Hans Henrik Fafner: Spirende messiansk radikalisme øger spændingerne i et i forvejen splittet Israel
20.06.2023
Op mod 600.000 israelere går på gaden hver lørdag aften og demonstrerer for bevarelsen af Israels demokratiske værdier. Protesterne er nok rettet mod Netanyahu, men efterhånden sigter de lige så meget mod hans koalitionspartnere, der i store dele af befolkningens øjne repræsenterer en uønsket messiansk radikalisme.
Analyse af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – I marts måned vedtog det israelske parlament, Knesset, at Homesh og tre andre nedlagte bosættelser på Vestbredden kunne genetableres. Bag lovforslaget stod Bezalel Smotrich, der er frontfigur for Religiøs Zionisme, et af de højreradikale partier i Benyamin Netanyahus regeringskoalition.
Kort forinden sørgede Smotrich, som egentlig er finansminister, for at ni af de såkaldte bosætterudposter fik officiel status. Han banede også vejen for at godkende opførelsen af 10.000 nye boligenheder i allerede eksisterende bosættelser. Som forventet kom der skarpe reaktioner fra udlandet. Ikke mindst fra USA, hvor Joe Biden kritiserede den israelske regering for at tilsidesætte tidligere indgåede aftaler. Dette kommer imidlertid fra småtingsafdelingen i forhold til finansministerens melding i maj måned. Da bebudede han, at det er hans hensigt, at bosætterbefolkningen skal noget nær fordobles over de kommende to år.
Han sidste udspil kom, mens regeringen endnu lå dybt begravet i den kommende finanslov. Smotrich udnyttede sin magtposition til at skaffe ekstra bevillinger til sine særlige mærkesager. I den forbindelse gav han alle relevante ministerier besked på at påbegynde udarbejdelsen af en plan for, hvor og hvordan 500.000 israelere kan bosættes på Vestbredden, samt hvordan man i den forbindelse skal udbygge og forbedre den eksisterende infrastruktur.
Den Tredje Republik?
Den seneste Netanyahu-regering blev taget i ed den 29. december 2022, og den står som det mest højreorienterede kabinet i Israels 75 år lange parlamentariske historie. Som koalitionspartnere har Netanyahu de to ultraortodokse partier, Shas og Forenet Tora-jødedom (UTJ), og så en sammenslutning af tre småpartier fra den radikale højrefløj. Et af disse er som nævnt Religiøs Zionisme, og de to øvrige er henholdsvis Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) og Noam. Sidstnævnte, hvis navn oversættes til Behagelighed, er i meget ubehagelig grad homofobisk, og Otzma Yehudit har som mere eller mindre implicit mål at gennemføre etnisk udrensning af palæstinenserne på Vestbredden. Det står ikke sort på hvidt i partiprogrammet, men flere politikere på den fløj har gang på gang afvist eksistensen af et palæstinensisk folk, samtidig med at de bevidst søger at udsulte dem.
I politiske konstellation er den radikale del af bosætterbevægelsen kommet til fadet. Bezalel Smotrich bor i den store bosættelse Kedumim, hvor han i mange år har været aktiv i etableringen af nye bosætterudposter rundt om i Vestbreddens bjerge. Og hans politiske kollega Itamar Ben Gvir, som står i spidsen for Otzma Yehudit, har sit hjem i den store bosættelse Kiryat Arba i nærheden af Hebron. På væggen i sin dagligstue havde Ben Gvir i mange år et portræt af Baruch Goldstein, familielægen fra Kiryat Arba, der i 1994 skuddræbte 29 bedende muslimer i den store Ibrahimi moské midt inde i Hebron. Ben Gvir, der er minister for intern sikkerhed og dermed øverste chef for det israelske politi, har gennem sin lange karriere som højrefløjsaktivist været anholdt 53 gange.
Den stærkt ideologiske del af bosætterbevægelsen og en messiansk højrefløj har fået et meget stort ord at skulle have sagt i israelsk politik
_______
Regeringen sidder med et spinkelt flertal på 64 ud af de 120 mandater i Knesset, det israelske parlament. Det betyder, at hver af de tre koalitionspartnere sidder med en uforholdsmæssigt stor magt, idet regeringen vil bryde sammen og landet gå til nyvalg, hvis blot én af dem forlader samarbejdet. Det er derfor ikke urimeligt at sige, at Netanyahu på mange måder holdes som gidsel i sin egen regering. Han vil for alt i verden undgå at skulle til valg igen, eftersom hans Likud-parti i måneder har stået til en dramatisk tilbagegang i meningsmålingerne, og derfor kan partnerne presse ham til vidtgående indrømmelser. Noget som navnlig Smotrich og Ben Gvir udnytter med stor snilde.
Der er foregået et afgørende paradigmeskift: Den stærkt ideologiske del af bosætterbevægelsen og en messiansk højrefløj har fået et meget stort ord at skulle have sagt i israelsk politik. Og dette kan med god grund ses som et klimaks på en udvikling, som har været undervejs i mange år.
Den israelske journalist og forfatter Ari Shavit inddeler i bogen ’Lehatzil et Israel’ (At frelse Israel) Israel i forskellige faser eller republikker. I den første var Arbejderpartiet dominerende. Partiet sad på magten uafbrudt frem til jordskredsvalget i 1977, hvor den første Likud-regering under Menachem Begik kom til fadet. Det blev starten på Den Anden Republik – som altså nu er ved at nå sin afslutning. Ifølge denne tankegang står Israel på tærsklen til Den Tredje Republik, hvilket hænger sammen med, at den yderste, messianske højrefløj ikke bare har fået medindflydelse, men reelt er kommet til at sidde på magten. Den seneste Netanyahu-regering blev nemlig til ved, at han i virkeligheden har gjort sig til gidsel for ekstremisterne og på mange måder er premierminister på deres nåde.
Israel: Et land i den forkerte krop?
Vi skal helt tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede for at finde rødderne til skiftet. På det tidspunkt var Palæstina en del af det store Osmanniske Rige, som deltog i Første Verdenskrig på tabende side. Efter krigen blev riget derfor splittet op, og Storbritannien og Frankrig fik mandatmyndigheden over osmannernes gamle besiddelser i Mellemøsten. Dette satte gang i en lang række nationalbevægelser, og i Palæstina skabte det en helt ny dynamik i zionistbevægelsen.
Denne var startet nogle årtier tidligere som et primært sekulært fænomen, men fordi der allerede levede en ortodoks jødisk befolkning i området, begyndte de religiøse strømninger også at præge debatten. Her kom Abraham Isaac Kook (1865-1935) ind i billedet. Han var allerede et navn i rabbinske kredse, og han gjorde meget for at skabe kontakt til de unge zionistiske indvandrere. Kook gjorde sig ingen forhåbninger om at gøre dem religiøse i en ortodoks forstand, men så et mål i at bibringe dem et vist åndeligt indhold i deres karske pionertilværelse.
I Det Gamle Testamente læser vi jo, at oldtidens jødiske kongeriger lå i det land, som i dag udgør Vestbredden
_______
Kook havde en helt særlig tilgang til spørgsmålet om landet. En af hans hovedtanker var, at ethvert folk har en krop og en sjæl. Sidstnævnte var i jødernes tilfælde den fælles åndelige arv, hvilket vil sige skrifterne og ikke mindst Talmud, og kroppen, det var selve landet. Da det nystiftede FN i november 1947 vedtog resolution 191, den såkaldte delingsplan, der i maj 1948 førte til oprettelsen af staten Israel, var rabbiner Kook på fortvivlelsens rand. Ganske vist fik jøderne nu et hjemland, men det kom til at ligge i den forkerte krop, mente han, for i Det Gamle Testamente læser vi jo, at oldtidens jødiske kongeriger lå i det land, som i dag udgør Vestbredden.
Denne tankegang var faktisk inde i billedet mange år før Israels oprettelse, men i den første lange tid spillede den ingen videre rolle. Rabbiner Kook og hans tilhængere fokuserede på at forme det nye samfund i jødisk retning, og dette førte til et skæringspunkt allerede i 1919. Det år skulle der afholdes valg til Det Jødiske Nationalråd, som var en slags regering i tiden før statens oprettelse. Ved den lejlighed skulle der tages stilling til et vigtigt spørgsmål: Kvinders stemmeret. Kook, som på en lang række områder var meget liberal, overraskede. Han tyede til skifterne, og på det grundlag besluttede han sig for, at kvinder ikke burde have stemmeret. Sagen førte til et alvorligt brud med tidens højrefløj. Revisionisterne, der senere i historien skulle blive til Netanyahus Likud-parti, holdt nemlig stædigt på ligestilling mellem kønnene, hvorimod arbejderzionisternes leder, David Ben Gurion, var imod. Han lagde mere vægt på selve statsdannelsen og på at besidde den politiske magt, og det er nok en af grundene til at der på det tidspunkt blev skabt et politisk bånd mellem arbejderzionisterne og Kooks tankesæt.
Det messianske mirakel
Det Nationalreligiøse Parti, som videreførte rabbiner Kooks tankesæt i parlamentarisk sammenhæng, fremstod i de første årtier efter statens oprettelse som et centrum-venstre-parti, der næsten automatisk gik i samarbejde med Arbejderpartiet. Det var den tid, som Ari Shavit kalder Den Første Republik.
Det dramatiske vendepunkt var krigen i 1967, hvor Israel i løbet af seks dage blandt andet erobrede Vestbredden. På det tidspunkt var rabbiner Kooks søn, Zvi Yehuda Kook (1891-1982), blevet en af bannerførerne for den nationalreligiøse strømning, og han havde ført faderens teologiske tænkning i stærkt nationalistisk retning.
I maj 1967, altså mindre end en måned før krigen, markerede rabbiner Kook den yngre Israels uafhængighedsdag ved at tale til sine elever i den store yeshiva, talmud-skole, Merkaz HaRav i Jerusalem. Her udtrykte han sin længsel efter Judæa og Samaria, altså Vestbredden og Hebron, som er en hellig by i jødisk tradition. Stederne var endnu under jordansk besættelse. Så kom krigen, som mange havde frygtet ville ende i et eklatant israelsk nederlag. Israel vandt krigen, imod alle odds – i hvert fald i militær forstand. Men den gjorde også landet til besættelsesmagt, og kan derfor ses som begyndelsen til en virkelig tragedie. Rabbiner Kook og hans tilhængere var dog ikke i tvivl om, at de netop havde oplevet et stort mirakel. Samtidigt begyndte mange at betragte Kook som en slags profet, da han før krigen havde talt om sin – nu delvist opfyldte – længsel efter Judæa og Samaria.
I ortodoks jødedom spiller Messias en central rolle. Den kristne Messias har allerede betrådt Jorden, men den jødiske er ikke kommet endnu. Når det endelig sker, vil det jødiske evighedsrige blive skabt. Der er derfor mange spekulationer om, hvornår Messias kommer, og hvilke tegn man skal vente på. I nationalreligiøse kredse er det en almindelig opfattelse, at Messias kommer, når det jødiske folk er blevet ramt af en stor katastrofe og har oplevet et stort mirakel. Begge dele indtraf i det 20. århundrede. Først kom Holocaust, der kostede 6 millioner jøder livet, og i 1967 så krigen, der, ud fra denne synsvinkel, godt kan betragtes som et mirakel.
Under alle omstændigheder var det i kredsen omkring rabbiner Kook et sikkert tegn på, at man stod overfor messianske tider. Det betød, at man skulle tage ind på Vestbredden og tage landet i besiddelse. I foråret 1968 rejste Moshe Levinger, en af Kooks tilhængere, derfor til Hebron med en gruppe, der slog sig ned på et palæstinensisk hotel for at fejre Pesach, den jødiske påske. Da de efter helligdagen nægtede at forlade hotellet, måtte de israelske myndigheder træde ind, og de gav dem midlertidig tilladelse til at slå sig ned i en tidligere jordansk militærforlægning i udkanten af Hebron. Levinger og hans folk gav den navnet Kiryat Arba. Det var begyndelsen til en bosættelse, som i dag huser en befolkning på 7.500.
Gaza-rømningen
I de første år var bosætterbevægelsen et meget begrænset fænomen. Den bestod af små grupper, som bosatte sig rundt omkring på Vestbredden. Noget tilsvarende skete på Golanhøjderne og Gazastriben samt den store Sinaihalvø, som Israel også besatte i 1967. Men det var også en tid, hvor den palæstinensiske nationalbevægelse havde ringe international gennemslagskraft. I den vestlige verden forbandt mange palæstinenserne med flykapringer og ikke mindst massakren på 11 israelske atleter ved OL i München i 1972.
Kun få protesterede, og i Israel lod skiftende regeringer bosætterfænomenet brede sig uden at nogen greb ind. I Jordandalen etablerede man tilmed en stribe militære udposter, der skulle kunne imødegå et nyt angreb fra Jordan. Da angrebet aldrig kom, blev udposterne gradvist omdannet til civile bosættelser.
Det store vendepunkt, hvor bosættelserne for alvor voksede, kom ved Knesset-valget i maj 1977, da Arbejderpartiet for første gang mistede magten. Menachem Begin blev premierminister, og den første Likud-regering satte fuld fart på bosættelsesbyggeriet. Begin havde op til valget lovet den israelske befolkning, at alle skulle have adgang til gode og moderne boliger. Dem byggede han på Vestbredden og i form af nye boligkvarterer i det palæstinensiske Østjerusalem. Ikke overraskende tiltrak dette et stort antal familier, der så en mulighed for at købe egen bolig på særdeles favorable vilkår. Hermed fik man en ny type bosættere, der ikke er flyttet til Vestbredden af ideologiske grunde, men ganske enkelt fordi det har åbnet op for en levestandard, som mange af dem ikke kunne have opnået ved at blive boende i selve Israel. Her ligger nok hovedårsagen til, at den samlede bosætterbefolkning på Vestbredden i dag er mere end 600.000. Hele 75 pct. af dem er, hvad man kunne betegne som bekvemmelighedsbosættere.
Begin havde op til valget lovet den israelske befolkning, at alle skulle have adgang til gode og moderne boliger. Dem byggede han på Vestbredden og i form af nye boligkvarterer i det palæstinensiske Østjerusalem
_______
I sensommeren 2005 tog daværende premierminister Ariel Sharon et bemærkelsesværdigt skridt, idet han tog initiativ til at rømme bosættelserne på Gazastriben, samt fire små og hensygnende bosættelser på den nordlige del af Vestbredden – heriblandt Homesh. Formelt hed det sig at han gennemførte rømningen for at komme tættere på en tostatsløsning med palæstinenserne. Gazastriben blev hermed klinisk renset for bosættelser og kunne være en begyndelse til en statsdannelse. En anden teori kunne dog også være, at Sharon opnåede så stor international goodwil ved rømningen, at han kunne stramme grebet tilsvarende om Vestbredden – helt uden at der rejste sig noget ramaskrig i verdensopinionen.
Under alle omstændigheder overraskede følgerne. Da der kort efter blev afholdt palæstinensisk valg, førte det til en splittelse, så det i dag er Fatah – hovedfraktionen i Den palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) – der sidder på magten i Ramallah på Vestbredden, mens den islamiske Hamas-bevægelse lige siden har regeret Gazastriben. Dér foregår der en bestandig rivalisering med forskellige salafistiske grupper som Islamisk Jihad, og sagen er ikke blevet enklere af at Israel og Egypten siden 2007 har lagt en stram blokade omkring Gazastriben og dens 2 millioner indbyggere, der er klumpet sammen på et område med omtrent samme størrelse som Langeland.
Tiltagende modstand mod rømninger
Udviklingen i Gazastriben har også ført til et markant holdningsskred blandt Vestbreddens bosætterbefolkning. I sensommeren 2005 var det således en udbredt holdning blandt de såkaldte bekvemmelighedsbosættere, at de gerne lod sig rømme, hvis de fik kompensation i form af en tilsvarende bolig i selve Israel – og ikke mindst hvis de kunne få sikkerhedsgarantier og udsigt til varig fred med i købet. Men gentagne tilfælde af raketbeskydninger fra Gazastriben og voldsomme militære modsvar fra israelsk side har fået mange til at konkludere, at disse forhåbninger næppe vil blive opfyldt. De bliver med andre ord boende, selv om mange uden tvivl er klar over, at situationen er uholdbar. Alene dette er nok til at gøre tanken om en rømning af Vestbreddens bosættelser temmelig urealistisk – bortset fra at vi her taler om helt andre tal: Fra Gazastriben og de fire små bosættelser på Vestbredden blev der rømmet 9.000 mennesker, hvilket er en forsvindende del af de i alt 600.000 bosættere på Vestbredden.
Den mest dramatiske udvikling er imidlertid sket i den ideologiske del af bosætterbevægelsen. Her har Gaza-rømningen haft stor indflydelse på en radikalisering, som vi nu ser komme til voldsomt udtryk i den aktuelle Netanyahu-regering. Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich kan begge ses som et produkt af denne udvikling.
Mens Gaza-rømningen stod på i sensommeren 2005, blev der gjort modstand i de enkelte bosættelser. Det stod dog hurtigt klart, at de lokale bosættere, der har skabt en omfattende drivhusindustri og var førende i lanceringen af økologiske grøntsager, for de flestes vedkommende forlod stedet uden de store protester. Den reelle modstand blev anført af unge bosætteraktivister fra Vestbredden. De spekulerede nemlig i, at de selv ville kunne stå for tur efterfølgende. Eftersom Gazastriben spiller en marginal rolle i Gamle Testamente, ville et forsøg på en tilsvarende rømning af Vestbredden i deres øjne være et frontalangreb mod det jødiske kerneland – det som spillede en central rolle i rabbiner Kooks tænkning.
Her spiller et andet vigtigt element ind, nemlig religionens genkomst. Efter anden verdenskrig og Holocaust havde en stor del af verdens jøder mistet troen. Mange tænkte, at i en verden hvor den nazistiske ondskab i den grad fik lov til at løbe løbsk, kunne der umuligt findes en Gud. Det styrkede kun den sekulære tænkning, da staten Israel blev oprettet i 1948. Men så kom krigen i 1967, og med den miraklet, der efterfulgte katastrofen. Mange indså, at der nok alligevel var en Gud, og dette skabte under alle omstændigheder grobund for de messianske tanker.
Kahanismen
Yderligere er der et fænomen, der kan komme under en fælles hat, nemlig den såkaldte kahanisme. Navnet kommer af en rabbiner fra New York, Meir Kahane (1938-90), der formulerede en radikal ideologi. Selvom hans bevægelse blev forbudt efter den israelske terrorparagraf helt tilbage i 1994, lever rabbinerens racistiske tanker videre i en let omformuleret udgave. Itamar Ben Gvir, ministeren for intern sikkerhed, er således elev af Kahane.
Kahane lancerede begrebet ’den nye jøde’ som et radikalt opgør med den moderne jøde, han mente havde sekulariseret sig selv og søgt fuld integration i den moderne, liberale verdensorden.
I hans øjne var denne higen efter at blive en del af den amerikanske drøm en farlig forblindelse. For antisemitismen ville ikke forsvinde af den grund. Hans yndlingseksempel var de tyske jøder, som i 1920’erne havde levet under Weimar-republikkens liberale strømninger i den tro, at de nu var på vej til at blive accepteret som borgere på lige fod med alle andre. Men denne naivitet førte dem direkte i gabet på nazismens uhyrligheder og Holocaust.
Kahanes tilhængere i dagens Israel vender sig imod de sekulære israelere, de mener går efter materielle goder og på mange måder har afideologiseret sig selv – hvilket der ser som grunden til, at de kan få kætterske tanker som territorielt kompromis og fred med palæstinenserne. Dette bekæmper de med næb og klør og gerne med voldelige midler, ligesom rabbiner Kahane gjorde det med sit Jewish Defence League i Brooklyns gader.
Vi har altså at gøre med en ny type ideologiske bosættere, og det er samtidig udtryk for et generationsskifte i bevægelsen. En mand som Ben Gvir har en stor del af sig magtbase blandt helt unge aktivister, som søger nye udfordringer. De ser, hvad forældregenerationen har skabt i form af de etablerede bosættelser, men de rynker også på næsen, fordi disse steder er blevet til pæne sovebyer med daginstitutioner, skoler og velordnede forhold. Pionerånden er i deres øjne borte. Vi kan tale om en slags ungdomsoprør, hvor denne generation har etableret mere end hundrede såkaldte bosætterudposter – altså helt små bosættelser, som end ikke den israelske regering vil anerkende.
Religiøst er de unge aktivister også gået et langt skridt videre. De inddrager i stigende grad elementer fra den ultraortodokse verden, hvilket blandt andet indebærer en langt strengere overholdelse af buddene og stærke elementer af jødisk mysticisme. Fænomenet har derfor fået navnet hardal. Det er et hebraisk akronym, der i oversættelse bliver til ultraortodoks nationalreligiøsitet.
Mange spørger sig selv, hvor tidligere tiders liberale nationalreligiøse strømninger er blevet af i det politiske spil
_______
Kulminationen i nutidens protester
Det er denne lange udvikling, der ser ud til at have nået en form for klimaks i 2023. Og det er det, der får Ari Shavit til at argumentere for, at Israel (måske) står ved indgangen til Den Tredje Republik.
Der er ingen tvivl om, at en af spillets absolutte hovedpersoner stadig hedder Benyamin Netanyahu. Men mere og mere tyder på, at han reelt står tilbage som personen, der lige nu har lukket ånden ud af flasken. Israel har gennem de sidste snart fire år befundet sig i politisk krise, og en stor del af det bunder i Netanyahus insisteren på at klynge sig til den politiske magt. Han står som bekendt anklaget for en række tilfælde af korruption og mandatsvig. Det er tydeligt, at han søger at holde retssagen fra livet ved at dække sig ind under den parlamentariske immunitet, som tilfalder ham som regeringsleder.
Med den nuværende regering har Netanyahu endda taget sagen et skridt videre. Hans justitsminister, Yariv Levin, har formuleret et lovforslag til en omfattende reform af retsvæsenet. Den vil reelt sætte Højesteret så meget ud af indflydelse, at regeringen vil kunne underkende enhver dom – hvilket i parentes vil sige dommen mod Netanyahu.
Det er det, som har udløst de omfattende protester, som har stået på lige siden regeringens indsættelse den 29. december 2022. Op mod 600.000 israelere går på gaden hver lørdag aften, og de demonstrerer for bevarelsen af Israels demokratiske værdier. Protesterne er nok rettet mod Netanyahu, men efterhånden sigter de lige så meget mod hans koalitionspartnere, der i store dele af befolkningens øjne repræsenterer en uønsket messiansk radikalisme.
Selvransagelse er derfor blevet en del af billedet: Mange spørger sig selv, hvor tidligere tiders liberale nationalreligiøse strømninger er blevet af i det politiske spil.
Det Nationalreligiøse Parti begyndte at løbe ind i vanskeligheder med bosætterbevægelsens opståen i 1968. Der kom nye ledere til, og de begyndte at trække partiet mod højre. Det mistede aldrig sine grundværdier om åbenhed og vilje til samarbejde med sekularismen, men partiet skrumpede. I 2012 overtog Naftali Bennett det hensygnende parti, og det med en vis succes. Bennett, som har skabt sig en personlig formue i det private erhvervsliv og i en periode var generalsekretær for bosætterbevægelsen, havde held til at føre partiet i en mere liberal retning. Vælgertilslutningen voksede støt, og det var nok til, at han kunne stille sig i spidsen for den regering, der fra juli 2021 og frem til skæbnevalget den 1. november 2022 kom til at stå som et kort interregnum i den politiske krise. Regeringen bestod af hele otte partier, hvis eneste ideologiske mødested var at holde Netanyahu fra magten. Bennett var dog, i hans egne vælgeres øjne, så forhippet på at forfølge dette mål, at han gik i samarbejde med den yderste venstrefløj og dermed svigtede sine egne. nationalreligiøse værdier.
Ved valget den 1. november var Bennetts parti med andre ord en sørgelig rest af sig selv. Partileder Bennett havde i frustration trukket sig fra politik, og dermed var det kun Smotrich og Ben Gvir, der talte om jødiske værdier med afsæt i en nationalreligiøs tankegang. Det gjorde de med stor inderlighed, hvilket er en af grundene til at de overraskede ved at opnå hele 12 mandater, svarende til 10 pct. af Knesset. Mange vælgere vidste uden tvivl også, hvad de stod for, men de regnede med, at Netanyahu som sædvanlig ville være i stand til at styre sine koalitionspartnere med hård hånd. Men de tog fejl, idet det blev en stærkt svækket Netanyahu, der stillede sig i spidsen for den nye regering. Det har ført til at de nye messianske radikalister, der i sig selv er resultatet af en lang og kroget udvikling, har fået et meget stort ord at skulle have sagt i den aktuelle israelske regering. ■
Der er ingen tvivl om, at en af spillets absolutte hovedpersoner stadig hedder Benyamin Netanyahu. Men mere og mere tyder på, at han reelt står tilbage som personen, der lige nu har lukket ånden ud af flasken
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Israelske demonstranter under protesterne mod den israelske regering i Tel Aviv, 29. april 2023 [FOTO: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
