20.01.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Det formodes, at Putin inden længe vil underskrive et nyt dekret, som vil mobilisere ikke færre end 500.000. Hvis det viser sig at være sand, vil den russiske offensiv blive med mange mand. Spørgsmålet er, om Ukraine vil være i stand til at imødegå den?

Kommentar af Karsten Skjalm, tidligere seniorforsker ved The Royal Institute of International Affairs

DEN 24. FEBRUAR invaderede Rusland Ukraine uden en krigserklæring. Som tiden er skredet frem i den efterhånden étårige krig Ukraine, tegner der sig et tydeligt billede af, hvad Vladimir Putins egentlige mål er med hans ”særlige militære operation” i Ukraine: At erobre og annektere de to store områder, der kendes som Lille-Rusland (det centrale Ukraine omkring Kyiv) og Ny-Rusland (det sydlige og østlige Ukraine), hvilket vil efterlade Ukraine som en lille stat i den vestlige del af landet; en lille stat kontrolleret af Rusland. De omtalte områder kan ses på dette kort.[1].

Kortet giver også en illustration af, hvad målet er med den kommende russiske storoffensiv. Rusland har været godt i gang med at implementere Primakov-doktrinen, der i sin dens essens går ud på at genrejse det russiske imperium. Det forklarer pseudo-folkeafstemningerne, som Rusland afholdt i de besatte områder i slutningen af september. Administrationer og russiske guvernører var på plads, men kort før de omtalte folkeafstemninger startede de to ukrainske storoffensiver sydøst for Kharkiv-regionen i den nordøstligste del af Ukraine og i Kherson-regionen i den sydlige del af landet.

Nu er spørgsmålet, hvor den russiske storoffensiv vil starte?

Det værst tænkelige scenarium er, at den russiske storoffensiv kommer fra Hviderusland, og går direkte mod Kyiv. Som ISW, der holder nøje opsyn med det, er der dog ingen indikationer herpå.[2]

Det mest sandsynlige er, at den vil starte i Luhansk-regionen i den østlige del af Ukraine; en af de to regioner i Donbas. Det er den amerikanske tænketank, Institute for the Study of War’s (ISW) vurdering.[3] Siden krigens begyndelse har vestlige medier hyppigt støttet sig til ISW, fordi de militæranalytikernes vurderinger har været præcise.

At erobre Donbas har været russernes delmål, efter anden fase af krigen startede i starten af april, og efter at Rusland havde tabt slaget om Kyiv. Efter hårde kampe lykkedes det i slutningen af juni Rusland at erobre hele Luhansk. Slaget om den anden region, Donetsk-regionen, kunne dermed starte. Det er russernes hovedindsats nu, men fremskridtene har været meget begrænsede.

 

Den ukrainske efterretningstjeneste hævder, at Putin vil i tillæg om ikke længe vil underskrive et nyt dekret, som vil mobilisere ikke færre end 500.000. Hvis den efterretning viser sig at være sand, vil den russiske offensiv blive med mange mand

_______

 

Men hvorfor vil den russiske storoffensiv starte i Luhansk-regionen? Af flere grunde:

– På kortet nedenfor fremstillet af ISW ses de små byer Kreminna og Svatove. Det er omkring Kreminna-Svatove-linjen, at det er lykkes for russerne at stoppede de ukrainske væbnede styrkers offensiv i øst. Og det er omkring den linje, at kampene foregår. Området øst for er mineret af russerne for at forhindre yderlige ukrainsk fremgang.

– De sort-røde stiplede linjer illustrer de russiske forsynings- og kommunikationslinjer (GLOC—Grundlines of Communication) fra selve Rusland.[4] Ad disse kan de russiske styrker indsættes i storoffensiven, der forventes at starte i næste måned.


Fronten ved Luhansk i Østukraine, 13. januar. Kilde: Institute for the Study of War.


Men hvordan ser det ud på mandskabsfronten?

Det er svært at vurdere, hvor store tab af soldater, Rusland har lidt i krigen. Der går ikke ukrainske optællingsmænd rundt på slagmarkerne. I november vurderede den amerikanske generalstab, at de russiske tab har været større end 100.000 i form af døde eller sårede.[5] Mange sårede må formodes at være blevet genindsat. At rejse en meget stor hær, der kan indsættes i krigen i en ny offensiv, som formentlig bliver langvarig, tager derfor tid. Men i midten af januar annoncerede det russiske forsvarsministerium, at hæren mellem 2023 og 2026 vil blive øget fra de nuværende 1,15 millioner til 1,5 millioner soldater.[6] Det vil sige, at Rusland allerede nu har en meget stor hær, men den består primært af reservesoldater, der skal genoptrænes. Den ukrainske efterretningstjeneste hævder, at Putin vil i tillæg om ikke længe vil underskrive et nyt dekret, som vil mobilisere ikke færre end 500.000.[7] Hvis den efterretning viser sig at være sand, vil den russiske offensiv blive med mange mand.

Vil Ukraine være i stand til effektivt at imødegå den russiske offensiv?

Ukraines største aktiver i krigen har været en tårnhøj moral. For ukrainerne er det ikke blot Ukraines territorium og selvstændighed, der står på spil, men også Ukraine som en nation – dvs. som et folk med sit eget sprog og kultur. Skulle Putin få held med sit forehavende, vil ukrainsk blive forbudt som sprog, og sandsynligvis også ukrainske kulturelle skikke. Dette er ikke uden fortilfælde – i 1933 forbød Stalin ukrainsk som sprog.[8]

Men trods høj moral og vestlige våben, har det ikke været tilstrækkeligt for Ukraine at bremse Ruslands erobring og annektering af landet. Ukraine har også haft brug for forsyninger af avancerede våben fra Vesten, som er de russiske overlegne. Disse våben har Vesten med USA og delvist også Storbritannien klart i spidsen været villig til at levere, mens EU’s største medlemsstater, Tyskland og Frankrig gevaldigt har nølet efter. Lige nu har Ukraine brug for kampvogne og krigskøretøjer. Tyskland har længe stillet sig i vejen for levering af de tyskproducerede Leopard-kampvogne, Ukraine ønsker sig. Men der kan være noget i gære. Forleden udpegede den tyske kansler Olaf Scholz Boris Pistorius som ny forsvarsminister, men i sidste ende er det stadig Scholz, der træffer beslutningen.[9]

Dagbladet Information giver en fin illustration af, hvor mange Leopardkampvogne, Vesten har stående.[10] Tallet er sammenlagt over 2.000. Men af disse vil i bedste fald kun et par hundrede blive leveret. Såvel disse, de britiske Challenger-2 som de amerikanske krigsmasker, Abrams, kræver meget brændsel, som Ukraine ikke i stort omfang er i besiddelse af. Selvom en vinterkrig er som skabt til mekaniserede køretøjer, kræver disse foruden brændsel også megen vedligeholdelse. Får Ukraine ikke det tilstrækkelige materiel, så bliver en ny russisk storoffensiv en udfordring. ■

 

Får Ukraine ikke det tilstrækkelige materiel, så bliver en ny russisk storoffensiv en udfordring
_______

 

Karsten Skjalm (f. 1962) er cand.scient.pol og ph.d. Han er tidligere seniorforsker ved The Royal Institute of International Affairs (Chatham House og Dansk Udenrigspolitisk Institut).

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?