01.01.2023

2022 blev præget af en revolte mod den amerikanske verdensorden. Den slog fejl. Men det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den for alvor underløbes. 2023 kan give et fingerpeg.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Jørgen Ørstrøm Møller

2022 BLEV PRÆGET af en revolte mod den amerikanske verdensorden. Den slog fejl.

Men alene det forhold, at en revolte kunne komme på tale, afslører, at den amerikanske styrkeposition er svagere end for et eller to tiår siden.

Selv ikke på højden af sin magtposition ville Sovjetunionen have vovet et militært eventyr sammenligneligt med den russiske invasion af Ukraine. Khrusjtjovs opstilling af atomraketter på Cuba i 1962 førte til hastig tilbagetrækning; efterfølgende afsatte et skrækslagent politbureau ham.

Lande som Iran og Tyrkiet ville ikke have tirret USA. Saudi-Arabien ville have holdt fast i alliancen med USA og ikke arrangeret et statsbesøg for Kinas præsident Xi Jinping med stor fanfare.

Alt dette varsler, at det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den amerikanske verdensorden for alvor underløbes. 2023 bliver ikke afgørende, men kan give et fingerpeg.

Trænges Rusland ud af Ukraine med et ydmygende nederlag, er Kina fortsat i et økonomisk krybespor, stoppes en iransk nuklear oprustning og opnår den amerikanske økonomi synlig vækst kombineret med politisk ro, kan det siges, at USA har sat sig fast i sadlen. Men eftersom USA’s globale magtposition er aftagende som følge af lavere andel af det globale bruttonationalprodukt, der sættes spørgsmålstegn ved den amerikanske samfundsmodel, og vi samtidig ser en aftagende interesse i USA for fortsat at påtage sig en global rolle, som det kom til udtryk i Donald Trumps præsidentperiode, holder den position kun godt og vel et tiår; herefter kommer den næste revolte

Opfyldes disse betingelser ikke eller kun delvist, vil USA blive udfordret – omend i mindre grad end ved det russiske angreb på Ukraine. I dette scenario fastlåses verden i en situation, hvor USA nok ubetinget er den stærkeste magt, men ikke er stærk nok til at få sin vilje uden videre. Kriser herunder af militær karakter vil blive dagens orden. USA vil som en anden brandmajor springe fra krise til krise og nok have held til at slukke brandene, men ikke til at forhindre, at der opstår andre.

 

Demokratiet fik kunstigt åndedræt i 2022
_______

 

Politik og økonomi

Demokratiet fik kunstigt åndedræt i 2022. Det amerikanske midtvejsvalg i november hang i en tynd tråd; men den sidste fjer faldt i vægtskålen for moderate politiske kræfter. I Frankrig vandt Macron præsidentvalget med et klart omend mindre flertal end i 2017. Højreekstremister fik regeringsmagten i Italien; men deklarerede uden tidsspilde en politik der langt fra er ekstremistisk. Tyskland fik en midtsøgende regering og fløjparterne et dårligt valg. Boris Johnson blev af sine egne partifæller tvunget væk.

Dette er lyspunkter i en mørk tid. Det vil vise sig, om tendensen er vedvarende – først og fremmest når USA i 2024 skal til præsidentvalg.

Den økonomiske situation er på overfladen ikke så dårlig, selv om begejstringen kan rummes på et frimærke. Det værste – en recession – blev undgået; men inflation og uligevægt har hjemsøgt stort set alle lande.

En del analytikere er rimeligt optimistiske. Det er dog svært at se, hvori de grunder deres optimisme. Der er usikkerhed om vækst for den kinesiske økonomi. USA og Europa har undgået arbejdsløshed, men kræfter, som kan trække den globale vækst opad, springer ikke i øjnene. Til gengæld er det efter coronapandemien let at notere sig manglende modstandskraft, såfremt det går galt.

Den globale gældssituation er mildest talt urovækkende. Den samlede globale gæld (den offentlige sektor, husholdninger og virksomheder) løber op i USD 290 billioner, hvilket er mere end tre gange det globale bruttonationalprodukt. Den er steget markant over de seneste fem år. UN Development Program (UNDP) har advaret om, at 54 udviklingslande er i alvorlige gældsproblemer. De tegner sig for 18 pct. af den globale befolkning og udgør mere end halvdelen af de 50 lande, som bliver hårdest ramt af klimaforandringerne.

Nordøstasien

Efter en del år med et billede af Kina som kommende supermagt, er overskrifterne herom falmet. Det er tydeligt, at landet er svækket. Det demografiske billede viser faldende arbejdsstyrke og et ældreproblem. Det kan ikke brødføde sig selv, det skal importere stort set al sin energi, er hjemsøgt af miljøproblemer, stigende indkomstulighed og en dyb afhængighed af økonomisk globalisering og den internationale handel, som den amerikanske flåde er i stand til at afskære landet fra.

Som coronapandemien viste, er den kinesiske ledelse fokuseret på landets egne problemer. Det kommunistiske parti ser det som nødvendigt at fastholde billedet af dets legitime monopol på regeringsmagten – og det kræver højere levestandard for den almindelige kineser.

 

Kriser af militær karakter vil blive dagens orden. USA vil som en anden brandmajor springe fra krise til krise og nok have held til at slukke brandene, men ikke til at forhindre, at der opstår andre
_______

 

Udenrigspolitikkens opgave er at bidrage til indfrielsen af dette mål. Med ca. 1,4 milliarder indbyggere tiltrækker dets handlinger sig betydelig opmærksomhed, men billedet af en aggressiv og frembrusende supermagt, der uden videre bryder internationale aftaler og spilleregler, der overholdes af alle andre, er ved siden af skiven. Kina gør ikke noget, som andre stormagter ikke også gør.

Taiwan er et varmt emne. I 2022 blev der sat spørgsmålstegn ved den hidtidige forståelse, som har tjent alle parter – Kina, Taiwan og USA – godt. Den går i store træk ud på at lade den legale og fremtidige status for øen være uafklaret – strategisk tvetydighed. Kina såvel som Taiwan kan opretholde hver sin fortælling om, hvad den fremtidige status for Taiwan skal være. USA kan forholde sig tavs. Alle tre beskylder nu hverandre for at rokke ved denne forståelse.

Vesten og Kina har en forskellig opfattelse af krig som middel til at opnå resultater. Den vestlige tænkning er forankret i von Clausewitz’ værk ’vom Kriege’ (1832-1834), der ser krigen som en fortsættelse af politikken med andre midler. Krig er et legitimt instrument til at opnå et politisk mål. I sin karakter er den hverken god eller dårlig.

Kina spiller efter Sun Tzus partitur nedfældet for godt 2500 år siden med kernesætningerne: Krig bør kun overvejes, såfremt alle andre muligheder er udtømte. Krig er et dårligt instrument med omkostninger også for sejrherren.

Kina er imidlertid kompromisløst når det handler om genforening, og militære skridt til opnåelse heraf udelukkes ikke. Men ’krig’ skal fortolkes med Sun Tzus forbehold og præciseringer, og de er ikke opfyldt i 2023 – langt fra. Højt profilerede besøg af amerikanske politikere, herunder formanden for repræsentanternes hus, Nancy Pelosi, og opbygning af amerikanske militære alliancer med Storbritannien og Australien vejes på denne vægtskål. De indebærer ikke, at ’alle andre muligheder er udtømte’. Kun hvis USA eller Taiwan tager skridt (som fx en ensidig uafhængighedserklæring) der gør, at Sun Tzus betingelser er opfyldt, kommer et kinesisk angreb på tale; i så fald er det en realistisk mulighed.

Japan opruster ved fordobling af forsvarsudgifterne og gennemgår en ændring af det japanske militærs rolle fra selvforsvar til at kunne påtage sig opgaver herudover. Efter tilbagetrækningen fra Afghanistan ser Japan ikke længere USA som en troværdig alliancepartner. Sydkorea vil formentlig gå samme vej. Muligvis vil begge lande overveje anskaffelse af atomvåben. Der er således tale om en svækkelse af USA’s militære position i Nordøstasien og ikke en styrkelse. Problemet bliver i første omgang Nordkorea, som hidtil har baseret sin sikkerhed på atomvåben, og som ikke uden videre vil se på, at Japan og Sydkorea går den vej. Hvortil kommer dets insisteren på at forhandle med USA – og ikke Japan eller Sydkorea.

Den hidtidige stabilitet i Nordøstasien kan næppe opretholdes. Landene vil manøvrere for at føle hinanden på tænderne. Et sådant spil kan gå galt. I første omgang ved misforståelser og fejlfortolkninger. På længere sigt ved, at interessemodsætninger ikke søges udglattet, men får lov at slå igennem med modforanstaltninger, der let kan føre til en løbende optrapning ude af kontrol.  

 

Den hidtidige stabilitet i Nordøstasien kan næppe opretholdes. Landene vil manøvrere for at føle hinanden på tænderne. Et sådant spil kan gå galt
_______

 

Mellemøsten

Stabilitet i medfør af USA’s alliancer med en række olieeksporterende lande, herunder navnlig Saudi-Arabien, er ved at blive udvisket. Derved eksponeres Israel, der, som Japan, skubbes i retning af at styrke bevidstheden om kun at stole på sig selv. I dette komplicerede spil melder Kina og Rusland sig som deltagere.

Iran var tidligere en samarbejdspartner for Kina. Derfor må præsident Xi Jinpings besøg i Saudi-Arabien og deltagelse i det første ’Kina-arabiske topmøde’ have været en ubehagelig overraskelse for Iran. I dobbelt forstand, eftersom det skete på et tidspunkt (december 2022) med demonstrationer rettet mod regimet.

Føler det iranske præstestyre sig yderligere isoleret kombineret med intern uro, kan det blive fristet til at styrke grebet om magten og kaste blikket på omverdenen for at se, hvad der kan gøres for at appellere til patriotisme.

Levering af iranske droner til Rusland skal muligvis ses i dette perspektiv. Kina signalerer sit ubehag ved krigen i Ukraine til Rusland og skubber Iran ud til fordel for Saudi-Arabien. Denne kinesiske lunkenhed overfor Rusland og Iran kan have bestyrket deres fornemmelse af, at de to lande står i en krise overfor Vesten og vel at mærke uden allierede. Hvad har de at tabe ved at rykke tættere sammen?

Forlydender fortæller, at forhandlinger om stop for Irans formodede atomprogram er slået fejl. Måske har Rusland givet løfter til Iran af militær karakter i tilfælde af angreb for at stoppe programmet. Israel har gentagne gange utvetydigt sagt, at Iran med atomvåben er utænkeligt; USA har sagt det samme, om end med lidt svagere tonefald. De omkringliggende lande ønsker alle, at Iran ikke får atomvåben. Og med en fejlslåen forhandling for at hindre dette, hvad er så alternativet? Og hvad bliver Irans modtræk i tilfælde af et militært angreb?

Ukraine

Krigen i Ukraine har i 2022 konsolideret den amerikanske position. Den ukrainske modstand, blandt andet begrundet med ønsket om at være en ’vestlig’ nation kombineret med de amerikanske våbensystemers overlegenhed, underbygger dette. Præsident Putins, og måske også Kinas forventning om, at USA og Europa (Vesten) var svag, ville strides indbyrdes, frygte virkninger på energiområdet og affinde sig med russisk erobring af Ukraine, viste sig forkert. I 2023 står præsident Biden overfor den opgave at skulle manøvrere, således at Rusland skubbes ud af de besatte områder, uden at det fremtræder som et for stort og tydeligt nederlag. Risikoen er, at Rusland, ifald taberrollen bliver for tydelig, griber til uoverskuelige reaktioner herunder anvendelsen af masseødelæggelsesvåben. Det bliver ikke let, men opgaven skal løses, og løses rigtigt.

Prognose, risiko og jokeren

Prognose: På det økonomiske område er en global recession kombineret med en finanskrise tænkelig.

Risiko: Den største risiko for en militær aktion synes størst omkring Iran. Måske er der udsigt til et regimeskifte fremtvunget indefra eller hjulpet udefra. Risikoen for kriser er størst i Østasien.

Jokeren: Fremtidsforskning opererer med et begreb, der kaldes black swan. Det dækker over en begivenhed, hvis sandsynlighed er lille, men som har vidtrækkende konsekvenser, hvis det sker. For 2023 er black swan en potentiel stigning i antal smittede og døde i Kina efter afslutning af corona-nedlukningen med deraf følgende uoverskuelig politisk og økonomisk uro. Og: måske starten på en ny global smittebølge. Enten ved ud- og indrejse til Kina med spredning af den eksisterende variant, eller hvad der kan vise sig værre: En ny mutation som Omikron, men med et andet smittemønster og sygdomsbillede.

 

I 2023 står præsident Biden overfor den opgave at skulle manøvrere, således at Rusland skubbes ud af de besatte områder, uden at det fremtræder som et for stort og tydeligt nederlag
_______

 

Jørgen Ørstrøm Møller er fhv. Departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til ‘Asia’s Transformation: From Economic Globalization to Regionalization’ ISEAS, Singapore 2019 and ‘The Veil of Circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics, ISEAS, Singapore, 2016’.  

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?