Jon Burgwald (Ø): Affaldsaftalen er et irreversibelt makværk, der vil blive dyrt for forbrugere, kommuner og klimaet
30.05.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Jeg forstår oprigtigt ikke, hvordan vi – på tværs af politiske forskelle – er endt her. Det er en falliterklæring for det danske embedsværk og det danske folkestyre.
Kommentar af Jon Burgwald, sekretariatsleder for Enhedslisten på Christiansborg
I DISSE UGER skal Folketinget vedtage den lov, som skal implementere affaldsaftalen fra 2020, men langsomt og sikkert er fundamentet for aftalen ved at smuldre. Kommuner råber op om milliardtab, grønne organisationer advarer mod klimaeffekten og forskerne ryster på hovedet og får flere partier til at ryste på hånden.
For os, der var tæt på forhandlingerne i 2020, kommer den seneste tids massive kritik ikke som en overraskelse. Tværtimod. Forhandlingerne var de første, efter den historiske klimalov blev vedtaget i 2019, og den daværende S-regering med klimaminister Dan Jørgensen i spidsen blæste til klimakamp. Nu skulle der handles.
Derfor var det også en overraskelse, at regeringen lagde fra land med noget, der for den brede vælgerskare var så lidt inspirerende som affaldsaftalen. Men budskabet var klart: Danmark brænder alt for meget affald af, og det udleder millioner af tons CO2 og er en dårlig brug af ressourcer. Vi skulle sortere og genanvende mere affald og lade mindre gå op i røg.
Budskabet om, at der var behov for handling, var helt korrekt. På grund af skiftende regeringers og kommuners fejlslagne politik og prioriteringer har vi i Danmark en stor overkapacitet til affaldsforbrænding, som gør, at vi importerer for meget affald. Desuden har kommunerne ikke haft et økonomisk incitament til at affaldssortere, da affaldet var mest værd, når det blev brændt af frem for genanvendt.
TONERNE FRA REGERINGEN var derfor sød musik i de grønnes ører. Lige indtil regeringens udspil kom på bordet. Det, der blev præsenteret i forhandlinger, var langt fra regeringens politiske udmeldinger, men lignede nærmere, at der var givet frit slag for embedsmændenes våde drøm om en økonomisk regulering af affaldssektoren, som skulle liberalisere markedet og gøre en ende på kommunernes lommer af magt.
Udspillet gik kort og godt ud på, at kommunerne, der indtil nu har ejet og drevet affaldsforbrændingsanlæggene, skulle tvinges til at selskabsgøre anlæggene. På den måde ville markedskræfterne ifølge klima-, energi- og forsyningsministeren regulere affaldsforbrændingen. Samtidig skulle vi alle til at sortere mere affald i hjemmene. Den sidste del er helt sikkert det, som den menige dansker har lagt mest mærke til, men det er på ingen måde den mest kontroversielle del af aftalen.
De to dele af aftalen var også så separate, at de blev forhandlet i forskellige ministerier: affaldssorteringen hos Miljø- og Fødevareministeriet, og selskabsgørelsen hos Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Hurtigt gik forløbet hos Klimaministeriet i hårdknude, og køen af utilfredse borgmestre og organisationer voksede. Hvad var det, der gik så galt?
Problemerne er flere, men først og fremmest har det at gøre med et embedsværk – og en minister – som ikke havde lavet deres forarbejde.
Det øjeblik man selskabsgør forbrændingsanlæggene og fjerner anvisningsretten over affaldet, falder hele det eksisterende system fra hinanden. Affald går dermed fra at være en ressource til at være en vare
_______
DET DANSKE AFFALDSSYSTEM er nemlig relativt unikt. Som det er i dag, har kommunerne både en pligt til at hente dit og mit affald, men de har samtidig også en ret til affaldet, hvilket er alfa og omega i det nuværende system. Det betyder nemlig, at kommuner kan anvise, hvor affaldet skal hen, og hvem der skal brænde det af. Det har flere fordele.
Først og fremmest betyder det, at affaldet ikke er en vare. Det skal ikke handles. Og derfor kan kommuner planlægge ret præcist, hvor meget der skal være plads til at brænde af. Kommunerne kan gå sammen om at bygge anlæg og dimensionere anlæggene efter udviklingen i kommunerne.
Det betyder dog ikke, at det eksisterende system har været problemfrit. For lidt genanvendelse, en overkapacitet på forbrændingsanlæggene og for svag regulering af farligt affald har medført, at Danmark har eksporteret for meget problematisk affald og har brændt for meget affald af i stedet for at genanvende det. Systemet har ikke været uden huller, men det har været muligt at regulere politisk.
Den model, som blev lagt frem, vil imidlertid kun vil forværre de eksisterende problemer. Det øjeblik man selskabsgør forbrændingsanlæggene og fjerner anvisningsretten over affaldet, falder hele det eksisterende system fra hinanden. Affald går dermed fra at være en ressource til at være en vare, og forbrændingsanlæggene går fra at være almennyttige, kommunalt ejede anlæg til at skulle agere virksomheder med profitmaksimering for øje og med ringere finansieringsmuligheder end tidligere.
KONSEKVENSEN AF AFFALDSAFTALEN vil derfor være trefold:
De forbrændingsanlæg, som har en høj gældsættelse, risikerer at gå konkurs, da de ikke længere kan lånefinansiere gennem Kommunekredit men i stedet skal ud på det åbne marked. Norfors har allerede bebudet, at man vil anse det som ekspropriation, og flere sagsanlæg fra kommuner mod staten vil formentlig følge. Det vil resultere i en milliardregning til skatteborgerne, og i at fuldt funktionelle anlæg, der er vigtige for vores varmeproduktion, må dreje nøglen om. Selv de resterende anlæg vil ende med flere udgifter til låneafdrag og dermed vælte de udgifter over på forbrugernes varmeregning.
Når affaldet gøres til en vare, skal kommunerne ifølge EU-regler sende affaldet i udbud. Det vil sige, at kommunerne ikke længere må transportere affaldet til deres eget affaldsforbrændingsanlæg, men i stedet skal sende det i udbud i EU. Da de danske forbrændingsanlæg er gældsatte, og da vi i Danmark – heldigvis – har høje miljøstandarder for udledningen fra affaldsforbrænding, er der en reel risiko for, at andre europæiske aktører vinder retten til flere kommuners affald, da de kan håndtere affaldet til en billigere pris. Det kan rent hypotetisk betyde, at dansk affald sendes til Italien eller Polen til afbrænding, med langt lavere energieffektivitet og langt lavere miljøkrav. I mellemtiden vil de danske anlæg mangle affald at brænde af.
Mens kommunerne begynder at sende affald ud af landet, skal de nu selskabsgjorte affaldsforbrændingsselskaber til at finde affald, som de kan brænde af, og det vil de gøre på det europæiske marked
_______
Og det leder til den sidste konsekvens, der nærmest virker Kafkask: Den danske import af affald vil stige. Mens kommunerne begynder at sende affald ud af landet, skal de nu selskabsgjorte affaldsforbrændingsselskaber til at finde affald, som de kan brænde af, og det vil de gøre på det europæiske marked. Fordi, og det er hele humlen, forbrændingsanlæggene tjener på at brænde affald af. Derfor vil de maksimere afbrændingen, og når de ikke længere er sikrede affaldet fra deres nærkommuner, vil de agere på det frie marked og øge importen. Dermed vil CO2-udledningerne også stige, da plastindholdet i udenlandsk affald er højere end i dansk affald. Det er det stik modsatte af intentionen med aftalen, og blandt andet Klimarådet har påpeget, at det truer de nationale klimamål.
DET ABSURDE ER, at embedsværket i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet var fuldkomment bevidst om alt dette gennem hele forhandlingsforløbet. Jeg husker for eksempel tydeligt, at vi inden et møde fik udleveret notitser, hvor det fremgik, at forbrændingsanlæggene vil tjene 450 kr. pr. ton importeret affald, men at ministeriet stadig antog et fald i importen og forbrændingen. Da der på forhandlingsmøder blev spurgt, om det ville betyde, at anlæggene så ville maksimere importen, svarede embedsværket, at det ville være den logiske konklusion. Det var bare ikke den konklusion, der blev draget.
Et flertal af forligspartierne trumfede et halvt år efter aftalen igennem med henvisning til at man ikke politisk skulle reducere forbrændingskapaciteten, men at man ved at liberalisere markedet skulle lade det ske ”automatisk”. På trods af at anlæggene tjener penge på at importere og brænde affald af.
De ansvarlige politikere gav så hinanden håndslag på, at hvis aftalen ikke levererede (hvad den ikke vil), så vil de politisk sikre den nødvendige klimaeffekt. Og det er det sidste svigt. For det kan de ikke. Når først hele sektoren er blevet liberaliseret og markedsgjort, er affaldet underlagt EU’s regler for varers fri bevægelighed, og forbrændingsanlæggene vil ligeledes agere på et frit marked. Danmark kan derfor ikke længere begrænse affaldsimporten fra andre lande eller lukke forbrændingsanlæg, så længe anlæggene lever op til minimumskravene.
Den aftale, som vedtages i disse dage, er et irreversibelt makværk, der vil blive dyrt for forbrugere, kommuner og klimaet. Og jeg forstår oprigtigt ikke, hvordan vi – på tværs af politiske forskelle – er endt her. Det er en falliterklæring for det danske embedsværk og det danske folkestyre. ■
Jeg forstår oprigtigt ikke, hvordan vi – på tværs af politiske forskelle – er endt her
_______
Jon Burgwald (f. 1982) er sekretariatsleder og tidligere klimapolitisk rådgiver for Enhedslisten. Han er uddannet cand.techn.soc.
ILLUSTRATION: Energitårnet i Roskilde, som brænder affald af uden forurening og producerer fjernvarme til 65.000 husstande og strøm til 40.000 hustrande [FOTO: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
