Jan Vejnaa Hansen: Glem Parisaftalen. Sandheden er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område
01.05.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 pct.-reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ude over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er efterhånden tydelige for enhver.
Kommentar af Jan Vejnaa Hansen, civilingeniør i energi
Planetens mange økosystemer har tidligere været i fin balance med hinanden. En balance, som har sikret gode betingelser for en variation af liv. Menneskets aktiviteter skubber i stigende grad til disse balancer.
Der er en grænse for, hvor meget man kan skubbe til disse balancer, før systemerne så at sige tipper over og kommer ud af kontrol – de såkaldte tipping points. Her ændrer økosystemerne sig hurtigt i en negativ retning, som ikke kan rulles tilbage.
Økosystemerne afhænger af og påvirker hinanden. Når ét økosystem oplever et tipping point, er der derfor risiko for, at andre økosystemer oplever det samme. Ligesom dominobrikker, der falder.
Naturens grænser er overskredet
Naturen har sine egne grænser for, hvor meget menneskers produkter og handlinger kan belaste, før man kommer ud i et usikkert område, hvor risikoen for tipping points er til stede. Grænsen mellem det sikre område og det usikre område kaldes de planetære grænser. Disse definerer ni områder, der dækker alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er afgørende for livet på planeten.
Seks af de planetære grænser er nu overskredet: Klimaforandringer, biodiversitet, miljøforurenende stoffer, arealanvendelse, kredsløbet for kvælstof og fosfor samt ”grønt vand” (vand til planter).
Jo mere de planetære grænser overskrides, jo større er risikoen for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer.
På klimaområdet blev den planetære grænse allerede overskredet i 1988, da CO2-koncentrationen i atmosfæren oversteg 350 ppm (parts per million), og strålingspåvirkningen var 1,0 W/m2. Og trods 35 års bestræbelser på at sænke CO2-udledningerne er de kun fortsat med at stige.
Jo mere de planetære grænser overskrides, jo større er risikoen for, at der enten er sket eller snart vil ske uoprettelige ændringer
_______
Parisaftalen er et skuespil
I 2015 var verdens ledere begejstrede og kaldte det en historisk sejr, da de landede Parisaftalen. Her blev man enige om at arbejde for at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Men siden grænsen for klimaforandringer jo allerede blev overskredet i 1988, hvor stammer de 1,5 grader så fra?
Først og fremmest er det en politisk beslutning.
FN’s klimapanel, IPCC, sammenfatter med mellemrum al verdens klimaforskning. Man kan undre sig over begejstringen for Parisaftalens ”mål”, når man læser en af de vigtigste konklusioner fra særrapporten, SR15: “Det vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise efter krise for de mest sårbare mennesker og samfund, hvis vi overstiger 1,5 grader global middeltemperaturstigning.”
Selv om ovenstående konklusion er alvorlig nok i sig selv, er det vigtigt at bemærke, at konklusionerne i IPCC’s rapporter skabes i et politisk forum med verdens ledere, hvor også lobbyister fra den fossile industri er til stede og påvirker beslutningerne. Der skal opnås konsensus, og man diskuterer formuleringerne ord for ord. I den proces er der rig mulighed for at udvande alvorligheden af de videnskabelige budskaber. Laveste fællesnævner bestemmer konklusionerne og dermed også den politiske kurs og den offentlige fortælling.
Dertil kommer, at videnskaben er konservativ i dens udmeldinger. De vil hellere underdrive situationen end det modsatte. Gang på gang bliver videnskaben da også ”overrasket” over, hvor hurtigt konsekvenserne af den globale opvarmning udvikler sig i forhold til deres modeller og forudsigelser. Et eksempel er en artikel i The Guardian, hvor adskillelige videnskabsfolk udtrykker dette.
Allerede nu dør mennesker andre steder i verden pga. oversvømmelser, skovbrande og tørke. Mangel på vand og fødevarer gør livsbetingelserne svære eller umulige. Dette sker nu, hvor den globale middeltemperatur er øget med 1,1–1,2 grader. Hvad vil der ske ved en global middeltemperaturstigning på 1,5 grader?
Når grænsen på 1,5 graders global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling. Og det er vel at mærke gambling med ikke mindre end selve eksistensgrundlaget for os og de dyre- og plantearter, vi deler denne planet med.
Og da videnskaben jo har påpeget, at vi allerede i 1988 overskred den planetære grænse for klimaforandringer, er vi nu vidner til et skuespil med politiske ledere, magtfulde virksomheder og lobbyorganisationer i hovedrollerne. Her foregøgler man verdens befolkning, at hvis den globale temperaturstigning kan holdes under 1,5 grader, så er “målet” opnået, og alt er godt.
Når grænsen på 1,5 graders global middeltemperaturstigning bruges som et klimapolitisk styringsværktøj og sammenholdes med, at forskerne ikke præcis ved, hvornår de tidligere nævnte tipping points indtræffer, er der altså tale om ren gambling
_______
Samtalen skal starte det rigtige sted
Sandheden er, at vi i løbet af de sidste 35 år er kommet længere og længere ud i usikkert område. Ved at så tvivl om videnskaben, blokere og forsinke politikker og løsninger på biodiversitets- og klimakrisen, forsøge at gøre den skadelige produktion til et individuelt ansvar, har magtfulde økonomiske interesser, der sætter indtjening højere end livet, været med til at give falsk indtryk af, at vi er ved at løse kriserne.
Vi nødt til at starte samtalen det rigtige sted.
Glem alt om Parisaftalen, klimalovens 70 pct.-reduktion af drivhusgasser i 2030, nettonul i 2045 og alle andre klima- og miljømålsætninger. Vi er langt, langt ude over grænsen for, hvad vores økosystemer kan klare, og konsekvenserne er efterhånden tydelige for enhver.
Vi står i en nødsituation, som er meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. Verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed.
I den rige vestlige verden skal vi som befolkning kræve af vores politikere, at der over natten bliver indført markante rationeringer af alle aktiviteter, der fører til udledning af drivhusgasser.
Vi skal kræve, at folketingsmedlemmer sørger for, at der bliver afholdt daglige pressemøder med deltagelse af statsministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren, forsvarsministeren, justitsministeren, forsvarschefen, rigspolitichefen og ledende klimavidenskabsfolk.
Og vi skal kræve, at de store medier ikke beskæftiger sig med andet.
Vi står på kanten af et kollaps af de livgivende økosystemer og dermed et kollaps af vores trygge samfund, som vi kender det. Vi er blevet vildledt i årtier. Ingen af vores valgte ledere har levet op til deres ansvar. Konsekvensen er, at eksistensgrundlaget for liv nu er truet. ■
Vi står i en nødsituation, som er meget værre end coronakrisen, meget værre end krigen i Ukraine, og meget værre end 2. Verdenskrig. Det kræver en mobilisering af hidtil uset omfang og hastighed
_______
Jan Vejnaa Hansen (f. 1966) er civilingeniør, cand. polyt. fra DTU. Han har beskæftiget sig indgående med energi og indeklima i bygninger samt solenergi i rådgiverbranchen og er i dag specialist i et forsyningsselskab med fokus på bæredygtighed, fjernvarme, solceller og vindmøller.
ILLUSTRATION: Bio-regionen i Chile, 9. februar 2023: Brandmænd forsøger at slukke brænden på en vej, der går tværs gennem en omfattende skovbrand i landet [FOTO: Adriana Thomasa/EPA/Ritzau Scanpix]