Johannes Riber i RÆSONs nye trykte nummer: På Christiansborg håber man stadig at slippe for den store oprustning

11.04.2023

I årtier havde Danmark succes med et lille forsvar på svære missioner. Med Ukraine-krigen er de gamle dage tilbage.

FRA RÆSON53. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen ,En ny virkelighed′.

Af Johannes Riber

Det er mere end et år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Siden da har europæisk sikkerhed været igennem en transition, vi ikke har set siden Den Kolde Krig.

I NATO var Danmark i forvejen kommet sikkerhedspolitisk bagud, fordi vi alt for sent erkendte de sikkerhedspolitiske forandringer, som Europa undergår for øjeblikket. Den geostrategiske virkelig har ikke skiftet så meget i tre årtier, og det er på høje tid, at Danmark finder ud af, hvilken type allierede vi vil være. Har svensk og finsk medlemskab af NATO en betydning for, hvorvidt Danmark i højere grad burde fokusere på Arktis og Nordatlanten eller NATO’s østfront i Baltikum? [se også artiklen af Theussen i dette nummer, red.]. Det ved vi ikke, og netop derfor er der et stort behov for igen at få kigget på Danmarks forsvarspolitik i sin helhed og finde ud af, hvorledes vi bedst bidrager. For specielt med Sveriges og Finlands medlemskab af NATO står Danmark i en sikkerhedspolitisk situation, som vi ikke har været i før. Men det kræver et opgør med den nuværende tænkning, der stadig præger dansk sikkerhedspolitik.

Omstillingen til ekspeditionsforsvaret

Det er ikke underligt, at sådan en ændring er svær, for dansk sikkerhedspolitik fra 1990 frem til 2014 var en bragende succes.

Efter afslutningen af Den Kolde Krig valgte Danmark en strategi, der reelt havde det ene formål at fastholde et stærk og tæt bånd til USA. En strategi, der reelt betød, at Danmark gennem 1990’erne omstillede sit forsvar fuldstændigt fra et territorialforsvar til at kunne udsendes globalt for at deltage i amerikansk-ledede militære operationer. Det var en strategi, som passede dansk forsvarspolitik fint, fordi det betød, at man forsvarspolitisk kunne omstille forsvaret til et effektivt, men også noget mindre ekspeditionsforsvar, hvor der både kunne høstes en økonomisk gevinst, samtidig med at man kunne styrke det bilaterale transatlantiske bånd. Fra 1990 til 2014 faldt de danske forsvarsudgifter fra 2 pct. af BNP til 1,15 pct. Faktisk nåede de danske forsvarsudgifter sit absolut laveste niveau, da Rusland i 2014 invaderede Krim og det østlige Ukraine.

Omstillingen igennem det første årti af 2000 indebar nogle ekstreme besparelser i forsvaret, hvor mantraet var „use it or loose it”.

Fra midten af 1990’erne og to årtier frem var den danske hær indsat i en række meget skarpe operationer, ikke mindst i Irak og Afghanistan. Tilsvarende fik flyvevåbnet og søværnet også deres operationer, hvor flyvevåbnet ud over ture til Irak og Afghanistan bidrog i Libyen. Endelig havde søværnet sin egen mission til Adenbugten med flere års antipirateri-missioner.

Omkostningen var til at tage og føle på. Forsvaret måtte reducere eller helt vinke farvel til en række kapaciteter. Flyvevåbnet sagde farvel til luftværnssystemet Hawk, søværnet mistede ubådene, hæren gennemgik en væsentlig reduktion af en række kapaciteter og mistede reelt i en periode artilleri som våbenart. Systemer, som blev forbundet med Den Kolde Krig, forsvandt, nærmest rituelt for at markere, at de gamle tider var for altid svundne.

Gevinsten var også til at tage og føle på. Danmark opnåede politisk indflydelse i både NATO og over for USA gennem et højt niveau af politisk og militær risikovillighed, ikke mindst i missionerne i Irak og Helmand-missionen i Afghanistan. Således sad Danmark i en periode og på samme tid både på posten som NATO’s generalsekretær og formand for NATO’s Militære Komité. Den internationale politiske kapital og indflydelse lå således ikke i procent af BNP, men i antallet af missioner, som dansk forsvar deltog i.

Men i 2014 så man både en russisk invasion af Ukraine – der førte til annekteringen af Krim – efterfulgt af et NATO-topmøde i Wales, hvor landene skrev under på at arbejde hen imod 2 pct. af BNP. Det var, blot et år efter at man – meget utraditionelt – havde afkortet et indeværende forsvarsforlig for at aftale et nyt og dermed pålægge det danske forsvar 2,7 mia. kroner i besparelser, svarende til cirka 15 pct. af det samlet forsvarsbudget. Fra dansk side gav det god mening, fordi der var en fortsat forventning om, at man kunne bidrage til operationer ude i verden og på den måde stadig få rabat på de 2 pct., man havde aftalt i Wales.  

Den måde at tænke sikkerhedspolitik på var blevet så indgroet – både politisk og militært – at den var blevet en naturlig del af det danske forsvar og af dansk forsvarspolitik.

Der havde udviklet sig en sikkerhedspolitisk kultur mellem det politiske og militære niveau i Danmark, som havde to helt klare tendenser:

Den ene var, at forsvaret leverede de kampklare og specialiserede kapaciteter, som kunne udsendes med kort varsel. Den anden, at indkøb til forsvaret fokuserede på kvalitet over kvantitet. Sidstnævnte var en kultur, som udsprang direkte af ønsket om at reducere menneskelige tab i internationale missioner – for kvalitetskravet gjaldt alene de dele af forsvaret, som skulle være parat til udsendelse. Man købte nye våben, køretøjer og personelbeskyttelse – men ikke mere, end hvad der netop var nødvendigt for at drive et ekspeditionsforsvar. Prisen var, at en række andre opdateringer og indkøb blev udskudt eller fravalgt. Fx krævede det en russisk ubåd i Stockholms skærgård, før forsvaret besluttede sig for at indkøbe antiubådsudstyr til de nyindkøbte Sea Hawk-helikoptere. Udstyr, som helikopteren var designet til at bære, men som i begyndelsen var blev fravalgt fra dansk side.   


Ramstein Air Base i Tyskland, 20. januar 2023: Forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen flankeret af forsvarschef Flemming Lentfer deltager i møde med Ukraine Defence Group, der består af allierede fra mere end 40 lande [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]

Sprækkerne viser sig

Men op igennem 2000’erne begyndte der at være tegn på, at denne tilgang ville slå sprækker. Forsvarets evne til at kunne erstatte de tab og udgifter, som årtiers missioner havde givet, blev dårligere og dårligere.

Sikkerhedspolitisk begyndte det også at knage. Arktis kom på den sikkerhedspolitiske agenda, uden at man fra dansk side var særlig opmærksom. Således meldte den daværende udenrigsminister, Lene Espersen, afbud til et møde i Canada i 2010, hvor de andre arktiske udenrigsministre deltog – herunder både den russiske og amerikanske. Beslutningen kostede Espersen udenrigsministerposten, men et par år senere kunne man stadig opleve politiske kommentatorer mene, at årsagen til hendes exit var afbuddet til et betydningsløst møde. Derudover sad man i Danmark det sikkerhedspolitisk overhørig, at Rusland annekterede Krim og gjorde krav på to provinser i Ukraine.

Både på Christiansborg og i forsvaret selv herskede stadig troen på, at deltagelse i internationale operationer kunne erstatte de økonomiske investeringer, som NATO forventede. 

Det var reelt først med Donald Trumps sejr, at Danmark blev rystet ud af sine forsvarskulturelle antagelser om, hvad god dansk sikkerhedspolitik var. Delvist pga. Trumps vanvittige forslag om at købe Grønland – delvist fordi Trump på alle måder forklarede europæerne, og hermed også Danmark, at der kun var én ting, som talte i Washington, nemlig 2 pct. af BNP.

I 2018 vedtog man et nyt forsvarsforlig for 2018-23, der først ved sin afslutning ville have rullet besparelsen fra 2013 tilbage. Det såkaldte ,historiske løft’ af forsvaret var derfor reelt stadig en spareøvelse, da forsvaret stod til først at modtage pengene i slutningen af forligsperioden. Dertil vedtog man i 2021 en arktisk ,kapacitetspakke’ som et direkte resultat af amerikansk kritik af Danmarks manglende fokus på Arktis. Danmark var få år forinden begyndt at fokusere sin sikkerhedspolitik mere mod Grønland – men ikke i det tempo, som man ønskede sig i Washington. Danmark fortsatte derimod stadig med udsendelser – primært til Irak, men også ved at sende en fregat til Guineabugten.

Med Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 efterfulgt af Sveriges og Finlands anmodning om NATO-medlemskab blev det klart, at tiden med et ekspeditionsforsvar båret af ,høj kvalitet-lav kvantitet’ var slut. Tiden, hvor politisk indflydelse hang sammen med deltagelse i skarpe missioner uden for NATO’s grænser, var ovre – bedst symboliseret med, at den danske fregat i Guineabugten blev trukket hjem før tid for at bidrage i maritime operationer i NATO-rammen.

Det nationale kompromis om at nå 2 pct. af BNP inden 2030 ansås derfor af mange som et skift i dansk sikkerhedspolitik. Men som det var tilfældet med forliget 2018-23, hvor de fleste penge først faldt i 2023, bliver der fortsat spekuleret i, hvorvidt Danmark reelt har sat fristen til 2030, i håb om at den sikkerhedspolitiske virkelighed i Europa er forbedret til den tid.

På den måde satser dansk sikkerhedspolitik stadig på, at man kan spille spørgsmålet om de 2 pct. BNP ,til hjørne’ og indtil da bidrage med bl.a. militært isenkram til Ukraine og Baltikum – på den måde følger Danmark stadig den sikkerhedspolitiske logik fra 2000’erne.

Den hårde konsekvens af, at dansk sikkerhedspolitik stadig hænger i arven fra før Ukraine-krigen, er, at Danmark reelt mister en del af den indflydelse og internationale ,kredit’, som årtierne i Afghanistan og Irak havde skabt.

Hvis Danmark fortsat ønsker både at have gode relationer i NATO samt et tæt transatlantisk bånd, er det ved at være sidste udkald. Man skal få sat tempoet i forsvarsinvesteringerne op – ellers vil Danmark langsomt, men sikkert være på vej retur til sin rolle under Den Kolde Krig: Hvor vi nyder mere, end vi yder. ■

 

Hvis Danmark fortsat ønsker både at have gode relationer i NATO samt et tæt transatlantisk bånd, er det ved at være sidste udkald
_______

 

Johannes Riber (f. 1969) er uddannet søofficer og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han er derudover Ph.d. studerende ved Københavns Universitet, hvor han forsker i småstater og sømagt, herunder den danske flådes udvikling siden 1990.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland