Jens Wenzel Kristoffersen om nye, offensive våben til Ukraine: Der er sket et skifte i Vesten

06.01.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Endelig har Vesten fjernet fløjlshandskerne og doneret offensive våbensystemer til Ukraine. Det har Ukraine brug for. Samtidig åbner den fælles donation op for nye koordineringsmuligheder for at støtte ukrainernes kamp mod Putin.

Kommentar af Jens Wenzel Kristoffersen, militæranalytiker ved Center for Militære Studier

DE SIDSTE PAR dage har budt på nyheder om nærmest et kapløb mellem donorlande om at donere mere offensive våbensystemer til Ukraine: Såsom Tyskland med deres pansrede MARDER infanteri-køretøjer, og senest franske, lette kampvogn i form af AMX10 RC, med dets 105mm MECA-kanon. Donationerne markerer et skifte fra primært defensive til mere offensive våbensystemer. Det er bydende nødvendigt, hvis Ukraine skal vinde krigen – og det opfylder samtidig et længe efterspurgt ukrainsk behov.

Dette markerer samtidigt et strategisk skifte i den måde, Vesten ser på donationer. Hidtil har donationerne haft karakter af defensive systemer eller hjælpepakker, der helst ikke skulle ”tirre” den russisk bjørn. Formentlig er der sket et skifte i erkendelse af, at den nuværende stillingskrig mellem de stridende parter ikke flytter fronten væsentligt. Ingen af parter hverken indtager nyt territorium eller generobrer tabt territorium. Så skal krigens gang ændres, må der både tungere og mere offensivt grej til – og helst i store mængder.

Dette kræver, at Vesten tænker nyt om såvel karakteren af donationer, og måden vi gør det på. Fra defensiv støtte til offensiv støtte samt større og fælles donationspuljer, som vil give langt større effekt for det ukrainske forsvar og samtidig betyde en næsten ubegrænset trækningsret, så længe Vesten kan levere.

 

Et strategisk sporskifte i donationspolitikken indebærer en risiko, at Putin ser dette som en optrapning og indblanding i krigen fra vestlig side, hvilket vil kunne få temperaturen til at stige på risikotermometeret
_______

 

Donationspuljer. Det er en ny chance for de vestlige lande til at overveje, om ikke de vestlige lande, der benytter de samme våbensystemer, nu skal gå samme om at donere det virkeligt tunge grej – som fx Leopard 2-kampvogne eller sågar F-16 fly. Det åbner også op for nye måder at donerer grej på, hvor man går sammen i donationspuljer – som samtidig indeholder hele pakken af udstyr, træning, vedligeholdelse, reservedele med mere – i endnu højere grad, end hvad tilfældet er i dag. Fordelen ved at gå sammen er, at man også samtidig vil skabe en stor vedligeholdelseskapacitet samt reservedele at trække på, hvilket så kan genproduceres i vestlig regi, så Ukraine ikke længere er så afhængig af ældre russisk materiel, erobret eller fra tredjelande. Det kan nemlig være ganske vanskeligt at skaffe reservedele i en anstrengt sikkerhedspolitisk situation, hvor storpolitiske hensyn vejer tungest i støtte til henholdsvis den ene eller anden part.

Uddannelse og træning. Den anden fordel ligger på det uddannelses- og træningsmæssige område, hvor et stort antal lande kan gå sammen om at uddanne og træne flest muligt på den absolut korteste tid. Dette er særlig nødvendigt, når det gælder omskoling af personel til mere moderne vestlige systemer. Og det bliver navnlig relevant, hvis talen falder på offensive kapaciteter som Leopard 2 eller F-16 fly, hvor omskoling tager tid, oftest op til 6 måneder, og tid er som bekendt en mangelvare i den nuværende krig. En mangelvare, både fordi en offensiv fra russisk side er forventet indenfor relativ kort tid, hvis der da stadig er kapacitet til dette, men også fordi Ukraine uanset hvad skal have deres forsvarssystemer på plads rundt i byerne for at forsvare kritisk infrastruktur og militære installationer. Og såfremt Ukraine selv ønsker at gennemføre nye offensiver med henblik på at få smidt bjørnen på porten.

Risiko. Et strategisk sporskifte i donationspolitikken indebærer en risiko, at Putin ser dette som en optrapning og indblanding i krigen fra vestlig side, hvilket vil kunne få temperaturen til at stige på risikotermometeret. Dette er den politisk afvejning, som må gøres ved at foretage et skifte af denne art. Men det er alt andet lige et nødvendigt valg, der mår træffes, her og nu og ikke senere, for der er en risiko for, at Ukraine løber tør for materiel af russisk herkomst og samtidig ikke har de nødvendige vestlige systemer til at holde forsvarskampen i gang. Den situation vil Vesten ikke se sig selv i. Og dette kræver, at der træffes modige politisk valg og dermed langsigtede vestlige donationsprogrammer.

Marshall-hjælp. Der må nemlig ikke ske det, at Ukraine løber tør fort vestlig støtte indenfor stort set alle områder, civilt, militært eller økonomisk. Og det kræver vestligt sammenhold – nærmest en form for militær Marshall-hjælp til Ukraine – som både skal genopbygge ukrainsk forsvar i takt med nedslidningen af grej, men også sikre at den russiske bjørn ikke vender tilbage efter flere ”bjørnebær” på forbudt jord.

Støtte på ubestemt tid. Det er derfor bydende nødvendigt, at Vesten nu samles om at gennemføre et strategisk skifte i deres donationspolitikker, som går fra mere defensive systemer til mere offensive systemer, og herunder måder der doneres på. Og dette skal ses i et langsigtet perspektiv. For hvis denne krig trækker ud, som alt tyder på lige nu, skal Vesten være i stand til understøtte krigsindsatsen fra ukrainsk side på ubestemt tid. Kun gennem vedholdende, stabil og tilstrækkelig støtte sikres freden i vesten og endeligt i Europa.

Her kunne Danmark gå forrest, nøjagtigt som vi så med tidligere danske initiativer, hvor modellen udvides til også at omfatte større materielpuljer. Kunne Danmark f.eks. beslutte at donere et antal Leopard-kampvogn i fællesskab med Tyskland, Finland, Norge eller andre fællesbrugere. For i forhold til Rusland er det kvalitetsmæssige overlegenhed og masse, der tæller mod den russiske krigsmaskine, som mange havde overvurderet kvaliteten af. Opfordringen til Vestens politikerne skal være at benytte dette strategiske sporskifte til endeligt at sikre freden i Europa. ■

 

Opfordringen til Vestens politikerne skal være at benytte dette strategiske sporskifte til endeligt at sikre freden i Europa
_______

 

Jens Werzel Kristoffersen er Søofficer, Generalstabsuddannet, Forsvarsakademiet, samt cand.mag. fra Afrika Studier ved Københavns Universitet med speciale i risikovillighed i danske stabiliseringsindsatser i Afrika. 

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?