Jonas Haarder: Danmark kan godt sætte grænser og samtidig handle med Kina
20.03.2023
Ved aktivt at engagere os i Kinas stigende tilstedeværelse i Europa og forholde os til potentielle interessekonflikter, opnår vi også større indflydelse i den uundgåelig interaktion med Kina.
Kronik af Jonas Haarder, cand.mag. i Kinastudier
Det vakte løftede øjenbryn, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tilbage i februar annoncerede, at regeringen agter at forny Danmarks strategiske partnerskabsaftale med Kina fra 2008. En beslutning, som spiller ind i en allerede eksisterende debat om fremtiden for det dansk-kinesiske forhold. I en tid, hvor USA og Kinas politiske relationer har nået et lavpunkt, og hvor flere stemmer i EU udtrykker kritik af Kina og udmelder støtte til Taiwan, med Letland og Estland i spidsen, kan den danske regerings beslutning på overfladen virke besynderlig.
Hvad det fornyede strategiske partnerskab mellem Danmark og Kina helt konkret indebærer, har udenrigsministeren ikke ville udpensle endnu. Men regeringens beslutning kan være fornuftig, alt efter hvilken form den tager. Hvis regeringen indstiller dialogen med Kina og derved frakobler os fra en af vores største handelspartnere, øger den også risikoen for at blive efterladt med mindre handlerum i samspillet med en aktør, som ikke har tænkt sig at forsvinde. Hvor blandt andet Anders Fogh Rasmussen mener, at vi bør følge amerikanerne trop og igangsætte en fuldstændig frakobling fra Kina, vil jeg tværtimod argumentere for, at det ikke ville være særligt nyttigt for danske interesser, uanset hvilken holdning man har til Xi Jinping og Kinas Kommunistiske Parti.
Beijing har som udgangspunkt en specialiseret strategi i deres bi- og multilaterale sammenspil med forskellige nationer, formet efter den givne målgruppe. Hvis Danmark ikke opbygger en Kina-strategi, så stiller vi os selv i en ringe forhandlingsposition, ligesom at strudsen ikke afværger fare, ved at stikke hovedet i jorden. Ved aktivt at engagere os i Kinas stigende tilstedeværelse i Europa og forholde os til potentielle interessekonflikter, opnår vi derimod større indflydelse i den uundgåelig interaktion med Kina.
Et paradigmeskift i det 21. århundrede har været begyndelsen på det såkaldte kinesiske århundrede. USA og Vesten har passeret sit zenit og er nu i forfald
_______
Lars Løkke Rasmussen udtaler i Politiken, at ”på nogle områder er Kina en konkurrent, og på andre områder en decideret rival”, og tilføjer, at den strategiske partnerskabsaftale ”selvfølgelig reflekterer en ny europæisk Kinapolitik.” Når vi endnu ikke ved, hvad aftalen konkret indebærer, kan man kun tolke på disse udtalelser, men i mine øjne fremstår tonen årvågen frem for naiv.
Den nye silkevej er et eksempel på kompromis, ikke blot en magtdemonstration
Et paradigmeskift i det 21. århundrede har været begyndelsen på det såkaldte kinesiske århundrede. USA og Vesten har passeret sit zenit og er nu i forfald. Kina, derimod, vokser, både økonomisk og teknologisk, og er på flere parametre nu på højde med USA, med en større købekraft og eftersigende avanceret 5G og AI-teknologi. Kina har samtidigt stigende geopolitiske ambitioner, men er et land som spiller det langsomme og tålmodige spil mod det endelige mål: en verdensorden der spiller efter Beijings regler, og et Asien centreret omkring Riget i Midten. Som Mao Zedongs efterfølger Deng Xiaoping sagde i sin tid: ”skjul dine styrker og udvis tålmodighed.” Denne tilgang er dybt indgroet i Han-kinesisk strategisk kultur med rødder helt tilbage til 500 f.Kr, hvor Sun Tzu skrev Krigskunsten, der blandt andet dikterer at ’al krigsførelse er baseret på bedrag’ og at ’den højeste dyd er at knække modstanderen uden at slås.’
Beijings ’Belt and Road Initiative’ (BRI) blev i 2013 offentliggjort i en tale af præsident Xi Jinping på et universitet i Astana, Kasakhstan – fremtidens silkevej. Initiativet er en vision om at binde den enorme eurasiske landmasse tættere sammen og muliggøre en mere strømlinet samhandel mellem øst og vest. Fra millionbyen Chongqing i Centralkina til vesttyske Duisburg, som besidder Europas største indlandshavn, skal gods transporteres ved hjælp af en håndfuld ruter, maritime såvel som på land. Men for Washington repræsenterer projekter som BRI netop en brik i Kinas storstrategiske spil. Frygten for at blive isoleret fra samhandlen i det eurasiske storkontinent, en region der inkluderer både Europa, Mellemøsten og hele Asien, spiller uden tvivl en rolle i USA’s bekymringer og narrativ om BRI. Vigtigheden af kontrollen af Eurasien er desuden ikke et nyt koncept, men derimod en kerne i klassisk geopolitisk teori, populariseret af John Hopkins i hans bog The Great Game og med rødder helt tilbage til britisk kolonitid i 1800-tallet. Dengang var det en magtkamp om indflydelse i central- og sydasien mellem det britiske og russiske imperium centreret især omkring Afghanistan, Tibet og daværende Persien. Kernelandsteorien, fremført af den britiske geograf Halford Mackinder i 1904, dikterer, at den som kontrollerer Hjertelandet, altså den eurasiske ’verdensø’, kontrollerer verden. Selvom stormagterne i dag er udskiftet, gælder det samme spil stadigvæk. Centralasien er ikke kun et bindeled mellem øst og vest, men regionen er også rig på naturlige resurser. Tadsjikistan, for eksempel, besidder en af verdens største forekomster af halvmetallet antimon, som bruges til alt fra ammunition, sprængstof og natkikkerter. Amerikanernes akutte behov for mere ammunition til Kyiv har ikke utænkeligt spillet en rolle i USA’s udenrigsminister Anthony Blinkens nylige besøg til regionen her i februar.
Fortællingen om det kalkulerede og udspekulerede Beijing overvurderer Kommunistpartiets reelle planlægnings- og styringskapacitet
_______
Men det er ikke alle Beijings nye ideer, initiativer og visioner, som bliver til noget. BRI var ikke den eneste vision, som Beijing fremførte for knap ti år siden. Det politiske slogan ’New Type of Great Power Relations’ blev også lanceret og flittigt brugt af Beijing i ønsket om at skabe et mere ligeværdigt, balanceret forhold til Washington. Men dette slogan blev ikke mødt med den ønskede entusiasme fra amerikansk og europæisk side, og konceptet forsvandt gradvist ud af Kommunistpartiets frasebog. BRI derimod fangede hurtigt hele verdens opmærksomhed, da visionens skala var så ambitiøs og dets potentielle økonomiske implikationer så store, at der her var tale om et initiativ, som lovede substantielle resultater. Dét kunne man forholde sig til.
BRI blev set af især vestlige observatører som en del af en strategi med det formål at forskyde den globale magtbalance hen imod et kinesisk hegemoni. Men i de første år efter silkevejsprojektets offentliggørelse, blev det kritiseret af lande i både det globale nord og syd for at være for vagt og ukonkret. Beijings officielle udmeldinger og Xi Jinpings taler nævnte primært, hvad KKP havde i sinde, og hvad de ønskede, men ikke hvad der helt konkret skulle gøres eller hvilken specifik rolle, de selv havde tænkt sig at spille.
BRI’s fortælling og dets skala har ændret sig markant siden 2013. Den primære årsag til denne forandring er den internationale feedback, samt Kinas egen offentlige debat som hovedsageligt finder sted i intellektuelle og akademiske cirkler. Da Irlands ambassadør til Kina John Paul Kavanagh i 2015 spurgte, om initiativet ikke var åbent for Irland, var det eksempelvis professor Zhao Lei, der efterfølgende heftigt argumenterede for at udvide BRI til et globalt format, i stedet for kun at fokusere på regionerne traditionelt forbundet med silkevejen. En debat der lykkedes i at forme Beijings BRI-strategi, og blandt andet resulterede i et navneskift fra’One Belt One Road’ til det nuværende Belt and Road Initiative.
Og her ligger min pointe. Fortællingen om det kalkulerede og udspekulerede Beijing overvurderer Kommunistpartiets reelle planlægnings- og styringskapacitet. Set i et indenrigsøjemed er det ikke en smal sag for centralmagten i Beijing at kontrollere og forvalte den myriade af både provinsielle og private aktører, som alle kæmper for en indflydelsesrig rolle i faciliteringen af BRI – alle vil gerne deltage i jagten på økonomisk og politisk gevinst. Det samme gør sig gældende i samspillet med andre stater uden for Kinas grænser. Ifølge officielle tal fra KKP’s Green Finance & Development Center er der i dag 147 lande som, på papiret, deltager i initiativet. Det indebærer næsten alle lande i Afrika og Mellemøsten, det meste af Asien og Oceanien (med undtagelse af blandt andre Indien, Australien, Japan og Nordkorea), store dele af Latinamerika og Østeuropa. Det er igennem dialog og sparring med deltagerlandene – som også påvirker Kinas indenrigsdiskussion om initiativets retning – at BRI langsomt er blevet styrket. Det har netop ikke været en plan udelukkende dikteret af Beijing. Visse kinesiske intellektuelle og militærfolk har endda argumenteret for, at KKP har været for inkluderende og medgørlig i dets tilgang til implementeringen af BRI. Men det er et kompromis, som Beijing må leve med, hvis de reelt ønsker at udvide samarbejdet med det internationale samfund.
Grænser over for giganten
Selv hvis Kommunistpartiet har en minutiøst planlagt 100-års strategi for det 21. århundrede, så spiller andre lande en væsentlig rolle i at formulere den. Kina kan ikke stå alene. Vores reaktion, interaktion og feedback påvirker Beijing. Havde Kina for få år siden kunnet forudse den nuværende krig i Ukraine? Sandsynligvis ikke. Nu er der fra vestlig side opstået et forventningspres om, at Beijing i højere grad bør benytte deres tætte forhold med Kreml til at agere en form for fredsmægler mellem Ukraine og Rusland – en Vestlig reaktion som er affødt af Partiets konstante opfordring til fred via diplomatisk dialog og multilateralt samarbejde. Det har tvunget Kina til at balancere i skrøbeligt terræn, da de hverken vil frakoble sig Rusland imod et truende USA eller miste sin lukrative samhandel med de europæiske nationer. Dette har næppe været et forudsigeligt eller særligt belejligt led i at opfylde Kinas egne strategiske interesser.
I sidste ende bør vi overveje, hvad Danmarks interesser er, da disse ikke altid overlapper med hverken de kinesiske eller amerikanske. Det kræver, at vi opbygger vores egen dagsorden og lærer at sætte vores egne grænser
_______
Trods at Beijing har indledt en nylig charmeoffensiv, der med sin 12-trins fredsplan ønsker at agere den fornuftige mægler, har dette narrativ heller ikke vundet den store applaus. Især Vesten har kritiseret fredsinitiativet for at være usammenhængende og ukonkret. Kina siger på den ene side, at alle nationers suverænitet skal respekteres – en typisk retorik i forhold til Taiwan-spørgsmålet – men på den anden side anklager de også Vesten for at bibeholde koldkrigsmentaliteten ved at styrke NATO-samarbejdet. Deres budskab om fred falder hurtigt til jorden, da Beijing igen siger meget, uden egentlig at sige noget. Vestens hårde økonomiske sanktioner mod Rusland har sandsynligvis også sendt et signal til Beijing, som de er nødt til at tage alvorligt.
BRI og forventningen om Kinas fredsmæglende position i Ukrainekrigen er som sagt gode eksempler på, hvor meget international feedback og engagement kan påvirke Beijings retning. Vi skal vænne os til en verden, hvor Kina fylder mere. Dermed ikke sagt, at vi skal bevæge os imod en status som kinesisk vasalstat. Tværtimod, skal vi sætte vores egne grænser, ligesom kineserne sætter deres. EU’s kollektive afvisning af Huawei’s 5G-teknologi viser, hvordan man kan nægte Beijing adgang til kritisk infrastruktur, uden at det nødvendigvis skader den øvrige samhandel.
I sidste ende bør vi overveje, hvad Danmarks interesser er, da disse ikke altid overlapper med hverken de kinesiske eller amerikanske. Det kræver, at vi opbygger vores egen dagsorden og lærer at sætte vores egne grænser. Men det betyder også, at vi fortsat er nødt til at forstå Kina og dets ambitioner. Det mener jeg ikke, at en komplet frakobling på nuværende tidspunkt vil opnå. I en tid med ballonkonflikter, demokratiske delegationsbesøg til Taiwan og konflikt i Stillehavet, bliver det uden tvivl spændende at følge den danske regerings fremtidige Kina-strategi. Er det muligt at være på god fod med både USA og Kina? Skal Danmark altid stå ret og bidrage til USA’s globale indsatser? Bør vi i krigstid sende tvetydige signaler til Washington ved at tilnærme os Beijing til fordel for øget økonomisk samhandel med en stat, som på utallige måder er anderledes end vores egen?
I et sikkerhedspolitisk øjemed er der valide årsager til at afvise statsstyrede telekommunikationsselskaber som Huawei og ZTE adgang til dansk digital infrastruktur. Og der er ligeledes en god grund til, at den offentlige sektor nu har bedt om, at TikTok skal fjernes fra danske tjenestetelefoner. Derudover var Danmark også blandt de ti lande som diplomatisk boycottede Beijings Vinter-OL i 2022, sammen med blandt andre USA, Storbritannien, Canada og Indien. Det skete trods en ellers stærk dansk diplomatisk forbindelse til Kina, som Danmark har plejet over mange år.
Og at disse afvisninger ikke har ledt til, at Beijing har fjernet deres pandaer fra Københavns Zoologisk Have, sanktioneret danske virksomheder, som opererer i Kina, eller nægtet at udstede visum til danskere, er et tegn på, at Kina er i stand til at respektere, når Danmark sætter grænser – for det gør de også selv. I lyset af disse udviklinger og den ’nye europæiske kinapolitik’, har jeg svært ved at se, at regeringens fornyede strategiske samarbejde med Kina indebærer adgang til det infrastruktur, de ikke bør have adgang til. Derimod kan man håbe, at samarbejdet vil bibeholde den bilaterale handelsrelation, som har taget årtier at bygge op og som har gavnet utallige danske virksomheder. Da politiske samarbejdsaftaler generelt både kan være konkrete eller vage, kan man også tolke regeringens beslutning som værende af symbolsk betydning – at vi stadigvæk gerne vil snakke med Beijing. Krig sker, når to parter ikke længere kan eller vil tale sammen. Og en økonomisk afkobling er et skridt i den retning. Så medmindre man ønsker krig, bør man overveje, hvorfor man skulle trække sig fuldstændigt ud af Kina. Folkets Befrielseshær har endnu ikke igangsat en landinvasion af Taiwan. Hvis den dag kommer, vil USA uden tvivl indlede endnu et sanktionsoffensiv, og direkte militær støtte er bestemt ikke utænkeligt. Danmark vil forventeligt blive en del af denne offensiv, ligesom vi er blevet den mod Rusland. Men mens der stadigvæk er nogenlunde fredeligt i Taiwan-strædet, kan fortsat dialog og engagement med Kina også være med til at stoppe sådan en udvikling. ■
Krig sker, når to parter ikke længere kan eller vil tale sammen. Og en økonomisk afkobling er et skridt i den retning
_______
Jonas Haarder (f. 1994) er cand. mag. i Kinastudier fra Københavns Universitet, kinaanalytiker og forskningsassistent på Forsvarsakademiet.
ILLUSTRATION: Præsident Xi Jinping mødes med daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i Beijing, 4. maj 2017 [FOTO: Jason Lee/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
