Katrine Stevnhøj i RÆSONs nye trykte nummer: Hvilken symbolsk og praktisk værdi bærer et pas, når man er statsborger i et regime, som har stjålet ens fortid, nutid og muligvis fremtid?

03.11.2023

Den selvudråbte eksilregering vil starte ,et nyt Belarus‛ med at udstede: pas.

Af Katrine Stevnhøj

Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober.Læs mere her.

Lydafspiller

„Lukasjenka har gjort Belarus og belaruserne giftige, bare fordi de ejer et belarusisk pas‟. Sådan siger Raman, en belarusisk mand, som jeg taler med under mit feltarbejde, der undersøger belarusiske og russiske eksilmiljøer i Europa. Raman er bosat i Polen. Han er blandt de mange tusinder af belarusiske statsborgere, der efter at have deltaget i de omfattende valgprotester udløst af det falsificerede præsidentvalg den 9. august 2020 har set sig nødsaget til at gå i eksil i udlandet.

Det nøjagtige antal af politisk fordrevne belarusiske statsborgere er ukendt. Ifølge FN’s flygtningeagentur var der fra 2020 til 2021 på globalt plan en stigning på over 3.500 asylansøgere – fra 7.837 til 11.431. Dertil kommer de tusindvis af landflygtige, der ikke er registreret som asylansøgere, men i stedet har modtaget humanitære eller andre visa, herunder også turistvisa. Ifølge Europarådets Parlamentariske Forsamling lever mellem 200.000 og 500.000 belarusere i eksil. De primære modtagerlande for dissidenterne er Polen, Litauen, Letland, Tyskland, Tjekkiet, Estland og andre EU-medlemsstater samt Georgien og Ukraine. Mange af dem, som i første omgang flygtede til Ukraine i 2020 og 2021, er i øvrigt efterfølgende blevet fordrevet til et tredjeland som følge af krigen.

Tre år er gået siden protesterne, der blev udløst af det falsificerede præsidentvalg. Mens oppositionen og uafhængige stemmetællere udråbte oppositionskandidaten Sviatlana Tsikhanouskaja til valgets retmæssige vinder, nægtede den siddende diktator at vige fra præsidentembedet. Regimet med Aliaksandr Lukasjenka i spidsen er stadig ved magten. At revolutionen udeblev, og at dissidenterne dermed befinder sig i et langvarigt eksil, er kommet bag på Raman og flere af hans landsmænd, som jeg taler med igennem min forskning. Og den prekære tilværelse i eksil begynder at få konsekvenser. På et eksistentielt plan beskriver flere, at de har en oplevelse af at befinde sig i et limbo. Et på samme tid personligt og politisk ingenmandsland, hvor både nutiden og fremtiden føles usikker. Ventetiden i eksil giver anledning til spørgsmål og dilemmaer: Kan det svare sig at lære værtslandets sprog? Bør jeg undervise mine børn i belarusisk, med risiko for at de aldrig kan vende hjem?

 

Disse restriktioner er blot de seneste i rækken af regimets angreb på politisk fordrevne
_______

 

Passet er et våben

Den 4. september 2023 underskrev Lukasjenka en lov, der vil besværliggøre livet yderligere for dem, der er flygtet fra Belarus af politiske grunde. Ifølge den nye lov kan belarusiske statsborgere ikke længere få hverken udstedt eller fornyet deres pas ved diplomatiske repræsentationer i udlandet. At rejse hjem til Belarus er ikke en mulighed for dissidenter i eksil, da hjemrejse i mange tilfælde vil være forbundet med retsforfølgelse og langvarige fængselsstraffe. Ifølge den belarusiske menneskerettighedsorganisation Viasna er der eksempler på, at belarusere, der er vendt tilbage selv på kortvarige besøg, er blevet anholdt og sigtet for såkaldte ekstremistiske aktiviteter – eksempelvis deltagelse i valgprotesterne i 2020.

Den nye lov forstærker de belarusiske landflygtiges oplevelse af at eksistere i et eksistentielt, politisk og juridisk limbo. Mange af dem har ikke andet en belarusisk statsborgerskab. Uden mulighed for hjemrejse og uden gyldige rejsedokumenter bliver de dermed begrænset yderligere i deres muligheder, herunder deres bevægelsesfrihed. Foruden de nye pasregler vil loven også gøre det vanskeligere for belarusere, der bor uden for landet, at sælge fast ejendom eller andre aktiver inde i Belarus.

Disse restriktioner er blot de seneste i rækken af regimets angreb på politisk fordrevne. I slutningen af 2022 vedtog regimet en lov, der tillader at fratage landflygtige belarusere deres statsborgerskab, hvis de bliver fundet skyldige i ,ekstremisme’ – et mærkat, der sættes på alt fra menneskerettighedsforkæmpere og kunstnere til oppositionspolitikere og uafhængige journalister.

Samtidig gjorde regimet det også muligt at retsforfølge og dømme belarusiske borgere in absentia – dvs. uden at de er fysisk til stede i retslokalet. På kafkask manér viste belarusisk statsfjernsyn billeder af retssager i lokaler, der udmærkede sig ved deres gabende tomme anklagebænke. På den ene side udstiller muligheden for retsforfølgelse in absentia regimets utilstrækkelighed og desperate forsøg på at undertrykke dem, som er flygtet for at bevare deres frihed. På den anden side er det også et udtryk for, at Lukasjenkas frygtregime ikke kender nogen grænser.

Retsforfølgelse in absentia har resulteret i en række domsafsigelser mod aktivister i eksil. I januar 2023 modtog oppositionslederen Sviatlana Tsikhanouskaja og den forhenværende belarusiske kulturminister (i dag medlem af eksilregeringen) Pavel Latusjka, henholdsvis 15 og 18 år i fængsel. Begge befinder sig dog fortsat i frihed i eksil.

Ifølge regimet har lovene til formål at ,forhindre belarusiske borgere i at begå forbrydelser mod den nationale sikkerhed og statslige interesser’. Fra oppositionens side tolker man omvendt lovene, inklusive de seneste pasrestriktioner, som endnu et autoritært angreb på belarusernes frihed, sikkerhed og nationale selvforståelse. I et opslag på det sociale medie X beskrev Tsikhanouskaja selv loven som ,endnu et trick fra Lukasjenka’ og pegede på, at indgrebet ikke alene er ,regimets hævn over dem i eksil, men også et forsøg på at presse de demokratiske nationer, der er vært for dem’. Ifølge oppositionslederen er loven en fælde, og hun opfodrede sine landflygtige landsmænd til at holde sig uden for landets grænser:

„Jeg opfordrer belarusere i udlandet til at prioritere deres sikkerhed. Vend ikke tilbage pga. et udløbet pas og risiker forfølgelse, da regimet nu nægter fornyelse af pas ved diplomatiske repræsentationer. Intet dokument er din frihed værd. Vi arbejder på at løse dette problem – pas på jer selv!”.

 

Det belarusiske pasprojekt er innovativt og symbolsk. Det understreger Tsikhanouskajas og eksilregeringens ambition om at fremstå som en politisk legitim repræsentant for det belarusiske folk
_______

 

Passets symbolske værdi

Tsikhanouskajas politiske legitimitet hviler tungt på præsidentvalget i 2020, hvor hun, ifølge den uafhængige belarusiske valgobservationsorganisation Golas, var valgets retmæssige vinder.

Umiddelbart efter valget nedsatte oppositionen et udvalg – koordinationsrådet for magtoverdragelse – som skulle tage ansvar for en demokratisk overdragelse af magten i landet. Som følge af den politiske undertrykkelse måtte rådet og dets medlemmer dog gå i eksil. Fra eksil har koordinationsrådet fortsat arbejdet for international politisk anerkendelse, og det er lykkedes eksiloppositionen at etablere diplomatiske relationer med adskillige demokratiske stater og internationale aktører, herunder EU.

Den 9. august 2022, præcis to år efter det skelsættende præsidentvalg, annoncerede oppositionen oprettelsen af Det Forenede Overgangskabinet, der med Tsikhanouskaja i spidsen fungerer som en provisorisk regering i eksil.

Som Tsikhanouskaja skriver i sit opslag, arbejder den belarusiske eksilregering på et alternativ til det officielle pas. På en konference i Warszawa den 6. august 2023 præsenterede Det Forenede Overgangskabinet sit igangværende pasprojekt.

Et pas kan betragtes på to måder. Dels er det et personligt rejse- og identifikationsdokument med en fundamental praktisk, juridisk funktion. Dels er det en fysisk manifestation af et menneskes symbolske tilhørsforhold til et nationalt fællesskab. Men hvilken symbolsk værdi bærer et sådant dokument, når man er statsborger i et regime, som har stjålet både ens fortid, nutid og muligvis fremtid?

På konferencen blev en prototype af passet fremvist. I sit foreløbige design trækker passet tydelige historiske tråde til det 20. århundredes belarusiske nationalbevægelse: Passet skal planmæssigt udføres i rødt, en farve, der sammen med hvid forbindes med den demokratiske opposition, der ved at bruge den refererer til landets historiske hvid-røde flag. På passets forside er der med hvidt indgraveret det gamle belarusiske våbenskjold, Pahoniaen. Pahoniaen, der forestiller en ridder til hest og er et symbol, der stammer fra Det Litauiske Storfyrstendømme.

Våbenskjoldet blev i første omgang introduceret af Den Belarusiske Folkerepublik i 1918. Den Belarusiske Folkerepublik, (Bielaruskaja Narodnaja Respublika, ofte forkortet BNR), var det første forsøg på at skabe en selvstændig belarusisk nation. Folkerepublikken blev udråbt af ledende medlemmer af den belarusiske nationalbevægelse og blev oprettet i en særdeles tumultarisk tid – under tysk besættelse af Belarus og i forlængelse af omstyrtelsen af det russiske kejserdømme ved Oktoberrevolutionen i 1917.

Forsøget på belarusisk selvstændighed havde dog en kort levetid, og allerede i 1919 måtte den provisoriske regering – Radaen af Den Belarusiske Folkerepublik – gå i eksil. Radaen eksisterer stadig den dag i dag som den ældste nuværende eksilregering i verden. Det er værd at bemærke, at Radaen ikke står i opposition til Tsikhanouskajas eksilregering, men derimod støtter op om den.

Ser vi på det nuværende pasprojekt med historiske briller, er der altså tale om et design, der i høj grad understreger Belarus’ geografiske og historiske tilknytning til Europa. Pahoniaen blev igen Belarus’ officielle våbenskjold 1991, men blev i 1995 afskaffet ved en folkeafstemning i 1995, et år efter at Lukasjenka var tiltrådt som præsident.
 
Ved samme folkeafstemning, der i øvrigt blev kritiseret som ufri og udemokratisk af internationale observatører, blev russisk genindført som statssprog på lige fod med belarusisk. I eksiloppositionens foreløbige pasdesign fremgår teksten dog kun på engelsk og belarusisk – sidstnævnte skrevet både med det belarusiske kyrilliske alfabet samt på łacinka, den belarusiske version af det latinske alfabet. Valget af sprog på passet fremstår som en tydelig afvisning af den kulturelle og politiske indflydelse fra Rusland, som landet har været underlagt i generationer – først under det sovjetiske styre og siden 1994 under Lukasjenkas diktatur.

 

Tsikhanouskajas team repræsenterer det, de betegner som ,det nye Belarus’: et frit land, som det forhåbentlig eksisterer ude i fremtiden, men som for nuværende må bo i belarusernes forestillinger om deres hjemland
_______

 

Eksiloppositionens pasprojekt er gennemsyret af politiske symboler og historisk hukommelse. Det fremstår altså som langt mere omfattende end bare et forsøg på at skabe et funktionelt identifikations- og rejsedokument. Passet er et symbol på ,det nye Belarus’, Novaja Belarus – en betegnelse, eksiloppositionen selv ynder at bruge, når de taler om den fremtid, som de forestiller sig for deres hjemland.

Tsikhanouskajas team repræsenterer det, de betegner som ,det nye Belarus’: et frit land, som det forhåbentlig eksisterer ude i fremtiden, men som for nuværende må bo i belarusernes forestillinger om deres hjemland. Bliver passet en realitet, vil det være en fysisk, håndgribelig manifestation af fremtidens Belarus. Hvorvidt et sådant pasprojekt kan realiseres, afhænger dog af graden af international opbakning.

Oprør i eksil

Det belarusiske pasprojekt er innovativt og symbolsk. Det understreger Tsikhanouskajas og eksilregeringens ambition om at fremstå som en politisk legitim repræsentant for det belarusiske folk. Både for dem, som opholder sig i eksil, og dem, som fortsat lever under Lukasjenkas undertrykkende styre internt i landet.

Men chancerne for at føre succesfuld oppositionspolitik, mens man er i langvarig landsforvisning, er ringe, som beskrevet af den anerkendte eksilforsker Yossi Shain. I sit bredt citerede værk The Frontier of Loyalty ender politisk overlevelse i eksil ofte med at være et mål i sig selv, mens drømmen om regimeskifte i hjemlandet ebber ud. For nuværende vidner eksilregeringens aktiviteter, herunder det igangværende pasprojekt, dog om, at kampen for et andet og frit Belarus fortsat lever.

Spørgsmålet er, hvorvidt Tsikhanouskaja og hendes team kan formå at bevare båndene til hjemlandet. For at styrke deres internationale anerkendelse er eksilregeringer og -organisationer afhængige af at bevare politisk legitimitet igennem den hjemlige opposition. De går dermed en vanskelig balancegang, hvor de på en og samme tid skal forsøge at appellere til et internationalt publikum, samtidig med at de beviser, at de ikke har mistet fornemmelsen af, hvordan det er at opholde sig inden for hjemlandets grænser.

 

I løbet af september har flere internationale aktører da også været ude og fordømme Lukasjenkas seneste angreb på eksilbelarusere
_______

 

Et eksempel på denne politiske balancegang i eksil er spørgsmål angående internationale sanktioner. På den ene side skal Tsikhanouskaja og eksilregeringen vise det internationale samfund, at de tager afstand fra hjemlandsregimet og derfor støtter eksempelvis økonomiske sanktioner. På den anden side skal de, for at opretholde politiske legitimitet, bevise, at de repræsenterer det belarusiske folk – også dem, der fortsat befinder sig inden for hjemlandets grænser – og derfor må de være forsigtige med at bakke op om sanktioner, som vil gå uforholdsmæssigt ud over befolkningen hjemme i Belarus.

I forbindelse med pasprojektet synes eksilregeringen at fokusere på at appellere til et internationalt publikum samt de belarusere, som befinder sig i eksil. I løbet af september har flere internationale aktører da også været ude og fordømme Lukasjenkas seneste angreb på eksilbelarusere. Herunder FN’s Menneskerettighedskontor, der via sin X-profil tager skarpt afstand fra regimets nye restriktioner: „Dekretet, som forbyder udstedelse eller fornyelse af pas i udlandet, risikerer at krænke rettighederne for tusindvis af belarusere i eksil, herunder deres bevægelsesfrihed. Ingen skal føle sig presset til at vende tilbage og risikere forfølgelse. Vi opfordrer til revision af dekretet i overensstemmelse med internationale standarder”.

Også de værtslande, som huser store antal af belarusiske dissidenter, har reageret på den nye lov, herunder nabolandet Litauen, hvor Tsikhanouskaja og eksilregeringen befinder sig. Ifølge de litauiske migrationsmyndigheder vil belarusere bosat i landet kunne søge om såkaldte fremmedpas. Muligheden vil dog kun gælde de belarusere, der ikke kan vende tilbage til deres hjemland af humanitære eller politiske årsager. Også Polen har åbnet for muligheden for at udstede fremmedpas til belarusiske landflygtige.

Fremmedpas er dog en midlertidig løsning. Mens et sådant dokument leverer en alternativ løsning på passets praktiske dimension, kan det ikke stå i stedet for den symbolske tyngde, som et internationalt pas også udgør. En rolle, som eksiloppositionens pasprojekt agter at udfylde.

Ifølge Valery Kavaleuski, der er Det Forenede Overgangskabinets repræsentant for udenrigsanliggender, har eksiloppositionen indledt en kampagne for international anerkendelse af passet som valid rejsedokumentation. På konferencen i august udtrykte han en vis optimisme med henblik på at få passet anerkendt på EU-niveau. „Der er visse positive signaler”, sagde han, men understregede, at „det bliver en svær proces”, og at projektet er det første af sin slags.

Hvis pasprojektet bliver en realitet, vil det betyde, at Raman og andre belarusiske dissidenter kan udskifte deres ,giftige pas’ med et dokument, der symboliserer det frie Belarus, som de drømmer om. Inden politiske visioner skal kunne blive til virkelighed, er der først nogen, der skal turde forestille sig, hvad de indeholder.■

 

På den ene side skal Tsikhanouskaja og eksilregeringen vise det internationale samfund, at de tager afstand fra hjemlandsregimet og derfor støtter eksempelvis økonomiske sanktioner. På den anden side skal de, for at opretholde politiske legitimitet, bevise, at de repræsenterer det belarusiske folk – også dem, der fortsat befinder sig inden for hjemlandets grænser – og derfor må de være forsigtige med at bakke op om sanktioner, som vil gå uforholdsmæssigt ud over befolkningen hjemme i Belarus
_______

 

Katrine Stevnhøj (f. 1993) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, hvor hun forsker i politisk aktivitet i belarusiske og russiske eksilmiljøer. Katrine formidler regelmæssigt sin forskning i medier, som foredragsholder og som skribent ved blandt andet Dagbladet Information. Hun har tidligere boet og studeret i Rusland.

ILLUSTRATION: Berlin, 9. november 2021: Den belarusiske oppositionsleder i eksil, Svjatlana Tsіkhаnоwskаja, deltager i en demonstration ved Brandenburger Tor. I baggrunden ses det rød-hvide flag, som benyttes af oppositionen i Belarus [FOTO: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix]

Bemærk: Raman er et opdigtet navn. Informantens rigtige identitet er kendt af forfatteren.