Iben Bjørnsson: Socialdemokratiet fuldbyrder Danmarks sikkerhedspolitiske rejse fra Anden Verdenskrig afslutning
22.12.2023
Forsvarssamarbejdet med USA både symboliserer og fuldbyrder den sikkerhedspolitiske rejse som Socialdemokratiet – og Danmark med dem – har været på i det 20. og 21. århundrede. En rejse, hvor Socialdemokratiet er gået fra neutralisme til amerikanske styrker på dansk jord. Hvordan? Svaret skal findes i fodnotepolitikkens skam og Ruslands svaghed.
Analyse af Iben Bjørnsson, adjunkt ved Forsvarsakademiet
I år var det 70 år siden at en dansk regering ledet af den Socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft sagde ’nej tak’ stationering af amerikanske tropper og materiel på dansk jord – med Grønland som en væsentlig undtagelse. I går blev dette svar så omgjort til et ’ja tak’, afgivet af nok en socialdemokratisk statsminister, Mette Frederiksen.
Der er dermed tale om et væsentligt brud i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det kommer dog ikke som en overraskelse: allerede i februar 2022 – før den russiske invasion af Ukraine – varslede regeringen, at forhandlinger med USA var påbegyndt. Det skete, efter at Norge, som havde haft et lignende forbehold, indgik en tilsvarende aftale med USA i 2021. De seneste måneder er Sverige og Finland fulgt efter.
Aftalen var således ventet, og den både symboliserer og fuldbyrder den sikkerhedspolitiske rejse som Socialdemokratiet – og Danmark med dem – har været på i det 20. og 21. århundrede.
Socialdemokratiet er født som et pacifistisk og anti-militaristisk parti, en position som der dog i løbet af 1930’erne blev sået tvivl om, i takt med at det trak op til uroligheder på det europæiske kontinent. I samme periode etablerede Socialdemokratiet sig som Danmarks absolut største parti – 46,1 pct. af stemmerne ved Folketingsvalget i 1935 – og indledte dermed en periode med næsten uafbrudt regeringsansvar indtil 1982. I egen selvforståelse blev de dermed også bærere af et særligt ansvar for – eller måske ligefrem en identificering med stat og nation. Det blev udbredt at tale om Socialdemokratisk politik som fornuftig og ansvarlig.
Denne ansvarsfølelse lå bag samarbejdspolitikken under besættelsen, som for at understrege dette blev ført i konsensus og med deltagelse fra V, K og R. I mødet med den militære overmagt valgte Socialdemokratiet den udvej, der bedst sikrede den danske samfundsmodel og det parlamentariske demokrati. Det skal forstås ud fra den socialdemokratiske selvforståelse som bærere af og særligt ansvarlige for den danske stats overlevelse. Derfor havde de også travlt med at understrege, at ansvaret for den ruin, der ville følge af åben modstand, ikke var deres. ’Problemet’, hvis man kan kalde det det, var, at det ikke skete. Tyskernes krigslykke vendte, og modstandsbevægelsen, som Socialdemokratiet havde haft travlt med at skyde fra sig, så pludselig mere og mere attraktiv ud. I krigens sidste dage og efterfølgende gjorde man således en indsats for at identificere sig med modstandskampen og understrege, at samarbejde og modstand havde været gensidigt supplerende.
Ikke desto mindre blev ’aldrig mere 9. april’ et motto i efterkrigstiden, og snart viste sig konturerne af en ny potentiel fjende i Øst. I overensstemmelse med partiets – og Danmarks – neutralistiske tradition søgte Hedtoft-regeringen i 1947-50, da Den Kolde Krig spidsede til, at føre en ikke-blokpolitik: Først satte man lid til FN som garant for en ny sikkerhedspolitisk verdensorden, dernæst til et skandinavisk forsvarsforbund. Da det blev klart at ingen af delene ville blive til noget, fulgte man noget fodslæbende Norge ind i NATO. ’Det mindste af to onder’, som Julius Bomholt sagde.
Og så er vi fremme ved 1953, hvor Hedftoft takkede nej til amerikanske baser, stationering og tropper på dansk jord. Det var resultatet af en række overvejelser – først og fremmest at det ville gøre Danmark mere interessant som sovjetisk mål under en krig, sammenholdt med at NATO på dette tidspunkt (før Vesttysklands indlemmelse) ikke realistisk var i stand til at forsvare hele Danmark. Givet har der også været indenrigspolitiske hensyn: NATO-spørgsmålet delte særligt det socialdemokratiske bagland og vælgerbase, og amerikanske soldater i gaderne var næppe befordrende for forståelsen.
Stationeringsforbeholdet blev fulgt op af et forbehold mod atomvåben, samt forsvarsbudgetter der var blandt de laveste i alliancen. Det høstede Danmark nogen kritik for, men USA affandt sig i sidste ende med Danmark som en til tider forbeholden, men dog loyal allieret. En af årsagerne til dette kan være det, som i forskningen kaldes ’Grønlandskortet’: Grønland var ikke omfattet af forbeholdene, men af en baseaftale fra 1951 som gav amerikanerne endog meget vide beføjelser. Mere end en gang blev det antydet, både fra dansk og amerikansk side, at dette arrangement fungerede som en ’byttehandel’, hvor amerikanerne kunne se gennem fingre med de lave danske alliancebidrag. Det grønlandske folk blev ikke spurgt.
Sådan skred Den Kolde Krig frem, og i 1970’erne endda i et afspændt internationalt klima og, i en dansk kontekst, med en forsvars- og sikkerhedspolitik der blev til under bred konsensus.
Dette skulle dog ændre sig: I 1979 vedtog NATO at opstille 572 mellemdistanceraketter i Vesteuropa, medmindre Sovjetunionen indgik i forhandlinger om afmontering af deres SS-20-raketter. Anker Jørgensen-regeringen (S), forsøgte først at udskyde beslutningen et halvt år, mens man forfulgte forhandlingssporet, men endte med at stemme for.
Efter slutningen af Den Kolde Krig fulgte en heftig debat i Danmark, hvor særligt borgerlige stemmer kaldte på et opgør med det, man anså for venstrefløjens medløberi og knæfald over for Sovjetunionen. Inkluderet heri var fodnotepolitikken
_______
I 1982 tog en regering ledet af den konservative Poul Schlüter over. Med den fulgte en sælsom folketingskonstellation, hvor De Radikale støttede regeringens indenrigspolitik, men ikke dens sikkerhedspolitik. Således opstod et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’ som, ledet af Socialdemokratiet, stemte adskillige dagsordener igennem mod regeringens vilje. Dette førte til, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) under højlydte protester måtte sætte fodnoter i NATO-kommunikéer om alliancens atomvåbenpolitik, og den siden så famøse ’fodnotepolitik’ var et faktum.
Hvorfor denne disruptive Socialdemokratiske sikkerhedspolitik, der brød med den hidtidige konsensus?
Et generationsskifte kan forklare en del. Socialdemokrater fremførte selv, at der ikke var tale så meget om en venstredrejning i Socialdemokratiet som en højredrejning i NATO, under indtryk af Ronald Reagan, som, fra han indtog embedet som amerikansk præsident i 1981, betydeligt skærpede koldkrigsretorikken og varslede oprustning. Lignende toner hørtes fra NATO’s næstmest indflydelsesrige land, Storbritannien. Desuden var der også nedrustningspolitiske strømninger i andre europæiske socialdemokratiske partier, som Danmark var i tæt kontakt med. Endelig er det svært ikke at overveje, at oppositionsrollen gav Socialdemokratiet frihed til at forfølge en mere idealistisk linje og i mindre grad de ‘ansvarlige’ valg, som det parti der skulle tegne Danmarks sikkerhedspolitik over for de allierede.
Der er blevet sagt meget om fodnoterne. At afgøre hvem, der har ret, er ikke ærindet her, men arven efter dem fik en del at sige.
Efter Den Kolde Krig undergik såvel NATO som dansk sikkerhedspolitik en forandring. NATO re-orienterede sig fra forsvar af Vesteuropa til udvidelse mod øst samt out-of-area-konflikter. Danmark fulgte med og gik ind i en mere aktiv militær udenrigspolitisk rolle, understreget i 1999 hvor Poul Nyrup Rasmussen-regeringen (S) sendte tropper til NATO’s intervention i Kosovo. Det var første gang, Danmark sendte tropper ud til aktive krigshandlinger og uden om FN, og det markerede således et nybrud i både Socialdemokratisk og dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det var muliggjort af det manøvrerum, som var åbnet med bortfaldet af den sovjetiske trussel, og i erkendelse af at NATO-bidrag måtte få en anden karakter nu. Grønlandskortet var ikke længere spilbart og kunne således ikke fungere som ’NATO-bidrag’.
Men der var også andet på spil: Efter slutningen af Den Kolde Krig fulgte en heftig debat i Danmark, hvor særligt borgerlige stemmer kaldte på et opgør med det, man anså for venstrefløjens medløberi og knæfald over for Sovjetunionen. Inkluderet heri var fodnotepolitikken. En af disse stemmer tilhørte Uffe Ellemanns arvtager på formandsposten i Venstre, Anders Fogh Rasmussen, der i 1997 omtalte socialdemokratisk sikkerhedspolitik i 1980’erne som ’moralsk forræderi’. Fogh satte sig i statsministerstolen i 2001, hvorfra han blæste til værdikamp.
Et af de emner, der blev genstand for værdikampen, var invasionen af Irak i 2003. I Foghs fremstilling var det et opgør med en kujonagtig og uansvarlig udenrigspolitisk tradition eksemplificeret ved besættelsen og fodnoterne – og dermed Socialdemokratiet. Nu var det tid til at stille sig på den rigtige side af historien: at tage ansvar. Særligt anklagen om uansvarlighed gjorde ondt på Socialdemokratiet, fordi det ramte direkte ned i deres selvforståelse – så ondt, at de skiftede holdning til deltagelse i Irak halvanden måned inde. På den måde kan det siges, at Fogh havde succes: Socialdemokratiet rettede ind, og i dag hersker der et nærmest skamfuldt forhold til fodnoterne. Mette Frederiksen antydede så meget ved både Poul Schlüter og Uffe Ellemanns begravelser, mest tydeligt ved førstnævnte, hvor hun udtalte, at han stod for ”en stærk opbakning til NATO, da andre snublede”.
Nu taler vi så atter om en trussel fra Rusland. Men denne gang er Socialdemokratiet ikke gået tilbage ved deres gamle politik med beroligelse, ikke-provokation og forbehold i NATO. Tværtimod har de reageret skarpt på invasionen af Ukraine og nu altså forhandlet en aftale på plads: Danmark er klar til at modtage amerikanske soldater og materiel.
Hvorfor dette afgørende brud? Vi må se på både indenrigs- og udenrigspolitiske faktorer. Indadtil spiller ’fodnoteskammen’ en rolle. Socialdemokratiet er det ansvarlige parti – og forbehold over for NATO er succesfuldt blevet sat på plads som uansvarligt. Socialdemokratiet har travlt med at lægge afstand til alt, hvad der kunne lugte af tilpasning og vise sig som loyale allierede. Man kan sige, at Socialdemokratiet i det 20. århundrede satte retningen, også sikkerhedspolitisk, og de øvrige partier fulgte trop. I begyndelsen af det 21. århundrede blev dette vendt på hovedet. Nu udpegede VK-regeringen, og det var Socialdemokratiets tur til at rette ind. Desuden er der ikke længere NATO-skepsis i befolkningen, hvor alliancen er blevet accepteret som et grundlæggende sikkerhedspolitisk vilkår. Udenrigspolitisk er der også en væsentlig faktor: Rusland er måske tilbage som fjende nr. 1, men Den Kolde Krigs Europakort er væk. Danmark ligger ikke længere i frontlinjen mod øst – den tvivlsomme ære tilfalder nu Baltikum.
Sidst er Rusland svagt, sammenlignet med Den Kolde Krig. Landet er gået fra at være en global supermagt til en regional stormagt. Dette ses også i NATO, der under Den Kolde Krig talte om afskrækkelse og afspænding som to parallelle spor, men i dag helt har udeladt afspændingen. Krigen i Ukraine koster ressourcer, og Rusland har ikke længere en alliance med Østeuropa. Vi er simpelt hen – med god grund – ikke lige så bange for dem som under Den Kolde Krig. Den vandt Vesten, og Europa er blevet blev formet derefter. Hvor Danmark under Den Kolde Krig var det eneste Østersø-land som var medlem af NATO, er situationen nu stik omvendt: Forudsat at Sverige bliver optaget, kommer Rusland til at være det eneste Østersø-land der ikke er medlem af NATO. Også dette giver et øget manøvrerum og tillader en småstat som Danmark at spille med musklerne på en anden måde end under Den Kolde Krig. Og at byde amerikanerne indenfor. ■
Forudsat at Sverige bliver optaget, kommer Rusland til at være det eneste Østersø-land der ikke er medlem af NATO. Også dette giver et øget manøvrerum og tillader en småstat som Danmark at spille med musklerne på en anden måde end under Den Kolde Krig. Og at byde amerikanerne indenfor
_______
Iben Bjørnsson (f. 1978), Ph.D i Historie fra Københavns Universitet (2012), Adjunkt ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier og tidligere leder af Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Forfatter til bøgerne ’Arbejderbevægelsens Informations-Central’ og ’Urban’.
ILLUSTRATION: Tapa Army Base i Estland, 11. september 2022: Statsminister Mette Frederiksen besøger udstationerede danske soldater [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
