Jakob Matthiesen i RÆSON SØNDAG: Kaukasus‛ syge mand er ikke kun Georgiens problem. Det kan også blive Europas

11.03.2023

Mens demonstranter i Tsibili protesterer mod, hvad de mener er pro-russisk lovgivning, kan en enkelt mands helbred blive en afgørende faktor, der kan rykke magtbalancen i Georgien. Det kan åbne en ny kampplads i konfrontationen mellem Vesten og Rusland.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I denne uge af af Jakob Matthiesen, underviser og freelancejournalist samt cand.mag. i litteraturvidenskab.

EN MAND sidder i sin hospitalsseng og kigger ind i kameraet med et livløst blik. Hans hoved er støttet af puder. Hans kinder er indfaldne, og hans hud er nærmest grå. Manden er 54 år, men han ser ældre ud. På en video fra december 2022 kan man se, at han har brug for en rollator og en sygeplejerske til at hjælpe sig, når han med besvær bevæger sig rundt på sin enkelttue. I en anden video kaster han noget tøj efter personalet. Et øjeblik efter ryster hans krop i spjættende ryk, som om han har kramper. På et foto løfter han op i sin hospitalstrøje for at vise, hvordan hans ribben stikker frem. Som om han vil demonstrere for verden, at hans krop er under nedbrydning.

Manden er indlagt på et militærhospital i Tbilisi i Georgien. Desuden er han fængslet. Han afsoner en dom på seks års fængsel for magtmisbrug. Den georgiske regering siger, at manden på billederne selv er skyld i sit vægttab på omkring 45 kilo. At han er aggressiv over for personalet og i øvrigt simulerer sit dårlige helbred.

Andre påstår, hvordan uafhængige medicinske undersøgelser viser, at han er blevet forgiftet af arsenik og kviksølv under sin fængsling. At hans krop er nedbrudt, og at han har fået hjerneskader på grund af det, han bliver udsat for på hospitalet. Menneskerettighedsorganisationer og repræsentanter for flere vestlige landet har påpeget, at det som de georgiske myndigheder udsætter ham for, ikke er behandling, men snarere tortur.

Udenfor hospitalet er der voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi. Om eftermiddagen tirsdag den 7. marts begyndte store demonstrationer mod et lovforslag fremsat af regeringen. Lovforslaget er rettet mod såkaldte ”udenlandske agenter” og går ud på at organisationer, der modtager mere end 20 pct. af deres støtte fra udlandet, skal registrere sig. Lovgivningen tyder på, at regeringen forsøger at stramme kontrollen med blandt andet medierne, og ifølge kritikerne minder den om en lignende russisk lov fra 2012, der i Rusland er blevet brugt til at lukke både medier og menneskerettighedsorganisationer. I Tbilisi viser demonstranternes skilte prydet med EU-stjerner og slogans som ”Stop Russia”, at demonstrationerne ikke kun handler om den aktuelle lov, men også om at regerings tilnærmelse til Rusland ikke har opbakning i befolkningen.

Nogle år tilbage så tingene helt anderledes ud for den tynde mand i hospitalssengen. I 2013 blev han af George W. Bush kaldt ”demokratiets fyrtårn”. Samme år blev han nomineret til Nobels fredspris. I 2012 beskrev Joe Biden ham som ”Østeuropas George Washington”, og i 2013 hyldede USA’s daværende præsident Barack Obama hans ”storslåede eftermæle”.

Manden hedder Mikheil Saakashvili, og han er Georgiens tidligere præsident. Og hvad der sker med Saakashvilis helbred kan få betydning for den politiske udvikling i Georgien og ikke mindst for de uroligheder, der er opstået de sidste dage, og for hvilken rolle landet kommer til at spille i den aktuelle konflikt mellem Vesten og Rusland.

 

Hvad der sker med Saakashvilis helbred kan få betydning for den politiske udvikling i Georgien og ikke mindst for de uroligheder, der er opstået de sidste dage
_______

 

Fra præsident til eksil

I 2003 var Saakashvili en ledende kraft i Rosenrevolutionen, hvor Georgien ved et fredeligt systemskifte skaffede sig af med den korrupte præsident Eduard Sjevardnadse. Derefter var Saakashvili Georgiens præsident fra 2004 til 2013. I den periode drejede han Georgiens udenrigspolitisk mod EU, Vesten og NATO, og han bekæmpede landets omfattende korruption, ikke mindst i politiet, og gennemførte reformer af den offentlige administration og promoverede markedsøkonomi.

Men som frontfigur for landets nyorientering med Vesten gjorde han sig også til Putins fjende. Georgiens og Ruslands årelange stridigheder om udbryderrepublikkerne Syd-Ossetien og Abkhasien var den scene, hvor Putin demonstrerede, at han ikke accepterede Saakashvilis pro-vestlige kurs. De militære spændinger i de to republikker, som både Rusland og Georgien eskalerede, kulminerede i en lynkrig i 2008, hvor Georgien tabte Syd-Ossetien og Abkhasien og dermed 20 pct. af sit territorie, som kom under russisk styre, hvilket de stadig er i dag. Ud over tab af landområder førte krigen til at mere 300.000 georgiere blev fordrevet fra deres hjem og blev interne flygtninge i Georgien. Nederlaget førte til, at en del af den georgiske befolkning satte spørgsmålstegn ved Saakashvils lederskab. For Putin derimod var sejren ikke kun en lokal en af slagsen. Den var også et signal om Vestens manglede vilje og evne til at reagere, når Rusland håndhævede sine geopolitiske interesser, og måske, set i bakspejlet, var Georgien dermed et varsel om, hvad der var i vente for Ukraine.

Fra at være en populær præsident i starten af sin periode falmede Saakashvilis offentlige glans i hans anden valgperiode – og det skyldtes ikke kun den fejlslagne krig mod Rusland. Medierne begyndte at bringe historier om misbrug af offentlige midler og forfølgelse af politiske modstandere. For mange vælgere havde Saakashvili nu udviklet sig fra at være en demokratisøgende reformator til en præsident, der klyngede sig til magten med alle midler. Og da politiet reagerede med uforholdsmæssig hård magt ved regeringskritiske demonstrationer, og da der blev offentliggjort videoer af fanger mishandlet i politiets varetægt, blev han en præsident, der inkarnerede det værste ved Georgiens politiske traditioner.

Den russiske skygge

Utilfredsheden og trangen til forandring blev så stor, at et nyt parti i 2012 vandt parlamentsvalget. Vælgerne ville noget andet end Saakahsvili og hans parti Den Forenede Nationale Bevægelse (DFNB). Det var derfor snarere tale om et fravalg end et tilvalg, da vælgerne i 2012, efter en valgkamp, der ifølge nogle iagttagere anses som russisk påvirket, sætte kryds ved det eneste reelle alternativ: partiet Georgiens Drøm anført af partilederen – og Georgiens rigeste mand – Bidzina Ivanishivili.

Ivanishvili havde indtil det tidspunkt ikke ytret sig offentligt om politik, men baggrunden for hans rigdom gav et fingerpeg om retning for hans internationale orientering. Ivanshivili havde nemlig tjent sin enorme formue ved at drive bankvirksomhed og forretninger inden for metalindustri i Rusland. Og det var da også med en mere forsonlig tone over for Rusland, at han vandt valget. Ikke fordi befolkningen pludselig var kommet til at holde mere af Rusland, men fordi han i manges øjne – herunder alle dem, der ikke havde glemt at Georgien fire år før havde tabt en krig med Rusland – var bedre til at balancere Georgiens evige balancegang mellem øst og vest og dermed sikre freden.

 

I de senere år, og især efter Ruslands invasion af Ukraine, er Georgiens balancegang tippet i retning mod Moskva, og det er den udvikling, som en del af befolkningen i disse dage demonstrerer mod
_______

 

Efter valget i 2012 var partiet Georgiens Drøm enerådende i det meget polariserede politiske klima i landet og har ført en politisk balancegang, hvor man officielt har fastholdt ønsket om at nærme sig Vesten. Men på samme tid har partiet hverken militært eller politisk konfronteret Rusland med den de facto besættelse af georgisk territorium i Syd-Ossetien og Abkhasien.

I 2021 trak Ivanishvili sig helt ud af politik og dermed fra indflydelse i Georgiens Drøm. Sådan lyder den officielle forklaring, men i praksis er det anderledes. Fra skyggen er det stadig ham, der med sit netværk og økonomiske midler, øver en indflydelse, som i stigende grad synes at flugte med Putins dagsorden. I de senere år, og især efter Ruslands invasion af Ukraine, er Georgiens balancegang tippet i retning mod Moskva, og det er den udvikling, som en del af befolkningen i disse dage demonstrerer mod.

Fra eksil til fængsel

Kort tid efter Saakashvillis præsidentperiode var forbi, forlod han Georgien. Han påbegyndte en politisk karriere i Ukraine og nåede også en overgang at undervise i politik på et universitet i Boston. Saakashvilis politiske karriere i Ukraine er i sig selv bemærkelsesværdig, fordi han som et svingende pendul enten var i kridthuset eller skammekrogen hos den ukrainske top. Han har således både fået tildelt, frataget og derefter tilbagetildelt ukrainsk statsborgerskab, alt efter om han har været på god fod med eller på kant med den på det tidspunkt siddende præsident i Ukraine.

Resultat af hans brogede karriere i Ukraine er, at der nu er dannet et stærkt bånd mellem Saakashvili og hans tidligere arbejdsgiver, Ukraines præsident, Vlodomyr Zelenskyj. De to er enige om, at deres respektive landes fremtid er knyttet til Vesten, og hvor Saakashvili ved flere lejligheder fra sygesengen er optrådt med en t-shirt, hvor der står ”I am Ukranian”, har Zelenskyj offentligt fordømt det nuværende georgiske styres behandling af Saakashvili. I 2018 blev Saakashvili i Georgien idømt en dom in absentia i på seks års fængsel for magtmisbrug, hvilket af mange iagttagere blev karakteriseret som en politisk dom, der havde til formål at holde ham væk fra landet. De georgiske myndigheder slog fast, at dommen ville blive eksekveret i det øjeblik, han satte sin ben på georgisk jord. Det skulle vise sig at være sandt. 

På trods af alle advarsler besluttede Saakashvili at gøre en ende på sit eksil i 2021. Nu ville han vende tilbage til Georgien for at hjælpe sit parti DFNB til magten igen ved det kommende kommunalvalg. Måske satte Saakashvili sin lid til, at international opmærksomhed ville sikre ham en fair behandling i sit hjemland. Ikke desto mindre kunne man på YouTube følge med i, hvordan en begejstret Saakashvili – oplyst af et gulligt skær fra nattens gadelygter – bekendtgjorde for verdens offentlighed, at nu var han tilbage. Allerede 18 timer efter blev han arresteret, da han i oktober 2021 illegalt krydsede grænsen til Georgien, og videoer af en trodsigt smilende Saakashvili i håndjern, som blev ført bort af politiet, florerede på nettet.

Den tidligere præsident kunne nu se frem til at afsone dommen i sit hjemland, hvor dem, der er ved magten, ser ham som en trussel. For på trods af den utilfredshed i befolkningen, som Saakahsvilis ageren udløste ved slutningens af hans tid som præsident, er hans parti, DFNB, den eneste organisation i den fragmenterede opposition, der kan samle befolkningens stigende utilfredshed.

 

Med Ivanishvili som mellemmand synes Putin at være den egentlige rorgænger i Georgien. Og Saakashvilis lidelser er en del af spillet
_______

 

Georgiens nye kurs

Det er dog et andet land, som Saakashvili er vendt tilbage til, end det han forlod i 2013. Som nævnt har Georgien slået ind på en udenrigspolitisk kurs, som i praksis, og på paradoksal vis efter invasionen af Ukraine, er en tilnærmelse til Rusland. En kurs, hvor landet officielt fastholder sit ønske om at blive medlem af NATO, og som i marts 2022 afleverede ansøgning om medlemskab af EU, men som i forhold til retspolitik og undertrykkelse af kritiske medier ikke imødekommer forudsætningerne for et medlemskab af hverken det transatlantiske eller vesteuropæiske selskab. Ud over fængslingen og den inhumane behandling af Saakashvili, som internationalt fordømmes, retter EU’s kritik sig også mod den georgiske regerings forsøg på at kontrollere medierne – især fængslingen af den regeringskritiske georgiske tv-journalist Nika Gvaramia.

Således glippede det i sommer for Georgien at blive kandidatland til EU-medlemskab. Men måske var det heller ikke meningen. I hvert fald så det ud til, at regeringen ville forlænge den internationalt fordømte fængsling af Gvaramia, der få uger før Georgien modtog svaret fra EU. Ikke desto mindre stemmer denne politiske retning ikke overens med befolkningen, da mere end 80 pct. af befolkningen ønsker medlemskab af EU og over 70 pct. at blive en del af NATO. I forhold til Ukraine, som landet ellers traditionelt har flugtet med i bevægelsen mod vest, er der også slået skår i forholdet. Den aktuelle sympati mellem Ukraine og Georgien skal politisk findes mellem Zelenskyj og Saakashvilis parti, og ikke mellem Zelenskyj og det nuværende georgiske styre.

Den 19. oktober 2022 underskrev Zelenskyj således et dekret med økonomiske sanktioner rettet mod Bidzina Ivanishvili. Dekretet indeholdt ikke nogen officiel begrundelse. Men et par bud kunne være utilfredshed med Ivanishvilis alt for tætte bånd til Kreml, Georgiens manglende militære pres på Rusland, at styret ikke i officielle meddelelser nævner Rusland som aggressor og at landet – i hvert fald i en periode – har tilladt militære transporter til Rusland at gå gennem Georgien. Og i forhold til de aktuelle demonstrationer i Georgien har Zelenskyj tydeligt valgt side ved at erklære sin støtte til demonstranterne og deres ”kamp for demokrati”, hvorved han også her har vist sin støtte til de oppositionskræfter, som Saakashvili fra sin sygeseng er en del af.

Med Ivanishvili som mellemmand synes Putin at være den egentlige rorgænger i Georgien. Og Saakashvilis lidelser er en del af spillet. For det første er det umiddelbart i Putins interesse, at landet gør så meget som muligt for at holde Saakashvili fra magten, men samtidig er det også i Putins interesse, at Georgien fortsætter med at påkalde sig Vestens mishag på grund af den behandling, Saakashvili udsættes for. Med andre ord: Jo værre det går med Saakashvili og flere fordømmelser fra EU, der rammer Georgien, jo bedre i forhold til at holde Georgien væk fra Vesten. Men spørgsmålet er om de protester der udspiller sig i disse dage vil ændre på det og hvilken rolle Saakashvili kommer til at spille i forhold til. Om det bliver pro-vestlige eller pro-russiske kræfter, der skal tegne Georgiens fremtid.

Forfatteren Ann Appelbaum skrev den 3. februar i år et essay i The Atlantic, at mishandlingen af Saakashvili er Putins værk. Et eksempel på en velkendt sovjetisk specialitet: forfølgelse af politiske modstandere gennem langsom fysisk nedbrydning. Og en fremgangsmåde, som Putin har videreført og aktuelt praktiserer med en lignende fremgangsmåde over sin politiske modstander, Aleksej Navalnyj. Ifølge hende skal både den politiske udvikling og Saakashvilis skæbne ses som et udtryk for, at Putin forsøger at kontrollere den politiske udvikling i Georgien.

Man kan spørge sig selv, hvad konsekvensen bliver, hvis Saakashvili dør, mens han er i de georgiske myndigheders varetægt. Måske kan det eskalere de folkelige protester med så stor kraft, at et systemskifte vil finde sted. Et skifte, der kan betyde, at Rusland mister den indflydelse gennem Ivanishvili, som de har nu. Og hvordan vil Rusland reagere på det? Og er Vesten villige til at engagere sig i endnu en konflikt, hvor en postsovjetisk stat kæmper mod at blive en del af Ruslands interessesfære?

Saakashvilis helbred er ikke bare hans eget problem. Det kan også blive Europas. ■

 

Er Vesten villige til at engagere sig i endnu en konflikt, hvor en postsovjetisk stat kæmper mod at blive en del af Ruslands interessesfære?
_______

 

Jakob Matthiesen er cand.mag. i litteraturvidenskab og oldtidskundskab og underviser til daglig på Københavns Professionshøjskole. Han skriver som freelancejournalist om kulturelle og politiske konflikter i den østlige del af Europa.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland