Jens Worning i RÆSON SØNDAG: Tabet af Nagorno-Karabakh kan være enden på demokratiet i Armenien
07.10.2023
Det historiske tab af det armenske område Nagorno-Karabakh er ikke bare Armeniens eget tab. Det er Vestens tab, det er Europas tab og det kan også blive demokratiets tab. Og med tilslutningen til Den Internationale Straffedomstol har de kun ”den regelbaserede verdensorden” at læne sig opad som sikkerhedsgaranti. Er det i dag en garanti, verdensordenen respekterer?
Af Jens Worning
Armeniernes historiske tab af Nagorno-Karabakh er både Armeniens eget tab såvel som den kristne verdens tab. Det er Vestens tab, det er Europas tab og det kan også blive demokratiets tab.
I respons til Aserbajdsjans angreb – og i fraværet af russiske sikkerhedsgarantier – vil Armenien nu være med i ICC, i daglig tale kendt som Den Internationale Straffedomstol.
Domstolen hører under FN og tager sig af anklager om folkemord, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og ulovlige invasioner som Ruslands i Ukraine 22. februar sidste år. ICC står på skuldrene af internationale retsopgør efter både første og anden verdenskrig, men etableringen af Domstolen skete først i 1990’erne, og før den blev endeligt oprettet i 2002. Krigsforbryderne under Jugoslavienskrigene i 1990’erne endte for de flestes vedkommende i Haag i retslokalet og sidenhen i en fængselscelle.
Det relativt unge armenske demokrati har indtil nu ikke været med i FN-aftalen om ICC. Og grunden hertil drejer sig om Rusland.
Efter Sovjetunionens sammenbrud har Armenien, der som mange småstater ikke kan stå for egen sikkerhed, beroet på en russisk sikkerhedsgaranti, som har virket indtil 2020. Derfor har loyalitet over for Rusland været et grundvilkår siden det første militære sammenstød med Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh først i 1990’erne, som Armenien og armenierne i Nagorno-Karabakh vandt militært. Nagorno-Karabakh havde i Sovjettiden (1922-1992) status af autonom region og dermed egen er kristent område i Aserbajdsjan og har en historie, der går tilbage til før Kristus fødsel. I år 180 f.v.t. blev området, dengang Artsakh, optaget i det armenske kongedømme og i 1805 blev det en del af det russiske tsardømme og dermed indlemmet i imperiet, men forsat med en særlig status.
Nu er Nagorno-Karabakh fortid, og de kristne armeniere er fordrevet.
Det relativt unge armenske demokrati har indtil nu ikke været med i FN-aftalen om ICC. Og grunden hertil drejer sig om Rusland
_______
Hvorfor bero på Rusland?
At have en russisk sikkerhedsgaranti kan i dag virke både irrationelt og som en meget tvivlsom lottokupon, men det har sin baggrund. Efter den første krig tilbage i 1990’erne vandt Armenien som sagt militært, men det diplomatiske udfald dengang viste sig at være til Aserbajdsjans fordel på langt sigt – og ”langt sigt” er de sidste uger blevet til nu.
FN vedtog nemlig dengang fire resolutioner, der understøttede Aserbajdsjans territoriale integritet og krævede, at armenske tropper trak sig tilbage. Det er nu sket.
Rusland kunne tilbage i 1990’erne og et par årtier frem balancere Armenien og Aserbajdsjan, så den kristne eksklave kunne leve i relativ sikkerhed. Ingen i Vesten var klar med en tilsvarende sikkerhedsgaranti, og derfor var det et rationelt tilvalg af Rusland.
I mellemtiden øgedes Aserbajdsjans militære styrke, og i krigen i 2020 mistede armenierne territorie i Nagorno-Karabakh. Styrkelsen af Aserbajdsjan skyldtes dels en øget økonomisk styrke i kraft af olieindtægter og særligt en alliance med Tyrkiet og dets leder Erdogan, som gavmildt har forsynet landet med militær højteknologi, hvor blandt andet droner har vist sig kampafgørende.
Aggressionen i 2020 førte til en våbenhvile, der skulle håndhæves af russiske fredsbevarende styrker samt sikre en transportkorridor mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Den opgave kunne de russiske styrker i længden ikke løfte, hvilket er fakta nu. Ukrainekrigen begrænser ikke blot c Rusland militært, men også politisk – man kan ikke tåle både at lægge sig ud med Aserbajdsjan i Sydkaukasus og slet ikke Tyrkiet i Sortehavsregionen, der er den eneste regionale stormagt, der kan tale med både Ukraine og Rusland. Senere i oktober ventes et topmøde mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Tyrkiets leder, Recep Tayyip Erdogan.
Det handler ikke om Putin
Så er tilslutning til ICC ikke blot en sur straf af Ruslands præsident, Vladimir Putin, for at have svigtet den russiske sikkerhedsgaranti? ICC har udstedt en arrestordre på Putin, og alle lande bag domstolen er forpligtet til at tilbageholde og udlevere ham til Haag, hvor en fængselscelle står klar. Lige nu gælder det i alt 123 nationer, der formodentligt snart bliver til 124, hvis Armenien fuldfører processen. Og dermed ligner det, at det blot er en ydmygelse af den russiske leder, hvis landet tilslutter sig.
Det er dog ikke tilfældet.
Armeniens bevæggrunde er dybt komplekse og handler om både udenrigs- og ikke mindst indenrigspolitik. Armenien er omgivet af Tyrkiet mod vest, Aserbajdsjan mod øst, Iran mod syd og Georgien mod nord – de tre første muslimske lande, det sidste kristent, så det handler vel så om religion? Nej, heller ikke.
Forholdet til Tyrkiet er iskoldt og strækker sig længere tilbage end Osmannerrigets folkedrab på armenierne under Første Verdenskrig. Og nu har Erdogan opbygget en stærk alliance med Alijev-dynastiet, som sidder tungt på magten i Aserbajdsjan til begge parters geopolitiske fordel. Alijev-klanen går tilbage til Sovjettiden, hvor Heydar Alijev både var KGB-boss og sidenhen leder af Aserbajdsjans Socialistiske Sovjetrepublik og nåede helt til tops i det magtfulde Politbureau. Sovjets daværende leder, Mikhail Gorbatjov, bremsede hans politiske opstigen i 1987, men han tog revanche ved Sovjetunionens opløsning i 1992, og siden da har en Alijev været i spidsen for lande, først fader, nu søn. Retorikken er ikke længere kommunistisk, men nationalistisk og muslimsk.
Flertallet i både Iran og Aserbajdsjan er shiamuslimer, så skulle det religiøse kort være afgørende, ville Iran formentlig opfatte Aserbajdsjan som en allieret. Det gør Iran imidlertid ikke – Teheran ser både Tyrkiet og Aserbajdsjan som regionale geopolitiske konkurrenter i det sydlige Kaukasus.
Det demokratiske og kristne Georgien har gode diplomatiske relationer til det autokratiske og muslimske Aserbajdsjan. Det skyldes en vigtig fællesnævner mellem de to, som er ønsket om at holde Moskva ud i strakt arm og reducere Kremls indflydelse, og her er gensidig fred fremfor konflikt et aktiv. Det handler altså sekundært om religion og primært om regional geopolitik.
Bag kulisserne står den traditionelle politiske og økonomiske elite klar til at udnytte ethvert svaghedstegn til at tage magten tilbage og dermed bringe korruptionen ind igen og rulle den demokratiske revolution tilbage. Det er også Kremls vej tilbage til indflydelse i Armenien
_______
Armeniens demokratiske revolution under pres
Der er jævnligt demonstrationer i Armeniens hovedstad, Jerevan, og de stikker i flere retninger. Nogle handler om forsvaret af Nagorno-Karabakh, andre er anti-russiske, og så er der dem, der er mod Armeniens premierminister, Nikol Pashinjan.
Han er sin egen fortælling værd. Pashinjan tog over i 2018 og forandrede det oligarkdominerede armenske styre til et aktivt demokrati. Inden han kom til, var Armenien de jure et demokrati, men med Pashinjan blev det også de facto et demokrati – og undergik en demokratisk revolution. Men den revolution er nu under pres.
For armenierne er tabet af Nagorno-Karabakh en national tragedie, og mange mener, at Pashinjan har svigtet i forsvaret af armenierne (og Rusland ligeså). Og bag kulisserne står den traditionelle politiske og økonomiske elite klar til at udnytte ethvert svaghedstegn til at tage magten tilbage og dermed bringe korruptionen ind igen og rulle den demokratiske revolution tilbage. Det er også Kremls vej tilbage til indflydelse i Armenien.
Under hele den demokratiske revolution har Pashinjans linje overfor Moskva været klar: Revolutionen handler udelukkende om indenrigspolitik – landets forhold til Moskva har aldrig været i tvivl. Det spørgsmål er det sidste år blevet politiseret, og nu er kursen overfor Moskva entydigt ændret.
ICC: en redningskrans i et oprørt hav?
Derfor tilslutter Armenien sig ikke ICC for primært at straffe Putin, men for at kunne stille aserbajdsjanske såvel som potentielle tyrkiske krigsforbrydere til ansvar.
Armenien kan ikke tage vare på sin egen sikkerhed, og den russiske sikkerhedsgaranti har i praksis vist sig at være tomme løfter. Aserbajdsjan er ikke færdig efter indtagelsen af Nagorno-Karabakh, men gør nu illegitimt krav på armensk territorie – og Erdogan sætter ikke foden ned mod det ønske. Armenien er omgivet af fjender og ingen venner. Derfor har man kun ”den regelbaserede verdensorden” at læne sig opad som sikkerhedsgaranti.
Tilslutningen til ICC er Armeniens bøn om hjælp til EU og et budskab om, at det lille land tilhører både den kristne kulturkreds og den demokratiske verden. Et bønfald om en redningskrans i et fjendtligt og oprørt hav.
Tilslutningen til ICC er Armeniens bøn om hjælp til EU og et budskab om, at det lille land tilhører både den kristne kulturkreds og den demokratiske verden. Et bønfald om en redningskrans i et fjendtligt og oprørt hav
_______
Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.
ILLUSTRATION: Yerevan, Armenien, 24. september 2023: Den armenske præsident, Nikol Pashinjan, holder tale for dage før, at Asarbadjsjan genindtager Nagorno-Karabakh-regionen [FOTO: Byline: Handout/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
