Jørgen Ørstrøm Møller i RÆSON SØNDAG: Hvad kan vi lære af 9. april?
09.04.2023
83 år efter besættelsen har slagordet om ’aldrig mere 9. april’ stadig ikke udmøntet sig i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. De historiske erfaringer med besættelsen og den efterfølgende konfrontation med Warzawa-pagten peger imidlertid frem mod tre observationer om Danmarks situation i 2023.
RÆSON SØNDAG af Jørgen Ørstrøm Møller
Det er i dag 83 år, siden Nazi-Tyskland overfaldt Danmark. Efter befrielsen i 1945 blev ’aldrig mere en 9. april’ et slagord i dansk politik. En bekendelse af, at vi ikke forud for 9. april 1940 havde gjort nok for at afværge et anslag mod vores land og dets selvstændighed. Og et løfte om, at en sådan begivenhed ikke måtte gentages.
Blev denne målsætning – dette løfte til fremtidige generationer – udmøntet i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden 1945? Svaret er nej. Opgøret efter 1945 om det politiske ansvar for 9. april 1940 blev af politikerne brugt til at hvidvaske dem selv.
Dansk udenrigspolitik lå i hænderne på udenrigsminister P. Munch, der på et tidligt tidspunkt dannede sig den opfattelse, at Nazityskland ikke ville angribe Danmark. Alle indberetninger og oplysninger, der stred mod denne overbevisning, blev ignoreret eller indpasset i – fortolket ind i – dette billede. Den 31. maj 1939 indgik Danmark og Nazityskland en ikke-angrebspagt. Danmarks udenrigspolitiske ledelse fæstnede lid til Nazityskland og henviste til, at der ikke var fortilfælde for, at et land angreb et andet land, med hvilket det havde en sådan pagt. Denne vurdering blev fastholdt trods viden om Nazitysklands brud på Versailles-traktaten gennem remilitarisering af Rhin-landet (1936), Østrigs indlemmelse i Det Tyske Rige (1938), Sudeterlandets anneksion (september 1938) og maltrakteringen af dette land med en del taget ind i Tyskland (marts 1939) og resten omdannet til Slovakiet.
September 1939, angreb Hitler Polen og skød dermed hul i dette argument, eftersom Polen den 26. januar 1934 havde underskrevet en ikke-angrebspagt med Nazityskland. Viden om tyske militære planer kunne hentes i offentligt tilgængelige militære tidsskrifter. De afslørede, at Tyskland i tilfælde af en krig ville sikre sig baseområder i det vestlige Norge. Dette mål kunne kun realiseres ved passage igennem Danmark. P. Munch overbeviste sig selv om, at Nazityskland ville kræve støttepunkter eller baser, men ikke besætte Danmark. Hvad skulle svaret være til sådanne krav? Den politiske ledelse ignorerede, at en tysk militæraktion rettet mod Norge forudsatte rådighed over Ålborg flyveplads inden for godt 24 timer. I modsat fald kunne den britiske flåde gennem herredømme over Skagerrak afskære forsyninger til de tyske tropper i Norge.
Var Sovjetunionen interesseret i at angribe og erobre dvs. besidde dansk territorium eller kontrollere og bruge dansk sø- og luftterritorium uden at besætte Danmark?
_______
Den tyske politiske og militære ledelse var splittet. Det var flåden, som var ivrig. Hitler var lunken. Hæren var modvillig til at afse tropper til et ’eventyr’ igangsat af flåden. En troværdig evne til at holde Ålborg flyveplads på danske hænder kunne – muligvis – have tippet beslutning i retning af ikke at angribe.
Munch’s insisteren på sit fastlagte billede af Nazitysklands hensigter og manglende evne og/eller vilje til at analysere Danmarks muligheder for at smide grus i den nazistiske krigsmaskine skabte således forudsætning for et succesrigt tysk felttog. Det var omkostningsfrit at besætte Danmark, så hvorfor ikke?
Læren fra Den Kolde Krig
Med Danmarks medlemskab af NATO i 1949 kom vi ind i et vestligt forsvarsfællesskab, og en sovjetisk trussel må vurderes i lyset heraf. Den bestod af tre komponenter.
Den første var at underminere viljen til forsvar i den danske befolkning og trække os væk fra vores allierede for derigennem at svække NATO. Som striben af fodnoter overfor NATO i 1980’erne viste, opnåede denne politik en vis succes.
Den anden var at bruge Østersøområdet til at afprøve Danmark og NATO’s beredskab ved forskellige former for truende adfærd igennem fly- og flådeoperationer. En hurtig og effektiv afvisning ville vise, at Danmark og NATO var rede til at svare igen. Billige gevinster ville være blevet indkasseret og brugt til destabilisere Danmarks NATO-medlemskab og undergrave moral og kampevne.
Den tredje og hårde nød er at skelne mellem to centrale forhold: Var Sovjetunionen interesseret i at angribe og erobre dvs. besidde dansk territorium eller kontrollere og bruge dansk sø- og luftterritorium uden at besætte Danmark? Som Nazi-Tysklands interesse alene bestod i Ålborg flyveplads af hensyn til operationerne i Norge?
Dette er ikke sofisteri. Vores forsvars opbygning og forhold til allierede afhænger af, hvilken af disse trusler der anses for den mest realistiske. I tilfælde af et angreb for at erobre Danmark var forstærkningspolitikken i fokus. Forsvaret skulle ’holde skansen’ indtil hjælp kom udefra. Logistik mv måtte indrettes til at modtage denne hjælp. I tilfælde af den anden mulighed ændres billedet – totalt. I så fald er forstærkningspolitikken ikke interessant; men det danske forsvars evne til at hindre Sovjetunionen i at opnå kontrol over dansk sø- og luftterritorium bliver vitalt.
Der foreligger efter Den Kolde Krig vidnesbyrd om, hvordan Warszawa-pagten respektive vores allierede så på Danmark. Disse oplysninger viser, at Sovjetunionen ønskede adgang for dets flåde til Atlanterhavet gennem de danske stræder og beherskelse af luftrummet for at omgå det stærkt forsvarede centraleuropæiske luftrum.
For at undgå en situation, hvor kampen om kontrol over stræderne og luftrummet skete mellem vores allierede og Warszawa-pagten, men ikke af os selv, burde det danske forsvar være tilstrækkeligt stærkt til at afvise forsøg fra fjendens side for kontrollere dansk sø- og luftterritorium.
Det er et synspunkt, som ikke syntes at have vundet gehør i det danske politiske miljø, der lige siden vores medlemskab af NATO i 1949 har været komfortable med, at andre skulle operere i vores nærområde. De militære midler, som i givet fald ville blive brugt i kampen for at hindre fjendens kontrol over dansk sø- og luftrum, ville ikke nødvendigvis være skånsomme overfor Danmark og den danske befolkning.
I fremtiden bliver spørgsmålet om kontrol over dansk sø- og luftrum afgjort af territorialforsvaret, ikke af Danmark, men af de tre baltiske lande og Polen
_______
Nutidige paralleller
Disse betragtninger fører til tre observationer om Danmarks situation i 2023.
Den første er, at truslen mod Danmark i det europæiske rum (der ses bort fra Arktis) kommer fra Rusland. Den er knyttet nøje til stillingen i det baltiske område. Og den er sammenfaldende med truslen under Den Kolde Krig: Kontrol over de danske stræder og det danske luftrum. Men den strategiske situation er en anden end forud for 9. april og under Den Kolde Krig. Uden kontrol over de tre baltiske lande og Polen er en russisk aktion for at kontrollere dansk sø- og luftrum utænkelig. Det kan logistisk og taktisk ikke lade sig gøre. Derfor er hovedopgaven at bidrage militært til, at et russisk forsøg på at tage de tre baltiske lande tilbage og skaffe sig kontrol over Polen bliver så bekostelig – ja umulig – at den russiske ledelse ikke vover et sådant forsøg.
I fremtiden bliver spørgsmålet om kontrol over dansk sø- og luftrum afgjort af territorialforsvaret, ikke af Danmark, men af de tre baltiske lande og Polen. Og dermed er logikken, at forebyggelse af et angreb på Danmark finder sted i disse fire lande. Det vil sige et fremskudt dansk territorialforsvar. En lidt anden drejning og lidt anden tyngde ved opbygning af og opgavebeskrivelse for det danske forsvar end under Den Kolde Krig.
Som tingene tegner sig nu, er det USA, der bærer hovedbyrden ved at nægte Rusland en position som springbræt for adgang til Atlanterhavet. Risikoen for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er, at denne politik anses for permanent og utvivlsom. Det kan føre til gentagelse af tankegangen forud for 1940, så skarpt formuleret af The Times i London med overskriften ’Danmark sætter sin lid til forsynet’. USA er ikke interesseret i at forsvare Europa og/eller Danmark, men det forfølger egne interesser. Europæerne må selv påtage sig opgaven at forsvare Europa, og Danmark ligger i Europa. Det kræver et dybdegående europæisk militært samarbejde med Danmark som helt og fuldt medlem, og det kræver kobling til, men ikke afhængighed af USA gennem NATO.
Den anden drejer sig om krisestyring nært knyttet til vores rolle i nærområdet, dvs. det baltiske område. Den brutale version er, at medmindre Danmark selv kan og vil udruste sig til den opgave, vil andre gøre det ’for os’. Det kan umuligt være i dansk interesse. Nøglen ligger i evnen og viljen til at svare igen på provokationer på samme trin af skalaen, således at fjenden tvinges ind i rollen som ’optrapper’. Og i sidste instans, om der skal skydes eller ej. Hvis modparten optrapper, skyldes det fjendens ønske om væbnet konflikt.
Det potentielle problem er, at midlerne hertil ikke nødvendigvis er de samme, som et territorialforsvar kræver, hvilket vil få den konsekvens, at forsvarsudgifterne stiger. Men hvad ønsker vi? At Danmarks skæbne ligger i hænderne på regeringen og Folketinget, eller at den overlades til andre?
Den tredje observation er, at der kræves mere opmærksomhed omkring forsøg på at underminere vores egen moral og forsvarsvilje ved at så tvivl om, om der nu foreligger en trussel, kombineret med destabilisering af NATO og EU. Det gjorde Sovjetunionen med dygtighed under Den Kolde Krig.
Det er én brik i, hvad der kaldes hybrid krigsførelse. Den går ud på at mobilisere de sociale netværk, digitale medier og så tvivl om den af regering og folketing fastlagte politik. Og tegne et billede af NATO og EU som institutioner, der har ’væmmelige og for Danmark skadelige planer’. Erfaringerne fra opløbet til 9. april 1940 og Den Kolde Krig viser, at Danmark er frugtbart område for sådan påvirkning.
Læren af 9. april 1940 er, at man kan komme langt ved at interessere sig for, hvad der er offentligt tilgængeligt om en eventuel fjendes hensigter. Læren af Den Kolde Krig er, at vi skal kunne kontrollere vores egen skæbne. Vi var heldige under Den Kolde Krig; men det er ikke forstandigt at sætte sin lid til skæbnen, den kan være lunefuld. ■
Det er ikke forstandigt at sætte sin lid til skæbnen, den kan være lunefuld
_______
Jørgen Ørstrøm Møller er fhv. Departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til ‘Asia’s Transformation: From Economic Globalization to Regionalization’ ISEAS, Singapore 2019 and ‘The Veil of Circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics, ISEAS, Singapore, 2016’.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen besøger militærbasen Tapa i Estland, 30. marts 2022 [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
