Jørgen Ørstrøm Møller i RÆSON SØNDAG: Danmark er historisk forvænt med at springe over, hvor gærdet er lavest, når verden er i krise 

27.08.2023

Er Danmark, som Jeppe Aakjær skrev i 1916, et ’puslingeland, der hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vugge’, eller kan man regne med os i en fælles kamp?



Af Jørgen Ørstrøm Møller

Den 29. august 1943 stoppede den politisk styrede samarbejdspolitik overfor den nazistiske besættelsesmagt. I mange henseender var og er det et vendepunkt med tråde op til vore dages udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Danmark: Første Verdenskrigs ”profitjæger”

Ved Den Første Verdenskrigs udbrud i august 1914 kunne Danmark ikke vide, hvad Storbritannien og Tyskland tænkte. Vi tog derfor udgangspunkt i det værst tænkelige; nemlig, at en eller begge stater ville sejle ind eller ud af Østersøen med den konsekvens, at den anden ville intervenere.

Den siddende regering havde planlagt at forhindre dette ved erklæring om neutralitet og minering af stræderne. De planer blev igangsat ved krigens udbrud.

Dengang troede regeringen, at dette skridt havde afværget risikoen for krigshandlinger i stræderne. Dette viste sig efter krigen ikke at være tilfældet. Der er imidlertid ingen tvivl om, at aktionen var rigtig. Den gav de krigsførende parter indtryk af, at Danmark var villig og rede til at sætte våbenmagt ind for at opretholde sin erklærede neutralitet.

Først i 1917 blev det farligt. Den tyske flåde ivrede for at sende krigsskibe ud i Skagerrak og Nordatlanten som støtte til den uindskrænkede ubådskrig for at udsulte Storbritannien. For at forebygge et britisk indgreb overvejede Tyskland at besætte Danmark, men de tyske generaler afviste at flytte soldater fra fronterne i Nordfrankrig og Rusland til Danmark.

Danmark nød godt af salg til begge krigsførende parter – herfra kaldenavne som ”gullaschbaroner” og ”profitjægere”. Tysklands nederlag førte derudover til en næsten utænkelig gevinst. Sejrherrerne indskrev Slesvigs fremtid i Versailles-traktaten og gennemtvang en folkeafstemning, som i den nordlige zone (Sønderjylland) gav flertal for genforening med Danmark.

For den almindelige dansker samt danske politikere må strategien om at undlade enhver stillingtagen, men indkassere en formidabel gevinst, være set som ’rigtig’. Og hvorfor stille sig selv spørgsmålet, om det også var moralsk rigtigt, når sejrherrerne nu var så venlige at give os en del af de i 1864 tabte landområder tilbage?

 

Implicit heri ligger det ubehagelige moralske punkt, at nazisterne behandlede os ”godt”, fordi danskerne efter deres raceteori tilhørte den ariske race og derfor var en del af ’herrefolket’
_______

 

Den skæbnesvangre nedrustning i 30’erne

Stauning-Munch regeringen (1929-1940) fandt svaret på den nazistiske trussel efter 1933 ved hjælp af udenrigsminister P. Munch’s tankegang, som afviste et militært forsvar. I stedet skulle Danmark gennem nationalt sammenhold skabe et passivt og folkeligt bolværk mod en fjendes udnyttelse af landet. Udover at negligere det foreliggende trusselsbillede, var denne politik uigennemtænkt.

For det første var en stormagts angreb på Danmark ikke tænkeligt som et isoleret fænomen, men kun som led i en europæisk storkrig. Derfor er spørgsmålet ikke, om Danmark kunne modstå et angreb, men om en europæisk stormagt ville prioritere besiddelsen af dansk territorium tilstrækkeligt højt til at svække andre krigsskuepladser?

I 1917 sagde den tyske hærledelse nej, fordi Danmark ikke kunne tages med et snuptag. I 1940 sagde den ja, fordi nedrustningen i 1930’erne havde gjort Danmark til et tag selv-bord – og Tyskland tog det hele med et tab på to-tre faldne og 25-30 sårede.

For det andet udelod strategien de menneskelige ofre ved en besættelse. Dødsfald under krigen med den officielle betegnelse forårsaget af tyskerne er opgjort til ca. 3700. Dertil skal lægges ca. 2000 faldne ud af ca. 7000, som var med i den tyske krigstjeneste, fortrinsvis i Waffen-SS, samt ca. 100 faldne ud af 1000 i allieret krigstjeneste. 16.860 danskere blev arresteret af besættelsesmagten, heraf blev 5960 overført til Tyskland og en del indsat i koncentrationslejre. De traumer, der fulgte af besættelsen, er ikke opgjort.

For det tredje forudsatte den en næsten gratis besættelse – eller i hvert fald mindre økonomisk byrdefuld, end udgifterne til et effektivt forsvar ville være. Udviklingen punkterede denne forudsætning. I 1946 blev omkostningerne ved besættelsen opgjort til 11,6 milliarder kroner (i 2022 priser = 2780 milliarder kroner). Et forsvarsbudget i hvert af årene 1933-1939 på 2 procent af nationalindkomsten, ville samlet have udgjort ca. en syvendedel heraf.

For det fjerde var en succes afhængig af, om den nazistiske besættelsesmagt behandlede os rimeligt. Hvilket rent faktisk skete. Dog ligger implicit heri det ubehagelige moralske punkt, at nazisterne behandlede os ”godt”, fordi danskerne efter deres raceteori tilhørte den ariske race og derfor var en del af ’herrefolket’.

For det femte var det tilsyneladende ligegyldigt ifølge den politiske strategi, om de allierede efter en eventuel sejr anerkendte os som ’en af deres’. I vurderingen heraf ville sabotage overfor virksomheder, der producerede krigsmateriel til tyskerne indgå. P. Munch’s tankegang rummede ikke, at det nationale sammenhold skulle åbne for noget sådant – tværtimod. I en radiotale den 2. september 1942 udtalte statsminister Buhl: ’Den danske Regering føler derfor et stort Ansvar med Hensyn til Bekæmpelsen af Sabotage og lignende Forbrydelser mod den Tyske Værnemagt’.

For det sjette inkluderede politikken ikke andre trusler mod det danske demokrati end det nazistiske Tyskland. Hitlers åbenlyse politik for at skaffe ’lebensraum’ østpå ville uundgåeligt inddrage Sovjetunionen i en europæisk krig. Det kunne ikke på forhånd vides, hvem af sejrherrerne der kom først til Danmark. Britiske tropper nåede Østersøkysten ved Lübeck kun 12 timer før Den Røde Hær. Man kan fundere over, hvad der var sket med Danmark, i fald vi var blevet ’befriet’ af Sovjetunionen den 5. maj 1945.

 

Det er derimod tilladeligt at stille spørgsmålet, om samarbejdspolitikken blev ført uden samvittighedskvaler og uden at ænse, at vi passivt og til dels aktivt støttede et regime af den vildeste ondskab
_______

 

Samvittighedsløs samarbejdspolitik?

Set i bakspejlet er det indlysende, at Tyskland ville tabe krigen. Sådan så det ikke ud dengang. Først i sommeren 1944 med de allieredes landgang i Normandiet og Den Røde Hær, der knækkede rygraden på den tyske værnemagt, er det klart, at Tyskland taber.

Hertil skal lægges, at langt hen ad vejen var en fred tænkelig. Der er vidnesbyrd om, at Stalin tilbød fred tre gange – juni 1941, maj 1942 og maj 1943 – men blev afvist. En sådan fred ville med meget stor sandsynlighed have placeret Danmark indenfor Hitlers stortyske rige.

Samarbejdspolitikken var den eneste mulighed, som forholdene tegnede sig. Det er for letkøbt uden videre at kritisere dem, der under de herskende og dramatiske vilkår påtog sig ansvaret. Det er derimod tilladeligt at stille spørgsmålet, om samarbejdspolitikken blev ført uden samvittighedskvaler og uden at ænse, at vi passivt og til dels aktivt støttede et regime af den vildeste ondskab.

Og her er billedet nok ikke så rosenrødt, som de fleste ville ønske sig.

Efter 9. april 1940 blev der taget skridt til at danne en samlingsregering. Kong Christian 10., der mere og mere inddrog Kronprinsen, den senere Kong Frederik 9., i beslutningerne, satte foden ned og nægtede at godkende P. Munch som udenrigsminister. Han bad statsminister Stauning om at hidkalde Erik Scavenius. Under Den Første Verdenskrig havde denne styret neutralitetspolitikken. Mere eller mindre modvillig indvilligede han i på ny at varetage opgaven som udenrigsminister – denne gang under langt sværere vilkår.

Scavenius’ holdning til at manøvrere i det hajfyldte farvand kom til udtryk, da vi i november 1941 blev tvunget til at underskrive Antikominternpagten (en pagt mellem Nazityskland og dets forbundsfæller til bekæmpelse af kommunismen). Udstyret med et mandat fra regeringen drog Scavenius afsted med liden entusiasme.

Det fascistiske Italiens udenrigsminister Grev Ciano noterede i sin dagbog, at Scavenius udstrålede ’afmålt korrekthed’ og tilføjede ’ jeg har aldrig set nogen i den grad som den danske repræsentant ligne en fisk, der er trukket op af vandet og ligger på jorden’. Tydeligvis befandt Scavenius sig ikke veltilpas i forsamlingen af nazistiske proselytter.

Det tyske udenrigsministeriums optegnelser fra møder med Rigsudenrigsminister von Ribbentrop og Hitler afslører beundring og respekt for hans fasthed, til irritation grænsende anerkendelse af hans benhårde forhandlingslinje og forundring over denne ’ lille’ mand, der sagde nazisterne imod. Han var lige så uvenlig, ja ubehagelig, og ubøjelig i forhandling med tyskerne som med politikerne i samlingsregeringen. Det vidste danskerne blot ikke. Mange så ham som tysk eftersnakker – intet kunne være fjernere fra sandheden. 

Hans svage punkt var, at han så det nazistiske Tyskland som en forlængelse af det kejserlige Tyskland. Det var medvirkende til, at han i sin vurdering af, hvad vi skulle tilbyde og acceptere, nogle gange gik for langt. Dertil skal lægges, at han selv efter sin løsladelse fra fængslet i1951 opretholdt, en venlig, nogle vil sige en venskabelig, forbindelse til Dr Werner Best, Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark november 1942 til maj 1945. Dr Best var topnazist og medforfatter til de nazistiske racelove, der udgjorde grundlaget for Holocaust.

Efter befrielsen i maj 1945 nedsatte politikerne en parlamentarisk kommission for at fastlægge ansvaret for besættelsen.

Efter næsten åndeløst at have frikendt sig selv, rettede de skytset mod de ikke-politiske ministre, der på deres indtrængende anmodning var indtrådt i samlingsregeringen.

 

Dr Best, der den 27. august 1943, da krisen eksploderede, overfor Scavenius erklærede ’jeg er en død mand’, så nu sig selv tilbage fra dødsriget
_______

 

Scavenius kom straks i søgelyset med rumlen om en form for skyld, evt. straf. Det stoppede hurtigt. Han havde omhyggeligt sikret sig regeringens godkendelse af alle skridt således, at han kunne dokumentere at have ført regeringens politik – ikke sin egen. Han anså samarbejdspolitikken for et nødvendigt onde og forsøgte aldrig at fralægge sig det ansvar, som var hans, men agtede på ingen måde at være prügelknabe for politikerne. 

Scavenius’ forudseenhed reddede ham fra at lide samme skæbne som minister for offentlige arbejder Gunnar Larsen og justitsminister E. Thune Jacobsen samt formanden for den dansk-tyske forening, DSB’s generaldirektør P. Knutzen. Politikerne ønskede ikke at røre ved ministerier med direkte forbindelse til besættelsesmagten.

De pågældende ikke-politikere blev overtalt til at påtage sig det ubehagelige, men nødvendige hverv; ikke mindst i lyset af tilsagn om at deres hjælp til fædrelandet ikke skulle blive glemt. Det kan roligt siges, at det løfte blev opfyldt! Efter befrielsen stillede de selvsamme politikere dem for retten anklaget for samarbejde med besættelsesmagten.

Da modstanden endelig begyndte

Sommeren 1943 tog danskernes arbejdsnedlæggelser og demonstrationer et omfang, der truede besættelsesmagten.

Den folkelige modstand viste sig efter de tyske nederlag på Sicilien og ved Kursk i Rusland. Hitler læste også begivenhederne i dette lys. Derfor måtte jernnæven frem. Tyskerne forlangte en ny regering og en langt hårdere linje. Opfordringerne fra regeringen om ro og besindighed vakte ikke genklang, og regeringen valgte at gå.

Kongen satte foden ned – endnu engang. Han protesterede mod, at politikerne smed tøjlerne fra sig og efterlod ham i et statsretligt tomrum. Resultatet blev, at regeringen indgav sin afskedsbegæring, men Kongen nægtede at efterkomme den. Derfor kunne der ud af det realpolitiske og statsretlige kaos, skabt af regeringens afgang, etableres en ’skyggeregering’ i form af ministeriernes departementschefer. 

Danmark nød godt af indre magtforhold i den nazistiske top som eneste besatte land under det tyske udenrigsministerium – og ikke indenrigsministeriet, dvs. SS-Reichsführer Heinrich Himmler. Sammen med sin forlængede arm, Dr. Werner Best, fik udenrigsministeren von Ribbentrop strikket et kompromis sammen, som Hitler kunne acceptere. Deres motivation var ikke at hjælpe Danmark, men at bevare deres position i det tyske hierarki.

For Danmark var den kolossale gevinst, at den tysk proklamerede undtagelsestilstand 29. august 1943 blev ophævet allerede den 6. oktober. Følgende passus fortæller, hvor heldige vi var: ’Embedsmænd og funktionærer (…) skal efterkomme de anvisninger, som bliver givet af de indsatte tyske myndigheder’. Skæbnen var skånsom overfor det lille puslingeland.

Dr Best, der den 27. august 1943, da krisen eksploderede, overfor Scavenius erklærede ’jeg er en død mand’, så nu sig selv tilbage fra dødsriget som bestyrer for, hvad tysk militærjargon kaldte ”flødeskumsfronten”. Men nu uden fløjlshandsker.

 

Besættelsesmagten slog til den 19. september 1944, og det danske politikorps blev interneret. De betjente, der ikke nåede i skjul, blev sendt til koncentrationslejre
_______

 

Efter den 29. august 1943 lå ledelsen af landet i realiteten hos Udenrigsministeriets direktør, Nils Svenningsen, som førstemand i kredsen af departementschefer. Han førte med styrke, dygtighed og beslutsomhed samarbejdspolitikken med de væsentlige begrænsninger, der fulgte af den ændrede tyske holdning.

Der blev etableret kontakt til Frihedsrådet, som befolkningen i stigende grad så som dens repræsentant. Politikerne, bag kulisserne, fastholdt påskønnelsesværdigt konturerne af en dansk ordensmagt således, at ekstremistiske kræfter, navnlig kommunisterne, ikke kunne udnytte tomrummet i befrielsesøjeblikket til at overtage magten.

Svenningsens svage punkt, der kunne være blevet fatalt for Danmark, viste sig i perioden december 1943 til september 1944. I december 1943 stillede besættelsesmagten krav om markant skærpelse af forholdene herunder, at det danske politi skulle bevogte virksomheder (i alt 56), der producerede krigsmateriel til værnemagten.

Efter seks måneders næsten tumultagtige drøftelser, hvor departementschefsstyret hang i en tynd tråd, kombineret med forhandlinger med besættelsesmagten under stigende trusler, blev de tyske krav afvist. Som konsekvens slog besættelsesmagten til den 19. september 1944, og det danske politikorps blev interneret. De betjente, der ikke nåede i skjul, blev sendt til koncentrationslejre.

Givetvis af frygt for hvad der kunne være blevet værre, var Svenningsen indstillet på – med visse begrænsninger – at imødekomme det tyske krav. Han afviste, at de allieredes holdning til Danmark efter krigen ville blive påvirket af en bevogtning af våbenproducerende danske fabrikker – og var ikke uden ståsted for denne vurdering. Storbritannien lod os vide, at der var forståelse for samarbejdspolitikken; men, hvad Svenningsen måske ikke erkendte, var det for at undgå kommunistisk dominans med magtovertagelse efter krigen. Det er tvivlsomt, om britisk langmodighed kunne rumme en dansk imødekommelse af det tyske krav.

Der er en anden side af denne sag. Førstemanden blandt de danske departementschefer (Nils Svenningsen), den mest indflydelsesrige mand i riget, fandt det ikke moralsk betænkeligt at beordre dansk politi til at beskytte virksomheder, der fremstillede våben til værnemagten med henblik på at dræbe allierede soldater, der kæmpede sig op gennem Nordvesteuropa for at befri Danmark.

 

Modstandsbevægelsen, handelsflådens bidrag til de allierede og danskere, der kæmpede i de allierede styrker, skal ingenlunde overses. Men de kan ikke overskygge billedet af et Danmark, der ikke gjorde meget andet end at tage hensyn til sig selv
_______

 

Kom Danmark for let igennem krigen?

I artikler i 1967 og 1969 diskuterer Svenningsen samarbejdspolitikken. På dette grundlag konkluderer historikeren Tage Kaarsted i bogen Danske Ministerier, 1929-1953, at Svenningsen var af den opfattelse, at i forholdet til de allierede havde vi hverken moralske eller juridiske forpligtelser, og at besættelsen ikke medførte noget etisk krav til os om at deltage i kampen mod nazismen.

I sin nytårstale december 1939 sagde Statsminister Stauning, at vi hverken kunne eller ville forsvare os selv. Selv i bakspejlet (1967/1969) mente Svenningsen, at de allieredes manglende vilje til at lade deres soldater dø for Danmark – vel vidende, at vi ikke ville lade danske soldater gøre det – fratog os moralsk ansvar for at støtte dem i kampen mod nazismen.

Han har sikkert ikke læst referatet af ministermødet den 22. april 1940 vedrørende et tysk krav om udlevering af antiluftskyts. Minister uden portefølje, Oluf Krag, anlagde det synspunkt, at ’… vi kan ikke være tjent med at udlevere våben til bekæmpelse af dem, der søger at befri landet’. Den opfattelse delte udenrigsminister P. Munch ikke. Han fik regeringens godkendelse til at imødekomme kravet.

Modstandsbevægelsen, handelsflådens bidrag til de allierede og danskere, der kæmpede i de allierede styrker, skal ingenlunde overses. Men de kan ikke overskygge billedet af et Danmark, der ikke gjorde meget andet end at tage hensyn til sig selv.

Kom vi for let igennem? Måske. Fik vi moralske ridser i lakken? Vel nok.

Havde det indflydelse på Danmarks holdning til NATO fra 1949 og EU fra 1972? I begge tilfælde med en form for berøringsangst overfor at påtage sig medansvar og yde et væsentligt bidrag til sikkerhed og stabilitet i Europa. Mente vi at have vundet hævd på at sidde i spisevognen, mens de andre knoklede i lokomotivet? Ja. ■

 

Kom vi for let igennem? Måske. Fik vi moralske ridser i lakken? Vel nok.
_______

 

Jørgen Ørstrøm Møller er fhv. Departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til ‘THE GLOBAL CRISIS, The American System is Collapsing. What Comes Next? Singapore 2023.

ILLUSTRATION: Reception for de deltagende lande i Antikomitern-pagten i Rigskansleriet i Berlin hos Adolf Hitler. Fra venstre: Hermann Goering, den ungarske premierminister, Laszlo von Bardossy, hans slovakiske modpart, Voytech Tuka (skjult), den danske udenrigsminister Erik Scavenius, den rumænske vicepremierminister Mihai Antonescu og General Alfred Jodl [Foto: Heinrich Hoffmann/Ritzau Scanpix]