærlejr lige udenfor og felthospitalet i Kandahar Airfield. Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle tage afsted. Dengang havde jeg to små børn på et og fem år. Ville det være sikkert?
Men kunne danske læger og sygeplejersker tage afsted for at passe på vores soldater og civilbefolkningen i en krig, som Folketinget havde stemt for at deltage i, så kunne jeg som politiker selvfølgelig også tage afsted for at se deres arbejdsvilkår, opleve deres hverdag og lytte til deres behov.
Jeg kunne aldrig have fået den indsigt, som jeg fik ved at tale med de danske udsendte soldater og læger og sygeplejersker og se nogle af de forhold, som de arbejdede under uden selv at mærke varmen under den snerrende hjelm og den skudsikre vest. Og den sitrende intensitet og konstante em af uro, der var overalt.
Derfor var jeg heller ikke i tvivl, da Kommunernes Landsforening spurgte, om jeg ville deltage i en europæisk konference i Kyiv for og med byer og regioner, der skal være med til at genopbygge Ukraine efter krigen, International Summit of Cities and Regions ”PARTNERSHIP FOR VICTORY”, hedder den.
At være til stede, bakke op og selv se arrene efter Putins krigshandlinger. Høre direkte fra ukrainske borgmesterkolleger, hvad de har behov for. Hvad kan være mere meningsgivende? Og så få underskrevet venskabsbyaftalen med Kyiv, som for nyligt blev vedtaget enstemmigt i Københavns Borgerrepræsentation.
Mine borgmesterkolleger Jacob Bundsgaard fra Aarhus og Peter Rahbek-Juhl fra Odense er med i Kyiv. Det er Københavns integrations- og beskæftigelsesborgmester Jens-Kristian Lütken også. Det er hans forvaltning, der har den daglige opgave med at sikre, at de ukrainske flygtninge kan leve et så normalt liv som overhovedet muligt, mens de opholder hos os.
REJSEN FRA KØBENHAVN til Kyiv tager et døgn. Først med fly til Warszawa, så et polsk indenrigsfly til Rzeszów, den by, hvortil man leverer store dele af donationerne med krigsmateriel og nødhjælp til Ukraine mer. Derfra minibus til Przemyśl, en meget smuk og ældre by tæt ved grænsen til Ukraine og Lviv. Herfra skal vi senere stige på det særtog, der skal køre direkte til Kyiv i ly af natten.
Det var her i Przemyśl, at det tyske og russiske sikkerhedspoliti i 1939 symbolsk mødtes på broen over floden, der deler byen og aftalte, hvordan de kunne dele Polen imellem sig under 2. Verdenskrig. I dag ånder alt fred og idyl. Ældre nyder solen på bænke på et torv, og omkring et smukt springvand med en (polsk) bjørn og dens to små bjørneunger forsøger en lille pige at fodre duer af hånden med popcorn.
Vi træder ind i vogn 5 og finder vores små to-mands kupeer. Det ligner et helt normalt nattog et hvilket som helst sted i Europa. Måske er det bare lettere at tale om noget, vi som borgmestre i dagligdagen kan forandre end at tænke på de mange millioner ukrainere, der lever med krigstruslen fra øst døgnet rundt. Men det overrasker mig alligevel, hvor let det er at abstrahere, når vi mødes med andre delegationer i toget. Samtalen falder hurtigt på grønne netværk og klimaalliancer i Eurocities, C40, EU’s 100 mest grønne byer med finske, tyske og spanske borgmesterkolleger.
Borgmesteren fra Turku i Finland hedder Minna Arve. Hun fortæller mig, at Turku i 2022 blev venskabsby med Kharkiv. Turku havde været venskabsby med Sankt Petersborg siden 1953. Men da Rusland invaderede Ukraine, ringede Minna personligt til guvernøren i Sankt Petersborg, opsagde aftalen og alle planlagte aktiviteter de to byer imellem og fortalte, at Turku nu ville være venskabsby med Kharkiv i stedet.
Vi kører på en strækning, der minder om turen fra København til Klampenborg. På et tidspunkt rammer vi det, der ligner Dyrehaven. Der er telte og folk mellem træerne. Der er skyttegrave, og gravet ud til beskyttelsesrum
_______
Krig kan skære alle bånd over.
Vores tog kører tværs igennem Ukraine og tilpasser hastigheden efter, at vi ankommer til perron i Kyiv kl. 6. I Kyiv er der udgangsforbud fra midnat til kl. 5 om morgenen, så ingen kan nå at møde på arbejde før en time senere. På samme måde lukker byen ned kl. 23 om aftenen, så de ansatte også kan nå hjem inden midnat. Ellers vanker der bøder og en tur i spjældet. Der er stor opbakning til udgangsforbuddet i befolkningen, får vi at vide.
VI BLIVER HENTET på stationen og kørt hen til vores hotel. Fra restauranten på 15. sal er der udsigt over hele byen. Over morgenmaden kan vi se, at der nogle steder allerede er gang i genopbygningen af skadede bygninger efter russiske missilangreb mod Kyiv.
Det er nu, vi får alvor bliver krigsturister. Vi ved det, vores ukrainske værter ved det. Vi mennesker har brug for at se og røre for at forstå. På godt og ondt. I Ukraine er krigsturisme en del af diplomatiet og et middel til en lysere fremtid. Vi skal se og høre, hvad Putins krig og de russiske soldater har begået af overgreb.
I minibusser bliver vi kørt i kortege med politi foran og bagved de ca. 60 km til nordlige forstæder, som har været bombet og besat af russiske styrker. Byerne hedder bl.a. Butja og Borodianka, men det kunne være Birkerød eller Helsinge.
Enden af en boligblok er bombet væk, så vi kan se lige ind i det, der engang var en stue. Vi kan ane en reol fuld af bøger forenden. Vi ser en bombet børnehave, hvor kunstverdenens hemmelige superstjerne Banksy har været forbi og malet et billede på en mur af et lille barn, der sender et karateslag mod Putin.
Borodianka havde 13.000 indbyggere. Da russerne forlod byen, var der kun 1.000 indbyggere tilbage. Vi får fortalt, at nu er omkring 9.000 er vendt tilbage, for at forsøge at genopbygge en tilværelse.
Vi kører på en strækning, der minder om turen fra København til Klampenborg. På et tidspunkt rammer vi det, der ligner Dyrehaven. Der er telte og folk mellem træerne. Der er skyttegrave, og gravet ud til beskyttelsesrum. Det er der også ved nogle af de vejkryds, vi passerer. Vores unge guide fortæller på engelsk, at der har ikke været bombenedslag og sirener i godt en måned. Hele vinteren var konstant sirener. Faktisk så tit at folk holdt op med at lytte til dem. “Vi løb kun i sikkerhed, hvis vi hørte et nedslag”. Det betød, at flere omkom i februar, forklarer han, da missilerne igen ramte og sirenerne ikke længere var “falsk alarm”.
På TV hjemme i Danmark er vi vant til at se missiler og soldater i uniform. Det giver indtryk af, at tropper kæmper mod hinanden om en grænselinje, men sandheden er, at russerne går direkte efter civile mål. I Borodianka efterlod de sågar indespærrede mennesker under murbrokkerne til at sulte og fryse ihjel.
Vi forføres af detaljen i det enkelte billede af de smadrede bygninger og historierne. Nogle har mistet deres hverdag og andre deres liv i murbrokkerne. Det skærer i hjertet at tænke på de mennesker og skæbner. Her frygter alle for fremtiden.
Når ukrainerne har vundet krigen, skal der være en plan for, at de unge ukrainerne kan sikres den levestandard, som de kan se i Polen lige ved siden af
_______
TILBAGE I KYIV mødes vi så med borgmester Klitschko. Han skriver først under på venskabsbyaftalen med København, derpå gør jeg det samme. Kommuner må ikke bedrive udenrigspolitik. Sådan har vi indrettet os i Danmark. Men siden 1950’erne har danske kommuner gerne måtte indgå venskabsbyaftaler om bl.a. kulturel udveksling og om udstationering af eksperter. Så det gør vi. I København er vi særligt gode til energi, miljø og klima. Aftalen er endnu meget overordnet. Ting og emner vil komme til, når Kyiv er så langt. Men endnu kender ingen dagen, hvor krigen slutter.
Vi får taget billeder sammen, Klitschko, Jens-Kristian Lütken og mig, så Klitschkos folk har til både presse og sociale medier. Det er en del af gamet, og de er dygtige og tydeligvis erfarne. Ikke meget senere gør vi det samme. Vi taler videre om Klitschkos ønske om andet og mere end blot at bygge huse op igen. Om levestandard. Og europæiske værdier.
Når ukrainerne har vundet krigen, skal der være en plan for, at de unge ukrainerne kan sikres den levestandard, som de kan se i Polen lige ved siden af. De kan se, hvor godt Polen har haft det af at komme med i EU og hvilken gavn, polakkerne i årtier har haft af udenlandske investeringer.
Vi slutter dagen af med en øl ude i byen. Men pludselig går alarmen på vores installerede app med navnet “Air Alert” på alle vores mobiler simultant, og så har vi 20 min. til at nå i beskyttelsesrummet under hotellet. Droner er på vej mod Kyiv, får vi at vide. Selvom alarmen afblæses igen efter bare 40 minutter, så er det svært at falde i søvn bagefter.
Dagen efter ankommer vi til selve konferencen. Her deltager en række ukrainske borgmesterkolleger. De fortæller enslydende historier om de russiske soldater. Uanset hvor de er, begår de overgreb, krigsforbrydelser og stjæler alt, selv toiletkummer.
Ukraines udviklingsambitioner betyder, at de er nødt til at engagere sig med andre end regeringschefer. For det er i byerne, i kommunerne, de kan hente viden om hverdagen. Det er præcis derfor, at ukrainerne systematisk forsøger at få borgmestre fra hele Europa i tale, skabe relationer med bl.a. venskabsbyaftaler og derigennem få os til at tage medansvar for genopbygningen af det krigshærgede land.
På konferencen er det meget klart, at vi skal købe ind på den dagsorden. Jeg bliver inviteret med i en paneldebat med Klitschko om digitalisering og byudvikling. De er særligt gode til digitalisering i Ukraine, siger han og fortæller om digital hjemmeundervisning til skoler og universiteter og om indførslen af digitale pas. Men Klitschko understreger samtidig, at de kan blive endnu bedre. Det er derfor, vi er her, smiler han.
DEN DANSKE REGERING har indgået aftaler om hjælp til genopbygning af den vigtige havneby ved Sortehavet, Mykolaiv, som russerne har bombet i smadder. Efter konferencen spiser vi aftensmad med krigshelt og guvernør Vitalij Kim. Han fortæller, at en af hans venner med et vigtigt embede var tilbageholdt i russisk fangenskab i godt 100 dage. Med tortur og tæsk. Guvernøren tog affære, og fik forhandlet sig frem til en udveksling med tilfangetagne russiske soldater. Det er ikke måden at gøre det på, siger de, men omstændighederne i krigen er nu engang, som de er. De taler lige så usentimentalt om kidnapningen, som de taler om byens tidligere så stolte værftsindustri, som Sydkorea nu har overtaget.
Ligesom Kiyvs borgmester efterlyser også Mykolaivs guvernør hjælp til selvhjælp, så at sige. Til egne løsninger og fremtiden. “Vi vil gerne lære”, siger han. Af Danmark, vores byer og levestandard er målet i horisonten, lægger han ikke skjul på. Og indbyggerne er mere end villige til at smøge ærmerne op, hvis bare der kommer investeringer. De mener, at 90 procent af , der flygtede, nu er vendt tilbage til Mykolajiv. Det giver håb.
Der bor ca. 3.000 ukrainske flygtninge i København. Også derfor er vores bånd til Ukraine igennem det seneste år blevet stadigt tættere. Hvordan ville det ikke se ud overfor dem, der har slægtninge og venner på slagmarken eller tilbageblevne, hvis vi tøvede med at hjælpe? Selvfølgelig gør det også en forskel, at krigen udkæmpes på vores eget kontinent. At vi på mange måder ser Ukraines krig som vores krig, fordi landet kæmper for de værdier, vi tror på. Og selvfølgelig gør det et særligt indtryk, når ukrainske borgmestre åbent og ærligt siger, ”vi vil være som jer, hjælp os med det”.
I toget på vej retur fra Kyiv møder jeg Paris’ borgmester Anne Hidalgo og spørger hende til, hvad de har gjort i Paris ift. samarbejde og hjælp til Ukraine. Hidalgo var en af de første borgmestre, der tog til Ukraine, og hun har været her flere gange det seneste år. Hun fortæller, at Paris bl.a. bidrog med teknikere, der kunne fikse de mange energianlæg, som russerne bombede i vinter. Derudover har hun selv presset på for at få udelukket russiske atleter fra næste års sommer-OL i Paris.
”Seek shelter”, ”seek shelter”, ”seek shelter”. App-alarmen på mobilen går tre gange i løbet af natten. Der sker ikke noget, heldigvis, toget kører ufortrødent videre. Hvor skulle vi også gå hen? ■
Hvordan ville det ikke se ud overfor dem, der har slægtninge og venner på slagmarken eller tilbageblevne, hvis vi tøvede med at hjælpe?
_______
Sophie Hæstorp Andersen (f. 1974) er overborgmester i København.
ILLUSTRATION: Hæstorp Andersen under mødet mellem de danske og ukrainske borgmestre
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
