Hans Henrik Fafner om angrebet på Israel: Hvordan kunne et sådant overraskelsesangreb finde sted?

07.10.2023

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – ”Vi er i krig, og vi vil vinde!” Hverken mere eller mindre. Således lød ordene fra Israels premierminister, Benyamin Netanyahu, idag ved frokosttid, efter at væbnede grupper fra Gazastriben i de tidlige morgentimer var trængt ind i landet. Der blev meldt om dræbte, der kom meldinger om at et antal israelske samfund på egnen omkring Gazastriben var blevet mere eller mindre indtaget og besat af palæstinensere, og flere steder var civile israelere blevet taget som gidsel. Der kom billeder af bevæbnede mænd, der kørte omkring på ladet af en tender i byen Sderot, der ligger få kilometer fra Gaza.

Symbolikken er ikke til at overse. Angrebet, der kommer som en stor overraskelse, fandt sted på dagen, 50 år efter Yom Kippur-krigen – eller Oktoberkrigen – hvor Egypten og Syrien i 1973 rettede et massivt overraskelsesangreb på Israel. Det skete dengang på Yom Kippur, den store forsoningsdag, hvor religiøse jøder faster og tilbringer det meste af døgnet i synagogen, og militærstrategisk havde angriberne den store fordel, at Israel på netop den dag er lukket mere eller mindre ned.

Det aktuelle angreb fandt sted på en sabbat, som også er helligdag, hvor meget er lukket. Men herudover tegner der sig måske en parallel: I 1973 havde den israelske ledelse, med premierminister Golda Meir i spidsen, gentagne gange op til krigen ignoreret advarsler om at et arabisk angreb måske stod for døren. På det tidspunkt levede Israel fortsat i rusen efter den overrumplende sejr i 1967, hvor landet på seks dage forsvarede sig mod en tilsyneladende arabisk overmagt. Man var ganske forvissede om at hverken Egypten eller Syrien havde militær kapacitet til et nyt angreb. Og man tog fejl.

Naturligvis er det i den aktuelle situation endnu for tidligt at foretage den slags vurderinger på et blot nogenlunde sikkert grundlag, men det er nærliggende at tro, at der er blevet sovet i timen.

Gazastriben har været under israelsk blokade siden 2007. På det tidspunkt tog den islamiske Hamas-bevægelse magten på den smalle stribe sandjord, og israelerne reagerede ved at lukke grænsen. Siden har der været en række militære konfrontationer, der kun har ført til at grænsen er blevet endnu mere tillukket. I dag er der opsat et solidt kameraovervåget grænsehegn hele vejen omkring området, og det samme har egypterne i øvrigt gjort på deres fælles grænse med Gazastriben mod syd.

Det forlyder, at en mindre, væbnet gruppe tidligt lørdag morgen ville forsøge at trænge ind i Israel. Det er sket talrige gange før, og som regel bliver den slags standset i opløbet. Men denne gang skaffede angriberne sig adgang gennem hegnet med en bulldozer, og da der ikke kom nogen umiddelbar reaktion – sådan lyder meldingerne – var der straks et stort antal medlemmer af væbnede grupper, som smuttede med ind i det sydlige Israel.

I skrivende stund er pressen fuld af forskellige meldinger, hvilket er ganske normalt, men i virkeligheden ved man ikke ret meget med sikkerhed, og meget bygger på formodninger. Det står således allerede nu som et stort spørgsmål, hvorfor det tog det israelske forsvar så længe at reagere på angrebet.

Derfor er det lige nu nok så interessant at se på de politiske omstændigheder bag denne pludselige og dramatiske opblussen i konflikten.
Måske er det hele slet ikke sket så pludseligt – måske har det i virkeligheden er noget, man har kunnet forudse. Israelsk radio oplyste tidligt på dagen, at den militære efterretningstjeneste HAR advaret om at noget dramatisk kunne ske på 50-årsdagen for krigen i 1973. Men i det samme indslag blev det også nævnt, at Netanyahu tilsyneladende har valgt at overhøre denne advarsel, hvilket kan give ubehagelige påmindelser om forløbet for 50 år siden.

Det kan der være en nærliggende forklaring på. Siden den nuværende Netanyahu-regering tiltrådte den 29. december sidste år, har Israel været præget af voldsomme protester. Hver lørdag aften er hundredtusinder af israelere gået på gaden for at vise deres skarpe utilfredshed med den omfattende lovreform, som i korte træk søger at stække højesteret og dermed sætte det israelske demokrati ud af kraft. Protesterne må betegnes som atypiske, idet det ikke blot er den sædvanlige venstrefløj, der går på gaden, men at demonstrationerne har deltagelse fra et meget bredt udsnit af den israelske befolkning.

Netanyahu har med denne regering sat sig i en alvorlig klemme. Efter valget den 1. november sidste år stod det ham hurtigt klart, at han kun kunne etablere sig med et parlamentarisk flertal ved at gå i samarbejde med den yderste højrefløj. Det omfatter politikere som Itamar Ben Gvir og Bezalel Smotrich, og det virker som om de har det store ord at skulle have sagt, idet en trussel om at forlade regeringskoalitionen, vil få denne til at bryde sammen. For Netanyahu står dette som et rædselsscenarie, idet han derved vil være i meget overhængende fare for at miste den politiske magt. Og dermed vil han stå langt svagere i den retssag, hvor han står anklaget for en række tilfælde af korruption og mandatsvig. Den omtalte lovreform, som regeringen har arbejdet på lige siden indsættelsen, vil blandt andet stille ham stærkere i sin kamp mod retsvæsenet.

Et svækket forsvar?

Ben Gvir og Smotrich er begge radikale bosættere, og de har lige siden de modtog deres ministerposter søgt at føre en aggressiv politik overfor palæstinenserne. Det har omfattet planer om enorme bosættelsesudvidelser og skrinlæggelse af al videre dialog med det palæstinensiske selvstyre.

Dette har i sig selv ført til en anspændt situation i de besatte områder. Aktuelt har Itamar Ben Gvir igen bebudet en ny provokation, idet han har planer om at besøge Tempelbjerget i Jerusalem. Stedet hedder også Haram al Sharif, og er hjem for Al Aqsa-moskeen. Da Ariel Sharon i september 2000 aflagde et lignende besøg, førte det udviklingen lige lukt ind i Al Aqsa-intifadaen.

På mange måder er der allerede lagt i kakkelovnen til en lignende udvikling. Ved flere lejligheder kunne dette være blevet afværget, men det er altså ikke sket.

Et af elementerne i situationen er en direkte udløber af protesterne mod Netanyahu-regeringen. Forholdsvis tidligt i forløbet valgte et stort antal piloter i flyvevåbenet at nægte at møde op til den ugentlige træning, som de alle deltager i for at holde sig i topform. Det er en del af reservetjenesten, og det foregår på helt frivilligt grundlag. Piloterne erklærede at de gerne ville deltage i forsvaret af deres land, med de ønskede ikke at forsvare en regering, som førte landet i retning af diktatur.

Piloterne har sidenhen fået selskab af et stort antal officerer af reserven, der på lignende vis træner for at være klar til tjeneste i positioner af betydning for forsvaret. Allerede for otte måneder siden gjorde forsvarsminister Yoav Galant opmærksom på problemet, og Netanyahu reagerede ved at fyre ham på gråt papir. Dette skete muligvis efter pres fra Ben Gvir, som fór i flint over forsvarsministerens upatriotiske holdning. Siden blev Galant dog taget til nåde og kom tilbage til sit ministerium, men hans holdning og hans kritik har vundet indpas blandt en lang række analytikere, som advarer om at Israels forsvarsevne er undermineret, og at det kun er et spørgsmål om tid, for nogen vil benytte sig at dette forhold.’

Netanyahu har hele tiden holdt på, at den mest sandsynlige angriber ville være Iran. Det bragte han også på bane, da han i sidste måned fik lejlighed til at møde Joe Biden – ikke i Det Hvide Hus, men på et hotel i New York. Det har tydeligvis ikke forekommet ham videre sandsynligt at angrebet kunne komme fra Gaza.

Situationen dér har nemlig været præget af en relativ ro gennem et godt stykke tid. Antallet af palæstinensere, der dagligt har kunnet forlade Gazastriben for at tage på arbejde i Israel er blevet sat op i løbet af året, og Hamas har længe forholdt sig i ro. Faktisk var situationen været langt mere anspændt på Vestbredden, hvor der navnlig i byen Jenin har været flere alvorlige konfrontationer.

Men hvad er der så sket på Gazastriben?

Hamas har taget ansvaret for det helt aktuelle angreb på Israel. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det rent faktisk er Hamas, der står bag. På Gazastriben står både Islamisk Jihad og en række mindre salafistiske grupper i opposition til Hamas, og når de eksempelvis affyrer raketter mod Israel, tager Hamas aldrig direkte afstand fra handlingen, fordi de dermed ville tabe ansigt i befolkningens øjne. Det kan meget vel være noget lignende, der er sket lige nu, hvor de, som har taget initiativ til angrebet, givetvis har set en mulighed i efterretningerne om Israels nedsatte forsvarsevne. Samtidig med at symbolværdien i at rette et overraskelsesangreb netop på 50års-dagen er betragtelig.

Foto: Yasser Qudih/Zuma/Ritzau Scanpix