Jørgen Teglers i RÆSON SØNDAG: Hvad kan Koreakrigen lære os om udsigterne til fred i Ukraine?

22.09.2023

Der er erfaringer fra Koreakrigen 1950-1953, som kan overføres til krigen i Ukraine. De kan måske endda gøre os klogere på fremtidsperspektiverne i den aktuelle konflikt. Meget tyder på, at 2024 kan blive året med muligheder for forhandling om våbenhvile eller fred i Ukraine.



Af Jørgen Teglers

Efter længerevarende russisk militær opbygning igangsatte præsident Vladimir Putin en krig i Europa med sit angreb på Ukraine fredag den 24. februar 2022.

I tiden op til angrebet mødtes Putin med en række vestlige ledere ved det lange bord i Kreml, uden resultat. På trods af erfaringerne fra 2014 med den russiske annektering af halvøen Krim vejede erfaringerne fra Den kolde Krig fortsat tungt. Der var en udbredt opfattelse af, at Rusland ikke var villig til at indlede en omkostningstung krig for at opnå politiske mål. Ja, et flertal af vestlige ledere mente sågar, at fredens fundament ligefrem var blevet styrket i 1989-90 med Murens fald og Tysklands genforening.

”Zeitenwende”

Angrebet markerer et endeligt farvel til forestillingen om et sammenhængende Europa baseret på fælles værdier og anerkendte grænser. Officielt talte Putin om en ”særlig militær operation” med bandlysning af ord som ”krig” og ”invasion”. Men den tyske kansler Olaf Scholz lagde allerede efter weekenden, mandag den 27. februar 2022, hårdt ud i den tyske Forbundsdag. Her betegnede han angrebet som et ”Zeitenwende” (en tidsomvæltning), og han tilføjede, at der ville være behov for en massiv militær oprustning.

Netop fordi Scholz repræsenterede Tyskland, med dette lands særlige og belastede historie, vakte hans hurtige, officielle udmelding stor opsigt blandt de allierede. Kampen for frihed og demokrati kom nu i centrum i den støtte til Ukraine, der voksede frem i kredsen af NATO- og EU-lande.

I starten var de langsigtede perspektiver om fred eller langvarig krig fraværende – det drejede sig ganske enkelt om at bistå Ukraine med at overleve som selvstændig stat. Efter et forløb på snart 16 måneder er hjerterne forsat varme. Men de økonomiske konsekvenser af den vedholdende støtte vil naturligvis slide på den vestlige opbakning til Ukraines frihedskamp.

Med præsident Volodymyr Zelenskyj i spidsen presser Ukraine fortsat på for at få leveret flere og bedre våben. Selvom det går langsomt, bliver der leveret våben, senest bl.a. tilsagnet om 50 F16-kampfly fra Holland, Danmark og Norge og 80 brugte Leopard-1 kampvogne, som er ved at blive leveret fra Tyskland, Holland og Danmark. Der er ikke meget fred i det perspektiv, der i øjeblikket præger krigen i Ukraine.

Rusland og Ukraine står begge stejlt på absolutte krav, og begge parter satser hårdt på at styrke deres position på slagmarken. Men det udelukker ikke, at der uofficielt bag facaden spekuleres i en eller anden form for afslutning af krigen. I det mindste en våbenhvile. Her kan aftalen om våbenhvile i Koreakrigen den 27. juli 1953 udgøre en mulig inspirationskilde.

 

Rusland og Ukraine står begge stejlt på absolutte krav, og begge parter satser hårdt på at styrke deres position på slagmarken. Men det udelukker ikke, at der uofficielt bag facaden spekuleres i en eller anden form for afslutning af krigen
_______

 

Forhandlet våbenhvile blev afslutningen på Koreakrigen

Koreakrigen startede den 25. juni 1950 med Nordkoreas overraskelsesangreb på Sydkorea. Hensigten var at gennemtvinge en forening af det delte Korea på nordkoreanske betingelser under kommunistisk ledelse.

En afstemning i FN’s Sikkerhedsråd, som USSR boykottede i protest mod Taiwans plads i Rådet, gjorde det muligt for USA at sætte militært ind i henhold til FN-pagten. Krigens parter blev Nordkorea, Kina og Sovjetunionen på den ene side og Sydkorea, USA samt en række tilsluttede FN-lande på den anden. Danmarks deltagelse med hospitalsskibet Jutlandia var et eksempel herpå. Der kunne fra dansk side alene skaffes politisk flertal for en humanitær deltagelse.

Kina greb tidligt ind i krigen i slutningen af 1950. Store tab og mangel på udsigt til sejr gjorde krigen stærkt upopulær i USA. Man sagde derfor ja til at indlede fredsforhandlinger i grænsebyen Panmunjom den 1. juli 1951.

Efter to års forhandlinger underskrev Sydkorea og Nordkorea en våbenhvileaftale den 27. juli 1953, og der blev etableret en demilitariseret zone stort set langs den gamle grænse mellem nord og syd. Der er formelt stadig krig mellem Nord- og Sydkorea, idet der aldrig er indgået en fredsaftale.

Når man følger den aktuelle udvikling på den koreanske halvø, er begrebet fred ikke det første, der falder én ind; men våbenhvilen stoppede kamphandlingerne. Uagtet, at Nordkorea ensidigt trak sig fra våbenhvileaftalen i 2009, dominerer den tolkning, at Kim Jong-uns oprustning de senere år, hvad angår missiler og udvikling af kernevåben, alene har til hensigt at cementere regimets overlevelse.

Koreakrigen som historisk fortilfælde

Koreakrigen var den første militære konflikt mellem de to blokke under Den kolde Krig. Derfor var der ingen historiske fortilfælde at trække på hos beslutningstagerne. Koreakrigen kan imidlertid bruges som inspirationskilde for krigen i Ukraine ud fra teorien om det historiske fortilfælde.

Trods væsensforskelle på de to krige, bl.a. at Den kolde Krig i 1950’erne var på sit højdepunkt som den fremherskende internationale orden, kan der drages en række paralleller.

For det første stod det dengang som nu tidligt klart, at en sejr ville kræve en vidtgående indsats, både militært og politisk. I Koreakrigen anbefalede USA’s øverstkommanderende, general MacArthur, ligefrem at gå så vidt som at bombe kinesiske mål i Manchuriet, om nødvendigt med atomvåben. Det blev for meget for præsident Harry S. Truman, der afskedigede MacArthur i april 1951. På samme måde har Kina forbudt Putin at tage atomvåben i brug i den nuværende krig.

For det andet er USA dengang som nu på vej mod et præsidentvalg et par år inde i krigen. Under Koreakrigen stillede den populære Dwight D. Eisenhower op for Republikanerne og vandt. Som tidligere øverstkommanderende for de vestlige styrker bag VE (Victory in Europe) og NATO’s militære øverstkommanderende 1950-52 fremstod han med en yderst solid baggrund. Hans kandidatur var derfor med til at styrke Republikanernes kritik af Koreakrigen. På samme måde kan det amerikanske præsidentvalg i 2024 medføre et begrundet kursskifte i USA’s tilgang til Ukrainekrigen, om end vi endnu ikke ved, hvor langt USA vil gå.

For det tredje er der de store menneskelige omkostninger ved begge krige. Under forhandlingerne om våbenhvile og fred i Koreakrigen var ét af de store stridspunkter behandling og hjemsendelse af krigsfanger. Stridspunktet trak forhandlingerne i langdrag, hvilket bl.a. var med til at øge tabstallet, der ved krigens afslutning var ca. 3 mio. døde. Der findes ingen bekræftede tabstal i Ukraine, men millioner er sendt på flugt, og titusindvis har indtil videre mistet livet. Store tab af menneskeliv skaber krigstræthed og et stadig øget pres på at afslutte krigen.

 

Det amerikanske præsidentvalg i 2024 kan medføre et begrundet kursskifte i USA’s tilgang til Ukrainekrigen, om end vi endnu ikke ved, hvor langt USA vil gå
_______

 

Ukraine – fra lynkrig til opslidningskrig

Putins beslutning om at angribe Ukraine var begrundet i at bremse, eller helt standse, landets glidning mod vest og de dertil knyttede institutioner såsom EU og NATO. Det krævede det så, at man hurtigt fik greb om den politiske magt i landet ved brug af militære midler. Men da en hurtig erobring at hovedstaden Kyiv mislykkedes, stod det klart, at den russiske ledelse skulle indstille sig på en længerevarende krig.

Nu skiftede det russiske angreb fra lynkrig til opslidningskrig. Det betød også, at Ukraines vestlige støtter måtte indstille sig på en krig uden en forventet udløbsdato og dens krav om løbende forsyning. Spørgsmålet om, hvor længe krigen kunne vare, meldte sig derved hurtigt på banen.

I det historiske fortilfælde, Koreakrigen, førte netop det svækkede sejrsperspektiv hurtigt til konkrete forhandlinger om fred eller våbenhvile. Dette kan også blive tilfældet i Ukraine, men spørgsmålet er, om denne tænkning synes på vej op til overfladen.

Udsigten til fredsforhandlinger

Ingen af parterne har pt den nødvendige styrke til at sætte sig igennem militært eller politisk. Krigen er præget af konsolidering og fastfrysning. Putin har forskanset sig solidt i de erobrede områder øst for Dneprfloden, og Ukraine rykker kun langsomt frem ved fronten.  

Hvad de militære styrkeforhold angår, har Ukraine bragt sig i et dilemma. På den ene side skal Ukraine opbygge og fastholde stærke offensive militære kapaciteter til et gennembrud af de russiske stillinger, samt en tilbageerobring af det tidligere ukrainske territorium. På den anden side skal de effektivt kunne forsvare sig mod russiske angreb på kritisk infrastruktur og civilbefolkning.

Styrkemæssigt ønsker Ukraine at kunne gå på to ben: både at kunne angribe og beskytte sig mod angreb. Dilemmaet er så akut, at Ukraine, i sin politiske kamp for mere og bedre hjælp, oprindelig ønskede luftforsvaret på plads med uddannede piloter til F-16-fly før igangsættelsen af sin omtalte forårs- eller sommeroffensiv. Dilemmaet er alt andet lige med til at udsætte det tidspunkt, hvor der for alvor kan indledes forhandlinger om en våbenhvile og eventuel fred.

Når Ukraines præsident Zelenskyj taler om sejr, forstås det normalt som, at man har trængt det russiske militær ud af landet, samt fået halvøen Krim tilbage om nødvendigt med kamp. Ukraines udgangspunkt i en forhandling er, at de vil have de besatte områder tilbage. Udsigten til medlemskab af NATO og EU kan dog gøre Ukraine villig til at indgå et kompromis.

For én ting ligger fast: Ukraines medlemskab af NATO og EU afhænger af, at der opnås fred. Derfor spøger totrinsraketten; om Ukraine kan være villig til at betale en territoriel pris for en fred med Rusland, hvis modydelsen åbner for en udsigt til medlemskab af NATO og/eller EU.  

Det er nemlig på nuværende tidspunkt meget svært at forestille sig, at Rusland og Putin vil afstå de besatte områder i en forhandling. Putin har fra begyndelsen været af den opfattelse, at Sovjetunionens opløsning i kølvandet på Murens fald og den tyske genforening var en markant historisk misforståelse. Hans stærke følelser på dette punkt bunder formentlig i, at han som KGB-agent i Dresden oplevede den overraskende europæiske udvikling og USSR’s frivillige kapitulation på nært hold. Afløseren Rusland skulle i fremtiden ikke reduceres yderligere. Det er derfor meget svært at forestille sig, at Putin vil afstå de besatte områder i en forhandling.

Putins oprindelige formål med krigen har dog lidt skibbrud. Det politiske pres opretholdes i stedet gennem ødelæggelse af ikke-militære mål i Ukraine, der også rammer civilbefolkningen. Al erfaring fra 2. Verdenskrig viser dog, at denne vej ikke kan erstatte den direkte erobring af regeringsmagten. Putins plan om at stationere taktiske atomvåben i Belarus ændrer heller ikke på det forhold, at Kina klart siger fra med hensyn til anvendelse af kernevåben under Ruslands krig i Ukraine. Dette kan være med til at få Rusland til forhandlingsbordet.

Også USA’s interesser kan vise sig at kunne sætte skub i forhandlinger mellem parterne. USA med Joe Biden som præsident har i krigens hidtidige forløb haft afgørende betydning for Ukraines krigslykke. Nu har den siddende præsident proklameret, at han genopstiller til det kommende præsidentvalg. På den baggrund må det forventes, at Biden vil nærme sig initiativer, der peger i retning af våbenhvile og fred inden valget i november 2024.

 

Nu har den siddende præsident proklameret, at han genopstiller til det kommende præsidentvalg. På den baggrund må det forventes, at Biden vil nærme sig initiativer, der peger i retning af våbenhvile og fred inden valget i november 2024
_______

 

Tilfældets betydning i Ukrainekrigen

I Koreakrigen tog det over to år at nå frem til en våbenhvileaftale. Hvis der indledes forhandlinger om fred eller våbenhvile i Ukraine, er det sandsynligt, at Ukraines og Ruslands krav vil trække forhandlingerne i langdrag. Det giver mere plads til, at ”tilfældets betydning” kan komme til at spille ind.

Den praktiserede teori om det historiske fortilfælde rummer uundgåeligt eksempler på det, man kunne kalde tilfældets betydning. Jo mere magt de ledende personligheder udøver i krigens indhold og forløb, des mere vokser tilfældets betydning, hvis de ændrer karakter eller forsvinder.

Under Koreakrigen døde Joseph Stalin den 5. marts 1953. Der blev indgået våbenhvile i sommeren 1953. Sammenhængen mellem Stalins død og våbenhvilen er oplagt: Nordkorea angreb næppe Sydkorea i juni 1950 uden Stalins forhåndsgodkendelse, og hans død satte for alvor skub i forhandlingerne med de nye magthavere i Kreml.

På samme måde er det nærliggende at forestille sig, at det vil få betydning for krigen i Ukraine, hvis én af de centrale aktører – særligt Putin, Biden eller Zelenskyj – må gå af som præsident, eller hvis deres position svækkes alvorligt indenrigspolitisk.

Det er dog vanskeligt at forudsige, hvad bortfaldet, eller svækkelsen, af en central aktør kan få som virkning på kort eller længere sigt. Joseph Stalin var enehersker, og det er derfor nemmere at vurdere, hvad der skete/ville ske ved hans død eller svækkelse sammenlignet med Biden, Putin og Zelenskyj. De vidtgående autokratiske tendenser under Putin har dog bragt ham tættere på en position som sårbar enehersker.

I Ukraine sidder præsident Volodymyr Zelenskyj tilsyneladende uantastet. Han overtog embedet som 41-årig den 20. maj 2019 på et sikkert folkeligt mandat. Posten er fem år med mulighed for et genvalg. Med landet i krig optræder den nu 45-årige præsident som lidt af en Winston Churchill. Ved krigens start afslog han det amerikanske tilbud om evakuering med det modige ordvalg: ”Jeg har ikke brug for et lift. Jeg har brug for ammunition”. Herved blev han med ét slag en berømt frihedshelt ud over Ukraines grænser.

Zelenskyjs vitale rolle i kampen for Ukraine kan dårligt overdrives. Hvor han end bevæger sig hen, bliver der passet ekstremt godt på ham. På grund af krigen er landets demokratiske valg midlertidigt sat på pause. Det planlagte ukrainske præsidentvalg den 31. marts 2024 er derfor fortsat noteret som ”ikke bekræftet”.

I Rusland er der udskrevet valg til præsidentposten den 17. marts 2024. Putin har endnu ikke anmeldt sit kandidatur til genvalg. Uanset det flossede russiske demokrati er valget ikke ligegyldigt. De militære tilbageslag og den dårlige økonomi har sat Putin under pres. Beslutter han at genopstille for femte gang, vil han være fyldt 71 år.

Så får han potentielt yderligere seks år ved magten oveni den slitage, som hans magtposition i forvejen har været udsat for. Senest med Wagner-gruppens mytteri og dødelige efterspil. Det vil være velbegrundet at konkludere, at Putins post som magtfuld præsident, med en underkuet opposition, er i farezonen. Det seneste møde mellem Nordkoreas leder Kim Jong-un og Putin vil næppe ændre på det forhold.

 

Fastfrysning af fronterne, høje omkostninger og store tabstal på begge sider bør alt andet lige motivere parterne til forhandlingsbordet. Men det er næppe realistisk, at Rusland og Ukraine selv finder en løsning
_______

 

I USA har Joe Biden bekendtgjort, at han genopstiller til præsidentvalget den 5. november 2024. Han vil da være 82 år. Vinder han valget, kan karrieren slutte som 86-årig. Joe Biden er en i særklasse erfaren politiker; men dette til trods kan han ikke løbe fra sin høje alder og de risici, der følger med. Eksempelvis en svækket førlighed og koncentrationsevne, der gør ham uegnet til at fungere i det krævende embede. Under alle omstændigheder kommer præsidentvalget til at få afgørende betydning for omfanget af USA’s engagement i Ukraine. Donald Trump har allerede åbent erklæret, at han vil droppe hjælpen til Ukraine, hvis han bliver præsident igen.

Oveni dette afholder de 27 EU-medlemslande valg til Europa-Parlamentet (EP) den 6.-9. juni 2024. Det er utænkeligt, at EP-valgkampen ikke vil være præget af Ukrainekrigen og m også et diplomatisk udspil fra USA til vedtagelse i et nyvalgt EP.

Med både Putin og Biden på valg samt et EP-valg i 2024 synes vejen således banet for bevægelighed både militært og politisk. Samtidig vokser antallet af situationer, hvor tilfældets betydning hos de centralt placerede aktører kan blive udslagsgivende.

2024: Bevægelighedens og forhandlingernes år?

De historiske omstændigheder, der banede vej for våbenhvileaftalen i Koreakrigen, kan også genkendes i Ukrainekrigen. Fastfrysning af fronterne, høje omkostninger og store tabstal på begge sider bør alt andet lige motivere parterne til forhandlingsbordet. Men det er næppe realistisk, at Rusland og Ukraine selv finder en løsning.

De vestlige våbenleverancer, herunder de 50 F-16 kampfly fra Danmark, Holland og Norge, der i bedste fald leveres i 2024-2025, ændrer ikke krigens gang på den korte bane. Der skal andet og mere til for at skabe bevægelighed og åbne et muligt forhandlingsvindue. Her kan de kommende russiske, amerikanske og europæiske valg i 2024 samt tilfældets betydning spille en rolle.

Det russiske valg vil næppe ændre landets strategi i Ukraine; nemlig en langtrukken opslidningskrig. Medmindre Putin – mod forventning – ikke genvælges eller beslutter at trække sig. De europæiske og amerikanske valg kan derimod være en katalysator for udformningen af et fælles fredsudspil.

Ligesom under Koreakrigen er USA den dominerende magt i Ukrainekrigen. Svigter USA Ukraine, hvad angår den løbende forsyning med våben og ammunition, vil Ukraine stå alvorligt svækket tilbage. Uden USA er der ikke udsigt til, at Ukraine vil bestå som selvstændig stat. Når erfaringerne fra Koreakrigen medtænkes, kan man tilsvarende skrive: Intet selvstændigt Sydkorea uden USA. Begge krige fremstår som angrebskrige – fra henholdsvis Nordkorea og Rusland.

I USA’s valgår 2024 er det nærliggende, at præsident Biden, på et gunstigt tidspunkt i krigen og valgkampen, vil forsøge sig med et diplomatisk udspil i tæt samarbejde med EU og NATO’s europæiske medlemmer. Ideelt set skal et diplomatisk udspil støttes af Kina for at kunne lægge det nødvendige pres på Rusland. Et eventuelt fredsudspil med Kina er imidlertid ingen vindersag i en amerikansk valgkamp. Et fredsudspil fra USA, EU og andre villige lande kan dog udnytte Kinas erklærede interesse i et forbedret forhold til EU-landene, hvis udspillet bygger på en klassisk noget-for-noget-tankegang.

Uanset udfaldet af de kommende valg tegner der sig et billede af 2024 som bevægelsens år. Pilen peger mod et forhandlingsvindue, der kan udmøntes i en våbenhvile i lighed med det historiske fortilfælde, Korea. Et balanceret diplomatisk udspil fra USA, EU og NATO’s europæiske allierede vil gøre det svært at undvige for Rusland og Ukraine. Opbakning fra Kina og Indien, om ikke andet stiltiende, vil yderligere styrke udspillet og presset på parterne – især Rusland.

Imens vil Ukraine fortsat have travlt med at tilbageerobre besat territorium for ikke at miste det i længden. Ukraine har alt andet lige mest at slås for: Overlevelse som selvstændigt stat bag anerkendte grænser.

 

Uanset udfaldet af de kommende valg tegner der sig et billede af 2024 som bevægelsens år. Pilen peger mod et forhandlingsvindue, der kan udmøntes i en våbenhvile i lighed med det historiske fortilfælde, Korea
_______

 

ILLUSTRATION: Sinuiju i Nordkorea, 14. april 2017: En nordkoreansk grænsevagt spejder mod den kinesiske grænseby Dandong [FOTO: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix]

Jørgen Teglers (f. 1946) er lektor emeritus i Historie og Samfundsfag.