Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Påstande om krigsforbrydelser i Gaza har mistet sit fodfæste i juraen

28.11.2023

Det siges ofte, at sandheden er det første offer i en krig, men der er lige så meget sandhed i, at selv den mest samvittighedsfulde soldat kan risikere at slå de forkerte ihjel.

Analyse af Kenneth Øhlenschlæger Buhl

Lige fra starten kom krigen mellem Israel og Hamas til at handle om overholdelse af krigens love. Det er i høj grad blevet til en del af den informationskrig, som har kørt parallelt mellem kampene mellem de to parter. Gensidige beskyldninger om overtrædelser af den humanitære folkeret, krigsforbrydelser og endda folkedrab har været fremsat, og der kan næppe herske nogen tvivl om, at overholdelse af krigens love er blevet til en del af fortællingen om selve krigen og navnlig om legitimiteten af parternes krigsførelse.

I en konflikt som denne, hvor der er stærke holdninger og følelser involveret, har der været en tendens til, at påstande om overholdelse af krigens regler har mistet sit fodfæste i de juridiske discipliner, og det vil derfor være på sin plads her at slå nogle ting fast. Krigens love, også kendt som den humanitære folkeret, er de regler, der gælder for krigsførelse, både for krigens parter – hvad enten der er tale om statslige væbnede styrker som Israeli Defence Forces (IDF) eller såkaldte ikke-statslige organiserede væbnede grupper som Hamas, samt enkeltpersoner, der af egen drift vælger at tage aktiv del i fjendtlighederne. Så selvom Hamas som en ikke-statslig entitet fx ikke kan tiltræde de fire Geneve-konventioner fra 1949, der vel udgør kernen i den humanitære folkeret, så er de i samme grad bundet af reglerne heraf.

Krigens love tjener flere formål. Frem for alt tilsigter reglerne at afbalancere på den ene side hensynet til krigens ofre, navnlig de civile, og på den anden side parternes mulighed for at kæmpe effektivt med henblik på at opnå de militære mål. Det er således ikke lovligt at gøre civile til mål for angreb ud fra antagelsen om, at civile ikke deltager direkte i fjendtlighederne, og derfor ikke har nogen direkte militær værdi[1]. Direkte angreb på civile personer er således ikke alene en overtrædelse af den humanitære folkeret; det er også en krigsforbrydelse.

Det er således ikke alle overtrædelser af krigens love, der er en krigsforbrydelse, men alene de særligt alvorlige som fx angreb på civile, vilkårlige henrettelser af beskyttede personer uden rettergang og gidseltagning. En oversigt over, hvad der anses for krigsforbrydelser findes i statutten for den Internationale Straffedomstol (International Criminal Court (ICC)). Så da Hamas angreb civile og tog gidsler den 7. oktober, var der tale om klokkeklare krigsforbrydelser.

Omvendt, hvis civile eller andre beskyttede personer deltager aktivt i den væbnede konflikt, mister de deres beskyttelse og bliver til lovlige militære mål[2]. Ligeledes er det en fundamental del af krigens love, at når der udføres et angreb på et lovligt militært mål, så er der en accept af risikoen for civile tab, det der også kendes som ”collateral damage”, for så vidt, at der er en rimelig balance mellem denne risiko for civile tab og den forventede militære fordel ved selve angrebet – det benævnte ’proportionalitetsprincip’.

Hvad der er proportionalt er først og fremmest en rimmelighedsvurdering, der skal foretages ud for de forhold, der var kendte, da beslutningen om angreb blev taget. Det er ikke noget, der kan sættes på en matematisk formel, da princippet sammenholder to usammenlignelige størrelser: militær fordel over for civile tab. Men princippet indebærer også en forpligtelse til at overveje forskellige midler og metoder med henblik på at eliminere eller minimere risikoen for civile tab.[3] Fx bør et angreb iværksættes om natten, hvis det er det tidspunkt, hvor civile er indendørs og bedre beskyttet, hvis tidspunktet for angreb ikke gør nogen forskel. Endvidere kan våbentype og våbenstørrelse tilpasses, så risikoen for civile tab formindskes. Fx har laser og GPS-styrede bomber en høj grad af præcision, så de rammer med en høj grad af nøjagtighed i et militært mål. Derfor kan sprængkraften af våbnet minimeres til det absolut nødvendige, hvilket begrænser risikoen for civile, der opholder sig i nærheden.

 

Udgangspunktet er dog, at civile tab så vidt muligt skal undgås eller minimeres. Det betyder, at det forhold alene, at der dør civile palæstinensere som følge af Israels angreb på Hamas, ikke nødvendigvis berettiger tale om krigsforbrydelser
_______

 

Det er den militære leder, der træffer afgørelse om, hvorvidt et angreb skal gennemføres eller ej – og som vurderer, om kravene til proportionalitet er opfyldt[4]. I nogen tilfælde er der en militærjuridisk rådgiver til stede for at vejlede herom, men det er ikke altid tilfældet. Det er en af grundene til, at krigens love stiller krav om, at militært personel allerede i fredstid skal uddannes i reglerne for krigsførelse. Der er altid fra den øverste militære ledelse en pligt til at føre kontrol med, at reglerne overholdes og skride ind, hvis der blot er begrundet mistanke om, at det ikke sker. Det kommandoansvar omfatter pligten til at tage de nødvendige skridt til at belære og korrigere adfærd, tage disciplinære forholdsregler samt i sidste instans retsforfølge, hvis der er grundlag for det.[5]

Det er en forudsætning for at dette kan ske, at parterne opfylder deres forpligtelser i god tro, og det er ikke altid tilfældet. Derfor er tilstedeværelsen af internationale domstole som ICC væsentlige, hvor staterne svigter denne forpligtelse, ligesom andre lande også kan retsforfølge krigsforbrydelser begået uden for deres territorier, fordi der antages at væres såkaldt universel jurisdiktion i sådanne sager. Det afhænger dog af de nationale domstoles jurisdiktionskompetence, Ifølge den danske straffelovs § 8a, kan danske domstole således dømme i sager, hvor ICC også har straffekompetence, og det vil således også omfatte krigsforbrydelser begået i Gaza samt af personer med palæstinensisk nationalitet.  

Udgangspunktet er dog, at civile tab så vidt muligt skal undgås eller minimeres. Det betyder, at det forhold alene, at der dør civile palæstinensere som følge af Israels angreb på Hamas, ikke nødvendigvis berettiger tale om krigsforbrydelser. Det kan der imidlertid være tale om, hvis der er et klart misforhold mellem de civile tab og den militære fordel, og den problematik er sørgeligt aktuel i forbindelse med Israels angreb på Jabalia-flygtningelejren den 31. oktober. Det vil dog kræve en nærmere indsigt i alle aspekter af dette angreb, førend der kan ske en mere sikker bedømmelse af, hvorvidt der rent faktisk var tale om en krigsforbrydelse.

Som nævnt ovenfor, er det i sidste instans en national domstol, eller evt. en international domstol eller tribunal, der skal afgøre spørgsmålet om, hvorvidt der begået en krigsforbrydelse. Som antydet ovenfor har ICC faktisk jurisdiktion over krigsforbrydelser begået i Gaza eller begået af personer med palæstinensisk nationalitet både i Gaza og Israel, fordi det Palæstinensiske Selvstyre tilbage i 2014, i øvrigt efter opfordring fra Hamas, tilsluttede sig ICC.

Det var også problematisk i forhold til krigens love da den israelske energiminister, Israel Katz, i starten af krigen afbrød el og vand til Gaza med krav om, at gidslerne skulle løslades, førend disse forsyninger blev genetableret.[6] Selvom formålet med at få gidslerne frigivet er legitimt, må repressalier mod civilbefolkningen ikke anvendes til at opnå det.[7] Forsyningerne blev dog heldigvis genetableret, i hvert fald delvist, senere hen.

Der har også været påstande fremme om folkedrab begået af Israel mod palæstinenserne i den hjemlige og udenlandske debat. Der bør her udvises en del varsomhed, idet der er en relativt klar definition af folkedrab i folkeretten. Folkedrab er en international forbrydelse og som sådan ikke en del af krigens love, men er ofte forbundet hermed. Det at, at ”folk” dør, er ikke i sig selv nok. Det skal kunne påvises, at man ikke havde til hensigt at slå mennesker tilhørende en national, racemæssig, religiøs eller etnisk gruppe ihjel, men at det også skete med forsæt til at udrydde denne gruppe[8]. Det kaldes det dobbelte forsæt og gør det ofte udfordrende at bevise forbrydelsen. En indikator kan være, at der samtidigt finder en dehumanisering sted af den pågældende gruppe[9]. Her er det problematisk, at da den israelske forsvarsminister Yoav Gallant efter angrebet den 7. oktober kaldte de palæstinensiske krigere, der angreb Israel for ”menneskelige dyr”,[10] om end det ikke var klart, hvorvidt de alene var rettet mod Hamas eller det palæstinensiske folk som helhed. Omvendt kan Hamas angreb på israelske civile den 7. oktober med en vis ret også kaldes folkedrab, da formålet angiveligt var at udrydde folk tilhørende en bestemt religion.

Set i historisk perspektiv har Israel ofte anvendt voldsomt magt i deres krige mod Hamas og Hizbollah med det formål at begrænse egne tab. Det indebærer fx, at i stedet for at gå ind i et hus med soldater og bekæmpe fjenden der med stor risiko for egne tab, anvender man i stedet en tilstrækkelig stor bombe, der ødelægger hele huset. Samtidig har de også gjort en indsats for at undgå og begrænse civile tab, simpelthen ved at ringe til og advare civile, der har opholdt sig i bygninger, som Hamas har gjort til militære mål ved at anvende dem som kampstillinger eller andre militære formål[11]. Ud fra erfaringerne med de tidligere krige mellem Hamas og Israel i hhv. 2008-2009 og 2014 taler meget for, at Hamas mere eller mindre bevidst har fremprovokeret civile tabstal ved at operere tæt på beboelser og særligt beskyttede ejendomme som fx hospitaler. Det fremgår især af den såkaldte ”Goldstone Raport”, som blev udarbejdet af FN i 2009 efter Operation Cast Lead 2008-2009[12]. Formålet hermed skulle angiveligt være i propagandamæssig sammenhæng at fremstille Israel som både brutal i sin fremfærd og for at begå krigsforbrydelser.

Det burde derfor ikke komme som nogen overraskelse, at Israel har beskyldt Hamas for at anvende Al-Shifa-hospitalet til militære formål, samt for at have bygget et underjordisk kommandocenter under hospitalet, hvilket dog i skrivende stund ikke kan bekræftes af nogen uafhængig kilde. Både militære og civile hospitaler er særligt beskyttede objekter, der ikke må gøres til genstand for angreb Det er omvendt også klart, at hvis et hospital anvendes til formål, der er til skade for modstanderen, mister det denne beskyttelse. Dette fremgår bl.a. af artiklerne 18 og 19 til den 4. Geneve-konvention fra 1949.[13] Den part, der påstår dette og ønsker at iværksætte et angreb på hospitalet, er dog forpligtet til forinden at give et varsel, der er langt nok til, at hospitalet kan evakueres, eller at de forhold, som er årsag til tabet af beskyttelsen, kan bringes i orden. Endvidere er en eventuel angriber nødt til fortsat at tage højde for tilstedeværelsen af patienter, lægefagligt personale samt andre beskyttede personer, hvis disse foranstaltninger ikke gennemføres.

Dermed løber Israel en stor politisk risiko ved at storme Al-Shifa-hospitalet, og det mest sandsynlige vil være, at en endelig afklaring, der nødvendigvis må indebære en involvering af uafhængige observatører, må vente, til krigens støv har lagt sig. Krige gennemføres nu engang ikke i en retssal, og det eneste der med rimelighed kan forventes af krigens parter er, at de søger at opfylde deres forpligtelser i god tro, og selv da kan der ske fejl. Det siges ofte, at sandheden er det første offer i en krig, men der er lige så meget sandhed i, at selv den mest samvittighedsfulde soldat kan risikere at slå de forkerte ihjel. ■

 

Krige gennemføres nu engang ikke i en retssal, og det eneste der med rimelighed kan forventes af krigens parter er, at de søger at opfylde deres forpligtelser i god tro, og selv da kan der ske fejl
_______

 

Kenneth Øhlenschlæger Buhl (f.1962) er ph.d i folkeret, cand. jur. og orlogskaptajn på Institut for strategi og krigsstudier ved Forsvarsakademiet, samt ekstern lektor i folkeret ved Syddansk Universitet.

ILLUSTRATION: Gaza, 19. november 2023: Israelske styrker i militære operationer [FOTO: IDF//Polaris Images/Ritzau Scanpix]

Fodnoter:

[1] Se artikel 48 i Tillægsprotokol I til Geneve konventionerne, om ”Basic Rule”: https://ihl-databases.icrc.org/en/ihl-treaties/api-1977/article-48?activeTab=undefined
[2] Se artikel 51, stk. 3 i Tillægsprotokol I til Geneve konventionerne, om ”Protection of the Civilian Population”: https://ihl-databases.icrc.org/en/ihl-treaties/api-1977/article-51?activeTab=undefined
[3] A.P.V. Rogers: Law on the Battlefield, Manchester University Press, pp. 17-23.
[4] Ibid
[5] Se her navnlig artikel 87 i Tillægsprotokol I til Geneve konventionerne, om ”Duty of Commanders”: https://ihl-databases.icrc.org/en/ihl-treaties/api-1977/article-87?activeTab=undefined.
[6] The Times of Israel: Energy minister: No electricity or water to Gaza until abductees returned home, October 12, 2023: https://www.timesofisrael.com/liveblog_entry/energy-minister-no-electricity-or-water-to-gaza-until-abductees-returned-home/.
[7] See Internationalt Røde Kors sædvaneretlig regel 103 om forbud mod kollektiv afstraffelse: ttps://ihl-databases.icrc.org/en/customary-ihl/v1/ rule103.
[8] Frederik Harhoff og Birgit Feldtmann: Retsforfølgning af internationale forbrydelser i: Frederik Harhoff & Bugge Thorbjørn Daniel (Red.), Kenneth Øhlenschlæger Buhl, Birgit Feldtmann, Ulrike Fleth Barten, Niels Lachmann, Jesper Lindholm, Sten Schaumburg-Müller: Folkeret, 2. Udgave, Hans Reitzels Forlag, 2023, pp. 487f.
[9] Genocide begins with ‘dehumanization;’ no single country is immune from risk, warns UN official, UN News, 9 December 2014. Visited on: https://news.un.org/en/story/2014/12/485822, 7 November 2023, 0845 GMT; Carlyn Jorgensen: A Case Study Analysis of Dehumanization in Rwanda and Darfur, Ph.D. dissertation, Nova Southeastern University College of Arts, Humanities, and Social Sciences, approved 10 July 2016
[10] Se bl.a.: Sanjana Karanth: Israeli Defence Minister Announces Siege On Gaza To Fight ‘Human Animals’, Huffpost, 09/10/2023 09:23pm BST: https://www.huffingtonpost.co.uk/entry/israel-defence-minister-human-animals-gaza-palestine_uk_65245ebae4b0a32c15bfe6b6.
[11] United Nations Human Rights Council: Report of the United Nations Fact-Finding Mission on the Gaza Conflict, A/HRC/12/48 25 September 2009, også kendt som “Goldstone rapporten”, pp. 119-124,
[12] Ibid, pp. 117-124.
[13] Convention (IV) relative to the Protection of Civilian Persons in Time of War. Geneva 12 August 1949. Se her især artikel 19 om ophør af beskyttelse:  https://ihl-databases.icrc.org/en/ihl-treaties/gciv-1949/article-19?activeTab=undefined