Jens Hjarsbech: På vej mod de-risking fra Kina – hvad nu for danske virksomheder?
12.06.2023
De glade dage, hvor Kina drev globaliseringen frem gennem en åbning af økonomien omfavnet af Vesten, er slut. Hvor efterlader det danske virksomheder?
Analyse af Jens Hjarsbech, cheføkonom ved Axcelfuture
De glade dage, hvor Kina drev globaliseringen frem gennem en åbning af økonomien omfavnet af Vesten, er slut.
Gennem en årrække er forholdet mellem USA og Kina blevet gradvist dårligere, og samtidig er der i EU en stigende skepsis over for Kina, i særdeleshed efter den kinesiske reaktion på Ruslands krig mod Ukraine. Den helt store trussel er selvfølgelig en mulig kinesisk invasion af Taiwan, som vil få meget vidtrækkende konsekvenser, hvis den bliver til virkelighed.
Både i Kina og Vesten tales der om afkobling (de-coupling) – altså at kappe de økonomiske bånd. Kina vil hjertens gerne fortsætte med at sælge varer i Vesten, mens de selv bliver mere og mere selvforsynende med egen produktion. Vesten vil omvendt slå knuder på sig selv for at vriste sig fri af afhængigheden af kritiske råvarer og komponenter fra Kina.
Det efterlader danske virksomheder og politikere i et dilemma: Kina vil forblive et vigtigt marked, med potentiale for kraftig vækst – det er hverken ønskeligt eller muligt helt at kappe båndene til Kina. Omvendt er der en klar risiko for at ende i en situation, hvor man som virksomhed skal vælge mellem det amerikanske marked og det kinesiske. Desuden bliver vestlige virksomheder i mange tilfælde presset af kinesiske virksomheder på andre markeder, da Kina sjældent spiller efter internationalt anerkendte regler, når det kommer til fx statsstøtte, eksport- og investeringsfinansiering mv.
En fuldstændig afkobling mellem Kina og Vesten er hverken ønskværdig eller realistisk. Derfor tales der nu også mere om de-risking end om de-coupling. Men uanset betegnelsen ER vi på vej mod et helt andet forhold mellem Vesten og Kina, end vi har været vant til de sidste 20 år.
Hvordan stiller det danske virksomheder, og hvordan ser det politiske landskab i Danmark og EU ud? Disse langtfra enkle spørgsmål søger denne artikel svar på.
I begyndelsen af Kinas integration i den globale økonomi deltog landet i høj grad som ,Vestens fabrik’, hvorfra rigtig mange produkter blev solgt til de vestlige lande. Men Kinas økonomi er blevet mere og mere sofistikeret gennem mange år
_______
Vejen mod de økonomiske tinder
Kina har været på en imponerende økonomisk vækstrejse gennem årtier, hvilket har været med til at skabe stor velstandsfremgang både i Kina, Vesten og i resten af verden. Hyperglobaliseringens vækst i den globale samhandel gennem 1990’erne og 2000’erne var i meget høj grad drevet af Kinas fremgang.
Særligt to perioder har været afgørende for den kinesiske økonomi. Den første var overgangen til open door policy fra 1978, der åbnede Kina for eksport til resten af verden og for udenlandske investeringer i landet. Det satte for alvor fart i den økonomiske vækst. Den næste startede, da Kina i 2001 blev medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO) og dermed fik langt bedre handelsforhold med resten af WTO-landene, herunder de to store markeder EU og USA. Siden da er landet som bekendt blevet mere og mere integreret i den globale økonomi, hvor det i de senere år har været afsender af 10-12 pct. af den globale vare- og tjenesteeksport.
I begyndelsen af Kinas integration i den globale økonomi deltog landet i høj grad som ,Vestens fabrik’, hvorfra rigtig mange produkter blev solgt til de vestlige lande. Men Kinas økonomi er blevet mere og mere sofistikeret gennem mange år, og i takt med en kraftigt voksende middelklasse er Kina i lige så høj grad blevet forbrugere af udenlandske produkter, som vi er i Vesten. Samtidig er Kina i stigende grad en økonomi, der modtager udenlandske input, videreforarbejder dem og eksporterer dem videre. På den måde indgår Kina nu i de globale produktionskæder på samme måde som vestlige økonomier. Dét blev lysende klart for alle, da coronapandemien skabte voldsomme flaskehalse for rigtig mange varer, som enten blev produceret i Kina eller var afhængige af kinesiske underleverandører. Det gælder ikke mindst hightech- komponenter, som nu udgør en langt større del af kinesisk eksport end fx tekstiler, der i 1990’erne var en af Kinas vigtigste eksportvarer.
Landet har da også fået en større og større betydning for dansk økonomi. Vi køber masser af elektronik og andre forbrugsvarer og sender fødevarer, legetøj, medicinalvarer m.m. den anden vej. Den enorme vækst i Kinas import og eksport har desuden haft stor betydning for den danske skibsfart med A.P. Møller-Mærsk i spidsen, der sejler verden rundt med rigtig meget af det, som Kina producerer eller køber.
Ser vi på den direkte handel, blev Kina vores femtestørste samhandelspartner i 2021, hvilket særligt for eksportens vedkommende er et godt skridt op ad rangstigen de seneste 15 år. Kina faldt dog lidt tilbage igen, da coronapandemien ebbede ud i det meste af verden, mens den kinesiske regering holdt fast i de strenge nedlukninger. Det gav mindre efterspørgsel efter fx værnemidler, der i stort omfang blev produceret i Kina, mens fortsat efterspurgte varer bedre kunne anskaffes i lande, der ikke led under nedlukningerne, som det var tilfældet i Kina.
De normale eksportopgørelser undervurderer dog reelt Kinas betydning for dansk eksport. For når danske virksomheder eksporterer til ét land, bruges produkterne ofte som input i produktionen af produkter, der i sidste ende bliver eksporteret videre og forbrugt i et helt andet land. Samtidig er en del af værdien af dansk eksport skabt i andre lande. For vi importerer i stor stil også input til vores egen produktion, og dette importerede input registreres som dansk eksport, når vi sælger de forarbejdede varer videre til andre lande.
Tager vi højde for denne handel gennem de globale værdikæder, er Kina faktisk vores fjerdestørste eksportdestination. OECD estimerer, at 58.000 danske jobs understøttes af den danske produktion, der i sidste ende forbruges i Kina.
Spørgsmålet er nu, om Kina kan fortsætte med den høje økonomiske vækst, eller om landet havner i den såkaldte middle income trap
_______
Og ud over at eksportere er danske virksomheder også økonomisk forbundet med Kina gennem investeringer, enten ved fx at opføre fabrikker eller butikker eller ved at købe sig ind i eksisterende virksomheder i landet. Sammenlagt havde danske virksomheder i 2021 investeringer i Kina til en værdi af godt 43 mia. kr., hvilket er hele 13 mia. kr. mere end i 2020. Et eksempel er LEGO, der både har produktion i Kina og sælger for mere end 7 mia. kr. årligt på det marked . Lægger vi Hongkong oveni, stiger beholdningen af danske direkte investeringer til 63 mia. kr. i 2021. Det svarer til 3,5 pct. af danske virksomheders samlede udenlandske investeringsbeholdninger. Det er dog noget mindre end fx USA eller det tidligere EU-land Storbritannien, hvori danske virksomheder i 2021 havde investeringer for henholdsvis 257 mia. kr. og 281 mia. kr.
Nye vinde blæser
Nye vinder blæser dog over den kinesiske økonomi. Kinas vækst har været aftagende det seneste årti (om end den stadig har været høj sammenlignet med vestlige væksttal), hvilket bl.a. afspejler et forsøg på at dreje fra en vækst båret af byggeri og investeringer til en mere forbrugsbaseret økonomi. Spørgsmålet er nu, om Kina kan fortsætte med den høje økonomiske vækst, eller om landet havner i den såkaldte middle income trap, der betegner lande, der har kæmpet sig ud af lavindkomststadiet, men er ,fanget’ i en situation, hvor de ikke kan komme helt op på højde med fx vesteuropæiske lande.
Handelskrigen med USA samt coronakrisen har trukket yderligere ned i Kinas økonomiske fremgang. Nultolerancepolitikken over for coronasmitte med strenge og langvarige nedlukninger lagde en tung dæmper på økonomien, hvilket har været med til at dæmpe udenlandske virksomheders appetit på at investere i landet.
Samtidig er Kina ikke længere det mest oplagte land til simpel og løntung produktion, for i takt med den økonomiske vækst er lønningerne også steget i Kina i forhold til andre asiatiske lande, hvilket selvsagt har gjort andre lande mere konkurrencedygtige. Og endelig – og det potentielt mest betydningsfulde – betyder den nye geopolitiske virkelighed, at vestlige virksomheder og investorer vægter risici ved at gøre forretning i Kina langt tungere end tidligere. Ruslands krig mod Ukraine og Kinas sabelraslen over for Taiwan har sat sig i bevidstheden hos vestlige virksomheder, og det vil få konsekvenser for vækstpotentialet de kommende år.
Vi begynder allerede nu at se tegn på effekterne af de nye vinde. Danske virksomheder har foretaget nye investeringer i Kina gennem mange år, men i 2022 var der faktisk samlet set en større reduktion i engagementerne i Kina, end der var nye investeringer. Det er ret usædvanligt, og reduktionen var større, end vi tidligere har set. Antallet af danske datterselskaber i Kina er stagneret siden 2015, mens der er blevet gradvist færre datterselskaber i Hongkong siden 2017.
Tendensen til aftagende engagement i Kina bekræftes også af en undersøgelse, Dansk Industri har foretaget blandt sine medlemmer. Den viser, at flere virksomheder vil mindske engagementet i Kina end øge det. Interessant nok er der klart flere, der vil øge engagementet i resten af Asien – hvor kun meget få vil mindske det. Og selvom de danske investeringer i Kina er steget lidt igen de sidste par kvartaler, fylder Kina nu markant mindre i de samlede danske investeringer i Asien end for få år siden, mens Hongkong dog er begyndt at fylde mere.
Det er ikke kun et dansk fænomen, at appetitten på Kina er faldende. Det indrammes med det nu fremherskende buzzword „China plus one”: Ideen er, at vestlige virksomheder fortsætter deres nuværende engagement i Kina for at servicere det kinesiske marked – men over tid vil man flytte den del af produktionen, der skal sælges til tredjelande, væk fra Kina. Samtidig vil man i stigende grad lægge nye investeringer uden for Kina. Det skal sikre, at man ikke længere er så dybt afhængige af Kina i sine – ofte meget udstrakte – værdikæder. Med ,plus one’ får man mere robuste kæder, så man kan fortsætte produktionen, i tilfælde af at den kinesiske produktion ikke længere kan levere af den ene eller anden årsag.
Det er dog nemmere sagt end gjort, for selvom man lægger ny produktion i Kinas nabolande, kan der fortsat være input til produktionen, man ikke kan få andre steder end i netop Kina. Derfor er det også en langvarig proces, og endemålet for mange virksomheder er ikke helt at droppe Kina som samarbejdspartner og forretnings- og produktionsland. Det er nærmere at lære af de sidste års kriser og sikre robusthed i forretningen – vel vidende at det vil koste lidt i form af højere omkostninger.
Vi skal gøre os mindre afhængige af Kina på kritiske områder som energiforsyning og grønne teknologier – ikke stoppe samhandlen fuldt og helt
_______
De-coupling eller de-risking?
Da debatten om afhængighed af Kina tog fart – først i USA og senere i Europa – var det fremherskende buzzword de-coupling, altså en fuld afkobling af de økonomiske forbindelser. Debatten i USA og EU blev intensiveret, i takt med at Kina fik en mere og mere prominent og negativ rolle i de politiske debatter – kritikken nåede nye højder efter Ruslands invasion af Ukraine, der viste risikoen ved at være for afhængig af et land med et styre, vi ikke er enige med. Med Rusland var det som bekendt særligt naturgas, mens det i Kina fx er solceller og andre input til den grønne omstilling. Nu gælder det de allestedsnærværende mikrochips, hvor det er afgørende for Vesten ikke at blive for afhængig af Kina i fremtiden. Beijing har nemlig en ambition om at skabe en stor indenlandsk chipsindustri, der skal dække 70 pct. af den indenlandske efterspørgsel, og poster derfor enorme beløb i en national industri. Men for nu er Kina endnu ikke førende på området og er stadig afhængigt af produktionen i Taiwan og Sydkorea, men belært af erfaring vil EU og USA ikke risikere at overlade den vigtige teknologi til Kina, som man har gjort med solcellerne. For tænk, hvis Kina gør alvor af truslerne mod Taiwan! Så står vi igen i et meget uheldigt afhængighedsforhold, der reelt set er langt større og mere gennemgribende end gassen fra Rusland.
Derfor har der været et stigende politisk ønske om at afkoble os fra Kina. Men med tiden er der også kommet mere realisme og fornuft ind i den politiske debat. Særligt Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyens, tale om Kina i marts 2023 har markeret et vendepunkt. Her blev ordet de-risking for alvor prominent – endda så meget, at USA nu også bruger ordet frem for de-coupling. Det var også budskabet efter G7-mødet i Japan i maj, hvor lederne netop lagde vægt på at de-riske frem for at de-couple. Den store forskel er, at vi ikke kan og skal afkoble os fra Kina, men vi skal reducere den risiko, vi står med – vi skal gøre os mindre afhængige af Kina på kritiske områder som energiforsyning og grønne teknologier – ikke stoppe samhandlen fuldt og helt.
Kinas respons – vækst eller ideologi?
Under coronapandemien 2020-21 blev antallet af udenlandske ansatte i Kina, ifølge en vurdering fra Jörg Wuttke, netop afgået formand for European Chamber of Commerce in China, halveret. Det store spørgsmål er nu, om de kommer tilbage.
Ligesom Vesten er Kina begyndt at fokusere på at mindske sin omvendte afhængighed af os. Kina har talt om de-coupling længe, da man i det hele taget ikke ønsker at være afhængig af andre lande, men i særdeleshed ikke ønsker at være afhængig af digitale løsninger fra USA. Kineserne har fx set, hvordan SWIFT-systemet er blevet brugt som sanktionsinstrument over for Rusland, og er derfor begyndt at opbygge sit eget finansielle system og presse handelspartnere til at handle i den kinesiske møntfod, yuan, i stedet for dollars. De har også opbygget deres eget internet for at kun lukke af for informationer fra resten af verden.
Men samtidig er det kinesiske styre ikke blind for, hvilke økonomiske muligheder de går glip af, hvis vestlige virksomheder forlader landet. Kinas etpartisystem er afhængigt af at være lydhørt over for, hvad hovedparten af befolkningen vil have – regeringen frygter social uro, og for at undgå det skal systemet levere varen. Alene derfor skal man fastholde en robust økonomisk vækst. De meget konkrete tiltag for at komme fx luftforurening og forurenet vand til livs skyldes pres fra befolkningen, ligesom coronanedlukningerne endte meget brat, da de folkelige protester blev for omfattende.
Men balancepunktet mellem økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn har klart flyttet sig, i takt med at Kina er rykket i en mere og mere ideologisk retning, efterhånden som Xi Jinping har cementeret sin magt i partiet – nu i en grad, hvor der reelt ikke er en opposition til ham. Økonomisk vækst er ikke længere det vigtigste – dét er derimod Kinas og dermed partiets indflydelse og ambitioner. Det påvirker selvfølgelig udsigterne for vestlige virksomheder, der oplever at blive ramt af en række forhindringer på det kinesiske marked.
Fx har Det Kinesiske Kommunistiske Parti (CCP) i sommeren 2021 fornyet sin indsats for at få etableret particeller i såvel offentlige som private selskaber i Kina. I Kina står CCP over det offentlige, og det betyder reelt set, at particellen har mere magt end fx bestyrelsesformanden i et statsejet selskab. Alle forhold af væsentlig karakter skal først diskuteres i particellen, så man kan komme frem til den rigtigste beslutning for partiet og dermed underforstået for Kina.
Næste kamp bliver elbilerne. Kina har på meget kort tid overhalet Tyskland, når det kommer til bileksport, og er godt på vej til at skubbe Japan af tronen
_______
Dertil kommer de velkendte problemer med fx tvungne teknologioverførsler, industrispionage, krav om kinesisk medejerskab af visse virksomheder mv. På det seneste har der endda være en række razziaer mod udenlandske konsulenthuse i Kina, hvis speciale har været at sælge kinesiske virksomheder research på kandidater til ledige topstillinger. De kinesiske myndigheder anklager imidlertid disse firmaer for at indsamle sensitive informationer til udenlandske kunder – anklager, der kommer i kølvandet på stramninger af Kinas spionagelovgivning, som har skabt bekymringer særligt i USA.
Den kinesiske form for statskapitalisme giver yderligere udfordringer for udenlandske virksomheder. Kina er nemlig ikke bleg for at kaste offentlige penge efter virksomheder, der arbejder med teknologier, som de ønsker at være førende inden for, og dermed udkonkurrere alle andre aktører på markedet. Vi har set det med solcellemarkedet, der på få år gik fra at være en førende europæisk industri til næsten rent kinesisk dominans. Eller vindmøller, hvor det kinesiske marked i starten blev betragtet som et enormt potentiale for en dansk virksomhed som Vestas, men hvor den kinesiske stat selv ønskede teknologien og produktionen. I dag er Vestas marginaliseret i Kina og kæmper i øvrigt en hård kamp mod unfair kinesisk statsstøtte på andre markeder.
Næste kamp bliver elbilerne. Kina har på meget kort tid overhalet Tyskland, når det kommer til bileksport, og er godt på vej til at skubbe Japan af tronen. Dette skyldes en kæmpe elbilproduktion, bl.a. takket være Kinas førerposition inden for de nødvendige litiumbatterier. Den tyske bilindustri, som tidligere har været dominerende i Kina, er nu på hælene og kæmper for at forblive relevant på det kinesiske marked (og andre steder), mens Kina omvendt investerer i produktionen af batterier til elbiler i Europa.
Er man som virksomhed i tvivl om, hvorvidt man risikerer at blive udkonkurreret af den kinesiske statskapitalisme, så er der hjælpe at hente fra Kina selv. For landets centrale industripolitiske pejlemærke „Made in China 2025” giver en konkret facitliste over teknologier og sektorer, de ønsker at være førende inden for. Her skal den store danske medicinalindustri være vågen, for den står på listen!
Det er således ikke småting, udenlandske selskaber kan risikere at skulle kæmpe imod i Kina, og der er ingen tegn på, at det kinesiske styre trods de udenlandske virksomheders nye skepsis reelt vil ændre kurs. Fra kinesisk side har der efter corona været sendt mange signaler om, at man nu er open for business – og særligt europæiske virksomheder appellerer man til. Men charmeoffensiven er indtil videre ikke blevet fulgt op af konkrete ændringer.
Manglende konsensus svækker Vesten – og særligt EU
Kina-spørgsmålet er på ingen måde enkelt for vestlige virksomheder eller for vestlige politikere. Det blev understreget med Kinas fodslæbende respons på invasionen af Ukraine, også selvom både USA og Kina ønsker at undgå koldkrigslignende tilstande.
Mere skizofrent forholder det sig internt blandt EU’s medlemslande
_______
Samtidig har Kina en fordel i det storpolitiske spil, da det til tider har vist sig vanskeligt i Vesten at finde fælles fodslag. Det udspiller sig for øjeblikket mest internt i EU, for i det ellers så splittede USA synes en konsensus at indfinde sig. Selvom indpakningen er ny, har Joe Biden nemlig reelt videreført Donald Trumps handelskrig med Kina. Godt nok har man ikke indført nye toldstigninger, men derimod eksportkontrol af avancerede mikrochips til Kina, mens der postes milliarder af støttedollars i amerikansk chipsproduktion. Alt sammen for at undgå, at USA ender i et afhængighedsforhold til Kina, og at Beijing ligeledes overtager den teknologiske førertrøje på det punkt. Under Biden har USA og EU opnået et historisk tæt samarbejde om Kina-håndteringen, bl.a. inden for rammerne af det nye transatlantiske Trade and Technology Council, som blev etableret i 2021.
Mere skizofrent forholder det sig internt blandt EU’s medlemslande. Da præsident Macron og kommissionsformand von der Leyen sammen tog til Beijing, var signalerne blandede. På et møde forud for turen holdt von der Leyen sin betydningsfulde tale om de-risking og rettede også en skarp kritik af partnerskabet mellem Kina og Rusland. Mødet blev i øvrigt holdt i samarbejde med den ledende europæiske Kina-tænketank MERICS, der er sanktioneret af det kinesiske regime – et ikke ubetydeligt signal. Men det, der stjal opmærksomheden efter den fælles Kina-tur, var Macrons udtalelser om, at Taiwan-krisen ikke er ,vores krise’, og at Europa ikke blindt skulle følge amerikanerne. Man kan jo sagtens argumentere for, at EU ikke nødvendigvis vil have de samme interesser i Taiwan som USA, skulle konfrontationen eskalere. Men udtalelsen stod i kontrast til von der Leyens linje, og dét risikerer at drive en kile ind mellem USA og Europa til Kinas fordel.
Samtidig er det vanskeligt at finde ud af, hvor Tyskland står, fordi Tyskland reelt ikke kan finde ud af det selv. En længe ventet Kina-strategi fra Berlin bliver ved med at blive udskudt, da der er intern uenighed i den tyske trekløverregering. Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, står for en relativt Kina-kritisk linje, mens kansler Olaf Scholz omvendt er noget mere Kina-venlig. Scholz, der er tidligere borgmester i Hamborg, fik fx gennemtrumfet en tilladelse til at lade det kinesiske firma Cosco købe sig ind i byens havn på trods af tidens store fokus på ikke at sælge kritisk infrastruktur til netop Kina. Selvom firmaet kun får lov til at købe 24,99 pct. af en terminal, ses det af mange som et risikabelt salg, der bestemt ikke går i retning af de-risking. Scholz var desuden den første europæiske leder til at besøge Xi Jinping efter Kinas corona-genåbning, og han tog en delegation af de største tyske virksomheder med sig.
Tysklands udfordring er – på den ene side – at lære af historien med Rusland og den tyske afhængighed af russisk energi og – på den anden side – at undgå for store problemer for den tyske industri, særligt bilfabrikanterne, hvor Kina er enormt vigtigt. Derfor agerer Tyskland i høj grad ud fra en iskold kalkule af sine økonomiske interesser. Den interne uenighed er dog ikke større, end at Tyskland bakker 100 pct. op om von der Leyens linje i EU.
Den tyske politik ligger i øvrigt meget på linje med Danmarks, hvor tonen på den ene side er blevet skærpet, som man kan se i de seneste udenrigspolitiske strategier, men på den anden side lægger regeringen op til en ny handlingsplan under det strategiske partnerskab med Kina. Det afspejler også, at Danmarks og Tysklands økonomiske interesser i Kina er nogenlunde de samme.
Selvom der internt i EU således findes et spektrum af forskellige synspunkter, har tyngdepunktet tydeligvis bevæget sig i retning af den langt mere kritiske linje, som von der Leyen tegner. En linje, der i øvrigt har været under opbygning i hvert fald siden 2019. Efter mange år med en strategi om ikke at gøre nogen sure, kom EU-Kommissionen nemlig med det banebrydende stempel på Kina som både samarbejdspartner, økonomisk konkurrent og systemisk rival. Særligt betegnelsen ,systemisk rival’ vakte opsigt, for det satte en streg under kampen mellem demokrati og autokratiske styreformer.
EU er særligt udfordret på de andre markeder, hvor europæiske virksomheder konkurrerer mod kinesiske. For her har EU ingen sanktionsmuligheder, når kinesiske selskaber vinder kontrakter pga. direkte statsstøtte, gavmild kreditgivning eller andre begunstigelser fra den kinesiske stat
_______
Alligevel er der behov for en klarere fælles linje, fordi Kina p.t. kan forsøge at finde sprækkerne i sammenholdet og spille vestlige lande ud mod hinanden og dermed slippe for at ændre sin egen kurs. Uklarhederne i EU-samarbejdet reducerer vægten bag de europæiske forsøg på at få Kina til at reformere sine politikker og spille mere efter vores regler og standarder.
For EU er det selvsagt langt lettere at stille krav til Kina på det europæiske marked end til Kinas optræden andre steder. De senere år har fx både budt på en ny screeningmekanisme for investeringer og nye regler om statsstøtte fra tredjelande, der i høj grad er rettet mod Kina. Investeringsscreeningen skal bl.a. sikre, at kritisk infrastruktur ikke ender i hænderne på udenlandske – herunder kinesiske – hænder. Reglerne for statsstøtte (der endnu ikke er trådt i kraft) skal derudover sikre, at europæiske virksomheder ikke rammes af unfair konkurrence i EU fra virksomheder, der modtager statsstøtte fra lande uden for EU.
Men EU er særligt udfordret på de andre markeder, hvor europæiske virksomheder konkurrerer mod kinesiske. For her har EU ingen sanktionsmuligheder, når kinesiske selskaber vinder kontrakter pga. direkte statsstøtte, gavmild kreditgivning eller andre begunstigelser fra den kinesiske stat. Skal det adresseres, kræver det en langt mere koordineret indsats og mere koordineret diplomati fra EU og dens medlemslande, end vi ser i øjeblikket.
Hvor efterlader det danske virksomheder?
Blandt de danske virksomheder i Kina findes der nok ikke mange, der ikke har eller er i gang med at revidere deres Kina-strategi. En ting er den finansielle vurdering af de kinesiske muligheder – her spiller vækstudsigterne en rolle såvel som de benspænd, Kina laver mod vestlige virksomheder. En helt anden – og helt ny – ting er, at virksomhederne ikke kan komme uden om at forholde sig til værdipolitik. Kinas behandling af fx uigurerne og masseovervågningen af samfundet er eksempler på værdipolitiske forhold, der skal tages strategisk stilling til. Risikoen for en militærkonfrontation mellem Kina og Taiwan er et andet.
Tidligere blev der skelnet mere skarpt mellem det politiske og det økonomiske. Danske virksomheder skulle ikke drive udenrigspolitik, men i stedet være gode ambassadører for vestlige værdier i de lande, de opererede i. Med Ruslands krig mod Ukraine er det tydeligt, at der ikke længere kan skelnes så skarpt mellem politik og økonomi. Tiden, hvor forretning og politik var to adskilte ting, er forbi. Både kunder, investorer og virksomhederne selv stiller nye krav til virksomheders beslutninger, og derfor er de tvunget til at tænke forretning og politik langt mere sammen end tidligere.
Mange danske virksomheder står også i en situation, hvor de kan blive tvunget til at vælge mellem to store markeder – USA eller Kina – særligt inden for kritiske sektorer. Og Danmark og Irland er de to lande i EU, der har den største eksporteksponering mod både USA og Kina samlet set. Med andre ord står vi mellem a rock and a hard place (,en klippe og et hårdt sted’), som de siger i USA. I øjeblikket lægger USA pres på Holland for at nedlægge forbud mod eksport af mikrochips til Kina, fordi hollandske ASML er verdensledende inden for teknologien. Det er ikke helt usandsynligt, at et lignende pres kan blive rettet mod danske virksomheder inden for fx life science.
Den store joker er, hvad der sker til USA’s præsidentvalg næste år – og om USA herefter vil spørge Europa: Er I med os eller mod os?
Så hvad nu?
Det seneste år har bragt de store geopolitiske spørgsmål tilbage på banen. Vi risikerer en ny opdeling i vest og øst – nu anført af Kina i stedet for Sovjet – og hvis det kommer dertil, får det helt andre erhvervsmæssige og økonomiske konsekvenser end under Den Kolde Krig, da vi er langt mere forbundet økonomisk med hinanden end i tiden før Murens fald. I øvrigt takket være Kinas imponerende vækstrejse, der som bekendt har bragt millioner af mennesker ud af fattigdom – også en betydelig del af dem uden for landets grænser. Men hverken Kina eller Vesten er interesseret i denne opdeling.
Derfor er der trods alt grund til at bevare en vis optimisme, også med de åbenlyst økonomiske fordele ved ikke at de-couple, og vi er desuden afhængige af hinanden for at løse fælles politiske mål – ikke mindst klimaomstillingen. Kina udleder nu cirka en fjerdedel af det globale CO₂. Samtidig er Kina i front på en række grønne teknologier, som vi har behov for, ligesom de sidder tungt på værdikæderne for flere af de råstoffer, der fx bruges – ikke alene i batterier, men også i andre grønne teknologier.
Derfor skal vi heller ikke bare de-couple og helt forlade landet. For Kina er både et stort og voksende marked for danske virksomheder – uanset at den enkelte forbruger gennemsnitligt er mindre købestærk end vestlige forbrugere. Selv med en lavere vækst end normalt er det sandsynligt, at Kina set over de kommende år vil have en højere vækst end vestlige økonomier. For mange almindelige forbrugsvarer er de kinesiske benspænd desuden til at håndtere, og disse varer er heller ikke i fare for at ende under amerikanske sanktioner.
De senere års udvikling har svækket ideen om, at økonomisk samhandel skulle være den bedste vej til demokrati i Kina. Det skal være slut med en ukritisk tilgang til Kina, både erhvervsmæssigt og politisk – og derfor er de-risking klogt. Alt i alt er kombinationen af samhandel og kritisk dialog – frem for afkobling og isolering – fortsat den bedste vej frem. ■
Det skal være slut med en ukritisk tilgang til Kina, både erhvervsmæssigt og politisk – og derfor er de-risking klogt
_______
Jens Hjarsbech (f. 1980), cheføkonom ved Axcelfuture og har siden 2017 drevet tænketankens arbejde på globaliserings- og investerings- og vækstdagsordenen. Hjarsbech er cand.polit. og har mere end 15 års erfaring fra Nationalbanken, Den Europæiske Centralbank, erhvervsorganisationer og tænketanke.
ILLUSTRATION: Overbliksfoto over nyproducerede biler dækket af nyfalden sne ved BMW-fabrikken i Shenyang i Kinas nordøstlige Liaoning-provins, 17. november 2021 [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
