07.11.2023

.

Både tyske partier og tyske vælgere forbliver dybt splittede i spørgsmålet om Tysklands direkte våbenstøtte til Ukraine. Samtidig vokser listen med internationale udfordringer, som det fremgår af landets første sikkerhedsstrategi.

Af Kim B. Olsen

Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober. Læs mere her.

Lydafspiller

Forestil dig et pressebillede, der utvivlsomt havde ryddet verdens avisforsider: Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger en tysk militærbase. Han sidder i det forreste sæde af et tyskdoneret kampfly, som er lakeret i det tyske flags sorte, røde og gule striber. Bag ham en storsmilende og energifyldt tysk kansler Olaf Scholz, der i den efterfølgende pressekonference – i følelsesladede vendinger – gør det klart, at Ukraines frihedskamp også er Tysklands frihedskamp, hvorefter den ukrainske præsident inviteres på håndtryks- og selfierunde med folkevalgte og mediechefer inden for parlamentets mure.

Som bekendt findes sådanne pressebilleder ikke. Der har ikke været en tysk version af Zelenskyjs besøg i august 2023 på Flyvestation Skydstrup. Dette på trods af, at der har været rigeligt med muligheder for, at den ukrainske præsident kunne posere med tyskejede – og endda tyskproducerede – våben, som er øremærket til at understøtte det ukrainske militær på slagmarken mod Rusland. Ifølge nye opgørelser er Tyskland nemlig det europæiske land, der nominelt leverer flest våben til Ukraine, herunder højtteknologisk og tungt udstyr som Leopard 2-kampvogne. De tyske donationer er kun overgået af USA’s.

Grundene til et manglende ,F-16-billede’ med Scholz og Zelenskyj er politiske. For Scholz-regeringen træder en kompliceret linedans. På den ene side vil man i Berlins regeringskontorer ikke efterlade tvivl om, at Tyskland stiller sig i forreste række, når det handler om at støtte Ukraines militære forsvar. Lanceringen af den seneste tyske støttepakke – på 400 mio. euro til at dække Ukraines akutte behov for forskellige typer af ammunition – var et af flere håndgribelige tegn på, at Tyskland ikke ønsker at gemme sig i spørgsmålet om militær støtte til Ukraine.

På den anden side tillader hverken Scholz-regeringens mere nøgterne selvforståelse eller det betændte tyske indenrigspolitiske klima, hvor spørgsmål om tysk engagement i væbnede konflikter fortsat er sprængfarlige, brugen af en udpræget symbolik for den tyske våbenstøtte. Man ønsker heller ikke at lade sin udenrigs- og sikkerhedspolitik blive begrænset til håndteringen af Ukraine. Modsat andre vestlige regeringer, som aktivt satser på anvendelsen af symboltunge gestus med den medievante Zelenskyj, annoncerer den tyske regering oftest nye tyske våbenbidrag gennem ganske nøgterne opdateringer af det tyske forsvarsministeriums hjemmeside. Den tyske offentligheds overordnede opbakning til Ukraine-støtten er intakt. En meningsmåling i løbet af sommeren viste, at kun 18 pct. er fortalere for en reduktion af vestlig våbenstøtte til Kyiv. Men den tyske udenrigspolitiske konsensus er meget langt fra den, vi kender i Danmark.

 

Hvad der i dansk kontekst ville virke som en oplagt måde at underbygge den politiske målsætning om at støtte Ukraines frihedskamp på, forekommer mindre indlysende i en tysk kontekst
_______

 

Dilemmaet Taurus

Når Scholz-regeringen derfor forsøger at leve op til egne og internationale partneres forventninger til et tysk forsvars- og sikkerhedspolitisk engagement i Ukraine, gøres dette på baggrund af en bred skepsis i forskellige dele af det tyske vælgerhav. Her eksisterer tvivlen om, hvorvidt kursen er den rette – og derfor også hvor grænsen for det tyske engagement går. Derfor handler dilemmaet ikke kun om grænserne for presseomtale og tyk symbolik, men netop også om substansen.

Efter sidste vinters sværdslag om, hvorvidt Tyskland skulle levere Leopard 2-kampvogne eller ej, har sommerens centrale debat kredset om en mulig levering af det svensk-tysk producerede krydsermissil Taurus. Missilet betragtes som hjørnestenen i et af de mest moderne våbensystemer, som er i det tyske militærs besiddelse. Med en rækkevidde på op til 500 kilometer ville det ukrainske militær kunne anvende det til at ramme russiske stillinger og mål langt bag frontlinjen. Det er netop denne potentielle styrke, der hidtil har afskrækket Berlin fra at donere missilerne. På tværs af partier og regeringskontorer sættes der spørgsmålstegn ved, hvordan Ukraine på sigt vil kunne anvende dette slagkraftige våben. Vil det ukrainske militær ultimativt begrænse sig til at ramme russiske mål i umiddelbar forlængelse af den militære slagmark i Ukraine? Eller vil Kyiv også gå efter mål på det russiske territorium eller på Krim-halvøen, der i Moskva betragtes som russisk? Kan de avancerede våbensystemer betjenes uden direkte tysk teknisk støtte og eventuel brug af tyske efterretningstjenesters navigationsdata? Og hvad ville det russiske modsvar i givet fald være over for Ukraine – og Tyskland og NATO?

Disse spørgsmål reflekterer en dybere tysk bekymring om krigens gang og potentielle udsigter – og hvilken rolle tyske våbensystemer i sidste ende vil spille heri. Den samlede levering af både Leopard 2-kampvogne, luftforsvarssystemet IRIS-T, som allerede er ankommet til Ukraine, samt Taurus-missilerne ville gøre Tyskland til et af de lande, der har udstyret det ukrainske militær med de mest slagkraftige modsvar til russiske angreb. Det diskuteres derfor også blandt tyske beslutningstagere, hvorvidt Tyskland bør indbygge tekniske begrænsninger i Taurus-systemerne, inden de måtte blive leveret til Ukraine, således at missilernes rækkevidde begrænses til mål på ukrainsk territorium. Hvad der i dansk kontekst ville virke som en oplagt måde at underbygge den politiske målsætning om at støtte Ukraines frihedskamp på, forekommer mindre indlysende i en tysk kontekst.


Luftbasen Jagel, Slesvig-Holsten, Tyskland, 16. juni 2023: Scholz modtager en model af flyet Airbus A400M under sit besøg i anledning af øvelsen “Air Defender 2023”, hvor 25 lande deltog [FOTO: Kay Nietfeld/AP/Ritzau Scanpix]

Den underliggende skepsis over for det ukrainske militærs ultimative anvendelse af tysk-leverede våbensystemer står dermed i skærende kontrast til den danske debat om pro og kontra for F-16-leveringen. I Danmark var potentialet for en utilsigtet anvendelse af kampflyene ikke genstand for store offentlige diskussioner.

Til forskel for Leopard 2-debatten for blot få måneder siden er det dog også påfaldende, at det offentlige pres på Scholz-regeringen er blevet mærkbart mindre. I Leopard 2-debatten havde Tyskland rollen som en våbenproducerende stat og skulle derfor også give grønt lys for, at andre vestlige lande kunne sende kampvogne af denne type til Ukraine. Men presset for at sende Taurus-missiler er mindre – både internt fra de tre regeringspartier, i Forbundsdagen i øvrigt og eksternt fra internationale partnere og allierede. Presset lempes af, at Tyskland ikke er det eneste land med adgang til brugbare krydsermissiler. Både Frankrigs og Storbritanniens tilsagn om levering af krydsermissiler, dog med mindre rækkevidde end Taurus-systemet, har lagt en yderligere dæmper på debatten.

Det stærkeste pres fastholdes dog ­– ikke overraskende – fra Kyiv, hvorfra den ukrainske regering dygtigt søger direkte adgang til den tyske indenrigspolitiske debat gennem interviews og medieindlæg. Men de seneste måneder har også vist begrænsningerne for den tyske offentligheds forståelse for målrettede ukrainske budskaber om behovet for øget militær støtte. For våbendonationerne fører ikke til de samme jubelscener i Berlin, som de gør i København. Da den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, i september besøgte Kyiv, blev hun mødt med et offentligt pres fra sin ukrainske kollega, Dmytro Kuleba. Med implicit henvisning til Leopard-debatten, hvor Tyskland længe stod på bremsen for til sidst at give grønt lys til leveringen, delte Kuleba under den fælles pressekonference sin analyse af den tyske position: Tyskland ville jo alligevel til sidst komme til den konklusion, at Taurus-leveringen er den rette ting at gøre. Derpå tilføjede den ukrainske udenrigsminister, at „jeg forstår ikke, hvorfor vi spilder tiden” – læs: med endeløse diskussioner – mens „vi havde kunnet opnå mere og reddet flere ukrainske soldater og civiles liv, hvis vi allerede havde Taurus”. Baerbock undlod at svare direkte på Kulebas udlægning.

 

Selvom de tyske regeringspartiers nedtur i vælgermålinger på ingen måde alene kan forklares med udenrigspolitiske uenigheder, bidrager den ophedede tyske debat om støtten til Ukraine næppe til opbakningen
_______

 

Det delte Tyskland

Hvad end den tyske kansler og hans kabinet i sidste ende beslutter sig for, vil de vide, at den tyske befolkning ser med varierende skepsis på sagen. Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har både tyske partier og tyske vælgere været stærkt splittede i spørgsmål om, hvorvidt og hvordan Tyskland skal yde direkte våbenstøtte til Ukraine. Mens de traditionelle midterpartier, både dem i regeringen (bestående af det socialdemokratiske SPD, De Grønne samt det liberale FDP) og oppositionen (det konservative CDU/CSU), i varierende grad har bakket op om støtten, har kritikken været skarp blandt Tysklands største fløjpartier. Partier til både højre (det nationalkonservative AfD) og til venstre (det socialistiske Die Linke) har åbent fastholdt deres kritik af regeringen i Kyiv og beslutningstagerne i Berlin. Indenrigspolitisk har de to fløjpartier kritiseret Scholz-regeringen for at bidrage til en eskalation af krigshandlingerne, at gøre Tyskland til krigspart gennem de omfattende våbenleveringer, men også at påføre den tyske økonomi, og dermed tyske borgere, skade gennem den markante brug af EU-sanktioner. Særligt AfD’s tiltagende styrke bekymrer blandt de etablerede partier. I meningsmålinger til forbundsvalget står partiet til 22-25 pct., nok til at kunne blive den andenstærkeste gruppe i Forbundsdagen. Derudover står AfD, der overvåges af Tysklands efterretningstjeneste for højreekstremistiske forbindelser, til størst tilslutning af alle partier i flere østtyske delstater. Bekymringen for AfD’s potentielle styrke ved kommende valg florerer ikke mindst i de tre regeringspartier, der alle i større eller mindre grad er ramt af tilbagegang i meningsmålingerne sammenlignet med valgresultatet i 2021.

Regeringspartiernes nervøsitet for en styrkelse af yderfløjene gælder dog ikke kun den højre, men også den venstre ende af spektret. Mens Die Linke efter mange års interne stridigheder står på randen til et politisk kollaps som partiorganisation, er den tyske venstrefløjs vælgerpotentiale personificeret i en af partiets mest markante profiler, den karismatiske Sahra Wagenknecht. Wagenknecht har mere end antydet, at hun ønsker at bryde med Die Linke og etablere et nyt venstrefløjsparti, der målrettet skal gå efter at hente protestvælgere, der i de seneste år har fundet et nyt hjem hos AfD, tilbage på venstrefløjen. Wagenknecht har positioneret sig politisk med en målrettet fokusering på den traditionelle klassekamp. Foruden en, for den tyske venstrefløj, uvant hård retorik om flygtninge og migration har Wagenknecht og hendes politiske tilhængere konsekvent og heftigt anklaget Scholz-regeringens Ukraine-kurs for at forlænge frem for at forkorte blodsudgydelserne i Ukraine og gøre livet for den almene tysker mere usikkert. Med slagord om ,fredsforhandlinger’ og ,diplomatiske løsninger’ rammer Wagenknecht en stor del af den tyske vælgerskare, der med skepsis ser på Tysklands tiltagende fremtrædende og selvsikre rolle i den vestlige alliance.

Selvom de tyske regeringspartiers nedtur i vælgermålinger på ingen måde alene kan forklares med udenrigspolitiske uenigheder, bidrager den ophedede tyske debat om støtten til Ukraine næppe til opbakningen. I en meningsmåling foretaget, lige inden Forbundsdagen vendte retur fra sommerpausen, udtrykte 52 pct. af de adspurgte modstand mod en tysk levering af Taurus-missiler – alene 36 pct. af de adspurgte var for. I det østlige Tyskland, hvor netop AfD og et eventuelt Wagenknecht-parti potentielt står meget stærkt forud for vigtige delstatsvalg i tre østlige delstater og europaparlaments-valget i 2024, er modstanden endnu større. 70 pct. afviste ifølge meningsmålingen ideen om Taurus-leveringen, kun 21 pct. udtrykte sig positivt.

Spørgsmålet om graden og typen af den tyske våbenstøtte til Ukraine er derfor et emne, der kan være med til at afgøre, hvor tyskerne sætter deres kryds ved kommende valg, hvad enten det er på regionalt, nationalt eller europæisk niveau. Men mens danske politikere bredt kan regne med, at en stærk støtte til Ukraine også vil have en positiv påvirkning i forhold til vælgertilslutningen, er politikere i tyske midterpartier bevidste om, at tyske valg næppe vindes i Ukraine. For selvom den tyske regering netop i disse uger har lagt første halvleg af indeværende valgperiode bag sig, er forberedelserne til næste forbundsdagsvalg i 2025 allerede så småt ved at gå i gang. Dette øger samtidig sandsynligheden for, at Scholz og andre tyske regeringsmedlemmer vil skele endnu mere til strømningerne i det tyske vælgerhav.

 

Alt for ofte fremstår Tyskland som en overordentligt engageret tilskuer på sidelinjen, men uden viljen og evnen til selv i afgørende grad at deltage i kampen inde på banen
_______

 

Grums i den geopolitiske krystalkugle

Foruden forholdene i den hjemlige politiske arena presser større geopolitiske spørgsmål sig også på i Berlin. Dette skyldes dels udviklingen i den tyske analyse af den sikkerhedspolitiske trussel, der udgår fra Rusland, holdt op imod truslerne, der udgår fra andre konflikter i verden. Dels en erkendelse af, at vestlige alliancestrukturer kan blive genstand for fundamentale forandringer frem til – og efter – det amerikanske præsidentvalg i 2024 – denne pointe vender vi tilbage til

Trusselsbilledet er ikke enkelt. På denne ene side vil imødegåelsen af den akutte trussel fra Rusland – og dermed den konkrete beskyttelse af såvel Tysklands som landets allieredes territorium – forblive et omdrejningspunkt for Tysklands forsvars- og sikkerhedspolitiske dispositioner inden for al overskuelig fremtid. Dette blev slået eftertrykkeligt fast i Tysklands nye – og i øvrigt første – sikkerhedsstrategi, der blev fremlagt i juni. Selvom strategien er blevet kritiseret for at være mere deskriptivt analyserende end at give præskriptive handlingsanvisninger for Tysklands internationale ageren, gør papiret det meget klart, at tyske militære kapabiliteter fremover først og fremmest skal prioriteres til eget territorialforsvar frem for militære missioner uden for EU og NATO. Men samtidig har det russiske militærs markante udfordringer på den ukrainske slagmark også styrket den tyske analyse af, at den konventionelle russiske trussel mod NATO er begrænset. Den nukleare trussel fremhæves derimod jævnligt i den tyske debat, ikke mindst af kansler Scholz selv. Men grundlæggende synes den tyske offentligheds frygt for, at Ukraine-krigen i sidste instans kan have direkte militære konsekvenser for Tyskland og dets alliancepartnere, for nedadgående, ligesom Moskvas handlerum i Ukraine antages for at være tiltagende indskrænket.

I det tyske diplomati ser man et behov for at hæve blikket til andre aktuelle og potentielle konflikter end krigen i Ukraine. Dette ikke kun, fordi Ukraine-spørgsmålet som sagt ikke er en utvetydig indenrigspolitisk vindersag, men også fordi man ser, hvordan regioner uden for Europa ikke (længere) tillægger konflikten øst for EU og NATO samme vægt, som europæerne gør. Hvad enten det er rækken af kup(forsøg) af Frankrig-kritiske aktører i Sahel-regionen, voldelige sammenstød i det sydlige Kaukasus mellem Armenien og Aserbajdsjan eller den hastigt forværrede socioøkonomiske situation i og de tiltagende flygtninge- og migrantstrømme fra Nordafrika. Kort sagt: I Berlin fortættes bevidstheden om, at andre konflikter end Ukraine-krigen også direkte påvirker sikkerheden på det europæiske kontinent og derfor ligeledes kræver aktiv tysk sikkerhedspolitisk handling.

Men netop den ,aktive’ tyske rolle er tit til at overse. Alt for ofte fremstår Tyskland som en overordentligt engageret tilskuer på sidelinjen, men uden viljen og evnen til selv i afgørende grad at deltage i kampen inde på banen. Udenrigsminister Baerbock brugte selv den årlige sammenkomst for tyske ambassadører 4.-7. september 2023 til at sende en klar opfordring til sine topdiplomater: Tyskland skal turde præsentere løsninger på svære spørgsmål, også selvom andre slår sig på dem. Den tyske diplomatiske tradition om at finde konsensus frem for konfrontation skal, med andre ord, i højere grad udfordres.

 

I den tyske nationale sikkerhedsstrategi er det en central analytisk pointe, at verden i fremtiden vil blive ,tiltagende multipolær’, og at Tyskland skal modsætte sig forsøg på at indordne verden efter en systemisk rivalitet – underforstået: mellem USA på den ene og Kina/Rusland på den anden side
_______

 

Flyet til Fiji

Udenrigsministerens direktiv om mere selvstændige handlings- og løsningsbidrag fra Berlin bør også ses som en begyndende gardering mod tilbagevendende politiske storme fra Washington D.C.

En Republikansk sejr ved præsidentvalget i 2024 vil på ny ændre Tysklands og Europa sikkerhedspolitiske kalkule. Her må Tyskland, i Scholz-regeringens perspektiv, ikke fremstå så uforberedt, som tilfældet var ved Trump-sejren i 2016. En øget amerikansk tilbagetrækning både fra det europæiske kontinent samt fra de konflikter, der omkranser Europa, vil kun øge europæiske partneres forventninger til Tyskland, også til trods for den tilbagevendende tyske tøven i forhold til våbenleveringerne til Ukraine. Det samme vil gælde, skulle EU blive tiltagende fanget i en geopolitisk og geoøkonomisk stormagtskonflikt mellem USA og Kina. I Berlin spørger man derfor med rette sig selv, hvorvidt Tyskland i de kommende år vil blive mødt af forventninger, der substantielt overstiger dem, der har handlet om våbenleverancer til Ukraine – og om Tyskland i givet fald er beredt og interesseret i at påtage sig denne rolle.

En vigtig ingrediens i Scholz-regeringens opskrift på et mere aktivt Tyskland på den internationale scene består i en offensiv opdyrkelse af nye partnerskaber på tværs af kloden. I den tyske nationale sikkerhedsstrategi er det en central analytisk pointe, at verden i fremtiden vil blive ,tiltagende multipolær’, og at Tyskland skal modsætte sig forsøg på at indordne verden efter en systemisk rivalitet – underforstået: mellem USA på den ene og Kina/Rusland på den anden side. Tyske ministre og ministerier har i de seneste år derfor investeret mange ressourcer i aktivt at opsøge nye alliance- og partnerskabsmuligheder med lande i særligt Afrika, Asien og Latinamerika – dvs. med lande, der indtil nu kun har spillet en begrænset rolle på den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitiske radar.

Tysklands forsøg på at udbygge sit diplomatiske netværk har både geostrategiske og materielle årsager. For hvad der virker som indlysende rigtigt blandt europæiske beslutningstagere, er langtfra en selvfølge hos deres kolleger i lande på andre kontinenter.

Tag Ukraine-krigen. At en række lande uden for Europa og Nordamerika afviser at lade Ukraine-krigen blive en dominerende prisme i international politik og takker nej til den vestlige sanktionspolitik over for Rusland, har skærpet bevidstheden i Berlin om, at globale alliancer, der modsætter sig tyske og europæiske kerneinteresser, hurtigt kan føre til mere principielle problemer.

Men en opbygning af nye partnerskaber vil tilmed ikke kun tjene (sikkerheds)politiske formål. De vil også adressere Europas behov for flere naturressourcer og energikilder, der ikke er koblet til indflydelse fra Beijing eller Moskva – og kunne sikre en alliancedannelse med små og mellemstore lande, der selv oplever klimaforandringer som en akut sikkerhedstrussel og derfor er rede til at løfte den globale klimadagsorden sammen med Tyskland og ligesindede lande.


Berlin, 20. juni 2023: Scholz og Kinas nyudnævnte statsminister, Li Qiang, under velkomstceremonien [FOTO: Filip Singer/EPA/Ritzau Scanpix]

Erkendelsen om behovet for at indgå nye partnerskaber har også vundet kraftigt frem i andre europæiske hovedstæder, herunder også i København, jf. udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Men i Berlin forsøger man med al tydelighed at demonstrere, at man allerede sætter handling bag ordene.

Et nyligt eksempel illustrerer den svære balancegang: I august bekendtgjorde udenrigsminister Baerbock, at hun ville rejse til Oceanien med stop i både Australien, New Zealand og på Fijiøerne, hvor Tyskland netop har åbnet en ambassade, hvilket Baerbock meget gerne ville markere med et personligt visit. Samtidig byggede det ukrainske militær en sommeroffensiv op – hvilket gav endnu mere brændstof til den hjemlige tyske Taurus-debat – og Niger, der har været et centralt land for det seneste årtis tyske Sahel-indsats, blev ramt af et militærkup. Kriserne i det europæiske nærområde til trods tog Baerbock alligevel afsted med kurs mod den anden side af jordkloden – men ambitionerne for hendes rejse strandede i Abu Dhabi, da det tyske regeringsfly fik en vedvarende defekt, der betød, at rejsen måtte aflyses.

Det forpurrede besøg til Oceanien har utvivlsomt ærgret den tyske udenrigsminister i mere end én forstand. Ikke kun fordi hun ikke fik muligheden for at tale med sine politiske kolleger i de forskellige lande om fælles udfordringer, hvilket dog kan indhentes ved andre diplomatiske anledninger. Men også fordi den tyske udenrigsminister dermed ikke kunne vende tilbage til Berlin med de symboltunge billeder, som ville være udfaldet af et hjertevarmt møde med hendes fijianske kollega foran den nye tyske ambassade i Fijis hovedstad, Suva. Ved en efterfølgende pressekonference havde Baerbock måske gjort det klart, at Fijis kamp mod klimaforandringerne og mod de tiltagende spændinger i Stillehavet også er Tysklands kamp. Billederne af en tysk udenrigsminister foran en ny ambassade på en stillehavsø havde næppe tiltrukket samme opmærksomhed som den, der tilfaldt F-16-billedet af Frederiksen og Zelenskyj fra Skydstrup. Men et foto fra Suva havde alligevel kunnet tjene som et mere diskret symbol på en tiltagende ændring i Berlins vægtning af internationale forhold.

For mens Tyskland utvivlsomt vil engagere sig aktivt i at inddæmme krig og konflikt på og nær det europæiske kontinent, vil beslutningstagere som Scholz og Baerbock gøre meget for at friholde ressourcer til at nytænke Tysklands rolle i en verden under opbrud.

Det er denne svære sikkerhedspolitiske balancegang, som tyske beslutningstagere kommer til at skulle mestre i de kommende år – alt imens både internationale partnere og modstandere vil holde nøje øje med, om balancen tipper. ■

 

I det tyske diplomati ser man et behov for at hæve blikket til andre aktuelle og potentielle konflikter end krigen i Ukraine. Dette ikke kun, fordi Ukraine-spørgsmålet som sagt ikke er en utvetydig indenrigspolitisk vindersag, men også fordi man ser, hvordan regioner uden for Europa ikke (længere) tillægger konflikten øst for EU og NATO samme vægt, som europæerne gør
_______

 

Kim B. Olsen (f. 1986), ph.d. fra University of Antwerp, er Research Fellow ved German Council on Foreign Relations (DGAP) og tidligere analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Associate. Han har i mere end ti år arbejdet som rådgiver for Udenrigsministeriet i Berlin, Paris, Istanbul, New York og Tunis og været tilknyttet Center for German and European Studies ved University of California, Berkeley.

ILLUSTRATION: New York City, 19. september 2023: Den tyske kansler, Olaf Scholz, i byen for at deltage i FN’s Generalforsamling [FOTO: Michael Kappeler/DPA/Ritzau Scanpix]