Jakob Lindgaard i RÆSON SØNDAG: Erdogans gode forhold til Putin er afgørende for Tyrkiet
16.09.2023
Erdogans gode forhold til Putin giver Tyrkiet styrke og uafhængighed, ligesom Atatürks forhold til Lenins Sovjet-Rusland gjorde for 100 år siden. Og det sætter Erdogans Tyrkiet i stand til at sidde med ved det store geopolitiske bord og ikke blot være på menuen.
Analyse af Jakob Lindgaard
Mandag den 4. september 2023 fløj Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, til Sochi i Rusland for at mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Erdogan havde oprindeligt inviteret Putin til Tyrkiet, men som det var tilfældet ved det seneste BRICS-topmøde i Sydafrika, foretrak Putin at blive hjemme i Rusland.
Erdogan ville endnu en gang forsøge at puste nyt liv i den ukrainsk-russiske kornaftale, som Putin havde suspenderet. Det lykkedes ikke. Putin gentog nogle brugte lovord om at ville gøre Tyrkiet til et nyt centrum for handel med og transit af gas. Men Erdogan fik ikke en kornaftale med hjem.
Erdogans forhold til Putin har været genstand for megen diskussion de senere år. Det blev særligt aktuelt efter Ruslands forsøg på at invadere Ukraine den 24. februar 2022 og Erdogans efterfølgende balancegang mellem at levere droner til Ukraine og afstå fra at gå med på de vestlige sanktioner mod Rusland. Men også efter at Putin – modsat mange vestlige ledere – var lynhurtig til at ringe til Erdogan efter kupforsøget mod Erdogan den 15. juli 2016, og Putin derpå rullede den røde løber ud og bestilte den helt store mødepakke til Erdogan i Skt. Petersborg til hans første besøg uden for Tyrkiet efter kupforsøget.
Erdogans gode forhold til Putin er blevet afgørende for Erdogan og Tyrkiet. Det er Erdogans insisterende indsats for at få sat det seneste møde med Putin et godt eksempel på. Ikke mindst i lyset af, at Putin efter alt at dømme ikke kunne give Erdogan en forhåndsindikation på, at Rusland var klar til at genindtræde i kornaftalen. Putin var ikke klar til at komme til Tyrkiet (der modsat Sydafrika ikke er medlem af den internationale ICC-domstol, der har en arrestordre ude på Putin) for at holde mødet.
Men Erdogans gode forhold til Putin er også afgørende af nogle dybere historiske og geopolitiske grunde. Som det var tilfældet for Tyrkiets landefadder, Mustafa Kemal Atatürk, så styrkes Tyrkiet af et godt forhold til Rusland i en situation, hvor landet står svagt og har behov for – defensivt – at styrke landet mod opfattede forsøg på at undergrave dets uafhængighed udefra. Som dengang med Atatürk er Erdogans uafhængighedskrig i dag primært vendt mod Vesten. Men som dengang handler det i dag også om øget uafhængighed hele vejen rundt, ikke en ny afhængighed af Rusland.
Erdogans gode forhold til Putin giver Tyrkiet styrke og uafhængighed, ligesom Atatürks forhold til Lenin gjorde for 100 år siden
_______
I forholdet til Rusland er Erdogan nu mere Atatürk end Sultan
Vladimir Lenins Sovjet-Rusland var et af de allerførste lande til at anerkende det moderne Tyrkiet, efter Kemal Atatürk grundlagde det som en sekulær republik den 29. oktober 1923. Faktisk havde Sovjet allerede støttet Atatürk med både våben og penge til Den Tyrkiske Uafhængighedskrig mod de europæiske Entente-magter mellem 1919-1922, som Atatürk førte an i og som gav ham tilnavnet Tyrkernes Fader, Atatürk. Atatürk havde også et godt forhold til Sovjet op gennem Tyrkiets og hans Kemalismes formative år i 20’erne og 30’erne.
Erdogan er i dag på mange måder mere som Atatürk end som de sultaner, der regerede under Osmannerriget. Det gælder ikke mindst forholdet til Putins Rusland. Forholdet til Putin gør Erdogan i stand til at diversificere Tyrkiets afhængighedsforhold og dermed gøre det mindre afhængigt af Vesten. Det giver også Erdogan og Tyrkiet anerkendelse som en uomgængelig aktør, der både er NATO-medlem og kan forhandle vigtige aftaler, som den skrøbelige kornaftale, i hus med Putin. Næsten i hus i hvert tilfælde.
Erdogans gode forhold til Putin giver Tyrkiet styrke og uafhængighed, ligesom Atatürks forhold til Lenin gjorde for 100 år siden. Tyrkiet sidder nu med ved det store geopolitiske bord. Efter i flere år at have været isoleret af Vesten. Under den syriske borgerkrig gav det gode forhold til Putin Erdogan muligheden for at sidde med ved bordet og sætte dagsordenen for Syrien gennem Astana-trio samarbejdet med Rusland og Iran. Forholdet til Putin bidrog igen til at placere Erdogan ved bordet i Libyen-konflikten. Og det har siden februar 2022 givet Tyrkiet en central rolle som en slags mægler mellem Vesten og Rusland.
Der er naturligvis meget mere til både Atatürks og Erdogans forhold til Rusland end det. Men det rammer en pæl igennem især to genstridige myter om det Tyrkiet, der fylder 100 her den 29. oktober i år.
Tyrkiet skulle sikres imod Europa
Den første af disse to myter er, at Atatürk sekulariserede og moderniserede Tyrkiet for at bringe Tyrkiet tættere på Europa. Men Atatürk fik ikke alene russisk hjælp til sin uafhængighedskamp mod Europa; han sekulariserede og moderniserede også først og fremmest Tyrkiet for at gøre landet stærkt igen. Og Tyrkiet skulle gøres stærkt igen for at det kunne sikre sin nationale suverænitet og uafhængighed mod især Europa.
Det handler om at gøre Tyrkiet uafhængigt af især Vesten. Det er også der, Erdogans magt ligger
_______
Islam og Sultanatet i Istanbul havde gjort Tyrkiet svagt og bragt det ud på randen af opløsning. Tyrkiet havde brug for at efterligne den kombination af nationalisme, industrialisering og militærteknologi, der havde gjort Europa stærkt og Osmannerriget svagt. For Atatürk handlede det derfor om at efterligne Europa for at sætte Tyrkiet i stand til at forsvare sig imod Europa.
Det gjaldt også det politiske system. Atatürk bragte ikke demokrati til Tyrkiet. Det gjorde Stalin efter Atatürks død, men det kommer vi tilbage til. Atatürk var derimod en populær autokrat. Som autokrat bidrog Atatürk også til at genvinde Tyrkiets styrke ved at undertrykke og bekæmpe landets mange interne trusler. Det gjaldt især de kurdiske separatistiske tendenser.
Det Osmanniske Imperium havde været for blødt over for sådanne tendenser, der stort set havde gjort det helt af med det tyrkiske kerneland. Atatürk var først og fremmest nationalist, hvilket han havde fra Europa. Den tyrkiske befolkning skulle ’tyrkificeres’ og tale tyrkisk. For at gøre Tyrkiet stærkt igen, også internt.
Trusler mod tyrkisk national suverænitet og territoriel integritet skulle undertrykkes og bekæmpes. Det fik især kurderne at føle, men også de armeniere og grækere, der var tilbage i Tyrkiet. Selv de konservative muslimer, der ikke var separatister, men et sindbillede på svaghed, fik denne politik at føle.
Atatürk indførte også en statsstyret økonomi med fokus på tung industrialisering efter sovjetisk forbillede. Det skete i tæt samarbejde med Sovjet; både i mellemkrigstiden og under det kemalistiske styre op gennem Den Kolde Krig. Den statsstyrede økonomi blev ligefrem én af Kemalismens seks ideologiske pile, da Atatürk formulerede dem op gennem 20’erne og 30’erne.
Erdogans store U-vending i 2015
Den anden genstridige myte er, at Erdogan har distanceret Tyrkiet fra Atatürk ved at islamificere landet hjemme og forfølge en såkaldt Neo-Osmannisk udenrigs- og forsvarspolitik ude. Centralt i denne myte står, at det osmanniske Tyrkiet lå i snart evig krig med Det Russiske Imperium – krige som Osmannerne næsten alle sammen tabte – og at Erdogans forhold til Putin på det bagtæppe blot er taktisk og flygtigt.
Men som allerede nævnt er Erdogan i dag faktisk på de fleste områder mere Atatürk end Sultan. Som for Atatürk handler det for Erdogan om at gøre Tyrkiet stærkt og uafhængigt (igen). Det handler om at gøre Tyrkiet uafhængigt af især Vesten. Det er også der, Erdogans magt ligger.
Det måtte han sande, efter hans pro-aktive, islamistiske og neo-osmanniske kurs havde bidraget til at bringe ham landsdækkende demonstrationer og voldsomme korruptionsanklager på halsen i 2013. Han havde også bragt Tyrkiet ind i en nærmest total isolation i 2013 internationalt – hans daværende toprådgiver, Ibrahim Kalin, refererede dengang til det som ’precious loneliness’. Det interne og eksterne pres på Erdogans islamistiske og neo-osmanniske kurs var en central årsag til, at Erdogan faktisk tabte magten ved et sommervalg i juni 2015.
Erdogans opdaterede version af Atatürks uafhængighedskrig mod Vesten fik også støtte fra Rusland – ligesom dengang for godt 100 år siden
_______
Det fik Erdogan til at foretage den stadig største af sine efterhånden utallige politiske U-vendinger i 2015. Populistisk og magtpragmatisk købte han sig ind i den tyrkiske nationalisme, han tidligere havde bekæmpet og genvandt magten – nu i alliance med det ultranationalistiske MHP – ved et omvalg i november 2015. Den tyrkiske nationalisme har en både bredere og dybere appel i Tyrkiet end den tidligere konservativt religiøse linje. Det måtte Erdogan sande i 2015.
Da han året efter i 2016 blev forsøgt kuppet, lancerede han sin modstand mod kupmagerne som en ’uafhængighedskrig 2.0’ mod den Gülen-bevægelse og dens vestlige støtter, som han beskyldte for at orkestrere kupforsøget. Vesten – og især USA – er blevet portrætteret som den virkelige bagmand, der har brugt Gülen og kurdere som en slags femtekolonne til at underminere Erdogans Tyrkiet indefra.
Erdogans opdaterede version af Atatürks uafhængighedskrig mod Vesten fik også støtte fra Rusland – ligesom dengang for godt 100 år siden. Det var efter alt at dømme under det allerede nævnte statsbesøg i Skt. Petersborg, at beslutningen om at købe det russiske strategiske S-400 luftforsvarssystem blev truffet. Tyrkiet købte det i 2017 og modtog det i 2019. Til stor frustration for USA og NATO.
Erdogan er mere Atatürk end Atatürk selv
Der, hvor Erdogan kan gå hen og blive mere Atatürk end Atatürk selv, er hans evne til at bringe de konservative muslimer ind i den nationalistiske fortælling. Som nævnt har den tyrkisk-nationalistiske fortælling allerede en bredere og dybere appel i den tyrkiske befolkning, end den polariserende islamisme, der var én af de vigtigste årsager til, at Erdogan var lige ved at tabe magten i 2015. Når de konservative muslimer er med ombord, giver det nationalismen endnu større popularitet.
Erdogans ekstremt populære svigersøn, Selcuk Bayraktar, tikker alle bokse her. Bayraktar er hjernen bag de Bayraktar TB2-droner, der har placeret den tyrkiske våbenindustri på verdenskortet. Han er ikke bare konservativ Muslim. Han er også billedet på, hvordan Islam kan være med til at skabe et stærkt og industrialiseret Tyrkiet, der med avancerede droner kan gøre Tyrkiet både stærkt og uafhængigt igen.
Kemalister har tidligere gjort forsøg på at bruge Islam som middel til at opnå et nationalistisk mål. Det gjorde kupgeneralen bag det store kup i 1980, Kenan Evren, for eksempel med sin såkaldte ’tyrkiske-islamiske syntese’. Men Erdogan har vundet større legitimitet og opbakning til det projekt.
Når Erdogan forsvarer fædrelandet mod især Vesten, gælder det nu også ’Det Blå Fædreland’. Erdogan udfordrer dermed den Lausanne Traktat fra 1923, der gjorde Tyrkiet muligt
_______
Erdogan er også mere Atatürk end Atatürk selv i en anden forstand. Efter 2015-16 har han omfavnet nogle af de ultranationalister, han før havde fået fængslet (sammen med Gülenbevægelsen). Én af dem er Cem Gürdeniz, der er en af fædrene til idéen om et ’Blåt Fædreland’. Det handler om nogle af de farvande rundt om Tyrkiet, der ifølge denne fortælling er retmæssigt tyrkiske. Det gælder også betragtelige dele af Ægæerhavet og Middelhavet, der ifølge den internationale havret (UNCLOS) tilhører henholdsvis Grækenland og Cypern. Tyrkiet er ikke en del af den internationale havret af samme årsag.
Når Erdogan forsvarer fædrelandet mod især Vesten, gælder det nu også ’Det Blå Fædreland’. Erdogan udfordrer dermed den Lausanne Traktat fra 1923, der gjorde Tyrkiet muligt og etablerede grænserne i farvandet mellem Tyrkiet, Grækenland og Cypern. Erdogan går dermed længere i sit ’revisionistiske’ fremskudte forsvar for fædrelandet, end Atatürk gjorde.
Atatürk fokuserede med sit ’fred hjemme, fred i verden’ slogan på at konsolidere det Tyrkiet, han havde reddet fra den næsten totale opløsning i uafhængighedskrigen mellem 1919-22. Med et fremskudt forsvar i bufferzonerne i Syrien og Irak samt i havene syd, vest og nord for Tyrkiet, går Erdogan nu et skridt længere i forsvaret for det fædreland, der gav Atatürk sin kultstatus i Tyrkiet.
Born of Frustration
Problemet er bare, at vi her løber panden imod en tredje og i en vis udstrækning også ret genstridig myte om Erdogans Tyrkiet, om end ikke helt så bredt accepteret som de to tidligere. Erdogan er ikke stærk og i offensiven, som det for det meste påstås.
Som The Economist indsigtsfuldt gennemgik for nylig, så er der en række gode grunde til at forstå den pakke af nationalistisk frustration mod Vesten samt tiltagende autokrati og korruption, som nogle lande praktiserer, som en funktion af tab og svaghed. Ikke sejr og styrke.
Journalist og Ruslandskender, Anne Applebaum, tog måske derfor på flere måder fejl, da hun i november 2021 skrev en artikel i The Atlantic med titlen ”The Bad Guys are Winning”. Erdogan var en del af det line-up af autokrater, der – Reservoir Dogs Style – illustrerede artiklen.
Erdogan har mest af alt været i defensiven siden omkring 2013, hvor den beskrevne indenrigs- og udenrigspolitiske modstand mod ham voksede så voldsomt. 2013 var også året, hvor det økonomiske Wirtschaftswunder [økonomiske mirakel, red.], han havde skabt de første 10-11 år af sin regeringstid, toppede. Siden da er det gået stejlt ned ad bakke.
Den nationalistiske udenrigspolitik, han slog ind på efter U-vendingen i 2015, har mest af alt handlet om at forsvare tyrkisk national suverænitet mod især det opfattede vestlige forsøg på – gennem fx våbenstøtte til kurdiske YPG i Syrien og sanktioner mod Tyrkiet – at holde Tyrkiet nede. Det er Erdogans kamp mod Vestens forsøg på at forhindre Tyrkiet i at opnå sin ’retmæssige stormagtsstatus’, der gør ham populær (på trods af store økonomiske kvaler). Det gør ham i stand til at give Vesten skylden for den økonomiske deroute og dermed bevare magten; den altafgørende driver.
Det er i den kontekst, at Putin er et nyttigt bekendtskab for Erdogan. Og det er i den kontekst, at han har forsonet sig med andre nationalistiske stærke mænd som Saudi-Arabiens Mohammed Bin Salman, Ægyptens Abdel al-Sisi og Kinas Xi Jinping. Det har sat Erdogan i stand til i det mindste at skabe en illusion om, at Tyrkiet også kan gøre sig økonomisk uafhængig af Europa.
Og så giver skiftet i 2015 til nationalisme som retorisk drivkraft ham muligheden for at nedtone sin tidligere ofte offensive støtte til muslimske grupper som uighurerne, Det Muslimske Broderskab, Hamas og de syriske modstandsgruppers kamp mod Assad.
Det er frustration over trusler mod egen magt og mod tyrkisk magt der – mod en klangbund af et dybtfølt krav om retmæssig storhed – driver Erdogan og hans populistiske brug af tyrkisk nationalisme til at bevare magten. ’Born of Frustration’ som det hedder for dem af os, der er gamle nok til at huske det engelske band James’ sang fra 1992.
Erdogans Tyrkiet må for alt i verden ikke være afhængig af Europa. Det vil være en ligeværdig, stærk og uafhængig partner
_______
Erdogan har brug for at holde sin mæglerrolle i live
Efter Anden Verdenskrig truede Stalin med at tage de tyrkiske stræder. Det bragte demokrati til Tyrkiet (i 1950), tyrkiske soldater til Korea (i 1950) og Tyrkiet ind i NATO (i 1952). Et stærkt og aggressivt Rusland er skidt nyt for Tyrkiet geopolitisk. Det er et svagt Rusland i opløsning også.
Siden Erdogan vandt valget i maj i år, har han været tvunget til at sætte alt ind på at redde den tyrkiske økonomi fra kollaps. Det har fået ham til at vende sig – pragmatisk – mod den eneste sande økonomiske supermagt over for Tyrkiet: Europa. Salg af droner til Saudi-Arabien og UAE fylder meget i overskrifterne, men det er i stabiliseringen af Tyrkiets forhold til Europa, den egentlige redning af den tyrkiske økonomi ligger.
Men Erdogans Tyrkiet må for alt i verden ikke være afhængig af Europa. Det vil være en ligeværdig, stærk og uafhængig partner. Det er her, at forholdet til Rusland bliver lige så vigtigt for Erdogan, som det var for Atatürk. Det giver uafhængighed at kunne spille Rusland og Vesten ud mod hinanden. Eller kunne agere mægler.
Med de nylige mere pro-europæiske tiltag in mente – Erdogan lod også nogle ukrainske soldater, som han havde lovet Putin at beholde i Tyrkiet til efter krigen, rejse med Zelenskyj hjem efter et nyligt besøg – har Erdogan derfor en udtalt interesse i at holde liv i de stadig mere anstrengte forhandlinger om en genoptagelse af kornaftalen mellem Ukraine og Rusland.
Erdogan skylder også Putin tak for en række valgrelaterede tjenester, Putin efter alt at dømme gav ham i forbindelse med valget i maj.
Men Erdogans Tyrkiet drejer ikke mod øst
Men Erdogans Tyrkiet bliver aldrig tæt allierede med Rusland. Det var Atatürks Tyrkiet heller ikke. Ønsket om uafhængighed betyder også uafhængighed af Rusland. Men han har brug for kornaftalen for at sikre, at han sidder med ved bordet som et stærkt og uafhængigt Tyrkiet med en central rolle på den internationale scene samtidig med, at forholdet til Europa ikke igen stikker af på en måde, der øger risikoen for økonomisk kollaps i Tyrkiet frem mod lokalvalg i marts næste år.
Inflationen er de seneste tre måneder steget fra ca. 40 pct. til ca. 60 pct. i forhold til samme måneder sidste år. Liraen har tabt 92 pct. af sin værdi over for den stærke amerikanske dollar siden 2013. Tiden vil vise, om rollen som en central international aktør som mægler mellem Rusland og Vesten er nok til at distrahere fra de økonomiske smerter, som overgangen til en mere solid økonomisk og pro-vestlig linje forårsager.
Et lignende skifte til en mere pro-vestlig og ”fornuftig” økonomisk linje i november 2020 holdte små seks måneder. Så faldt han tilbage på en populistisk nationalistisk kurs med populære lave renter og en mere offensiv kurs over for Vesten. Erdogan går en svær tid i møde. Han vil gerne vinde sit elskede Istanbul tilbage til marts næste år. Og han vil gerne stå rankt og stærkt, når Tyrkiet fylder 100 den 29. oktober. Som for Atatürk står et godt forhold til Rusland centralt for Erdogan. Også fordi de begge skulle bruge det til at gøre Tyrkiet stærkt igen på et bagtæppe af svaghed. ■
Som for Atatürk står et godt forhold til Rusland centralt for Erdogan. Også fordi de begge skulle bruge det til at gøre Tyrkiet stærkt igen på et bagtæppe af svaghed
_______
Jakob Lindgaard (f. 1971) forsker i tyrkiske forhold og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
ILLUSTRATION: Sochi, Rusland den 4. september 2023: Tyrkiets præsident Erdogan giver hånd til sin russiske modpart Vladimir Putin under et pressemøde [FOTO: Murat Cetinmuhurdar/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
