Jes Søgaard: Regeringens 1 milliarders saltvandsindsprøjtning til regionerne kan ikke redde dem på kort sigt
28.08.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Regionerne har ondt i sundhedsøkonomien. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at de ømmer sig højlydt og forenet. Og selvom der er masser af penge i statskassen, går de ikke til regionernes budget for 2024. Det gør ondt og betyder risiko for fyringer.
Kommentar af Jes Søgaard
Regionerne indgik i maj en økonomiaftale for 2024 med regeringen. Regionerne ville gerne have ca. 2 milliarder sundhedskroner ekstra, men fik netto det halve. Regeringen vil måske sige, at de fik 1,5 milliarder, men det passer ikke, hvis man fratrækker besparelser til administration og såkaldte effektiviseringsbidrag. Disse aftaler har deres helt eget sprog.
Den milliard kroner, som regionerne faktisk fik ekstra, skal finansiere stigende sundhedsudgifter til en voksende og ikke mindst aldrende befolkning.
Oven i den milliard skal, så vidt jeg kan overskue, tillægges 1,4 milliarder til den regionale sundhedsøkonomi for 2024 fra de forskellige særaftaler. Det er 200 millioner kroner til fødsler m.v., 700 millioner kroner fra akutplanen, 300 millioner kroner til særlige indsatser på kræftområdet og 200 millioner kroner fra psykiatriplanen. Denne særlige pose med penge er bundet på aftaler om deres anvendelse. Til akutplanen er således knyttet en aftale mellem regioner og regering om, at ventetiderne til behandling på sygehusene inden udgangen af 2024 skal være halveret.
Regionerne går efter sommerferien i gang med at lægge budgetter for 2024 – og tilpasse 2023-budgetterne. I den proces har de erfaret, at sundhedsudgifterne på to områder er vokset særligt meget.
Den ene udgiftspost er såkaldt ukompenserede løn- og prisstigninger i regionerne. Når økonomiaftalerne vedtages i maj 2023 for det kommende år, antager man en stigningsprocent for løn og priser. Hvis løn og priser så faktisk stiger mere end det, så er det bare ærgerligt for regionerne. Det har i 2021 og 2022 kostet regionerne henholdsvis en halv og en hel milliard, som de så mangler hvert år fremadrettet. Altså 1,5 milliarder i alt – og vi ved jo ikke, hvad det kommer til at koste (eller hvad de ”vinder”) i 2023.
Den anden udgiftspost i regionernes regnskaber, som stikker ud, er medicintilskud til receptpligtig medicin. De er steget med ca. en milliard mere end forventet i 2023, hvoraf den halve alene skyldes en stor stigning i tilskud til diabeteslægemidlet Ozempic, som indeholder stoffet semaglutid. Lægemidlet er blevet særdeles populært blandt de mange danskere med diabetes – og mange andre i øvrigt – fordi det dæmper trangen til at spise. Men det er også ret dyrt.
Gennemsnitligt koster det 17.000 kroner årligt for hver af de 87.000 danskere, som bruger lægemidlet. Heraf betaler regionen mindst 13.000 kroner, da tilskudssystemet er indrettet sådan, at patienten selv betaler de første 4.000 kroner af deres samlede medicinforbrug over et år, og herefter betaler regionen resten. Analoge diabetesmidler koster til sammenligning ca. en tredjedel, og heraf betaler regionen så 1.700 kroner i tilskud om året eller mere, hvis borgeren har andre medicinudgifter (dog højest 5.700 kroner).
De fem regionsrådsformænd skriver om alt det, som vores regering hader, at borgerne læser: besparelser, prioriteringer, fyringer af læger og sygeplejersker, som der jo faktisk er mangel på, og lange ventetider til sygehusbehandling
_______
Regionernes opråb
Politisk er det to gode udgiftsposter at pege på for regionerne, da de ikke kan rigtigt gøres driftsansvarlige for dem. For det første fordi løn og priser stiger i hele samfundet, og for det andet fordi det er lægerne, der udskriver medicin, og det er staten, navnlig Lægemiddelstyrelsen, der har ansvaret for, hvilke lægemidler der får medicintilskud.
Her har regionerne sandsynligvis snakket sammen og fundet ud af, at de har et samlet efterslæb i sundhedsøkonomien på 2,5 milliarder kroner. De fem regionsrådsformænd skrev derfor en fælles kronik i Jyllands-Posten onsdag den 23. august. De skriver, at de som ansvarlige regionspolitikere holder sig til aftalen, men at det vil kræve store besparelser, svære prioriteringer og afskedigelser også blandt det kliniske personale på landets sygehuse. Og det står mellem linjerne, at det nok vil blive svært for regionerne at leve op til aftalen om, at ventetiderne skal være halverede med udgangen af 2024.
De fem regionsrådsformænd skriver om alt det, som vores regering hader, at borgerne læser: besparelser, prioriteringer, fyringer af læger og sygeplejersker, som der jo faktisk er mangel på, og lange ventetider til sygehusbehandling. Kronikken punkterer regeringens fortælling til befolkningen om, at man politisk laver massive investeringer i vores sundhedsvæsen. Regeringen har ellers fundet hele fem milliarder ekstra sundhedskroner om året i det nye råderum. Og det er foruden psykiatrimilliarderne, akutpakkemilliarderne og lønpuljemilliarderne.
Alle kan se, at i en situation, hvor sundhedsvæsenets måske største fremadrettede udfordring er mangel på sundhedspersonale, så er det ret tåbeligt at fyre dem, man allerede har
_______
Masser af milliarder – men er det nok?
Det er mange milliarder. Men regionernes udfordring er, at kun en brøkdel af disse milliarder er udmøntede i regionernes budgetter for 2024, som er den realitet, regionerne må forholde sig til.
I kølvandet på regionsrådsformændenes kronik finder regeringen en milliard ekstra velfærdskroner til 2024, heraf 350 mio sundhedskroner til regionerne. Et hold-kæft bolsje?
Det er næsten som at iagttage et teaterstykke. Hvad er op og ned i alle de her påstande fra regeringen og fra regionspolitikere?
Samme dag, som Stephanie Lose var medforfatter til den førnævnte kronik om store besparelser og afskedigelser på sygehusene, fortæller hun på P4-Trekanten, at hendes egen region, Region Syddanmark, ikke planlægger eller har behov for sådanne ubehagelige tiltag. Så spørger mange nok: Kan man ikke bruge nogle af de 265 milliarder, vi allerede (2022) bruger på sundhedsområdet ifølge Danmarks Statistik (SHA1) herpå lidt dygtigere, så vi ikke skal ud i ubehagelige besparelser?
Alle kan se, at i en situation, hvor sundhedsvæsenets måske største fremadrettede udfordring er mangel på sundhedspersonale, så er det ret tåbeligt at fyre dem, man allerede har. For så kommer de måske ikke tilbage, når de mange lovede sundhedsmilliarder faktisk begynder at rulle ind i sundhedsvæsenet om nogle år.
Hvis man skuer mod andre landes sundhedsøkonomier, vil man se, at to ud af tre vestlige lande bruger mere på sundhed, end vi gør. Men skyldes det ikke, at vi så er sundere i Danmark, end de er i de andre lande? Nej, tværtimod
_______
Jeg stiller mig selv dette spørgsmål – og får dem også fra journalister: Kan man effektivisere i stedet for at spare på områder, som vil skade det danske sundhedsvæsen, sundhedspersonale og patienter?
Svaret er ja – men det er bare ikke muligt på så kort sigt, altså med virkning allerede i 2024. Selv hvis Lægemiddelstyrelsen skulle vælge at følge trop på anbefalingen fra Medicintilskudsudvalget om at fratage tilskud til diabetesmidlet Ozempic, så vil man først kunne spare ca. 500 millioner kroner fra 2025.
Foreningen Lægevidenskabelige Selskaber (LVS) hævder, at omtrent 30 milliarder af vores 265 sundhedsmilliarder bruges på behandlinger, som ingen effekt har eller gør skade. Da det er lægerne, som vælger behandlinger, kan det undre, at de efter mange års snak ikke gør noget ved det. Så det sker nok heller ikke i 2024.
Et forbrug på 265 sundhedsmilliarder i Danmark i 2022 svarer til 9,4 procent af bruttonationalproduktet. Hvis man skuer mod andre landes sundhedsøkonomier, vil man se, at to ud af tre vestlige lande bruger mere på sundhed, end vi gør. Men skyldes det ikke, at vi så er sundere i Danmark, end de er i de andre lande? Nej, tværtimod. Vi har fx nogle af de højeste hyppigheder af kræftsygdomme i verden. Det koster!
Dansk sundhedsøkonomi er som et absurd teaterstykke. Sygehusenes største ressourceproblem er sundhedspersonale og ikke penge. Det er regeringens begrundelse for en historisk stram økonomiaftale med regionerne for 2024, som efterlader et hul i sundhedsøkonomien på 2,5 milliarder kroner. Regionerne må derfor afskedige sundhedspersonale. Danske patienter betaler prisen. ■
Sygehusenes største ressourceproblem er sundhedspersonale og ikke penge
_______
Jes Søgaard (f. 1954) er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet (SDU). Tidl. cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse og direktør for Dansk Sundhedsinstitut.
ILLUSTRATION: KL-formand Martin Damm, borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard, finansminister Nicolai Wammen, sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde og ældreminister Mette Kierkgaard på doorstep indgåelsen af økonomiaftalen for 2024 mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, 25. maj 2023 [FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
