Jakob Lindgaard: Den tyrkiske nationalisme sikrede Erdogan sejren
13.06.2023
Det er ikke Islam, men en særlig tyrkisk nationalisme, der har været den primære drivkraft i den politik, Erdogan har ført, siden han tabte et valg i 2015. Det var efter alt at dømme den, der skaffede Erdogan valgsejren. Og det er den, der vil få en central rolle for Tyrkiets ageren de næste fem år.
Analyse af Jakob Lindgaard
Dette er den første af to artikler om Erdogans Tyrkiet. Denne første artikel ser på den tyrkiske nationalisme, der har været en særlig stærk kraft bag Erdogans valgsejr, og som kommer til at spille en stor rolle som drivkraft for Erdogans ageren også over for os de næste fem år. Den anden artikel ser nærmere på, hvilke implikationer det så kan gå hen og få for Tyrkiets forhold til NATO, til EU, til USA og til Rusland.
Fem år til. Erdogan snød meningsmålingerne og vandt endnu en periode som Tyrkiets præsident. Som andre stærke mænd rundt omkring i verden, er han fortsat populær. Havde det været et fair valg mod en stærkere modkandidat, havde han sikkert ikke vundet. Men Erdogan er fortsat populær. Og det er han, selvom han bærer hovedansvaret for en stadigt svagere økonomi. Ifølge meningsmålingerne var vælgerne langt mere bekymrede for den økonomiske udvikling end for andre politiske sager. Hvordan kunne meningsmålingerne ramme så skævt? Det er der især én forklaring på: tyrkisk nationalisme.
Der er naturligvis også mange andre og mere snørklede forklaringer. Fx betyder de omfattende klientnetværk, Erdogan og hans parti AKP har fået bygget op gennem deres over 20 år ved magten, at flere adspurgte under valgkampen var bange for at miste deres sociale ydelser, hvis Erdogan mistede magten. Historisk store valggaver for op mod 32 mia. USD bidrog formentlig til sådanne opfattelser. Han mere end fordoblede fx de offentlige lønninger, gav over 2 millioner ret til efterløn og gav folk gratis gas og internet i måneden op til valget. Ifølge Bloomberg har Erdogan også brugt 177 mia. USD – af en samlet økonomi på 900 mia. USD. de er de sidste 16 måneder op til valget taget fra Tyrkiets hårdt trængte valutareserver på at sikre den trængte tyrkiske lira mod et yderligere kollaps. Præstationsfremmende midler af forskellig slags har også holdt en recession for døren de sidste par år. Derfor har mange tyrkiske vælgere sikkert ikke haft en god fornemmelse af økonomiens virkelige tilstand.
Som mange andre steder i verden har et konservativt forsvar for kernefamilien over for den farlige LGBT+-bevægelse også spillet en symbolsk stærk rolle. Erdogan har ved flere lejligheder forsvaret Tyrkiet mod de trusler fra LGBT+-folk, den tyrkiske kernefamilie angiveligt vil stå overfor, hvis oppositionen skulle vinde. 55 pct. af kvinderne i Tyrkiet stemte også på Erdogan. Og så har en meget broget regnbueopposition med den svagest tænkelige spidskandidat også hjulpet Erdogan til sejren.
Erdogan, DF og Trump
Men det var dybden og bredden af en åbenbart delvist anonym tyrkisk nationalisme, der snød meningsmålingerne. Flere målinger pegede på, at kun 2-7 pct. af vælgerne havde fx peget på de syriske flygtninge – en klar tyrkisk nationalistisk mærkesag – som deres primære bekymring. Langt under 10 pct. havde peget på den terrorisme, der i Tyrkiet oftest forbindes med den kurdiske terrorbevægelse PKK, som en primær bekymring – en anden tyrkisk nationalistisk mærkesag. Der har været noget anonymt over det. Det kan måske sammenlignes med Dansk Folkeparti, der op gennem 2000’erne og i begyndelsen af 2010’erne klarede sig bedre ved valgene end i målingerne. Eller med Trumps sejr i USA i 2016. Når nu folkestemningen er, at man ikke er stueren, så siger man det ikke, når de ringer fra meningsmålingsbureauet.
Hvad er så kernen i denne nationalisme? Og hvorfor har Erdogan vundet på den?
Ergenekon-myten: Tyrkernes redning
Den tyrkiske nationalisme er naturligvis præget af en global tidsånd, der inkluderer både den nationalistiske bølge i Europa fra 1990’erne og Putins (og Xis) frustrerede anti-vestlige versioner. Men der er også noget særligt tyrkisk over den tyrkiske nationalisme. Kernen i den består af en myte og et såkaldt syndrom, der begge handler om at skulle forsvare sig mod det tyrkiske folks udryddelse eller den tyrkiske nations opløsning. Den første er den såkaldte Ergenekon-myte, der helt kort er en fortælling om det tyrkiske urfolk, der – fanget i en bjergdal i Altay-bjergene i Centralasien – står over for udryddelse, men bliver reddet og guidet ud af dalen af deres totemdyr, den grå ulv. Den grå ulv er det primære symbol for den tyrkiske nationalist i dag. I en version af myten repræsenterer et rødt æble (Kizilelma) drømmen om et helt og udelt land til det tyrkiske folk. Og i andre versioner endda en drøm om tyrkisk verdensherredømme. Vi kommer tilbage til nogle af navnene fra denne myte.
Sevres-syndromet: Frygten for Tyrkiets endeligt
Så er der det såkaldte Sèvres-syndrom, der henviser til den traktat fra 1920, den sidste osmanniske sultan blev tvunget til at underskrive med de europæiske Entente-magter. Traktaten opdeler langt det meste af det område, der senere blev til den tyrkiske nationalstat, mellem England, Frankrig, Italien, Grækenland og Armenien. Og så stillede aftalen endda kurderne deres eget område i det sydøstlige Tyrkiet i udsigt. En af hovedårsagerne til, at Mustafa Kemal senere fik æresnavnet Atatürk – tyrkernes fader – var, at han to gange (i 1915 og i 1919-22) succesfuldt forsvarede Tyrkiet militært mod de vestlige planer om at opdele og underminere Tyrkiet. Hvis den osmanniske erobring af Konstantinopel (Istanbul) i 1453 giver mange tyrkere en dyb imperie-nostalgisk fornemmelse af styrke og storhed, så giver Sèvres-traktaten fra 1920 tyrkerne en frygt for et totalt kollaps af den tyrkiske nation. Og Atatürk giver tyrkerne en stolthed over at have forsvaret sig militært mod de vestlige konspirationer.
Over 75 pct. af de adspurgte mener konsekvent, at vi i Europa i dag har til hensigt at opdele Tyrkiet på samme måde, som vi gjorde dengang i 1920
_______
Vesten undergraver den tyrkiske suverænitet
Der er også de senere år blevet lavet målinger af tyrkernes holdninger under denne paraply. Over 75 pct. af de adspurgte mener fx konsekvent, at vi i Europa i dag har til hensigt at opdele Tyrkiet på samme måde, som vi gjorde dengang i 1920. Og så mener over 75 pct., at Europa aktivt hjælper separatistiske terrorbevægelser som PKK mod Tyrkiet, altså en art skjult europæisk støtte til femtekolonne aktivitet i Tyrkiet med henblik på at underminere Tyrkiets nationale suverænitet og territorielle integritet. Det er altså ikke blot et spørgsmål om, at vi i Europa diskriminerer tyrkere og muslimer. Vi er i den fortælling aktivt ude på at underminere Tyrkiets nationale suverænitet og territorielle integritet. Og det er en opfattelse, der nyder både bredere og dybere tilslutning i den tyrkiske befolkning, end fx Islam-relaterede mærkesager. Tilhængere af alle de etablerede partier – selv det pro-kurdiske – gav fx i 2020 mellem 69 og 87 pct. tilslutning til denne type opfattelser.
Det kan alt sammen lyde meget voldsomt, når folk på tværs af det politiske landskab i Tyrkiet giver udtryk for støtte til sådanne udsagn. Og det er et godt spørgsmål, hvor meget der er følelse, og hvor meget der er fornuft i svarene. Det er måske også derfor, at Ergenekon er en myte og Sèvres et syndrom. De rammer mere i maven end i hovedet. Men det er stadig det, der udgør kernen i den særligt tyrkiske nationalisme. Og det er ikke alene den nationalisme, der ser ud til at have vundet Erdogan valget. Den kommer også til at spille en central rolle for, hvordan Erdogan kommer til at regere de næste fem år.
Erdogan har ellers forhandlet fred med PKK
Ved første øjekast kan det undre, at Erdogan skulle have vundet på den tyrkisk-nationalistiske stemme. Erdogans indenrigspolitiske succes i starten af 2000’erne var at få fravristet de tyrkiske (oftest sekulære) nationalister magten. De sekulære nationalister sad på tunge institutioner som domstolene og hæren og havde derfra fået sat Erdogan i fængsel og undertrykt det religiøst konservative kernesegment, Erdogan repræsenterede. Sammen med Gülen-bevægelsen formåede Erdogan endda efter 2007 selv at fængsle en række af de mest prominente nationalister. En retssag blev kendt under navnet ”Ergenekon” fra myten ovenfor, der fra 2008 helt overordnet beskyldte de anklagede for at konspirere med henblik på at vælte Erdogans AKP-regering. I 2011-12 inviterede Erdogan de syriske flygtninge ind i Tyrkiet som sunnimuslimske brødre. Det er den gruppe, de tyrkiske nationalister nu vil have sendt hjem. Fra 2012 til 2015 forhandlede Erdogan også om fred med den fængslede PKK-leder, Abdullah Öcalan. Erdogan var de facto allieret med det pro-kurdiske parti, og han gik langt for at fjerne gamle nationalistiske symbolske begivenheder for at imødekomme kurderne. En hård linje over for kurderne er en anden tyrkisk nationalistisk mærkesag. At forhandle med Öcalan er for den tyrkiske nationalist lig med forræderi.
Hvordan kan Erdogan så have vundet valget på den tyrkiske nationalisme? For det første skal det siges, at den var stærkere ved valget, end det var ventet. Omkring 25 pct. af sæderne i parlamentet gik til rendyrkede tyrkiske nationalister. Det interessante her er, at Erdogans alliancepartner, det tyrkisk nationalistiske MH Parti med 10 pct. af stemmerne klarede sig bedre end ventet, mens det mest markante tyrkisk nationalistiske parti i oppositionen – IYI – med små 10 pct. klarede sig væsentligt dårligere end ventet. Den tredje præsidentkandidat i første runde, den ultranationalistiske Sinan Ogan, fik også overraskende 5 pct. af stemmerne. Ogan endte med at pege på Erdogan i anden runde af præsidentvalget. Endelig blev flere af de kurdere, som oppositionens Kilicdaroglu havde brug for at vinde valget, hjemme. Tanken om at komme til at støtte de oftest stejlt anti-kurdiske tyrkiske nationalister uanset hvem der vandt, kan have fået dem til at blive hjemme.
2015: Erdogans store u-vending
Men Erdogan står i dag også selv stærkt hos den tyrkiske nationalist. Det gør han, fordi en hård konservativ muslimsk linje hjemme, en assertiv neo-osmannisk linje ude og en blød linje over for kurderne både hjemme og ude var lige ved at koste ham magten ved valget den 7. juni 2015. Efter i 2011 at have sejret stort ved parlamentsvalget med lige under 50 pct. af stemmerne, have fået gjort op mod de farlige nationalister i den tyrkiske stat og stå stærkt internationalt som rollemodel for Det Arabiske Forår, gik det hurtigt ned ad bakke for ham igen. Hans prominente talsmand Ibrahim Kalin, der netop er blevet udnævnt til efterretningschef, udtrykte allerede i 2013, at Tyrkiet nød en ”precious loneliness” i regionen. I 2013 kom Erdogan også i modvind hjemme med Gezi-demonstrationerne hen over sommeren og nogle hårde korruptionsanklager, der gik meget tæt på hans familie og inderkreds i december 2013. Den ellers imponerende økonomiske udvikling toppede også i 2013 og gik derefter nedad bakke. Parallelt med udviklingen i Syrien og det sydøstlige Tyrkiet gjorde den fred, han mellem 2012 og 2015 forhandlede med Öcalan, ham også upopulær hos de tyrkiske nationalister. Partiet MHP fik som det eneste tyrkisk nationalistiske parti hele 16 pct. af stemmerne ved juni-valget i 2015. Erdogan lavede derfor i 2015 sin til dato største u-vending, hvor han allierede sig med MHP og slog historisk hårdt ned på PKK og affilierede grupper. Resultatet blev, at han genvandt magten sammen med MHP ved et omvalg i november 2015. Siden dengang har Erdogans politiske ageren i højere grad været præget af tyrkisk nationalisme end den religiøst konservative neo-osmanisme, han i sin tid blev kendt for.
Fire en halv grund til, at Erdogan vandt
Erdogan slog angiveligt Kilicdaroglu på noget, der ligner 4,5 ud af 5 tyrkisk nationalistiske mærkesager. Lad os tage den halve først: Syriske flygtninge. Som allerede beskrevet var Erdogan ellers holdt personligt ansvarlig for at have inviteret de nu, ifølge FN, 3,6 mio. syriske flygtninge ind i Tyrkiet som sunnimuslimske brødre. Det har ikke været populært. Fx offentliggjorde den ultranationalistiske Sinan Ogans tætteste allierede, Ümit Özdag, den, 3. maj 2022 en kort, dystopisk video, der fik mere end to mio. visninger på under et døgn. Videoen skildrer Istanbul den 3. maj 2043 som en by, hvor araberne har overtaget magten og gjort arabisk til det officielle sprog. Tyrkiet er i øvrigt blevet til et ”forenede stater”, og findes ikke længere som en national enhed. Hvis økonomien alligevel har spillet en indirekte rolle, så er det bl.a. her – de syriske flygtninge bliver gjort til syndebukke for en dårlig økonomi. Og så spiller det ind i en anden mærkesag, vi skal komme tilbage til, nemlig det dybt anstrengte forhold Vesten.
Flygtningeaftalen med EU fra marts 2016 bliver set som et hyklerisk europæisk forsøg på at tørre flygtningeproblemet af på Tyrkiet. Erdogan bliver også stadig holdt ansvarlig for den aftale. Derfor er spørgsmålet om de syriske flygtninge kun en halv sejr for Erdogan. Özdag pegede også på Kilicdaroglu ved anden runde af valget. Det var efter, Kilicdaroglu havde skiftet sin ydmyge, liberale linje ud med klar tale om at ville sende de ti millionere syrere hjem. Kilicdaroglu halede faktisk stemmemæssigt lidt ind på Erdogan i anden runde.
Foruden sin velkendte hårde linje over for allehånde kritik, er Erdogan de senere år også begyndt at optræde med Ray-Ban-solbrille og pilotjakke. Det var også sådan, han blev præsenteret op til valget på flere store valgbannere
_______
1. Modstanden mod kurderne
Den første hele tyrkisk nationalistiske mærkesag for Erdogan er hans evne til at tappe ind i en dyb tyrkisk nationalistisk mistro over for kurderne. Det handler også her især om et forsvar mod det, de tyrkiske nationalister ser som kurdiske separatistiske og terroristiske trusler mod tyrkisk national suverænitet og territoriel integritet. Det er naturligvis primært den kurdiske terrorgruppe, PKK, der er genstand for kritikken. Men de fleste kurdere bliver betragtet som i ledtog med dem på én eller anden vis.
Når Kilicdaroglu har fået indirekte støtte fra det pro-kurdiske HD Parti, bliver det også italesat som et samarbejde med terrorister. Det er samme logik, der gælder i forhold til den tyrkiske blokering af den svenske NATO-ansøgning. De tyrkiske nationalister har Sverige i kikkerten for aktivt at støtte PKK. Truslen er underminering af den tyrkiske suverænitet og territorielle integritet, jf. Sèvres-syndromet. Det var også kurderspørgsmålet, der i 2019 fik Erdogan til at blokere for en NATO-forsvarsplan for Østeuropa og Baltikum.
USA bliver set som den virkelige bagmand for kurderne. Lige som Erdogan skiftede til en tyrkisk nationalistisk linje ift. Syrien i 2015, gik USA ind med støtte til den kurdiske milits, YPG, der af USA og den øvrige OIR-koalition mod ISIL, blev set som den mest pro-vestlige og mest kapable lokale partner i kampen mod ISIL. For den tyrkiske nationalist er YPG lig med PKK. PKK lancerede sin separatistiske terror-kampagne mod Tyrkiet fra Syrien i 1984. Og nu støtter USA derfor PKK i kampen mod Tyrkiet. Det er sådan, det bliver set. Kilicdaroglu udelukkede inden anden runde også en fredsforhandling med PKK. Det fik (endnu) flere af kurderne i de kurdiske områder af Tyrkiet til at blive hjemme i anden runde.
Kilicdaroglu har også sin identitet imod sig. Mange så det som et modigt træk af ham, da han i en video fra sit simple køkken offentligt tilkendegav, at han er Alevi (Tyrkiets største religiøse mindretal, red.) og kommer fra området Dersim. Dersim er kendt som hjemsted for alevi-kurdere og som det område af Tyrkiet, der længst holdt stand i et oprør mod Atatürks forsøg på at skabe et helt og udelt Tyrkiet i republikkens første år efter 1923. Det førte bl.a. til, at Atatürks adoptivdatter, Sabiha Gökcen, der nu har en lufthavn opkaldt efter sig i Istanbul, som en af verdens første kvindelige jagerpiloter deltog i den massakre af Alevi-kurderne i Dersim i 1937, der satte en stopper for oprøret.
Den baggrund gør, at Kilicdaroglu for den tyrkiske nationalist repræsenterer hele tre typer af trusler mod den tyrkiske nationale suverænitet og territorielle integritet: (1) Alevi-identiteten som kun deles af omkring 15 pct. af den tyrkiske befolkning over for den store sunnimuslimske majoritet, (2) kurdiske rødder og (3) Dersims udtalte separatistiske dagsorden (i oprør mod den Atatürk, Kilicdaroglu i dag hylder).
2. Den stærke leder med et klart budskab
Den tyrkiske nationalist er også tiltrukket af en stærk (mandlig) leder. Det er den anden hele mærkesag, der har talt til Erdogans fordel. Foruden sin velkendte hårde linje over for allehånde kritik, er Erdogan de senere år også begyndt at optræde med Ray-Ban-solbrille og pilotjakke. Det var også sådan, han blev præsenteret op til valget på flere store valgbannere. Kilicdaroglu med sine velkendte Gandhi-træk er noget nær antitesen til det image. Det samme med de mange videoer fra Kilicdaroglus ydmyge køkken. Og så så har han udmærket sig ved komplet mangel på kant. Mere kant ville hurtigt have vakt vrede i den ene eller anden ende af den enormt brede regnbuekoalition, han skulle holde samlet. Endelig har den dårlige tyrkiske økonomi måske også her haft en indirekte indflydelse på valget. Det har været Erdogan eller kaos. Erdogan blev symbolet på den stærke mand, der kunne lede Tyrkiet gennem en økonomisk svær tid. I modsætning til en broget koalition uden en klar økonomisk plan. Også selvom Erdogan på mange måder var ansvarlig for den dårlige økonomi.
Den tyrkiske nationalisme er mere udtalt anti-vestlig, end den tidligere neo-osmanniske linje var. Og så taler den til et bredere udsnit af den tyrkiske befolkning, end den konservativt islamiske linje gjorde
_______
3. Anti-vestlig retorik og politik
I umiddelbar forlængelse heraf, stod Erdogan også stærkt på en tredje tyrkisk nationalistisk mærkesag: en dyb mistro til os i Vesten. Det er populært at turde sige Vesten imod. Og det vækker bifald, når Erdogan ved flere lejligheder har betegnet Kilicdaroglus pro-vestlige linje som ensbetydende med at hejse det hvide flag over for Vesten. Erdogan kæmper omvendt for tyrkiske sikkerhedsinteresser i Middelhavet, i Ægæerhavet og i NATO. Størrelser som grækerne, kurderne og gülenisterne bliver blot set som brikker i Vestens konspiratoriske forsøg på at holde tyrkerne nede – og endda opløse Tyrkiet, som dengang i 1920 med Sèvrestraktaten. Vestlige sanktioner, embargoer, dårlige kreditvurderinger, investorflugt m.m. bliver italesat som en del af denne konspiratoriske vestlige plan. Den nu tidligere indenrigsminister i Erdogans regering, den meget populære høg, Süleyman Soylu, beskyldte flere gange Vesten som ude på at kuppe Erdogan ved valget her i maj gennem sin slet skjulte støtte til Kilicdaroglu. Når USA nægter at sælge Tyrkiet F16-fly og forhandler salg af F35-fly med den tyrkiske ærkerival Grækenland, bliver det også læst ind i sådan en konspiratorisk kontekst.
USA bliver i dag set som den største trussel. Mellem 50 og 72 pct. af den tyrkiske befolkning har de seneste år set USA som den største nationale trussel mod Tyrkiet. Andre lande, fx Israel, kommer typisk ikke over 15 pct. i de målinger. Bryder man tallene ned, kan man se, at det er en opfattelse, der er relativt bredt funderet i det tyrkiske samfund. Den tyrkiske nationalisme er mere udtalt anti-vestlig, end den tidligere neo-osmanniske linje var. Og så taler den til et bredere udsnit af den tyrkiske befolkning, end den konservativt islamiske linje gjorde. Det var derfor det, der gav Erdogan sejren tilbage, efter han tabte i 2015. Det har været en mere anti-vestlig linje, der har drevet ham siden dengang. Den har sikret ham valgsejren, og vil præge landet de næste fem år.
4. En stærk, uafhængig militærmagt
En fjerde og sidste ting, der har gjort Erdogan populær hos de tyrkiske nationalister, er promoveringen af Tyrkiet som en stærk, uafhængig militærmagt. En central del af Erdogans kampagne op til valget var således lanceringen en lang række imponerende eksempler på hjemmelavet militært isenkram, fx et hangarskib og nye, avancerede droner. Det er her, vi kommer tilbage til nogle af navnene fra Ergenekon-myten ovenfor.
Den til dato mest avancerede drone i stalden hos Erdogans svigersøn, Selcuk Bayraktar, har fået navnet Kizilelma fra Ergenekon-myten. Kizilelma, eller det røde æble, repræsenterer for den tyrkiske nationalist den mytiske drøm om et samlet tyrkisk land, ja endda om verdensherredømmet. Et andet navn, der går igen, er Altay. Det er navnet på Tyrkiets første hjemmelavede kampvogn. Referencen til Altay-bjergene fra Ergenekon-myten er her kun indirekte. Den direkte reference er til hærlederen Fahrettin Altay, der var med til at fordrive grækerne fra det vestlige Anatolien under uafhængighedskrigen 1919-22. Det var den uafhængighedskrig, der fik forsvaret og etableret det Tyrkiet, vi kender i dag. Og dermed den krig, der reddede Tyrkiet for den totale opløsning, som Sèvres-traktaten repræsenterer. Flere hundredtusinder tyrkere besøgte i ugerne op til valget det nye hjemmelavede hangarskib, TCG Anadolu, med bl.a. dronen Kizilelma på dækket. Den uafhængige forsvarsindustri er en kilde til stolthed i stort set alle dele af den tyrkiske befolkning. Og det er vigtigt, at den er uafhængig. På den måde sikrer den Tyrkiet mod vestlige sanktioner og embargoer i dag som i 1974-78, hvor USA stoppede salg af våben til Tyrkiet efter den tyrkiske invasion af det nordlige Cypern. Derudover – og måske mere vigtigt – sætter den Tyrkiet i stand til at forsvare sig mod Grækenland og PKK, der i en Sèvres-kontekst bliver set som støttet af Vesten mod Tyrkiet.
Den tyrkiske nationalisme hjalp Erdogan med at vinde valget. Og den kommer til at præge Erdogans forhold til os i Vesten de næste fem år. Men Erdogan er også en stærk mand i et økonomisk svækket land. Og den tyrkiske økonomi er dybt afhængig af et bedre forhold til Europa og USA. Erdogan står derfor med et dilemma, spændt ud af en stærk nationalisme og en svag økonomi, når det kommer til forholdet til Vesten. ■
Den tyrkiske nationalisme hjalp Erdogan med at vinde valget. Og den kommer til at præge Erdogans forhold til os i Vesten de næste fem år
_______
Jakob Lindgaard (f. 1971) forsker i tyrkiske forhold og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
ILLUSTRATION: Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan og de nye medlemmer af kabinettet besøger Anitkabir, mausoleum for stifteren af Den Tyrkiske Republik, Mustafa Kemal Atatürk, før deres første kabinetmøde i Ankara, 6. juni 2023 [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
