Jesper Olsen: Oppositionen bør kunne samle sig om at styrke Folketinget som institution
06.04.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
I regeringsgrundlaget står der et afsnit om et mere levende og åbent demokrati. Det heng(l)emte afsnit, fristes jeg til at kalde det. Det er ikke meget, vi endnu har set til de konkrete forslag
Kommentar af Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, ekstern lektor i offentlig ret
Spar 5 rydder bordet. Derfor er det en særlig fordel at sidde med den i kortspillet Casino. Reglerne om spar 5 finder vi også i det spil, der hedder demokrati. Her står den i grundlovens paragraf 15. Det er den paragraf, der kan udløse, at regeringen enten må gå af eller udskrive valg. Normalt er det regeringens parlamentariske grundlag, der sidder med spar 5. Oppositionen vil altid af med regeringen. Men hvornår vil det parlamentariske grundlag? Hvor længe vil de holde hånden over en regering? Det er det centrale politiske – men også retlige – spørgsmål.
Når man har en flertalsregering, skifter spar 5 hænder. I den nuværende regering deles den af op til to menige medlemmer af regeringspartiernes folketingsgrupper.
I denne situation skal oppositionen til at spille efter nogle nye regler. Ikke kun hvis den vil have politisk indflydelse. Men også som garanten for, at regeringen udøver magten under ansvar.
I de lidt mere end hundrede dage, vi har haft regeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, har vi set, hvordan en regering kan omgås magten, når der ikke er nogen, den skal stå til ansvar for. Blomsterne var endnu ikke pakket ud af cellofanen på ministerkontorerne, før regeringen meddelte, at det der var bred enighed om under valgkampen, at en uvildig undersøgelse af hele SamSam-sagen ikke længere var aktuel.
Det er magtens logik udstillet i al sin brutalitet. Regeringen kan gøre fuldstændig som det passer den, om Folketinget så hopper, danser eller opfører et mimespil
_______
TO AF PARTIERNE i regeringen havde inden valget krævet, at der skulle være en advokatvurdering af Minksagen. Der var god logik i det, da den nye udenrigsminister sagde, at man ikke kan gå i regering og samtidig sætte undersøgelser i gang mod statsministeren. Adgangen til magten trumfer.
Hvis vi bliver i minksporet, så har regeringen trukket advarsler og irettesættelser tilbage overfor tre centrale embedsmænd – uden at ville begrunde det nærmere. De følger bare en indstilling fra en styrelse, lyder det, uden at man kan forklare yderligere. Folketinget har brugt de nye mindretalsgarantier i reglerne om Granskningskommissioner og har sat en forundersøgelse i gang af SamSam-sagen. Regeringen vil kun møde op til meget lidt af det. Det er magtens logik udstillet i al sin brutalitet. Regeringen kan gøre fuldstændig som det passer den, om Folketinget så hopper, danser eller opfører et mimespil.
Vi kommer til at se undersøgelser. Der vil altid opstå sager. Også sager, hvor en regering bliver presset af folkeopinionen. Men det bliver på regeringens præmisser, sådan som vi også så det i undersøgelsen af hjemsendelserne i FE-sagen.
I regeringsgrundlaget står der et afsnit om et mere levende og åbent demokrati. Det heng(l)emte afsnit, fristes jeg til at kalde det. Det er ikke meget, vi endnu har set til de konkrete forslag om ændringer af offentlighedslov og demokratiudvalg – eller opfølgning på Dybvadudvalget for den sags skyld.
I regeringsgrundlaget står der et afsnit om et mere levende og åbent demokrati. Det heng(l)emte afsnit, fristes jeg til at kalde det. Det er ikke meget, vi endnu har set til de konkrete forslag
_______
HER BURDE DER VÆRE en sag, der kunne samle en opposition, der politisk stritter i alle retninger. Hvordan skal vores demokrati udvikle sig, og på hvilke værdier? I slutningen af marts offentliggjorde Primetime det årlige tillidsbarometer. Det var ikke rar læsning for bærende demokratiske aktører som politikere, embedsværk, myndigheder og pressen.
Jeg plejer gerne at sige, at det er den stærke, der har pligten til at trække først. Men det sker ikke, og måske kunne der være en pointe i, at oppositionen viste vejen frem? Alt for ofte har en opposition tænkt, at en regerings møgsager er genvejen til et magtskifte. Hvis ikke direkte som følge af en sag, så ved nedslidningen af regeringens troværdighed. Men måske er det en fejlslutning. For sagerne slider i lige så høj grad på oppositionen. Dem der før var enige med regeringen – bliver endnu mere enige med den, og tilsvarende for dem, der var imod.
Lige så meget som jeg savner en regering, der stiller nogle helt grundlæggende værdier op for god regeringsførelse – lige så meget mangler jeg en opposition, der kan blive enig med sig selv om, hvad der er god adfærd for oppositionen, og som samtidig forpligter sig på, hvad man ikke vil løbe fra, når man træder ind i en regering engang i fremtiden.
Hermed en klar opfordring: Nedsæt det demokratiudvalg, som regeringen ikke kan tage sig sammen til at gøre. Der vil ikke være problemer med at få eksperter til at stille op.
Nedsæt det demokratiudvalg, som regeringen ikke kan tage sig sammen til at gøre. Der vil ikke være problemer med at få eksperter til at stille op
_______
Et sådant kommissorium ville skulle inddeles i forskellige grupper, hvor spørgsmålene for en af dem kunne være: Hvad vil vi bruge samråd, forespørgsler og høringer til? Hvordan håndterer vi vores egne ’møgsager’ i forhold til åbenhed og ansvar? Er der nogle minimumskrav for høring og tid, for at vi vil deltage i forhandlinger og adgang til information for de partier, der står udenfor?
Læg dertil et emne, der er endnu mere svært. Hvad skal der til, for at man er klar til at drage de parlamentariske konsekvenser af en sag? Kan det sættes på formel? Ja, til en vis grad. Og det er det i realiteten allerede. Praksis er, at man alene er klar til at drage de parlamentariske konsekvenser, hvis det kan bevises i en sag, som er alvorlig nok, at man har givet urigtige oplysninger, eller hvis der er juridisk grundlag for en rigsretssag. For resten af pengene har regeringen frit spil. Kunne det område snævres lidt mere ind?
En anden gruppe vil kræve ændringer i folketingets forretningsorden og budget. Eksempelvis en styrkelse af den juridiske rådgivning af Folketinget, så man ikke er afhængig af regeringens jurister. Styrkelse af Ombudsmand og Statsrevisorer. Mindretalsbeskyttelsesregler i lovarbejdet.
Endelig er der det, der kræver lovændring. Her står offentlighedsloven som den, der burde stå først for. Men det kunne også være en ny budgetmodel for domstolene, der sikrer deres reelle uafhængighed, eller at se på offentlige myndigheder retlige ansvar og borgernes mulighed for at gå til domstolene.
Skal det være disse emner? Nej. Listen er på ingen måde udtømmende. Der er endda for mange. Det vigtigste må være at komme i gang.
Er du ikke lidt naiv, Jesper? Hvordan vil man overhovedet kunne forestille sig partier spille sig kort af hånden, der kan blive behov for senere? Det er muligt, men det vælger jeg at være, for alternativet er, at vi bevæger os derhen, hvor magt udøves uden ansvar.
Politik er spillet om magten. Uanset hvordan spillereglerne er, handler hele den politiske kamp om at bruge reglerne til egen fordel. Sådan må det være. Det afgørende er dog, om man spiller efter reglerne. Det bliver ikke et bedre spil af, at man skal spille med fuldstændigt åbne kort. Men man skal kunne ses efter i kortene. I det civile liv bliver man ikke inviteret med til spilleaften en anden gang, hvis man bevidst snyder eller ikke kan forklare sine træk. Tænk bare på lærer Andersen i Matador, da han ikke ville holde meldingen åben til bridgeaften hos familien Varnæs under krigen, fordi han ville spille efter sine egne regler.
Sådan burde det også være i det spil, der hedder demokrati. ■
Uanset hvordan spillereglerne er, handler hele den politiske kamp om at bruge reglerne til egen fordel. Sådan må det være. Det afgørende er dog, om man spiller efter reglerne
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under COP25 i Glasgow [foto: Doug Peters/UK Government]
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
