Jens Worning: For ti år siden så Cameron truslen fra Rusland. Måske er han nu – endelig – den rigtige mand på det rigtige tidspunkt
16.11.2023
Ugens absolutte nyhed i europæisk geopolitik og diplomatiske kredse: At den tidligere britiske premierminister, David Cameron, er tilbage i kabinettet, nu som udenrigsminister. Måske kan netop han skabe ro om det britiske forhold til kontinentet – mere end 7 år efter det Brexit, han uforvarende banede vejen for.
Af Jens Worning
Winston Churchill vandt krigen og sikrede freden i Anden Verdenskrig, men efterfølgende tabte han parlamentsvalget til Clement Attlee fra Labour, der 1945-51 var premierminister og ledte det britiske rige ind i NATO og udenom Kul- & Stålunionen, forløberen for EU. Men Churchill forblev i politik – og genindtog i 1951 premierministerposten, hvor han forblev indtil dårligt helbred indhentede ham i 1955. Churchill var en fortaler for et politisk og økonomisk samarbejde i Europa. Der var kun én betingelse – at Storbritannien skulle stå udenfor. Sådan forblev det indtil 1973, hvor Storbritannien – samt Irland og Danmark – som bekendt blev medlemmer af det Europæiske Fællesskab, EF, som Kul- & Stålunionen var omdøbt til.
Er Storbritannien en del af Europa? Briterne er ikke selv sikre på svaret. Ingen kender mere til landets evigt besværlige forhold til Europa, til EU og til kontinentet end David Cameron. Og ingen har slået sig hårdere på det end ham. Brexit endte hans tid som premierminister, da han ved folkeafstemningen om det britiske tilhørsforhold til EU følte sig sikker på, at det blev et ja. Det blev et snævert, men for Cameron katastrofalt, nej fra de britiske vælgere: 17,4 millioner vælgere for Brexit og 16,1 millioner medborgere imod.
Hvorfor siger han ja, til posten som udenrigsminister? Hvorfor blive diplomatisk chef for et land, som har meldt sig ud af det EU, han selv ønskede at være en del af? Hvorfor er han i det hele taget blevet tilbudt stillingen? Det er der gode grunde til, men det kræver en overflyvning, der samler mange forskellige og ikke umiddelbart sammenhængende puslespilsbrikker op og sætter dem sammen.
Ingen kender mere til landets evigt besværlige forhold til Europa, til EU og til kontinentet end David Cameron. Og ingen har slået sig hårdere på det end ham
_______
Cameron på toppen og bunden
Cameron vandt valget i 2010 for Det Konservative Parti men manglede 20 pladser for at have absolut flertal. Britisk politik er ikke et konsensusstyre, hvor man mødes på midten. Det er ”the winner takes it all”. Og er der ikke en klar vinder, så er der mudderkamp. Sejren skabte politisk krise i en koalitionsregering (med de Liberale Demokrater), som levede på lånt tid. Ved valget i 2015 ryddede Cameron bordet og fik absolut flertal. Men valget blev vundet ved at smide en vigtig bagatel ind i valgkampen – løftet om, at briterne kunne stemme om tilhørsforholdet til EU. Den afstemning var han sikker på at vinde, og så skulle den evige debat om Storbritannien og EU være lagt i graven. For evigt. Sådan gik det som bekendt ikke, og Cameron måtte gå af til trods for at han var på toppen af sin politiske karriere: Sejrherre i 2015, nederlagets mand allerede i 2016. Hvorfor vende tilbage til politik oven på den historie?
Da Ruslands præsident, Vladimir Putin, i 2014 annekterede Krim, var der klare skillelinjer i europæisk politik. Nordvest- og Sydeuropa kunne ikke finde ud af, hvad de skulle mene og i de kredse lyttede man ikke til Central- & Østeuropa – de ”nye” medlemmer af den europæiske klub, der var stærkt bekymrede over Rusland. USA og Storbritannien stod sammen og prøvede at lægge en linje udenom Tyskland, Frankrig og de andre ved vestens bord. I hele 2014 blev det samme teater opført: Når der var et EU, NATO eller G-7 topmøde, så koordinerede daværende præsident i USA, Barack Obama, og Cameron præludiet. Først kom britiske og amerikanske efterretninger i den internationale nyhedsstrøm om Ruslands ugerninger – en god uges tid inden en sådan begivenhed. Og få dage inden kom Obama og Cameron så med en fælles erklæring om, hvad den vestlige verden skulle gøre og mene – til mishag i Berlin og Paris, der ønskede en mellemvej.
Mellemvejen har aldrig eksisteret. Dét vidste Berlin og Paris ikke dengang, det ved de i dag – det har Warszawa og Kyiv lært dem.
Jeg tror, Cameron har en følelse af, at han har en moralsk ret til at forsætte det spor, hvor han dengang i 2014 havde et mere klart billede i forhold til Rusland – mens folk som Merkel og Hollande var uden retvisende fortællinger om Europas tilstand og Putins virkelige intentioner, kynisme og vilje til at bruge magt.
Mellemvejen har aldrig eksisteret. Dét vidste Berlin og Paris ikke dengang, det ved de i dag – det har Warszawa og Kyiv lært dem
_______
Storbritannien er et klassesamfund, hvor den sociale mobilitet har ikke gode kår. Til gengæld har man en politisk og kulturel dannelse, hvor pligt betyder noget. Cameron gik på elitens skoler og universiteter: Først kostskole på Eton, siden universitet i Oxford. Samme spor fulgte Boris Johnson, den premierminister, der efter eget udsagn fik ”Brexit done!” Konsekvenserne: Faldende BNP (bruttonationalprodukt), fadende formue, og et UK, der stod alene da de uventede katastrofer ankom – først Covid-19-pandemien, sidenhen Ruslands invasion af Ukraine. Måske føler Cameron at pligten kalder – så han – bare lidt – kan få ryddet op efter Johnson. Det er både for- og bagsiden af klassesamfundets mønt – pligten hænger på dem, der har gået på ”Oxbridge” (lingo for eliteuniversiteterne i henholdsvis Oxford og Cambridge) og er blevet disciplineret inden da på de rigtige kostskoler. Han gør sig næppe nogen illusioner om at bringe Storbritannien ind i EU igen – men en vis normalisering i forholdet til kontinentet vil han stå for.
Udenrigsministerpostens effekt
Min erfaring er, at udenrigsministre – særligt forhenværende – adskiller sig fra andre ministertyper. De holder aldrig op med at være udenrigsministre. De fortryder aldrig, at de tog jobbet. Møder du en tidligere udenrigsminister fra vores del af verden, så kan jeg forsikre dig for, at du blot skal trykke på én knap, udenrigsministerknappen, så går talen – og det er envejskommunikation – om udenrigspolitik i almindelighed og deres egen tid ved roret i særdeleshed. At gå fra regeringschef til udenrigsminister er ikke uden fortilfælde. Carl Bildt gjorde det i Sverige. Lars Løkke Rasmussen har gjort det i Danmark.
Det 19. århundrede var det britiske århundrede, hvor det britiske imperium var den førende af den tids stormagter. Det sluttede med Første Verdenskrig, hvor Europa ophørte med at være verdens centrum. I stedet kom det amerikanske århundrede. Nu er vi i det 21. århundrede, hvor vi ikke ved hvilken verdensorden, der sætter sig. Men alle tidligere stormagter ved godt, at man skal tæt ved og helst med hos de stores bord. Det gælder åbenlyst også Cameron. Han har sagt ja til jobbet, fordi det var for godt et tilbud at sige nej til. Hvis han formår at bringe ro om Storbritanniens forhold til EU, vil hans udnævnelse være en gevinst også for Europa. ■
Nu er vi i det 21. århundrede, hvor vi ikke ved hvilken verdensorden, der sætter sig. Men alle tidligere stormagter ved godt, at man skal tæt ved og helst med hos de stores bord
_______
Jens Worning (f. 1965) er partner i kommunikationsbureauet Policy Group A/S, udenrigskommentator i Kristeligt Dagblad og tidligere diplomat, bl.a. som dansk generalkonsul i Skt. Petersborg, Rusland.
ILLUSTRATION: Møde i Rishi Sunak-regeringens nye kabinet [FOTO: Kin Cheung/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
