24.06.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Wagnergruppens leder Prigosjin har underskrevet sin egen dødsdom. Han ved godt, hvad han gør. Men han bliver langt fra den eneste dominobrik, der falder i og omkring Kreml.

Kommentar af Jens Worning

Igår underskrev Prigosjin sin egen dødsdom ved at underminere den officielle fortælling på Putins ”særlige militære operation” i Ukraine. Han bliver langt fra den eneste dominobrik, der falder i og omkring Kreml. Putin vil skule til lederne af de russiske tjenester og den russiske hær – FSB, GRU, Nationalgarden, SVR og forsvarsministeriet. Man vil lede efter syndebukke, som kan ofres for at de kan redde deres egne liv og position.

Prigosjin erkender med sine handlinger, at han har tabt sine magtkampe med magttoppen omkring Putin og har mistet adgangen til Putin. Han er nu en desperado.

Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, beskrev for 65 år siden magtkampene i Kreml, som at se ’bulldogs slås under et tæppe’ – men kan ikke se hvem, der kæmper mod hvem, og man kan ikke se, hvem der er den stærkeste. Man kan bare høre, at et voldsomt opgør er i gang, og man må afvente, hvem der kommer levende ud. Den analyse om livet indenfor Kremls mure har stået knivskarpt siden.

Nu er magtkampen ude i det fri: Prigosjin undergravede i går den officielle begrundelse for krigen – at Rusland skulle være truet af en invasion fra Ukraine, og at USAs og NATOs skulle være involveret i en sådan aktion. Ifølge Prigosjin har Ruslands militære ledelse ført Putin bag lyset og bragt ham ind i en uklog krig, der ikke kan vindes. Dermed udfordrede han Wagnergruppens leder den russiske forsvarsminister Sjojgu og den russiske generalstabschef Gerasimov. Opgøret er i gang for åbent tæppe.

Prigosjin ved godt, hvad han gør. Foruden hans andre meritter – ”Putins kok” og leder af troldefabrikken i Sankt Petersborg, der blandede sig i det amerikanske præsidentvalg 2016 – kan vi også bare kalde ham vanekriminel. I Sovjettiden sad han næste ti år i fængsel, og overlever man det russiske fængselsvæsen i så lang tid, har man gennemgået en mesterlære i ondskabens væsen og værktøjer.

I skrivende stund har han angiveligt taget kontrol over den strategiske by Rostov-ved-Don – hvorfra den russiske militærledelse styrer det mest af krigen i Ukraine – samt den lokale flyvebase. Kreml svarede med at ville ham arresteret. Over de sidste dage har Prigosjin mistet den direkte linje til Putin –han ved, at han har ryggen mod muren og dermed intet at miste. Det gør ham ekstrem – og farlig. Når de russiske sikkerhedsstyrker ankommer, vil han skyde mod alt, der bevæger sig.

Men når Prigosjin er henrettet, stopper Putins problemer ikke. De er kun lige begyndt. Han har aldrig været i en større krise – politisk og personlig. Putin har sagt, at han ikke vil tillade en borgerkrig i Rusland. Det siger en mand kun med ryggen mod muren.

Forudsætningen for Putins plus tyve år ved magten kan koges ned til én præmis: At de russiske eliter accepterer, at han er manden med det sidste ord – i ALLE væsentlige konflikter. Det har han administreret eminent siden marts 2000, hvor han vandt præsidentvalget for første gang. Men den rolle kan kun udfyldes fra en position af styrke – det kræver en russisk præsident, der har styr på sin butik.

I hoffet omkring Kreml er rygtebørsen allerede i fuld gang. Har han mistet grebet? Kan han fastholde sin autoritet? Er det på tide, at noget andet sker?

I august 1991 befandt jeg mig selv i landet under kupforsøget mod Sovjetunionens tidligere leder, Mikhail Gorbatjov. I løbet af få dage var Gorbatjovs magt eroderet, mens Ruslands daværende præsident, Boris Jeltsin tog taktstokken – og inden året var omme var Sovjetunionen opløst. Eliterne i Moskva og regionale eliter i verdens geografisk største land er begyndt, at tale, men det er samtaler, der tages med allerstørste forsigtighed – for man risikerer sit liv ved at sætte spørgsmålstegn ved Putin. Omvendt har mange allerede længe erkendt, at Putins krig i Ukraine er en katastrofe for Ruslands fremtid. Alt afhænger af disse aktørers mod og om de kan finde en alliance, som man finder stærk nok til at udfordre Putin. Spørgsmålet er lige nu åbent, men at det stilles overalt er åbenbart.

Som gamle Churchill kunne have sagt: For Putin er det ikke afslutningen – men begyndelsen til den. ■

 

Har han mistet grebet? Kan han fastholde sin autoritet? Er det på tide, at noget andet sker?
_______

 

Jens Worning (f. 1965) er tidligere generalkonsul i Skt. Petersborg for udenrigsministeriet. Han er udenrigskommentator på Kristeligt Dagblad og partner i kommunikationsbureauet, Policy Group. Han udgav tidligere i år bogen, ”UKRAINE 24.02 – den nye verdensorden” på forlaget KLIM. ILLUSTRATION: Tidligere idag i Rostov-on-Don, Donetsk Oblast, Ukraine: Yevgeny Prigozhin sender direkte fra det russiske militærhovedkvarterm [foto: Wagner Group/Planet Pix via ZUMA Press Wire/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?