Kjartan S. Andsbjerg: Vi har ingen undskyldning for at acceptere fattigdom i Danmark
31.03.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Der er mange forskellige måder at legitimere fattigdom på. Men der er ingen af dem, der holder ved nærmere eftersyn. Fattigdom er et reelt problem i Danmark, og den er hverken en naturlov, fortjent eller noget, vi kan tillade os at nedprioritere.
Kommentar af antropolog Kjartan S. Andsbjerg
Der går nærmest ikke en uge, uden at medierne kan bringe en ny historie om danskere, som lever i fattigdom. Om fattige voksne der må springe måltider over, så deres børn kan få nok at spise, og om børn, som ikke har råd til at være en del af samme fællesskaber som deres jævnaldrende.
Med tanke på at denne type af livsødelæggende fattigdom forekommer i et af verdens rigeste lande, kunne man måske forvente, at fattigdomsbekæmpelse stod øverst på den politiske dagsorden. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Udover små tilskud og hjælpepakker, der forslår som en skrædder i helvede, er fattigdomsbekæmpelse over en årrække stort set blevet ignoreret.
I det følgende vil jeg pege på en række mulige årsager til dette paradoks samt vise, hvorfor ingen af dem er gode undskyldninger for ikke at gøre noget ved fattigdom.
Først og fremmest lader der – de mange hjerteskærende mediehistorier til trods – til at herske en udbredt opfattelse af, at fattigdom ikke er et rigtigt problem i Danmark. For eksempel har Alex Vanopslagh (LA) påstået, at vi ikke har økonomisk fattigdom i Danmark. Lignende udtalelser finder man i en lind strøm på sociale medier.
Men det er ikke retvisende. I 2021 var der ifølge Danmarks Statistik ca. 230.000 fattige danskere, herunder omkring 50.000 børn. Og selvom der er tale om en opgørelse af relativ fattigdom og ikke absolut fattigdom, ligger den relative fattigdomsgrænse, Danmarks Statistik benytter, tæt på det minimale beløb, Ydelseskommissionen vurderer, der skal til for, at man kan opretholde en beskeden tilværelse.
Samtidig viser andre undersøgelser, at der i Danmark findes en stor gruppe mennesker, som lider netop den slags afsavn, vi normalt associerer med fattigdom. Ifølge Levevilkårsundersøgelsen fra 2022 har 100.000 danske husstande ikke råd til at spise kød, kylling, fisk eller en tilsvarende vegetarret hver anden dag. Næsten 200.000 har ikke råd til at holde boligen tilstrækkeligt opvarmet. Og 60.000 er bagud med husleje eller renter og afdrag på gæld i boligen.
Tilsvarende har undersøgelser fra VIVE i både 2015 og 2021 vist, at en gruppe danskere har så lidt mellem hænderne, at de har undladt at give deres børn nødvendige måltider, have familie eller venner til middag, købe lægeordineret medicin eller gå til tandlæge. Der findes altså i den grad reel fattigdom i Danmark. Og den har enorme konsekvenser for de berørte mennesker.
I virkeligheden er alle andre velfærdsforanstaltninger overflødige, hvis ikke man har råd til nok mad, varmt tøj eller tag over hovedet
_______
Fattigdom er noget, vi vælger
Udover den manglende anerkendelse af fattigdom som et problem tror jeg, at en anden del af forklaringen på den manglende interesse for fattigdomsbekæmpelse skal findes i, at vi ofte tænker på fattigdom som en slags gordisk knude, der ikke kan løses. For eksempel har tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance, Joachim B. Olsen udtalt, at fattigdom ikke kan løses ved at give folk flere penge mellem hænderne, men skyldes ”sociale problemer, som er dybt komplekse og svære at tackle”.
Denne fremstilling er heller ikke retvisende. Vi ved godt, hvordan vi bedst bekæmper fattigdom: ved at investere i mennesker. Hjælpeorganisationerne peger enstemmigt på, at det vigtigste, vi kan gøre for at hjælpe folk ud af fattigdom, er at hæve de laveste sociale ydelser. Og egentlig giver det sig selv. Når folks største problem er, at de ikke har råd til at få dækket deres basale behov, hjælper det at give dem flere penge mellem hænderne.
Dermed ikke sagt, at højere ydelser løser alt. Joachim B. Olsen har ret i, at mange fattige har sociale problemer, som bidrager til deres fattigdom. Disse problemer skal selvfølgelig håndteres, hvis fattigdomsbekæmpelsen for alvor skal batte. Sagen er bare den, at det også kræver flere penge – til bedre og mere håndholdte sociale indsatser end i dag.
Den oplagte indvending mod ovenstående er selvfølgelig, at det vil være dyrt. Og her er vi fremme ved fremme ved endnu en årsag til, at vi ikke gør noget ved fattigdommen, nemlig at vi hellere vil bruge vores ressourcer på noget andet. Som samfund har vi valgt at bruge milliarder på oprustning, skattelettelser og nye motorveje. Disse prioriteringer har selvfølgelig deres egne logikker. Men de fratager os samtidig muligheden for at hjælpe dem, der har allermest brug for det.
Nu vil nogle måske indvende, at det risikerer at hæmme incitamentet til at arbejde og dermed svække samfundsøkonomien, hvis vi øger ydelserne til arbejdsløse. Om det er sandt, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Til gengæld vil jeg gerne stille spørgsmålet, om ikke det er en pris, vi så fald bør være villige til at betale?
At sikre folk det nederste i behovspyramiden må være den absolut vigtigste opgave for ethvert samfund. Ja, i virkeligheden er alle andre velfærdsforanstaltninger overflødige, hvis ikke man har råd til nok mad, varmt tøj eller tag over hovedet. Derfor mener jeg, vi bør gøre alt i vores magt for at løfte alle ud af fattigdom – selv hvis det betyder, at vi samlet set bliver lidt fattigere, og at der dermed er andre ting, vi må undvære.
Vi er langt fra herrer over vores egne vilkår. Derfor kan vi ikke fuldt og helt stilles til regnskab for hverken vores gode eller dårlige valg
_______
Fortjent fattigdom?
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor vi hellere vil bruge penge på skattelettelser til dem, der har rigeligt, end på at hjælpe dem, der mangler det basale. Og her tror jeg ikke, vi kommer uden om forestillingen om, at folk i et vist omfang fortjener deres skæbne.
Som jeg har argumenteret for andetsteds, abonnerer de fleste af os på en idé om, at vi som mennesker besidder en fri vilje, som gør os moralsk ansvarlige for vores valg. Og da vi samtidig føler, vi lever i et meritokrati, hvor det langt hen ad vejen er vores egne valg, der afgør, om vi klarer os godt eller skidt, omsættes dette ofte til en opfattelse af vores respektive livssituationer som i hvert fald delvist fortjent.
Det mest ekstreme udtryk for denne holdning findes hos milliardæren Per Henriksen, der i 2006 udtalte, at han ville give sin formue tilbage til samfundet gennem en fond. Da Information spurgte ham, om fattige ville komme i betragtning til fonden, svarede han:
”Bestemt ikke. De fleste fattige har levet over evne. Det er derfor, de er fattige. De har spist og drukket og ferieret deres indtægter op. Den slags mennesker fortjener ikke hjælp. Heller ikke bistandshjælp, for den er så stor, at folk kan leve af den, og så gider de ikke arbejde.”
Det er nok de færreste, der har lige så ekstreme holdninger som Per Henriksen. Men når man læser sociale medier, skorter det ikke på hånlige kommentarer om, at fattige fortjener deres livssituation, fordi de har taget dårlige valg. Og tilsvarende viser tal fra European Social Survery 2018, at et flertal af danskerne synes, velstandsuligheden herhjemme enten er retfærdig eller ligefrem uretfærdigt lille.
Problemet med dette er, at det alt sammen bygger på én stor misforståelse. Som blandt andre den amerikanske filosof Bruce Waller argumenterer for i sin bog ‘Against Moral Responsibility’, er vores handlinger et produkt af måden, vores omgivelser har formet os på. Vi er langt fra herrer over vores egne vilkår. Derfor kan vi ikke fuldt og helt stilles til regnskab for hverken vores gode eller dårlige valg, og fattigdom er hverken selvforskyldt eller fortjent.
Der er mange forskellige måder at legitimere samfundets fattigdom på. Men der er ingen af dem, der holder ved nærmere eftersyn. Fattigdom er et reelt problem i Danmark, og den er hverken en naturlov, fortjent eller noget, vi kan tillade os at nedprioritere. I et land hvor nogle har alt, skal ingen mangle det basale. Og hvis vi skal sikre det, kræver det, at vi som fællesskab træder til. Vi står med redningskransen. Skulle vi ikke se at få kastet den? ■
Fattigdom er et reelt problem i Danmark, og den er hverken en naturlov, fortjent eller noget, vi kan tillade os at nedprioritere
_______
Kjartan Sveistrup Andsbjerg (født 1992), antropolog.
ILLUSTRATION: Hjemløs mand tigger foran Netto på Rådhuspladsen i København [FOTO: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
