31.01.2023

Kina, Iran og senest Serbien har alle offentligt udtalt, at de ikke anerkender Ruslands annekteringer af Ukraine. Putin opfattes ikke længere som den usårlige enehersker, han var inden invasionen. Og alliancepartnernes isolering kan sandsynligvis accelerere indenrigspolitiske fragmenteringsdynamikker.

RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter.

Jakob Tolstrup i RÆSON KOMPAKT

I DEN FORGAGNE uge var der pludselig kø ved den internationale håndvask. Både Serbiens præsident Vucic og en repræsentant for det Iranske udenrigsministerium vaskede hænder ved at levere en hidtil uhørt kritik af Putins krig mod Ukraine og understregede, at Kyivs territoriale integritet ikke står til diskussion. Sidst på efteråret 2022 viste også både Indien og Tyrkiet og selv Kina, at deres støtte til Rusland på ingen måde er uforbeholden. Og i januar i år forlød budskabet på de diplomatiske vandrør, at Kina agter at distancere sig yderligere fra Rusland, da Beijing er af den opfattelse, at krigen i Ukraine er dømt til at slå fejl og vil føre til landets militære og økonomiske kollaps. Xi Jinping synes at have indset, at Kina har brug for mindelige relationer til som minimum Europa for at sikre den økonomiske vækst, som kommunistpartiets overlevelse er afhængig af. Forholdet til Rusland bliver sandsynligvis en del af offeret på det alter. Så er Putin ved at miste de få allierede, han hidtil har haft? Og hvilke konsekvenser vil det få?

I international politik går det selvfølgelig altid op og ned i interstatslige relationer – også mellem alliancepartnere. Og vi har da også tidligere set flere af ovennævnte stater gå på to ben i forsøget på både at tækkes Rusland og ikke skubbe Vesten for meget fra sig. Så det er på ingen måde sikkert, at alliancepartnerne nu fordufter en efter en. Men udviklingen er alligevel bemærkelsesværdig og bekymrer sandsynligvis Putin.

For den russiske præsident er der tre problemer forbundet med mere lunkne allianceforhold. For det første bliver det sværere for det russiske propagandaapparat at opretholde fortællingen om, at Rusland ikke er isoleret på den internationale scene. Hidtil har de statsstyrede russiske medier flittigt spundet historier om klippefaste russisk-kinesiske relationer og det broderlige forhold mellem Beograd og Moskva.

Mere forbeholdne alliancepartnere kan også betyde, at Rusland står over for yderligere økonomiske bekymringer. Sandsynligvis skal gassen og olien leveres med ekstra rabat for at prisen modsvarer den risiko, som alliancepartnerne løber ved samarbejdet. Måske tager Teheran sig dyrere betalt for droner og andet militært isenkram, som Rusland efterhånden er blevet militært afhængig af. Det seneste droneangreb mod den iranske militærfabrik i Isfahan, formentligt udført af Israel, vil sandsynligvis bidrage til yderligere iransk forsigtighed. Endelig så vil alliancepartnernes tøven sandsynligvis smitte af på det indenrigspolitiske spil i Rusland. Putin opfattes ikke længere som den usårlige enehersker, han var inden invasionen af Ukraine. Spillet om den politiske og økonomiske magt efter Putin er allerede i gang i kulisserne. Og når først det spil kører blandt Ruslands eliter, så bliver alle tegn på lederens styrke eller svaghed grundigt analyseret. I 2024 skal der være valg i Rusland, og valgtrommerne er allerede så småt begyndt at lyde. Yderligere international isolation af Putin, vil ikke gøre det lettere for den russiske diktator at orkestrere den slags velkoreograferede og gnidningsfrie valgskuespil, som vi ellers har vænnet os til gennem de sidste tiår.

Altafgørende for det videre forløb bliver udviklingen på slagmarken. Genvinder Rusland initiativet og lykkes med at presse Ukraine i defensiven, så vil alliancepartnerne sandsynligvis vende tilbage til Rusland igen. Men går det derimod Ukraines vej, så vil yderligere afstandtagen fra eksempelvis Kina sprede sig som ringe i vandet i det internationale system. Og det vil sandsynligvis accelerere indenrigspolitiske fragmenteringsdynamikker, som i sidste ende kan føre til Putins fald. Hvor vi ender, er det fortsat for tidligt at spå om. Men lige nu går det ikke Putins vej.

 

Xi Jinping synes at have indset, at Kina har brug for mindelige relationer til som minimum Europa for at sikre den økonomiske vækst, som kommunistpartiets overlevelse er afhængig af. Forholdet til Rusland bliver sandsynligvis en del af offeret på det alter
_______

 

Jakob Tolstrup (1980) er ph.d. og lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Han er ekspert i indenrigs- og udenrigspolitiske forhold i Rusland og de øvrige tidligere sovjetrepublikker og i politik i diktaturer mere generelt. Han har blandt andet skrevet Tænkepausen ’Diktatur’.

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister