Jesper Olsen: Da ønsket om lukkethed blev for principielt, satte Højesteret foden ned
30.10.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er kun udtryk for skribentens egen holdning og er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Højesterets beslutning om at køre sagerne mod Hjort og Findsen for halvåbne døre er godt nyt for retsstaten. Respekten for det, der er tophemmeligt, udvandes, hvis den klassificering smøres ud for bredt. Så simpelt er det. Det er i realiteten det princip, Højesteret nu har S T A V E T for os. Det burde ikke have været nødvendigt
Kommentar af Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, ekstern lektor i offentlig ret
Højesteret afsagde fredag den 27. oktober tre kendelser, der sætter standarden for tilgangen til afvejningen mellem åbenhed og lukkethed, og som genbekræftede, at lukkethed har undtagelsens karakter, når det konkret kan begrundes. Det drejer sig om de to sager mod henholdsvis forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidligere chef for Politiets efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen.
Formelt har vi at gøre med en straffesag om brud på tavshedspligt. Man kan her sige, at skaden allerede er sket. Det er endnu ikke lykkedes nogen at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Men lukkethed kan naturligvis være berettiget, når man forsøger at begrænse skadevirkningerne i de tilfælde, hvor informationerne, det drejer sig om, endnu ikke er offentlig kendt. I dette tilfælde er der tale om det såkaldte kabelsamarbejde, der blev afsløret af Edward Snowden tilbage i 2014.
Skiftende justitsministre har i diskussionen om åbenhed og lukkethed abonneret på den falske modstilling, at enten er alt åbent, eller også må alt være lukket. Den antagelse hamrer Højesteret en pæl igennem. Det er så oplagt, at man kan stille spørgsmålet: hvorfor skulle sagen hele vejen til Højesteret til at få selvfølgeligheden bekræftet.
I de øverste politiske og administrative kredse har der gennem de sidste mange år været en helt anden tilgang til åbenhed. Tankevækkende er, at det kun er i Folketinget og ved Domstolene, at grundloven sætter principper op herfor. Viden er magt. Ja netop derfor. Et sundt demokrati har robuste strukturer og regler, der skal forebygge og sanktionere magtmisbrug. Også misbrug af viden til egen vinding. FE/PET-sagskomplekset er udtryk en regering, der er kørt ud på overdrevet, og hvor Højesteret nu har sat foden ned. Normalt er regeringen ikke involveret i konkrete straffesager. Men ved netop de paragraffer, som Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen er tiltalt efter, hvor det handler om såkaldt landsforrædderi, skal justitsministeren aktivt tage stilling til sagen. Derfor er regeringen involveret.
Lad os prøve et tankeeksperiment. Hvis Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) var kommet med deres pressemeddelelser her i efteråret 2023, hvor der er krig i Europa, krig mellem Israel og Hamas, hvor de arabiske lande lægger pres på Danmark for at ændre lovgivning om afbrænding af religiøse skrifter. Forestil jer, at forsvarsministeren sender hele ledelsen af forsvarets efterretningstjeneste hjem uden nærmere forklaring. Er de i ledtog med russerne, Hamas eller styret i Teheran?
I den situation vil jeg mene, at det eneste forsvarlige at gøre er at fortælle, hvad sagen handler om. Ja det ville være direkte farligt, hvis konspirationsteorierne kunne næres, af en alt for principiel tilgang om, at man ikke ville bekræfte det, som var offentlig kendt, nemlig at der har været et kabelsamarbejde, og at det er sagens kerne og ikke noget nyt, der kompromitterer den konkrete sikkerhedssituation. Hvis myndighederne (ministrene) stod for den opgave, kunne man også sætte en ramme for den berettigede offentlige debat.
Man kan have forskellige opfattelser af, om regeringen skulle have tilladt TET overhovedet at gå ud med pressemeddelelsen om den oprindelige kritik fra tilsynet af FE tilbage i august 2020. Jeg synes det var rigtigt. Men da de gjorde, svigtede de ved bare at lade den stå ukommenteret hen uden kontekst.
Her er vi ved det centrale, som Højesteret siger ikke bare til anklagemyndigheden men også til hele embedsværket og den til enhver tid siddende regering. Tilrettelæg arbejdet, så der er åbenhed i videst muligt omfang. I det ligger også at man skal tænke det ind fra start, og at der naturligvis kan være oplysninger, som skal hemmeligholdes. Men det gøres bedst, hvis man konkret og aktivt tager stilling til det. Det gælder i retsplejen men reelt i alle sager.
Det interessante er, at anklagemyndigheden har ladet sagen komme så langt. Jeg ved fra at følge mange retsmøder i sagen mod den tidligere PET-chef Jakob Scharf, at efterretningstjenesterne helt rutinemæssigt har overvejelser om at skære sager og vaske sager, hvis der er oplysninger, der ikke må komme frem. Ordentligt, fornuftigt og tillidsvækkende. I Højesterets kendelse er der en interessant detalje. Af anklageskriftet fremgår hovedforholdet, bekræftelsen af kabelsamarbejdet, som vi nu har Højesterets ord for er almen kendt. Anklageskriftet har så også et bilag, med en række konkrete forhold, som Højesteret tiltræder ikke bliver læst op i et åbent retsmøde af hensyn til fremmede magter. Anklagemyndigheden har derfor, som de fagligt dygtige anklagere de er, selvfølgelig forberedt sig på, at Højesteret kom frem til det oplagte. Anklagemyndigheden kan med andre ord godt føre sagen med den opdeling.
Spørgsmålet er derfor, hvorfra den alt for principielle insisteren på total lukkethed kommer? Hvis sagen er rejst af politiske grunde, kan den også opgives af politiske grunde. Omdrejningspunktet i sagen er, at Claus Hjort Frederiksen, der dengang var medlem af Folketinget, var stærkt kritisk overfor den daværende regerings håndtering af sagen. Derfor er kendelsen om nævninger i Hjort-sagen så vigtig at notere sig da det er en ekstra garanti, når flere lægfolk får indblik i og skal tage stilling til skyldsspørgsmålet. Det er en politisk straffesag og skal behandles som sådan. Derfor udestår også en undersøgelse af hele forløbet, når retterne engang har talt.
Når man som jeg arbejder for åbenhed, så bygger det også på en grundlæggende og dybfølt respekt for det, der skal være hemmeligt. Og har man bevidst og måske til egen vinding brudt sin tavshedspligt og dermed tilliden, der ligger i den betroede magt man har, er det ret alvorligt.
I NATO-regi gælder en grundregel om klassificering af oplysninger i forhold til hemmeligholdelse. Men må aldrig klassificere oplysninger til et højere niveau, end nødvendigt. Årsagen er simpel. Respekten for det, der er tophemmeligt udvandes, hvis den klassificering smøres ud for bredt. Så simpelt er det. Det er i realiteten det princip, Højesteret nu har S T A V E T for os. Det burde ikke have været nødvendigt. ■
Har man bevidst og måske til egen vinding brudt sin tavshedspligt og dermed tilliden, der ligger i den betroede magt man har, er det ret alvorligt
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
ILLUSTRATION: Tidligere minister og Venstreprofil Claus Hjort Frederiksen (til venstre) i sit hjem sammen med tidligere FE- og PET-chef Lars Findsen, som medbragte en rabarbertærte, 1. februar 2023 [FOTO: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
