01.05.2023

Hvorfor positionerer EU’s største land sig, som det gør? Spørger man Scholz og hans centrale rådgivere, er der tydelige målsætninger bag det, der kan ligne en flakkende kurs.

FRA RÆSON53. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen ,En ny virkelighed′.

Af Kim B. Olsen

Det var med en ikke uvæsentlig portion selvtillid i stemmen, at den tyske kansler, Olaf Scholz, den 17. februar 2023 stod på scenen over for den sikkerhedspolitiske (vestlige) verdens sværvægtere, der lyttede koncentreret. På årets udgave af sikkerhedskonferencen i München talte Scholz om et Tyskland, der skuldrer sit ansvar i krisetider. Om den samlede tyske støtte til Ukraine på 12 mia. euro – og om den million af ukrainske flygtninge, Tyskland i løbet af det seneste år har åbnet sine døre for. Om Tysklands levering af forskellige våbensystemer til Ukraine og nabolandene – men også om, at andre vestlige partnere nu, på linje med tyskerne, måtte til at indfri deres tilsagn om at sende tunge kampvogne til Ukraine. Scholz’ selvsikre optræden i München stod i kontrast til det massive pres, som han i ugerne forinden havde oplevet både nationalt og internationalt for at sende Ukraine tyske Leopard 2-kampvogne. På hovedscenen i München kunne han nu se sine kritikere direkte i øjnene med henvisning til bundlinjen: Tyskland leverer – nu må andre europæiske hovedstæder følge trop.

For den tyske regeringstop føltes sikkerhedskonferencen måske som svaret på det forudgående pres. Men nye udfordringer venter. Siden februar 2022 er hegnspælene for den tyske og vestlige militærstøtte til Ukraine blevet flyttet på nærmest ugentlig basis. Og man kan – også i de kommende måneder – være ganske sikker på, at det på intet tidspunkt bliver Berlin, der kommer til at være drivende for internationale debatter om nye våbensystemer til Kyiv. Tyskland vil i bedste fald flyde med strømmen – og ifølge kritikerne: tage farten af den.

Rigtigt, ikke hurtigt

Hvorfor positionerer EU’s største land sig, som det gør? Helt overordnet har store dele af Scholz-regeringens udenrigspolitik siden magtovertagelsen i december 2021 været præget af småkaotiske tilstande. Efter 16 år med Angela Merkel ved roret blev den nye kaptajn, Scholz, få uger efter sin indtrædelse ramt af den sikkerhedspolitiske tsunami, som udsprang af Ruslands militære invasion af Ukraine. Siden har Tyskland som resten af Vesten befundet sig i ukendte farvande.

Men spørger man Scholz og hans centrale rådgivere, er der tydelige målsætninger bag det, der kan ligne en flakkende kurs:

For det første vil Tyskland ikke tillade sig selv at drive ind i en situation, hvor det fælles fodslag med vestlige alliancepartnere, og særligt USA, kommer ud af takt. Slet ikke når det handler om kritiske militære spørgsmål i en åben konflikt med den store nabo – atommagten Rusland. I Berlin anerkendes det store omfang af de amerikanske våbenleverancer til Ukraine. Men man prøver at holde både USA og sine europæiske NATO-allierede op på deres konkrete løfter om det helt rigtige udstyr – interessetilkendegivelser har ikke været tilstrækkeligt for Scholz. Der skal håndfaste og irreversible tilsagn på bordet, herunder fra Washington.

For det andet vil Scholz signalere til sin befolkning, at alle Tysklands skridt på den militære bane ikke kun er nøje overvejet, men – og det er vigtigst af alt – udspringer af beslutninger truffet suverænt i Berlin. I spørgsmål om krig og fred er det ikke meningernes strøm, men kaptajnen, der bestemmer kursen.

 

Scholz vil signalere til sin befolkning, at alle Tysklands skridt på den militære bane ikke kun er nøje overvejet, men – og det er vigtigst af alt – udspringer af beslutninger truffet suverænt i Berlin. I spørgsmål om krig og fred er det ikke meningernes strøm, men kaptajnen, der bestemmer kursen
_______

 

At denne kurslægning så ofte tager længere tid, end mange internationale partnere kunne ønske sig, skyldes ikke mindst, at det tyske udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske apparat, der til daglig drives af uendelige koordineringsøvelser på tværs af ministerier og hierarkier, ikke er særlig trænet i hurtige beslutningsgange. Nye strukturer – herunder et nationalt sikkerhedsråd efter amerikansk forbillede – er blevet overvejet. Men særligt det tyske udenrigsministerium, ledet af De Grønnes Annalena Baerbock, ønsker efter sigende ikke at se en yderligere centralisering af udenrigs- og sikkerhedspolitisk beslutningstagen i det SPD-ledede Kanzleramt.

For det tredje er det et oprigtigt ønske i særligt det tyske socialdemokrati at tage meningsdannelsen i den tyske befolkning alvorligt. Tyske kanslere har ikke de samme beføjelser til at være commander in chief som deres amerikanske, franske og britiske kollegaer. Dette ikke mindst, fordi den tyske ,positive’ parlamentarisme (der, modsat Danmark, medfører, at en regering skal have et flertal for sig – og ikke blot undgå at have et flertal imod sig) oftest fører til flerpartiregeringer og tilmed giver den tyske forbundsdag en væsentlig vægt i udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger.

Behovet for den brede parlamentariske og folkelige forankring af væsentlige beslutninger betyder også, at Berlins ageren sjældent vil handle om, hvorvidt løbende meningsmålinger viser et snævert flertal for eller imod yderligere våbenleverancer eller andre skridt i samme skala. Men snarere om, at et stort flertal i den tyske befolkning skal føle sig trygge i, at overskridelsen af årtiers tabuer i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik er velbegrundet og velgennemtænkt.

Aldrig igen alene

De tyske tabuer, der nu er sat på prøve, går som bekendt tilbage til de fysiske og moralske ruiner efter Anden Verdenskrig, der af historikere og politologer er blevet opsummeret i de underliggende imperativer nie wieder (,aldrig igen’) og nie wieder alleine (,aldrig igen alene’). ,Aldrig igen’ måtte der udgå dødelige krige eller folkemord fra tysk jord, og ,aldrig igen’ måtte Tyskland stå alene i beslutninger om at gå i krig. Disse imperativer manifesteredes i efterkrigstiden til to altoverskyggende principper for tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik: at give forrang til multilateralisme og antimilitarisme.

Det første princip ledte først den vesttyske forbundsrepublik og senere hen et forenet Tyskland til en fundamental tro på værdien af europæisk samarbejde i EU, en stærk binding til den vestlige forsvarsalliance i NATO og en tung prioritering af samarbejdet i FN, OECD, OSCE, G7/G20 og andre væsentlige multilaterale strukturer. Det var alt sammen impulser, som Tysklands internationale partnere generelt støttede gennem årtierne. Men den tyske håndtering af euro-kriseårene (2009-14) og flygtninge- og migrationsudfordringerne (2015-16) efterlod en intra-europæisk skepsis om Tysklands vilje til at tilsidesætte egne interesser for en bredere konsensus blandt EU’s medlemslande. I Berlin ville svaret på kritikken dog lyde, at man gennem håndhævelsen af eurozonens regelsæt og sin insisteren på en ,human’ flygtningepolitik netop opretholdt nogle af EU-samarbejdets multilaterale kerneværdier.

Det andet udenrigs- og sikkerhedspolitiske princip, antimilitarismen, stikker om muligt endnu dybere. Allerede beslutningerne om Vesttysklands genbevæbning og NATO-medlemskab i 1954-55 førte til en mærkbar folkelig modstand, der ikke mindst var rettet mod NATO’s konventionelle og nukleare oprustning. Modstanden fortsatte i årtierne efter. Vesttyske politikeres accept af amerikanske taktiske nuklearvåbens placering på tysk jord blev i 1980’erne mødt med massive protestbevægelser. Også i Østtyskland trivedes talstærke fredsbevægelser, der også kom til at spille en væsentlig rolle i Berlinmurens endeligt i 1989.

Afslutningen af Den Kolde Krig medførte ikke kun den tyske genforening, men også endelig tysk suverænitet. Med den såkaldte to plus fire-traktat mellem Anden Verdenskrigs fire sejrherrer – og senere besættelsesmagter – USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig samt Vesttyskland og DDR – blev det i september 1990 bl.a. beseglet, at det forenede Tysklands samlede militærstyrke ikke måtte overskride 370.000 soldater, samt at Tyskland fraskrev sig retten til produktion eller besiddelse af atomare, biologiske og kemiske våben – og i øvrigt ikke ville føre angrebskrige.

Inden for disse – egentlig ganske vide – rammer fastholdt det genforenede Tyskland multilateralismen og antimilitarismen som to bærende udenrigs- og sikkerhedspolitiske principper. I løbet af 1990’erne kom de dog i stigende grad i konflikt med hinanden.


Warszawa, 12. december 2021: Scholz og den polske statsminister, Mateusz Morawiecki, modtages med en militær ceremoni ved den tyske kanslers første besøg i Polen [FOTO: Kay Nietfeld/AP/Ritzau Scanpix]

Test på test af antimilitarismen

De systematiske overgreb og etniske udrensninger i Jugoslavien førte Tyskland ind i koalitionen af NATO-lande, der, uden FN-mandat, intervenerede i Kosovo i 1999. Anført af den første grønne udenrigsminister, Joschka Fischer, der selv udsprang af den vesttyske fredsbevægelse, opstod der en folkelig opbakning bag ideen om, at ,aldrig igen’ netop ikke kun kunne reduceres til aldrig igen at ville deltage i krig uden for eget territorium, men også kunne være et andet imperativ: aldrig igen at ville accepterede folkedrabslignende overgreb på minoriteter.

Dette blev et vendepunkt i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men understregede også en væsentlig pointe, der stadig er gældende i dag: Hovedstrømningen i den tyske antimilitarisme handler ikke om afvisning af militær vold i enhver form (som en pacifistisk Dilemmaet blev yderligere understreget efter årtusindskiftet. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 udtrykte den daværende kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, uforbeholden støtte til USA. Men Tysklands militære engagement blev isoleret til den af FN mandaterede Afghanistan-indsats og ikke den bredere amerikanske antiterrorindsats. De tyske tropper indtog i Afghanistan tilmed en lang mere tilbagetrukken rolle end fx deres amerikanske, britiske og danske kollegaer. Og selv denne forsigtige tyske militære deltagelse stod i skærende kontrast til Irak-krigen, som Tyskland – i sin rolle som ikkepermanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd – i 2003 stemte imod sammen med vetomagterne Rusland og Frankrig. Fischers centrale budskab i Sikkerhedsrådet („I am not convinced”) sammenfattede den tyske antimilitarismes hovedrationale: Militær magt må kun anvendes i yderste instans, og konsekvenser af anvendelsen skal overvejes nøje.

Dette blev et vendepunkt i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men understregede også en væsentlig pointe, der stadig er gældende i dag: Hovedstrømningen i den tyske antimilitarisme handler ikke om afvisning af militær vold i enhver form (som en pacifistisk tradition ville foreskrive det), men at militær anvendelse ikke må være offensiv og kun skal anvendes som et ultimo ratio, når alle andre muligheder er udtømt.

Dilemmaet blev yderligere understreget efter årtusindskiftet. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 udtrykte den daværende kansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, uforbeholden støtte til USA. Men Tysklands militære engagement blev isoleret til den af FN mandaterede Afghanistan-indsats og ikke den bredere amerikanske antiterrorindsats. De tyske tropper indtog i Afghanistan tilmed en lang mere tilbagetrukken rolle end fx deres amerikanske, britiske og danske kollegaer. Og selv denne forsigtige tyske militære deltagelse stod i skærende kontrast til Irak-krigen, som Tyskland – i sin rolle som ikkepermanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd – i 2003 stemte imod sammen med vetomagterne Rusland og Frankrig. Fischers centrale budskab i Sikkerhedsrådet („I am not convinced”) sammenfattede den tyske antimilitarismes hovedrationale: Militær magt må kun anvendes i yderste instans, og konsekvenser af anvendelsen skal overvejes nøje.

Rationalet blev igen testet i 2011, hvor Tyskland – igen som ikkepermanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd – afstod fra at deltage i en afstemning om en resolution, der gav mandat til indførelsen af en no-fly-zone over Libyen for at stoppe Muammar Gaddafis fremstormende troppers bombninger af civile mål i det østlige Libyen. Selvom de faktiske bevæggrunde for den tyske stemmeafgivelse er omstridte, fremstod signalet til omverdenen entydigt: I et sikkerhedsspørgsmål ved Europas umiddelbare grænser stemte Tyskland ikke sammen med sine vestlige allierede USA, Frankrig og Storbritannien – men afstod, i øvrigt sammen med BRIK-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

Det foreliggende FN-mandat til trods deltog Tyskland heller ikke i den efterfølgende Libyen-intervention.

Men ønsket om at kunne yde militær beskyttelse af civile var i 2014 en af drivkræfterne bag den tyske beslutning om at sende våben, herunder panserværnsmissiler, til de kurdiske peshmarga-kæmpere i det nordlige Irak i deres kamp mod ISIS. En ikke uproblematisk beslutning, da de kurdiske bevægelser også var væbnede modstandere af Tysklands NATO-allierede Tyrkiet. Dette til trods godkendte kansler Merkel dette første brud med det tyske princip om ikke at sende våben ind i et krigsområde. Merkel begrundede selv beslutningen med:  „Det, der er, vejer i dette tilfælde tungere end det, der kan ske [vores kursiveringer, red.]”.

En myte om, hvad tysk pacifisme er

Siden Putins invasion den 24. februar 2022 er de tyske antimilitaristiske principper, og ikke mindst spørgsmålet om våbenleverancer til krigsområder, blevet sat på deres alvorligste prøve. Dertil kommer, at det ikke mindst var i denne del af Østeuropa, at to af Det Tredje Riges værste forbrydelser – det systematiske folkedrab holocaust og den brutale krig med Sovjetunionen –fandt sted.

Både i og uden for Tyskland er Berlins forsigtige tilgang blevet forklaret med henvisninger til en grundlæggende pacifisme, der driver den offentlige debat og dermed tyske beslutningstageres vægelsind. Men selvom den ideologiske fredsbevægelse, der afviser enhver form for voldelig magtanvendelse, stadig har stærkere rødder i det tyske samfund end i andre dele af Europa, er det en misforståelse at analysere moderne tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik igennem denne ideologiske linse.

Årtierne efter Den Kolde Krig har tværtimod vist, at Tyskland er rede til at anvende militære midler, når man anser det nødvendigt. Men afvejningen af sikkerhedspolitiske nødvendigheder og risici baserer sig fortsat på princippet om, at udfordringer løses i bredest mulige koalitioner og ikke må eskalere militær voldsanvendelse.

Denne indstilling kan synes unødvendigt forsigtigt set i andre dele af den vestlige alliance, ikke mindst hos de anglosaksiske medlemmer som USA og Storbritannien samt et land som Danmark, der i årtierne efter Den Kolde Krig har kultiveret en mere interventionistisk militærtradition.

Man kan, og skal, altid være kritisk over for staters handlinger på den geopolitiske scene. Men det er forkert at se tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik som handlingslammet af sin ,historiske skygge’. Tværtimod er der i tysk optik tale om en løbende historisk læringsproces – hvor man overvejer, hvilke tilgange til international politik der på sigt skaber mest fredelig sameksistens. Og her har man i Berlin ofte været uenig med den anglosaksiske anvendelse af militære midler, som man i både Afghanistan, Irak og Libyen opfattede som for letsindig.

Ser man derfor principperne om multilateralisme og antimilitarisme som udgangspunkter for Berlins sikkerhedspolitiske analysegrundlag, fremstår Tysklands ageren i de 12 første måneder efter den russiske invasion af Ukraine stadig småkaotisk, men, pga. dilemmaets karakter, ikke afmægtig.

For Tyskland er det en selvstændig strategisk pointe til enhver tid at sikre, at Berlins vigtigste vestlige alliancepartnere – USA, Storbritannien og Frankrig – både deler analysen af og sammen deltager i væsentlige skridt i en så sensitiv situation som den, der nu udfolder sig i Østeuropa.

Med andre ord vil man sikre, at der for hvert skridt, der tages i forhold til yderligere militær støtte til Ukraine, er enighed i alliancekredsen om, at der ikke er noget farbart alternativ. Samt at koordinationen ikke kun gælder den politiske støtte, men også de faktiske våbenleverancer.

 

Man kan, og skal, altid være kritisk over for staters handlinger på den geopolitiske scene. Men det er forkert at se tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik som handlingslammet af sin ,historiske skygge’
_______

 

Krigskommunikation for begyndere

Offentligheden har dog kun fået begrænset indblik i kansler Scholz’ fortolkning af de principper, der styrer hans udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger. Som sin forgænger Merkel har han gjort afvejningen af argumenter til et politisk kendetegn, og signalet til den tyske offentlighed er klar: Ansvarligheden for landets sikkerhed ligger ikke i hurtige beslutninger, men i nøje overvejelse.

Dette betyder også, at en selvbevidst europæisk magt tager sine egne beslutninger og ikke lader sig presse hertil af andre. Eksterne observatører har med rette kritiseret, at denne tøvende tilgang ikke nødvendigvis fører til en resolut udenrigs- og sikkerhedspolitik – men Scholz må mene, at linjen til gengæld vinder gehør og opbakning i store dele af den tyske befolkning.

Alligevel må man tage det alvorligt, at Berlin af mange internationale partnere er blevet kritiseret for både vægelsind og zigzaggeri. For Tysklands internationale omdømme har utvivlsomt lidt skade. Som så ofte før har den tyske regering nemlig ikke evnet at kommunikere sine overvejelser klart til omverdenen, når spørgsmål om krig og fred trænger sig på. Svagheden er velkendt: Netop fordi Tyskland så sjældent har fundet det rigtigt at sende soldater eller materiel i krigsområder, har skiftende tyske regeringers offentlige kommunikation, når krigen faktisk står for døren, ofte været på begynderniveau.

I 2000’erne modsatte forskellige tyske forsvarsministre sig at tale om Afghanistan-krigen, da der, i denne noget idiosynkratiske udlægning, var tale om ,en militær stabiliseringsindsats’ med et FN-mandat. Tyskland var altså i folkeretlig forstand ikke krigspart, og kommunikationen herom skulle være juridisk præcis. Men med beretninger om øgede væbnede træfninger, TV-billeder af tysk krigsmateriel i ildkamp og et stigende antal døde og sårede tyske soldater, afghanske borgere og Taleban-krigere kunne illusionen om at adskille folkeretlige spidsfindigheder og dødelig realitet ikke længere opretholdes. Den semantiske fødsel var hård. Først i foråret 2010, mere end otte år efter at de første tyske soldater var indtruffet i Kabul, begyndte daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg forsigtigt at referere til ,krigslignende tilstande’ og en situation, ,man i daglig tale kalder krig’.

I foråret og sommeren 2022 oplevede man lignende sproglige krumspring, da Scholz – og store dele af hans nærmeste støtter i SPD – insisterede på en særlig formel for Ukraine-krigens udgang: „Ukraine må ikke tabe, Rusland må ikke vinde”. Et hurtigt voksende kritikerkor forstod ikke, hvorfor Scholz partout ikke ville tale om en ,ukrainsk sejr’ eller et ,russisk nederlag’. Selv den grønne udenrigsminister Baerbock tyede til klarere formuleringer om, at ,Ukraine skal vinde denne krig’. Så hvorfor denne modvilje hos Scholz og hans nærmeste mod at bruge utvetydig tale?

Med sin snørklede kommunikationslogik, der altså fortsat præger tysk sikkerhedspolitik, forsøgte den fåmælte jurist Scholz at være præcis i den tyske målsætning: Hverken Tyskland eller NATO må kunne anklages for at støtte Ukraine på en måde, der fører til, at forsvaret af ukrainsk territorium kommer til at udgøre en sikkerhedstrussel mod russisk territorium. Lemfældig tale om ,en ukrainsk sejr’ eller ,et russisk nederlag’ kunne, i denne meget rigide udlægning, give antydning af en aggressiv vestlig fremfærd over for Rusland.

Selvom Scholz’ kommunikationsform giver nogen mening i en indenrigspolitisk kontekst, slår den fejl i et moderne internationalt mediebillede, hvor en mere utvetydig krisekommunikation er påkrævet. For mens de vævende budskaber, der skal signalere en eftertænksom og nøje afvejende kansler, nok passer store dele af det tyske publikum godt, bidrager det til styrket skepsis blandt Tysklands internationale partnere, herunder særligt i Baltikum og Polen.

Scholz overser også betydningen af, at trusselsbilledet denne gang har rødder i Moskva. De tætte historiske bånd mellem Kreml og markante skikkelser i forskellige tyske partier, i erhvervslivet og på civilsamfundsniveau er velbeskrevne. Det samme gælder den åbenlyse lobbyisme fra tidligere tunge (særligt socialdemokratiske) politikere – som ekskansler Schröder, der få måneder efter at have forladt posten som regeringschef i 2005 blev tildelt ledende poster i den russiske statsejede gasvirksomhed Gazprom. Siden 1989 har skiftende tyske regeringer ført en mere end fremadlænende Rusland-politik. Det påvirker omverdens tillid til Berlins klarsyn, når man skal vurdere Putin-regeringens storpolitiske ambitioner.

Alt i alt: I sit forsøg på at balancere fortid og nutid – og kommunikere sine prioriteter i et juridisk-teknokratisk snarere end i et politisk-moralsk sprog – har Scholz-regeringen derfor i løbet af det seneste år ofte fremstået utydelig og unødvendigt tøvende.

 

Scholz står over for konturerne af en geopolitisk brydningstid, som forgængeren Merkel behændigt – og måske lidt heldigt – undgik for alvor at blive konfronteret med i sin 16-årige regeringsperiode
_______

 

Zeitenwende – ny substans, men samme stil

Den internationale frustration over Berlins håndtering af Ukraine-krisens første år er kun blevet accentueret af de forventninger, Scholz skabte med sin Zeitenwende-tale i Forbundsdagen, der fandt sted kun tre dage efter invasionen. Både hjemme og ude blev talen set som et klart signal om, at Tyskland var rede til at reagere og tage ansvar i en historisk tilspidset sikkerhedssituation på det europæiske kontinent. Scholz fastslog i talen, at det russiske militære angreb på en suveræn europæisk stat ikke kun markerede „et paradigmeskifte i vores kontinents historie”, men også måtte have følger for Tysklands handlinger. For det første måtte Tysklands historiske modstand mod våbenleverancer til krigsområder ikke gælde for Ukraine. For det andet skulle Rusland rammes af hårde sanktioner. For det tredje ville man udvide den tyske støtte til NATO’s østlige flanke og styrke tyske militære kapaciteter markant. For det fjerde skulle den tyske energiafhængighed af Rusland mindskes. Og for det femte måtte man fortsætte med ,så meget diplomati som muligt uden at være naiv’.

I dag – 14 måneder efter talen – danner der sig et billede af, at Scholz-regeringen har leveret på de fleste af målsætningerne. Dette gælder dog mere på substansen end på stilen.

Alt efter opgørelsesform er Tyskland, sammen med Storbritannien, den største militære europæiske bidragsyder til Ukraine, om end støtten fra USA er mange gange større.

De besværlige forhandlinger om Leopard 2-kampvognene, hvor den tyske krisekommunikation igen fremstod kaotisk og uforståelig, endte med, at Tyskland som det første land leverede 14 moderne Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Dette signifikante militære skridt blev dog kun taget, på betingelse af at den multilaterale støtte bag forblev intakt. I praksis betød dette, at det tyske tilsagn først kom på plads efter klare signaler fra Biden-regeringen om, at også USA vil sende Abrams-kampvogne til Ukraine i løbet af 2023. I Berlin registrerede man desuden nøje, at kun få europæiske lande med Leopard 2-kapabiliteter var klar til at give bindende tilsagn, efter at Tyskland som Leopardernes fabrikationsland havde givet grønt lys til anvendelse i Ukraine.

I diskussionens hedeste uger nægtede Scholz at lade sig presse af omverdens krav – fra dem, han efter sigende selv kaldte ,krigsmagere’. Og i SPD-kredse har man bemærket den træge responstid fra andre europæiske lande i forhold til en faktisk levering af tunge kampvogne: Ja, tyske beslutningsgange er måske kedelige, langsommelige og dermed ikke Twitter-kompatible, men når der først er truffet en beslutning, er man også klar til at levere. I denne logik handler det mindre om at handle et par dage tidligere eller senere, men snarere om at sikre, at beslutningerne kan efterleves på den lange bane. Hvis kritikerne forventer, at Leopard-forløbet vil lokke Scholz ud af hans kommunikative osteklokke, er det meget tvivlsomt, om de får ønsket opfyldt.

På sanktionssiden har Tyskland været blandt de drivende kræfter i både EU og G7 for at lancere omfattende og gentagne sanktionspakker mod Rusland og dets allierede Belarus. Men særligt i de første uger efter invasionen var der et ømt punkt for Berlin: Diskussionerne om udelukkelsen af russiske banker fra det internationale finansielle kommunikationssystem SWIFT. Mens særligt de baltiske lande og Polen krævede en komplet udelukkelse, ville man i Berlin først nøje analysere følgevirkningerne, da mange europæiske virksomheder på daværende tidspunkt havde åbne kontrakter i Rusland eller med russiske partnere, også ift. energileverancer – naturgas, olie og kul. En afkobling af den russiske finansielle sektor kunne føre til store vanskeligheder i at opretholde forsyningssikkerheden, ikke mindst til det gas-afhængige Tyskland. Men det, der i de tyske sanktionsteknikeres øjne nok var en fornuftig due diligence-analyse, fremstod for de skeptiske europæiske partnere som tøven.

Opbygningen af tyske militærkapaciteter har vist sig at være en broget affære. Tilsagn om at forstærke NATO’s østlige flanke – herunder øget støtte til NATO’s enhanced Forward Presence i Litauen, opstillingen af tyske Patriot-luftmissilforsvarssystemer i Slovakiet og en øget maritim tilstedeværelse i Østersøen – er druknet i et meget større spørgsmål om, hvorvidt det nedslidte tyske militær (Bundeswehr) rent faktisk kan reformeres inden for en overskuelig fremtid.

Scholz-regeringens forslag om et særtilskud på 100 mia. euro til udrustningen af det tyske militær blev i sommeren 2022 vedtaget i Forbundsdagen af et bredt flertal bestående af regeringspartierne –SPD, De Grønne og det liberale FDP – sammen med de konservative i CDU/CSU. Men siden har forældede indkøbsstrukturer og uklare prioriteringer ikke givet indtryk af hastigt forbedrede tyske militærkapaciteter. Tværtimod har det seneste års debatter – ikke ulig forsvarsdiskussionen i Danmark – blot bidraget til at understrege, hvor udmagret Tysklands militære kapabiliteter er efter årtiers nedskæringer.

På energisiden har skiftet været mere mærkbart. Med enorm hastighed har man reduceret afhængigheden af Rusland. Russisk naturgas er på rekordtid blevet substitueret gennem lynetableringer af nye LNG-terminaler i Nordtyskland, en øget anvendelse af andre EU-landes LNG-kapaciteter samt forsyningen gennem den nye Baltic Pipe, der løber gennem danske farvande fra Norge til Polen. Sprængningerne af North Stream-rørledningerne, der som bekendt forbinder Tyskland og Rusland gennem Østersøen, i efteråret 2022 accelererede kun denne proces.

Men med til historien hører også, at energiproduktionen fra tyske kul- og atomkraftværker enten er blevet opjusteret eller levetidsforlænget. Og LNG-forsyningerne er blevet sikret gennem nye kontrakter med bl.a. Qatar. Ansvaret for den svære omstillingsproces ligger hos De Grønnes karismatiske vicekansler og økonomi- og klimaminister, Robert Habeck, der dermed er kommet til at personificere spændingsfeltet mellem de tyske klimaambitioner og realpolitiske vilkår.

På det diplomatiske niveau har kursen været flakkende – og måske også for flakkende. På den ene side dannede Berlin en tidlig alliance med Paris for at mobilisere en global fordømmelse af den russiske fremfærd, der bl.a. var medvirkende til ganske klare stemmeresultater i FN’s Generalforsamling. Den officielle tyske afstandtagen til Rusland har været utvetydig på alle niveauer. På den anden side er der – ikke mindst i Scholz’ socialdemokratiske bagland – vægtige stemmer, der fastholder, at Tyskland ikke må stoppe med at afsøge muligheder for fredsforhandlinger. I den tyske debat tales der åbent om, at lande som Kina, Israel, Tyrkiet eller Brasilien på sigt kunne fungere som fredsmæglere. Til forskel fra andre vestlige hovedstæder, hvor disse muligheder nok i højere grad afvejes bag lukkede døre, er der i Berlin en bred skare af stemmer – ikke alene fra et slagkraftigt civilsamfund, men også fra regeringsnære kredse – der offentligt opfordrer til en stærkere søgen efter diplomatiske løsninger på krigen, end tilfældet har været indtil nu.

Princippet om at begrænse militære konfrontationer så meget som overhovedet muligt lever dermed i bedste velgående. Den tyske regering vil dog næppe selv indtage rollen som talsmand for fredsforhandlinger uden at have dette afstemt med særligt Washington og Paris. Men i hvor høj grad Scholz og regeringen i løbet af 2023 vil teste grænsen mellem ,diplomatisk snilde’ og ,diplomatisk naivitet’ – eller lade andre internationale aktører skubbe denne sensitive dagsorden – må tiden vise.


Kanslerkontoret i Berlin, 15. marts 2023: Kansler Scholz under det ugentlige møde med regeringens ministre [FOTO: Michael Sohn/AP/Ritzau Scanpix]

Vejen frem i en polariseret verdensorden

Scholz står over for konturerne af en geopolitisk brydningstid, som forgængeren Merkel behændigt – og måske lidt heldigt – undgik for alvor at blive konfronteret med i sin 16-årige regeringsperiode. Efterkrigstiderne – vel at mærke forstået som tiden efter både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig – er ved at nå deres endelige ophør i både politisk og økonomisk forstand.

Et blik mod FN’s Sikkerhedsråd illustrerer udfordringens kerne: Af de fem daværende stormagter, der efter grundlæggelsen af FN kunne tage permanent plads i rådet, står Frankrig og Storbritannien tilbage som lidt forhutlede mellemmagter, og Rusland som en pariastat. De to tilbageværende stormagter, USA og Kina, bygger kontinuerligt op til en åben konfrontation med potentielt globale følgevirkninger. Ikke mindst efter Den Kolde Krigs afslutning var det en central opgave i tysk diplomati at opbygge og vedligeholde konstruktive relationer – og helst egentlige partnerskaber – med alle fem aktører. Det er en ligning, der med tiden har vist sig at have mange, og måske for mange, ubekendte.

I en tiltagende polariseret og konfrontatorisk verdensorden er Tysklands placering stadig bygget op om geoøkonomiske, og ikke geopolitiske, styrkepositioner. I den tyske offentlighed diskuteres for tiden intensivt, hvilke afhængigheder denne placering fører med sig. Nogle påpeger, at den tyske model bygger på årtiers outsourcing af tre elementære byggesten: Tysklands økonomiske vækst er blevet outsourcet til Kina, energiforsyningen til Rusland, og landets sikkerhedspolitiske overlevelse til USA. Dette tilspidsede billede afspejler naturligvis ikke alle realiteter – fx går størstedelen af Tysklands eksport til europæiske og andre vestlige markeder, hvilket betyder, at landets strukturelle afhængighed af Kina ofte overvurderes. Men hovedpointen for den tyske debat er klar: Tyskland skal støbe et nyt geopolitisk og geoøkonomisk fundament som erstatning for de vaklende søjler.

Første skridt bliver lanceringen af landets første nationale sikkerhedsstrategi og en efterfølgende Kina-strategi. Begge skulle have været færdige omkring årsskiftet, men blev forsinket på grund af intern uenighed i regeringen foruden, formentlig, det generelle ubehag i at fremlægge nye strategiske pejlemærker på et så volatilt tidspunkt.

Brydningstiden til trods må det forventes, at de to traditionelle principper – om multilateralismens forrang og militaristisk tilbageholdenhed – vil kunne genfindes som centrale elementer. Kansler Scholz’ optræden i München bekræftede kun denne antagelse. Mens han ikke løftede meget af sløret for indholdet i den kommende sikkerhedsstrategi, blev de velkendte principper understreget. Scholz talte alvorstungt om ,en farlig krig i Europa’ og forklarede så: „På trods af et pres for at handle, som utvivlsomt findes, gælder det i afgørende spørgsmål: omhu frem for hektisk handlen, sammenhold frem for soloforestillinger”.

Principperne vil bestå, men deres genfortolkning kommer til at definere Berlins tilgang til en verden af i morgen, som på mange måder ikke ligner den af i går. Her vil sikkerhedsstrategien forhåbentlig også afspejle, at der netop er forskel på at følge en komplet strategisk tilgang og at agere på baggrund af en række historiske principper. For hvis det seneste år har lært Berlin en lektie, så er det, at summen af velmente principper ikke er lig en bæredygtig, handlingsvisende og let kommunikerbar strategi. ■

 

I sit forsøg på at balancere fortid og nutid – og kommunikere sine prioriteter i et juridisk-teknokratisk snarere end i et politisk-moralsk sprog – har Scholz-regeringen derfor i løbet af det seneste år ofte fremstået utydelig og unødvendigt tøvende

_______

 

Kim B. Olsen (f. 1986), PhD fra University of Antwerp, er analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier og Associate Fellow ved German Council on Foreign Relations. Han har i mere end ti år arbejdet som rådgiver for Udenrigsministeriet i Berlin, Paris, Istanbul, New York og Tunis og været tilknyttet Center for German and European Studies ved University of California, Berkeley.

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig