07.04.2023

Efter 13 ugers historiske folkelige protester mod hans planer om at gribe magten over domstolene står Netanyahu nu i en ny konfrontation med palæstinenserne. Det er første gang siden optøningen mellem Iran og Saudi-Arabien – og dermed møder den nye israelske regering også helt nye, geopolitiske realiteter i Mellemøsten.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – To unge israelske kvinder blev fredag morgen dræbt, da der blev åbnet ild mod deres bil nær bosættelsen Hamra på Vestbredden. Straks efter iværksatte det israelske militær en omfattende jagt på gerningsmændene, som formodedes af være palæstinensere.

Den blodige hændelse kom dagen efter, at der fra det sydlige Libanon var blevet affyret mindst 30 raketter mod Israel. Langt de fleste blev skudt ned af det effektive israelske raketforsvar, inden de nåede deres mål, og de få, der ramte, anrettede kun mindre skade. En person blev såret, og en anden kom i behandling for chok. Ikke desto mindre svarede Israel igen med artilleribeskydning mod en række mål i Libanon, og fordi der samtidig var blevet skudt raketter fra Gazastriben, gennemførte det israelske flyvevåben også en række angreb dér.

Denne seneste udvikling kendetegner en bekymrende optrapning af konflikten. I grænseregionen mellem Israel og Libanon har der hersket ro i flere år, og situationen omkring Gazastriben har også i lang tid kunnet betegnes som anspændt men afventende.


Storm på Tempelbjerget

Ikke desto mindre kommer det ikke som nogen overraskelse, at konflikten blusser op lige nu. Onsdag aften begyndte Pessach, den jødiske påskeuge, og i Mellemøsten er helligdage ofte en anledning til at sætte ild under konflikten. I Israel leder det uvægerlig tanken hen på 1973, hvor Egypten og Syrien valgte at rette et massivt angreb på Israel i forbindelse med Yom Kippur, den store forsoningsdag i oktober.

Men her og nu kompliceres sagerne yderligere ved, at to højtider falder sammen. Vi befinder os nemlig også et stykke ind i Ramadan, den muslimske fastemåned, hvor der ofte finder konfrontationer sted mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker – særligt Jerusalem. Her ligger nemlig Al Aqsa-moskeen, som i islamisk tradition gør Jerusalem til verdens tredje helligste sted, næst efter Mekka og Medina. Selve stedet hedder Haram al Sharif (Den Ypperste Helligdom), men det hedder også Tempelbjerget, fordi oldtidens to jødiske templer jo ifølge den jødiske overlevering lå her.

Under de givne politiske omstændigheder havde mange forventet, at konfrontationerne ville begynde lige i starten af Ramadan, altså den 22. marts. Alle holdt vejret i spænding, og den første del af fastemåneden forløb uden de store episoder – lige indtil tirsdag den 4. april, hvor det om aftenen kom til dramatiske sammenstød mellem israelsk politi og palæstinensere ved Al Aqsa. Omkring 400 blev anholdt, og ifølge palæstinensisk Røde Halvmåne blev 19 mennesker såret, tre af gummikugler.

Det var 29. december, at Israel fik den mest yderliggående regering i sin historie – og det lykkedes kun Netanyahu at samle det fornødne flertal ved at gå i samarbejde med tre småpartier på landets yderste højrefløj. Et af dem hedder Otzma Yehudit. Det betyder Jødisk Styrke og er under ledelse af Itamar Ben Gvir, en radikal bosætter. Skønt Ben Gvir gennem mange år som aktivist har været anholdt 53 gange, fik han posten som minister for intern sikkerhed, hvorved han bl.a. er blevet øverste chef for politiet. Mindre end en uge efter sin tiltræden viste Ben Gvir flaget ved at aflægge besøg på Tempelbjerget. Det var netop det, en af tidens markante politikere, Ariel Sharon, gjorde i september 2000, hvilket udløste den blodige Al Aqsa-intifada (deraf navnet!).

Ben Gvir har da også været helt bevidst om, hvordan hans besøg ville blive modtaget af palæstinenserne. På det tidspunkt lykkedes det dog Netanyahu at nedtone besøget så tilstrækkelig meget, at de dramatiske konfrontationer udeblev. Men som nævnt forventede mange dengang, at det kun var et spørgsmål om tid.

 

Hvad man ikke kunne forudse dengang var omfanget af den indre konstitutionelle krise, som Netanyahus regering har udløst
_______

 


En historisk bred, folkelig protest

Hvad man derimod ikke kunne forudse dengang var omfanget af den indre konstitutionelle krise, som Netanyahus regering har udløst. Siden han udskrev valg i slutningen af 2018, har Israel befundet sig i et politisk ingenmandsland. Landet har i denne periode været gennem fem opslidende valg til Knesset, parlamentet, og hele tiden har det skinnet tydeligt igennem, at Netanyahu ville bruge alle midler til at klynge sig til magten. På den måde regner han med at afværge, eller helt annullere retssagen, hvor han står anklaget for korruption og mandatsvig og risikerer flere års fængsel. Ved valget den 1. november sidste år vendte udviklingen sig endelig i hans favør, hvilket dog mest hang sammen med at venstrefløjspartiet Meretz røg under spærregrænsen. Dette rykkede mandatfordelingen tilstrækkeligt til, at han kunne danne en regering med 64 ud af Knessets 120 mandater i ryggen.

Allerede den 4. januar lancerede den nye justitsminister, Yariv Levin fra Netanyahus Likud-parti, en drastisk lovreform, der skal skaffe regeringen fuld indflydelse på udnævnelsen af nye højesteretsdommere, samt – ikke mindst – sætte regeringen i stand til at underkende en højesteretsdom. Den slet skjulte dagsorden er her, at regeringen dermed vil være i stand til at underkende dommen mod Netanyahu, når eller hvis den på et eller andet tidspunkt falder. Men reformen – eller kuppet, som den også hedder i daglig tale – er også et utilsløret angreb på demokratiet, idet den vil sætte magtens tredeling ud af kraft.

Her ligger årsagen til de omfattende folkelige protester, der lige siden regeringens indsættelse har præget det israelske gadebillede, og over de mellemliggende 13 uger kun har taget til i styrke. Flere gange om ugen går hundredtusinder af israelere i demonstration med krav om at redde landets demokratiske fundament.

Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er ikke bare protesternes vedholdende omfang, men også deres bredde. Det er nemlig ikke bare den sædvanlige venstrefløj, der altid møder op til den slags demonstrationer, men mange, der normalt ikke udtrykker sig politisk ad den vej.

 

Ben Gvir fik blandt andet imødekommet sit krav om at kunne opbygge en særlig politistyrke, der skal referere direkte til ministeren
_______

 

F15-piloternes protest

Modreaktionen har bredt sig langt ind i det israelske forsvar. Forholdsvis tidligt i forløbet tog hovedparten af piloterne i en eskadrille F15-jagere initiativet ved at nægte at møde op til den ugentlige dags reservetjeneste, som er nødvendig for at holde dem i kampmæssig topform. Ben Gvir reagerede ved at kalde dem militærnægtere, hvilket faldt mange for brystet – for de benævnte piloter møder op til tjeneste på helt frivillig basis og de bruger deres egen fritid på opgaven. Flere af dem gav ministeren det svar, at de skam gerne ville være med til at forsvare deres land, men de ønskede ikke at gøre det på vegne af et diktatur.

Sagen eskalerede. Flere og flere reservister nægtede at gøre tjeneste, og det fik for et par uger siden forsvarsminister Yoav Gallant til at sige, at krisen nu har svækket det israelske forsvars evne til at afholde de ydre fjender fra at angribe – der er, lød argumentet, stadig masser af slagstyrke at tage af, men den psykologiske effekt har sin virkning. På dén udmelding reagerede Ben Gvir med fnysende forargelse og krævede Gallant afskediget. Og da – i de sidste dage af marts – Netanyahu begik den taktiske brøler at give efter for kravet, antog protestdemonstrationerne et eksplosivt omfang. Derefter bøjede Netanyahu sig tilsyneladende for det folkelige pres. Han erklærede, at arbejdet med den kontroversielle lovreform vil ligge stille indtil den 4. maj, hvor Knesset atter samles efter forårspausen. Men forud for dette havde Ben Gvir og partierne fra den yderste højrefløj truet med at bryde ud af regeringssamarbejdet, hvis Netanyahu valgte denne midlertidige udvej, så igen måtte Netanyahu komme med store indrømmelser for at få højrefløjen til at sluge kamelen:

Ben Gvir fik blandt andet imødekommet sit krav om at kunne opbygge en særlig politistyrke, der skal referere direkte til ministeren. Styrken skal fungere parallelt med, eller som et alternativ til politiet, som Ben Gvir ved flere lejligheder har beskyldt for at gå for blidt til værks overfor protestdemonstrationerne. På et tidspunkt fyrede han således politichefen i Tel Aviv med netop den begrundelse – hvorpå højesteret underkendte afskedigelsen og gjorde politichefen til en populær mand blandt de protesterende borgere.

Her skal vi imidlertid ikke glemme, at Ben Gvir har blikket rette mod Vestbredden, hvor han også mener, at der skal tages hårdere fat overfor palæstinenserne. Lige siden årsskiftet har situationen været anspændt, og langt flere mennesker end normalt har mistet livet.

Det er denne side af historien, der er forbindelsen til den seneste tids raket- og missilangreb fra henholdsvis Libanon og Gaza. I den nye israelske regering deltager også partiet Religiøs Zionisme, og en af deres ministre, Bezalel Smotrich, gav for nylig ordre til at fire bosættelser, som blev rømmet i sensommeren 2005, skulle genoprettes. Den slags plejer – jf. dominoteorien – at sætte sig som øget sprængfare i Jerusalem og omkring Al Aqsa-moskeen – og sådan gik det. Derpå plejer den islamiske Hamas-bevægelse på Gazastriben at reagere – og det var det, der første til 11 dages Gaza-krig i maj 2021. I denne omgang blev det til raketbeskydning fra Gazastriben, som Israel gengældte med luftangreb, men meget tyder på, at denne del af konflikten dermed ikke kommer videre.

At Libanon kom i spil hænger tilsyneladende sammen med, at Hamas-lederen fra Gazastriben, Ismail Haniyeh, i disse dage opholder sig i den libanesiske hovedstad, Beirut. Han har tilsyneladende sat noget i værk. Det er i hvert fald den israelske tænkning, for de israelske modangreb rettede sig primært mod Libanons palæstinensiske flygtningelejre og andre steder, hvor Hamas har sine støttepunkter i landet. Der er ikke meget, der tyder på at den sædvanlige modstander i konflikten, den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, har nogen intention om at indlede en væbnet konflikt med israelerne lige nu; Libanon befinder sig i en dyb økonomisk krise, og Hizbollah har nok at gøre med at fastholde sin indenrigspolitiske position.

 

Velvidende at det har været et af Netanyahus politiske mål at komme på talefod med Saudi-Arabien, kan iranerne se den nuværende situation som en gylden chance til at isolere Israel regionalt
_______

 

Den nye, regionale kontekst

Så selvom sagens kerne fortsat ligger i Israels indenrigspolitiske krise, er der nu risiko for at konflikten breder sig ud i regionen.

Egypten kæmper således med egne problemer, som dybest set består af en dramatisk økonomisk krise. Men styret i Cairo følger situationen i Israel og Palæstina nøje, for man ved godt, at idet utilfredsheden koger over på Gazastriben, kan det hurtigt udmønte sig i sympatidemonstrationer i Egypten. Og disse vil være under indflydelse af Det Muslimske Broderskab, som er forbudt, og som hurtigt til kunne bruge en demonstration til at vende stemningen mod general Sisi og hans regering.

Den libanesiske udvikling følges med samme store opmærksomhed hos styret i Teheran, der i årevis har haft et tæt samarbejde med Hizbollah. Dette samarbejde har gennem nogen tid vaklet, fordi iranerne ikke længere har samme nemme adgang gennem Syrien til at bringe forsyninger frem til Hizbollah. Men hvis Israel rykker tættere på at give Hizbollah ansvaret for situationen i grænseregionen, vil iranerne næsten være nødt til at reagere.

Den iranske reaktion kan imidlertid også komme ad anden vej. I marts genetablerede Iran og Saudi-Arabien diplomatiske forbindelser, efter at de to lande havde lagt hinanden på is gennem en årrække. Vel vidende at det har været et af Netanyahus politiske mål at komme på talefod med Saudi-Arabien, kan iranerne se den nuværende situation som en gylden chance til at isolere Israel regionalt. For i dette spil befinder sig nemlig også de to golfstater Bahrain og Det Forenede Arabiske Emirater (UAE), der tilbage i oktober 2020 indgik normaliseringsaftaler med Israel. Det er en kendt sag, at Netanyahu meget gerne vil tage på officielt besøg i Bahrain og UAE, men under indtryk af den israelske regerings almindelige omdømme ude i verden, er der aldrig kommet nogen invitation fra den kant. Og med de seneste udviklinger ser denne mulighed ud til at fortabe sig yderligere.

Derfor bliver det spændende, hvad der vil ske, når det israelske sikkerhedskabinet i næste uge træder sammen for at drøfte situationen. Kabinettet består af et begrænset udvalg af ministre med direkte indflydelse på landets sikkerhedspolitik. Til stede vil bl.a. være Yoav Gallant – han blev jo ganske vist fyret som forsvarsminister, men Netanyahu har aldrig sendt ham det officielle fyringsbrev, så han er stadig fungerende. På mødet deltager også Smotrich og Ben Gvir, som begge er drevet af benhård ideologi fremfor egentlig forsvarspolitisk indsigt, og hvordan de vil stille sig er selvsagt en uforudsigelig sag.

Imens fortsætter de folkelige protester i Israel. Mange israelere stoler ikke på den tilsyneladende våbenhvile i striden om domstolene, som Netanyahu har erklæret frem til den 4. maj. Tværtimod er det en almindelig opfattelse, at han benytter pausen til at opruste til næste runde i striden. Derfor kan ingen heller sige, om den seneste tids raketbeskydning vil komme til at stå som en isoleret affære, eller om det er indledningen til en eskalerende konflikt. ■

 

Mange israelere stoler ikke på den tilsyneladende våbenhvile i striden om domstolene, som Netanyahu har erklæret
_______

 


Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

ILLUSTRATION: Udenrigsminister Anthony Blinken på besøg hos Netanyahu 30. januar [foto: Ron Przysucha, US State Department]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden