25.11.2023

Kina og USA har efter mødet i San Fransisco genoptaget klimasamarbejdet. Men det er en skrøbelig våbenhvile. Spørgsmålet er, om deres fællesforståelse om klimaet kan skabe et geopolitisk tøbrud?

Af Jens Ladefoged Mortensen



Det er blevet kaldt verdens vigtigste bilaterale forhold. Da Biden og Xi mødtes i San Francisco i sidste uge, kunne man nærmest høre et lettelsens suk brede sig rundt om på kloden. Var det et varsel om, at den nye ’kolde krig’ allerede nærmer sig en afslutning? Var det et tegn på, at klimapolitikken kan afkobles fra geopolitikken?  

I en tid, hvor usikkerhed dominerer, hvor den ene geopolitiske krise synes at afløse en anden, og hvor frygten helt har erstattet håbet, var mødet en sjælden positiv nyhed. USA og Kina er kommet på talefod igen. Geopolitikken har i stor udstrækning blokeret hele forhandlingsporet. Diplomaterne har haft svære arbejdsvilkår.

Selv klimapolitikken er blevet en del af en geopolitisk magtkamp‚ et nulsumsspil om magt i en todelt verden, der groft sagt handler om, hvorvidt det er USA eller Kina, der skal stå i spidsen for fremtidens globale orden. Men hvad har bragt disse ledere sammen? Og hvem ser ud til at vinde mest ved mødet?

Nok var topmødet planlagt i forvejen, men det finder sted på et interessant tidspunkt. For Biden er det snart sidste udkald, før præsidentvalgkampen for alvor går i gang. Han har et politisk behov for at markere amerikansk styrke og statsmandskløgt. For Xi er der bekymrende krisetegn i kinesisk økonomi. Man forventer ’lavvækst’ på 5 pct. i 2023. Der er bl.a. eksporten til EU og USA, der daler brat.

 

Ifølge Biden havde de to præsidenter haft åbne og ærlige diskussioner. Nu ville de tage det globale ansvar på sig, og deres indbyrdes rivalisering måtte ikke udvikle sig til decideret fjendskab. Som Xi sagde: ”Kloden er stor nok til os begge”
_______

 

Hvad skete der i San Francisco?  

Mødet i San Fransisco skete i regi af APEC (Asian Pacific Economic Cooperation), som er et forum skabt i 1989, hvori 21 lande fra Stillehavnsregionen diskuterer frihandel og andre økonomiske samarbejder. Medlemsskaren er broget: APEC inkluderer ikke bare USA og Kina, men også Rusland. Med andre ord er APEC alt andet end en geopolitisk alliance. Det er en pragmatisk organisation. Taiwan er fx ikke repræsenteret på statslederniveau, men deltager som ’Chinese Taipai’ på embedsmandsniveau. Da APEC-mødets slutdokument, ’the Golden Gate Declaration’, skulle udformes, nævnte det hverken krigen i Ukraine eller krigen mellem Israel og Hamas med ét ord.

Med de geopolitiske konflikter ryddet af vejen kunne APEC-landene koncentrere sig om deres hovedformål: økonomisk vækst. Deklarationen spændte bredt: fra reform af Verdenshandelsorganisationen WTO, styrket samarbejde om digital økonomi, styrkelse af business-netværk, hjælp til startups og mindre virksomheder, fællespolitikker om fødevaresikkerhed og anti-korruption til styrkelse af grøn vækst og klimapolitisk samarbejde.

Og netop klimapolitikken blev mødets store positive overraskelse. Ikke fordi APEC-landene besluttede noget epokegørende. Men fordi Kina og USA den 15. november, lige før mødets start, kom med en fælleserklæring, der mest af alt mindede om en klima-motiveret nulstilling af de geopolitiske spændinger.

Erklæringen gentager flere gange, at USA og Kina føler sig forpligtiget til at få et effektivt samarbejde i lyset af fx FN’s klimapanelets alarmerende konklusioner. Kina og USA erklærer, at de er ”bevidste om den rolle de spiller i national og global klimapolitik”, og lover højtideligt at arbejde sammen for at løse ”en af vor tids største udfordringer for menneskehedens nuværende og fremtidige generationer”. Kina og USA erkender klimakrisens alvor – endnu engang.

Kort fortalt besluttede Biden og Xi sig for at genoplive den ellers suspenderede Glasgow-erklæring fra 2021, hvori Kina og USA lovede verden at gå forrest i klimakampen. Det skulle have været starten på et tætkoordineret klimadiplomati mellem Kina og USA i COP-processen, men det klimapolitiske tøbrud var kortvarigt. I august 2022 rejste den daværende forkvinde for Repræsentanternes Hus, Demokraten Nancy Pelosi, til Taiwan. I den intense geopolitiske atmosfære blev besøget af Folkerepublikken Kina tolket som indirekte officiel anerkendelse af Taiwan, og de grønne forhåbninger fra Glasgow-erklæringen blev skrottet øjeblikkeligt.

Samtidig blev de nøjsomt opbyggede militære kommunikationskanaler – en slags krise- og fejlvarslingssystem mellem USA og Kinas militære topledelse – også suspenderet. Dernæst blev det gryende samarbejde om bekæmpelse af illegal eksport af fentanyl til USA droppet. En betydelig sag: Det vurderes, at en stor del af den fentanyl, der årligt dræber omkring 70.000 amerikanere, bliver illegalt produceret i Kina. I februar skabte nedskydningen af mistænkelige ’spionballoner’ over USA en ekstra dimension til den diplomatisk krise, selvom det amerikanske militær nogle måneder efter konkluderede, at der ikke var tale om et kinesisk spiontogt.   

Som ringe i vandet spredte de kinesiske modreaktioner sig. Rivaliseringen blev til en ’ny’ kold krig. Vesten frygtede, at Kina rykkede sig endnu tættere på Rusland. Beijing markerede sig som samlingspunkt for et mere antivestligt-indstillet globalt syd. Selv i Europa blev Kina-retorikken skarpere. Von der Leyen talte mere kritisk om Kina, fx ved hendes besøg i Beijing i marts, hvor hun direkte sagde, at ” forholdet er blevet mere distanceret og svært de seneste år.” Der gik også geopolitik i europæisk klimapolitik. Derfor er det en god nyhed for verden, at USA og Kina agter at genoptage et intensiveret klimasamarbejde. Her er der ingen tabere.

14 måneder efter Pelosis Taiwanbesøg, stod de to verdensledere pludselig sammen i Californien og talte, som om intet var hændt i det forgangne år. Ifølge Biden havde de to præsidenter haft åbne og ærlige diskussioner. Nu ville de tage det globale ansvar på sig, og deres indbyrdes rivalisering måtte ikke udvikle sig til decideret fjendskab. Som Xi sagde: ”Kloden er stor nok til os begge”.

 

Men der er tegn på, at netop Biden og Xi tager klimaforandringerne alvorligt. Så kan deres fællesforståelse om klimaet skabe et geopolitisk tøbrud? Har Biden og Xi andre indenrigspolitiske motiver, og ikke mindst politisk rygdækning til, at neddæmpe spændingsniveauet?

_______

 

Grøn afspænding?

For mange har mødet vakt håb om en afspænding mellem verdens to stærkeste stater. Indvarsler det afspænding mellem USA og Kina? Verdenshistorien har faktisk et fortilfælde, kendt som ’Ping Pong’-diplomatiet. For Kina og USA har tidligere været dødsfjender, tilbage under Vietnamkrigen, hvor USA var fanget i en besværlig, upopulær og endeløs konflikt, der kun fortsatte, fordi Maos Kina aktivt støttede Nordvietnam. I begyndelsen af 1970’erne blev kamphandlingerne intensiveret. Enhver fredsløsning så uopnåelig ud.

Hvad der skete efterfølgende, var uforudsigeligt. Under verdensmesterskabet i bordtennis i Nagoya i 1971 kom en amerikansk bordtennis spiller, Glenn Cowan, for sent til den amerikanske bus, og fik et lift med den kinesiske bus. Her faldt han i snak med en kinesisk bordtennisspiller, Zhuang Zedong. Hvad, der helt præcist blev snakket om, er uvist, men det amerikanske hold kom på gæstebesøg i Kina.

Året efter var Nixon på sit berømte besøg i Bejing, og fjendskabet tøede op. Et par år senere sluttede Vietnamkrigen, og i 1979 gjorde Kinas nye leder, Deng Xiaoping, endegyldigt op med det Maoistiske Kina, og åbnede landet op for verden. Resten er historie.  

Hverken Biden eller Xi spiller bordtennis på landsholdsniveau. Men det er tankevækkende, hvordan personlige møder skabe forandringer. Skal der ikke mere end et personligt møde til, før geopolitikkens brutale logik tilsidesættes? 

Erklæringer er ikke mere, end de er: En række hensigtserklæringer pakket ind i høfligt sprogbrug, der til nøds kan tolkes som et politisk ønske om fremtidigt samarbejde. Men der er tegn på, at netop Biden og Xi tager klimaforandringerne alvorligt. Så kan deres fællesforståelse om klimaet skabe et geopolitisk tøbrud? Har Biden og Xi andre indenrigspolitiske motiver, og ikke mindst politisk rygdækning til, at neddæmpe spændingsniveauet?

Afspænding er en skrøbelig proces, og der vil altid være en risiko for tilbageslag. Taiwan-konflikten kan blusse op. En verdensorden i forandring kan skabe turbulens, uforudsigelighed og konflikt. De flotte fælleserklæringer kan affærdiges som ren symbolik. Topmødet kan ses som en del af en kamp om narrativer – en soft power-konfrontation, hvor både Kina og USA ønsker at fremstå som attraktive, fredsmæglende verdensledere overfor resten af verden. 

Topmødet kan derimod også tolkes som to statslederes erkendelse af situationens alvor. Ikke blot truslen om klimaforandringer, men også ustabiliteten skabt af sammenfaldet mellem Ukraine-krigen og krigen mellem Israel og Hamas. Det kan også være en reaktion på truslen om Trumps comeback i amerikansk politik. Eller måske de farlige episoder omkring Taiwan, der har været tæt på at eskalere til deciderede krigshandlinger. På den geopolitiske front er mødet for Vesten en positiv overraskelse, der reducerer frygten for et farligt parløb mellem Kina og Rusland. Xi har en klar geopolitisk interesse i at blokere for fx omfattende FN-sanktioner af Rusland, men han virker ikke til at være ubetinget begejstret for Putin. Kina kan derimod bruge Putin til at styrke deres egen magtposition i verden. Parterne er ingenlunde ligeværdige, og rygterne om decideret alliance mellem de to synes stærkt overdrevet

 

Omvendt står Xi, for første gang i årtier, i en økonomisk svagere position end USA. Beijings nultolerance-politik med omfattende nedlukning var voldsom, og genoplukningen har været langsom. Samtidig hærges Kinas økonomi til stadighed af spekulative boligbobler, og Kinas eksport er ikke kommet op i gear
_______

 

Hvem kom bedst ud af mødet?

Biden stod med de bedste økonomiske kort på hånden, og USA forhandlede dermed ud fra en styrkeposition. Amerikansk økonomi fremviser imponerende væksttal. Nu er coronapandemiens tid forbi, og USA har genindtaget sin førerposition i verdensøkonomien. Det er lykkedes Biden at tage pusten ud af kinesisk eksport, hvor de seneste tal bekræfter, at Kinas eksport til USA er dalende. Ikke engang Trumps handelskrige kunne fremvise det resultat.

Omvendt står Xi, for første gang i årtier, i en økonomisk svagere position end USA. Beijings nultolerance-politik med omfattende nedlukning var voldsom, og genoplukningen har været langsom. Samtidig hærges Kinas økonomi til stadighed af spekulative boligbobler, og Kinas eksport er ikke kommet op i gear. Iagttagere spekulerer nu åbent på, om USA’s (og EU’s) nye strategiske politikker overfor Kina er ved at slå igennem. Der skal gives statsstøtte til national mikrochip-produktion, og USA skal arbejde tættere sammen med EU for at få fremtidssikret forsyningerne af de kritiske råvarer, fx sjældne jordarter, som Kina i dag er verdens dominerende eksportør af. Der er kommet strammere lovgivning om investeringsscreening for at sikre, at Kina ikke opkøber kritisk infrastruktur. Der er eksportforbud til Kina på avancerede mikrochips. Listen af tiltag er efterhånden lang.  

Strategien kaldes ’de-risking’ – ikke ’de-coupling’. Biden ønsker ikke en ny handelskrig. Bidens handelspolitik er smeltet sammen med industripolitikken, og han ønsker at skabe jobs i USA, samtidig med en minimering af afhængigheden af de produktions- og forsyningskæder i verdensøkonomien, der har været centreret om Kina. Handel og investeringer mellem USA til Kina er faldende – og det er med til at presse Xi på den økonomiske front.

Omvendt er Biden presset på den indenrigspolitiske front. Selvom Biden kan fremvise imponerende økonomiske resultater og fx pege på, at strategien overfor Kina har virket, så er den amerikanske præsident allerede orienteret mod sit genvalg. Om et år kan der sidde en ny mand i Det Hvide Hus – og det kan meget vel blive Donald Trump. Biden har derfor et indenrigspolitisk motiv til at udstille topmødet som en magtdemonstration af USA’s styrke overfor de amerikanske vælgere.  

Trump skaber også utryghed i Kina, og derfor er Xi også motiveret til at få skabt et tåleligt forhold til USA. Vi ved ikke meget om, hvad Trump egentlig har tænkt sig at gøre som præsident, men lige præcis om handelspolitikken har han været utvetydigt klar. I et FOX-interview erklærede han sin intention om at lægge 10 pct. told på al import til USA.

Det vil være hårdt for den amerikanske forbruger, men for den kinesisk økonomi vil det være katastrofalt. Det vil kaste Kina ud i dets første kapitalistiske krise. Men også politisk skaber det stor usikkerhed. For selvom Xi ikke er på valg i Kina, bygger regimets legitimitet på ubrudt økonomisk vækst. På sigt vil en genopblussen af handelskrigen kunne skabe voldsomme politiske forandringer i Kina og ikke nødvendigvis en forsættelse af Xis, relativt fredelige, rivalisering med Vesten.    

Forsigtig optimisme

Både Biden og Xi har flere indenrigspolitiske og personlige motiver til at søge en tilnærmelse. Hvis deres politiske særinteresse blot er midlertidigt overlappende, er det en skrøbelig våbenhvile. Biden løber en stor risiko. Kina er for mange Trump-støtter den ultimative hovedfjende i verden, og mange amerikanske vælgere er overbeviste om, at USA ikke kan stole på Kina, og at det før eller siden kommer til en åben konfrontation. Herved risikerer Biden at kunne italesættes af Trump som den, der gør USA svag, og den, der er for gammel til at indse, at Xi udnytter hans svaghed. Når præsidentvalgkampen for alvor bryder ud, kan mødet blive brugt af Trump som et våben mod Demokraterne. For Trump er angrebet lige til: Mødet mellem Biden og Xi i San Francisco 2023 vil blive sammenlignet med Chamberlains møde med Hitler i 1938 i München. Biden er for eftergivende overfor Xi – og derfor farlig for USA.

For resten af verden var topmødet entydigt en god nyhed. I det mindste ønsker Xis Kina og Bidens USA at genoptage samarbejdet og sende et beroligende signal til resten af verden i en tid, hvor det har været sparsomt med den slags. Spørgsmålet er nu, om det indvarsler en afspændingsperiode som i 1970erne, hvor Ping Pong-diplomatiet og Nixons åbne dør banede vejen for et reformeret Kina? Næppe. Tiden synes en anden. Et lyspunkt er dog, at klimapolitikken, for en tid, virker isoleret fra geopolitikken. ■

 

Spørgsmålet er nu, om det indvarsler en afspændingsperiode som i 1970erne, hvor Ping Pong-diplomatiet og Nixons åbne dør banede vejen for et reformeret Kina? Næppe. Tiden synes en anden
_______

 

Jens Ladefoged Mortensen er lektor i International Politik på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, og skriver om geoøkonomiske magtkampe, økonomisk udenrigspolitik og klimarelaterede handels- og industripolitik.

ILLUSTRATION: Woodside i Californien, 15. november 2023: Xi Jinping og Joe Biden mødes på sidelinjen under APEC-mødet (der samler en gruppe Stillehavslande om økonomisk samarbejde), der blev afholdt på den amerikanske vestkyst [FOTO: Doug Mills/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland