Jan Pierrel-Boas: Har regeringen glemt de borgere, der stemte den til magten?
31.01.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et opinionsformat med skiftende skribenter. Serien er udenfor betalingsmuren og altså gratis at læse – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Kløften mellem de folkevalgte og borgerne, som under valgkampen skulle mindskes, vokser igen. Både videnskabelig, rationel og erfaringsbaseret argumentation tilsidesættes for ideologi og politik. Det døve øre vendes mod borgeren, og det er nu virksomhedernes overlevelse og konkurrencemulighed, der løber med al opmærksomheden.
Kommentar af Jan Pierrel-Boas, bestyrelsesmedlem af Socialdemokraterne i Københavns Nordvest
HÅB, optimisme, nytænkning, paradigmeskifte, forbedring, deltagelse, borgerpligt. Danmark skal bygges op, styrkes, være tryggere, og alle skal med. Følelserne er positive efter et valg, hvor ens parti er gået frem, og hvor ens statsministerkandidat står med ansvaret for at danne regering. Nu skal Danmark blive grønnere og tryggere.
Valgkampen har naturligvis fokuseret på majoriteten, på den almindelige dansker og danskerne har præmieret statsministeren med flere mandater. Partiernes ideologi skulle gøres relevante for vælgerne, og der skulle konkrete og finansierede forslag på bordet. Som vælger er man blevet passet op på gaden, man har læst mails og læserbreve og fået fortalt, hvorfor ens uvurderlige stemme skal falde på lige præcis den kandidat. Man blev lyttet til. Kløften mellem politiker og borger var ikke større end en enkelt rose. Under valgkampen er man som borger i centrum.
Tre måneder senere står man et andet sted. Der skal vi som borgere støtte op om krigen i Ukraine, vi skal acceptere, at vi skal skære i uddannelserne, vi skal spare på energien, så den ikke bliver for dyr. Lønnen skal sættes op for politikernes statsansatte særlige rådgivere. Arveskatten for virksomhedsoverdragelser skal sænkes, og vigtigst af alt er arbejdsudbuddet.
Som borgere arbejder vi ikke nok, vi er ikke effektive nok, er ikke til rådighed, vi har ikke den rigtige uddannelse, og vi beder om for meget i løn.
Nu hvor vi har afgivet vores stemme, er opmærksomheden fra politikerne rettet et andet sted hen. Der tales om reformer og om nødvendighedens politik.
Problemerne har ikke ændret sig på tre måneder, men ansvaret og byrden for at løse dem har flyttet sig.
Industrien, både fødevareindustrien og den tunge, synes fritaget for ansvar for klimaet. Den ene ekspert efter den anden fortæller om landbrugets ringe betydning for økonomien og andre om, hvor meget det skader naturen og vores drikkevand.
Private virksomheder og deres repræsentanter synes at have mistet al initiativ, når det kommer til at finde arbejdskraft. De frie markedskræfters centrale teser om udbud og efterspørgsel gælder åbenbart ikke, hvis det handler om øget løn eller fleksibilitet i forhold til kandidaters uddannelse og kompetencer. Hvis virksomhederne mener, at kandidatgraderne er for lange, hvorfor hyrer de ikke bachelorer og færdiguddanner dem selv?
Inflationen rammer dem med mindst hårdest. Den trækkes frem, når det gælder om at reflektere den vanskelige situation, som borgeren og landet står i, men glemmes lige så hurtigt, når der skal gives skattelettelser – skattelettelser som så til dels skal finansieres af dem, som allerede er blevet ramt på pengepungen. Denne gang rammes man så på tid.
Udfordringerne synes at skulle løses af politiske ideologer, og det er borgerne, der skal betale for det.
Kløften vokser, når ingen ud over regeringspartiernes politikere kan forklare, hvorfor en fridag skal tages fra borgerne
_______
Kløften mellem de folkevalgte og borgerne, som under valgkampen skulle mindskes, vokser igen. Både videnskabelig, rationel og erfaringsbaseret argumentation tilsidesættes for ideologi og politik. Det døve øre vendes mod borgeren, og det er nu virksomhedernes overlevelse og konkurrencemulighed, der har opmærksomheden.
Vi får at vide, at der mangler arbejdskraft, men 45.000 unge mangler uddannelse, læreplads og job. Der er akademikere med lange uddannelser, der sorteres fra i bunken af CV’er, fordi de ikke har den præcise arbejdserfaring eller uddannelse.
Kløften vokser, når ingen ud over regeringspartiernes politikere kan forklare, hvorfor en fridag skal tages fra borgerne. Finansministeriets regnemodeller viser, at der er skattekroner at tjene. Modeller der ikke tager højde for årtiers forskning, der viser, at danskerne hellere vil holde fri end tjene flere penge. Modeller som kommer frem til, at man, når huset brænder, skal redde pengepungen frem for junior, for det er vel det økonomisk mest rationelle?
Når fagforeningerne, økonomer og selv CEPOS siger, at løsningen ikke giver mening, så tænker man, at ideen med at tage en fridag fra borgerne må være opstået i en ideologisk gryderet bestående af lige dele socialistisk solidaritet, liberalistisk arbejdsraseri og med et kraftigt drys af politisk egocentrisme.
For borgeren virker kløften lige så bred, som afstanden mellem ministrene og jordforbindelsen.
Mon vi som borgere lærer noget af det? Jeg spurgte forleden en journalist, hvordan det var muligt, at Lars Løkke Rasmussen stadig kunne være politisk relevant med alle de sager, manden har haft i sit lange politiske liv. Journalisten kiggede på mig. ”Jamen Jan, vi skriver om det og graver, men befolkningen stemmer alligevel på ham”.
Er det muligt, at statsministeren har samme evne – altså at vi som vælgere tror på hendes paroler under valgkampen, og tilgiver at statsministeren siger noget andet, når det bliver hverdag igen?
Der er ingen tvivl om, at regeringen skal være med til at styrke det danske erhvervsliv. Men det virker uddateret, fantasiløst og ideologisk, når man stadig tænker i trickle down-økonomi og ræser mod bunden for at skaffe billig arbejdskraft til erhvervslivet. Der er vel næsten ikke nogen industri i Danmark, måske bortset fra fiskeri og landbrug, hvor man forsøger at producere billigere, i stedet for bedre? Vi skal som nation uddanne til det bedre i stedet for til den laveste løn – og det gælder unge som gamle.
Specielt når erhvervslivet ikke råber om andet.
Hvis vores folkevalgte vil bygge bro til vælgerne og øge tilliden, må fokus igen rettes mod det, der virker, mod at udvikle vores velfærdsmodel og gøre den stærkere, gøre vores arbejdskraft bedre og gøre det attraktivt og let at komme til at arbejde i Danmark.
Politikerne skal have fokus tilbage på borgerne og deres rettigheder, især nu, hvor det er dem, der skal betale gildet. ■
Vi skal som nation uddanne til det bedre i stedet for til den laveste løn – og det gælder unge som gamle
_______
Jan Pierrel-Boas er cand.merc.int i interkulturelle studier fra CBS, har en Master of International Management fra CEMS (CBS, HEC Paris). Har boet, læst og arbejdet i USA, Frankrig, Hong Kong, UK og det nordvestlige Afrika. Tidligere DSU-næstformand på Frederiksberg og nuværende bestyrelsesmedlem af Socialdemokraterne i Nordvest, Bispebjerg Gruppe.
RÆSONS KOMMENTARSERIE er et opinionsformat med skiftende skribenter. Serien er udenfor betalingsmuren og altså gratis at læse – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
ILLUSTRATION: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), Vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og Statsminister Mette Frederiksen i Folketingssalen under debat om statsministerens redegørelse, 19. januar 2023 [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
