04.02.2023

Egypten står på randen af et økonomisk kollaps. Og det egyptiske styre husker tydeligt urolighederne under det arabiske forår, og det skaber frygt for en ny opstand på Tahrir-pladsen. Ved siden af dette lurer imidlertid endnu en trussel mod styret: Det Muslimske Broderskab.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I slutningen af januar blev Egyptens nye administrative hovedstad knyttet til jernbanenettet, så man nemt og bekvemt kan rejse fra Cairo og ud til den nye storby, der siden 2015 er vokset op af ørkensandet. Det skete ved en stort anlagt indvielse af endestationen på den nye metrolinje og var en begivenhed med stor symbolværdi: Nu blev det gamle Cairo forbundet med den nye, endnu ikke navngivet, hovedstad. Men bemærkelsesværdigt nok var det uden landets leder – og projektets hovedperson – præsident Abdel Fattah el Sisi, der havde valgt slet ikke at møde op.

Forklaringen synes at ligge lige for. Det gigantiske byggeprojekt ude i ørkenen, der kommer til at koste mindst 50 mia. dollar, ses i voksende omfang som en provokation i befolkningen. Den nye storby, der endnu ikke har fået et navn, dimensioneres til en befolkning på 7 millioner, men der bliver stort set ingen boliger til den fattige del af befolkningen. Byen bliver hjem for et splinternyt præsidentpalads og The Iconic Tower bliver med hotel, kontorer og boliger den højeste bygning i Afrika. Megamoskeen Al Fattah Al Aleem står allerede færdig med plads til 17.000 bedende, og det nye fodboldstadion bliver det største på kontinentet.

Den slags ekstravagancer kan det være vanskeligt at retfærdiggøre i en tid, hvor den egyptiske økonomi styrtdykker. Faktisk har økonomien ikke været i så elendig stand, siden Sisi kom til magten i 2014. Og meget tyder på, at det sagtens kan blive endnu værre.

Når æg er en luksus

De seneste år har ramt Egypten hårdt. Først sørgede coronapandemien for at lukke luften grundigt ud af den egyptiske turistindustri, som er en af landets helt store indtægtskilder. Og så fulgte krigen i Ukraine, som har ramt det meste af verden med stigende priser, hvilket slår ekstra hårdt, hvis økonomien i forvejen er skrøbelig og tynget af udlandsgæld.

Særlig er Egypten ramt på benzin og mel – to basale varer, som i årevis har været subsidieret, og netop her mærkes prisstigningerne på verdensmarkedet. Aktuelt betaler den egyptiske stat 11 pund (svarende til knap 3 kroner) for en liter diesel, der sælges til kunderne for 7,25. Samtidig har prisstigninger gjort, at 60 mio. egyptere, over halvdelen af den samlede befolkning, har fået ret til at købe fem fladbrød om dagen, og det løber op i godt 100 mia. fladbrød om året, som mere eller mindre er på statens regning.

 

Det er blevet et mundheld i Egypten, at man aldrig ved, hvor langt pengene rækker, når man står op om morgenen, og mange betragter i dag æg som en luksusvare
_______

 

Hertil kommer stigende arbejdsløshed og en realløn, der blot indenfor det seneste år er blevet udhulet med næsten 30 pct. Det er blevet et mundhæld i Egypten, at man aldrig ved, hvor langt pengene rækker, når man står op om morgenen, og mange betragter i dag æg som en luksusvare.

Staten har en akut mangel på fremmed valuta. Lige nu er valutareserverne skrumpet til 24 mia. dollar, hvilket er omkring en femtedel af, hvad Danmark har til rådighed – og med en langt mindre befolkning. Og en del af valutareserven tilhører faktisk De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, som har deponeret flere milliarder i egyptiske banker i forbindelse med lånegarantier til Egypten.

I januar optog Egypten derfor et nyt lån på 3 mia. dollar hos Den Internationale Valutafond, men det er småpenge, når man betænker, at Egyptens samlede statsgæld er oppe på mere end 220 mia. Og dette seneste lån blev givet med en række ubehagelige betingelser. Blandt andet har staten lovet at privatisere en række statslige virksomheder, samt at reducere militærets indflydelse på erhvervslivet, og ikke mindst ligger der nu et løfte om at reducere subsidierne på en række basale varer. Da World Economic Forum mødtes i Davos i januar sagde den saudiarabiske finansminister, Muhammed al Jadaan, således, at man ikke længere vil yde den egyptiske stat lån uden at stille strenge krav om reformer.

Frygten for Tahrir-pladsen

Krisen har dog været under opsejling i mange år. De seneste udviklinger har dog skærpet den i sådan en grad, at man nu taler om et truende kollaps for hele den egyptiske økonomi. Og som nævnt skal forklaringen på, hvorfor Sisi foretræk at holde sig på afstand af den pompøse indvielse af metrostationen i Egyptens nye hovedstad, nok findes her.

Og selve hovedstadsplanen ligner da også et omdrejningspunkt i en bevidst strategi. Den prangende by med alle højhusene ude i ørkenen kan ses som et statussymbol og et tegn på, at landet er på vej frem. Men også som det modsatte.

I regeringen husker man tydeligt det såkaldte arabiske forår. Man husker, hvordan den egyptiske befolkning gik på gaden og væltede det næsten 30 år gamle diktatur under Hosni Mubarak på blot 18 dage. Verdens øjne var rettet mod Tahrir-pladsen i det centrale Cairo, tæt på parlamentet og den egyptiske centraladministration. Det kom til at stå som et klimaks, da en stor menneskemasse den 11. februar 2011 marcherede 10 kilometer gennem byen, til det eksisterende præsidentpalads, hvor de krævede Mubaraks afgang.

 

Tahrir er blevet omdannet til en slags mindesmærke for revolutionen, og den tager sig godt ud. Men den er også blevet indrettet, så den ikke kan blive arnested for en ny revolution
_______

 

Efter revolutionen kom en tid med militær overgangsregering, og derpå valget, som bragte Det Muslimske Broderskab til magten. Dette holdt til 2014, hvor general Sisi udnyttede sin position som forsvarsminister til at afsætte præsident Morsi og Broderskabet for selv at indtage præsidentposten. Siden da har der været ondt blod mellem Sisi og Broderskabet.

Kort efter magtovertagelsen tog Sisi initiativ til at ’forskønne’ Tahrir. Den ikoniske plads blev forsynet med et stort springvand og grønne områder – men også med et stort og permanent opbud af sikkerhedsfolk, der forbyder forbipasserende at tage ophold på pladsen i længere tid. Tahrir er blevet omdannet til en slags mindesmærke for revolutionen, og den tager sig godt ud. Men den er også blevet indrettet, så den ikke kan blive arnested for en ny revolution.

Byplanlægning som social løftestang

Man kan se den nye ørkenhovedstad i samme lys. Den har også fået en ny, central plads, men denne ligger så langt fra Cairo, at enhver protest, der driver derud, kan gribes i opløbet. Og den højere middelklasse, som boligbyggeriet derude er skræddersyet til, kan næppe tænkes at bære noget oprør i maven. Det kan også ligne en tanke, at de gader, der fører gennem Cairo ud til ørkenbyen, alle er blevet gjort betragteligt bredere, hvilket gør det vanskeligere for eventuelle demonstranter at bygge barrikader.

Gennem Egyptens nyere historie er der flere gange blevet bygget satellitbyer i den omgivende ørken med det formål at aflaste det overbefolkede og trafiktunge Cairo. Allerede i 1960’erne anlagde den daværende leder, Gamal Abdel Nasser, sin Nasr City, som også var tænkt som ny hovedstad. Hans efterfølger, Anwar Sadat, tog tråden op i 1976, hvor man lagde fundamentet til hele otte nye ørkenbyer.

Fælles for disse projekter var, at de ikke sørgede for billige boliger til den mest trængende del af befolkningen. I stedet skabte de yderligere social skævhed i det egyptiske samfund, og som følge af beliggenheden lykkedes det heller ikke at få den mere velbjergede del af befolkningen til at flytte derud.

Med denne erindring i mente er det ikke så overraskende, at Sisis ødsle hovedstadsplaner kan virke som en rød klud på mange. Når man oven i dette tager i betragtning, at de almindelige borgerrettigheder under Sisi er blevet beskåret i en grad, at styret fremstår som endnu mere diktatorisk end Mubaraks, er det kun forståeligt, at den folkelige vrede ulmer. Og det er grunden til, at situationen er yderligere kritisk på baggrund af den dramatiske økonomiske nedtur.

 

Når man oven i dette tager i betragtning, at de almindelige borgerrettigheder under Sisi er blevet beskåret i en grad, at styret fremstår som endnu mere diktatorisk end Mubaraks, er det kun forståeligt, at den folkelige vrede ulmer
_______

 

Er Suezkanalen til salg?

 Imens forsøger den egyptiske regering at redde sig i land. Den har fremlagt planer om at skære i subsidierne, hvilket landets kreditorer forlanger, og i stedet udbetale kontanthjælp til den fattigste del af befolkningen, men det er næppe tiltag, der får det samlede regnskab til at se meget anderledes ud.

En anden mulighed er at skaffe kapital ved at sælge ud af statens aktiver. Tidligere på året forlød det, at der var planer om at sælge aktier i Suezkanalen, som ejes et hundrede procent af den egyptiske stat. Dette kunne uden tvivl være et indbringende skridt, eftersom kanalen er en yderst rentabel forretning, men det kom hurtigt til skarpe protester. Suezkanalen er i den grad et nationalt symbol, og et aktiesalg ville nok svare til at lade investorer købe andele i pyramiderne. Al snak om denne idé forstummede da også lynhurtigt.

Der virker derfor mere jordnært, at regeringen i slutningen af januar fremlagde planer om hel eller delvis afhændelse af omkring 20 store statsejede virksomheder. Logikken i dette er, at man hermed skaber et mere dynamisk erhvervsliv, ligesom det vil kunne tiltrække udenlandske investorer. Og da disse virksomheder reelt drives af militæret, vil dette skridt også kunne imødekomme de udenlandske kreditorers krav om at reducere generalernes indflydelse på økonomien. Lige nu kontrollerer militæret omkring 60 procent af Egyptens produktionsvirksomheder.

Her støder Sisi imidlertid på et nyt problem. Han er selv gammel general og han har brug for at holde sig gode venner med sine tidligere kolleger. Uden militærets støtte vil han have meget vanskeligt at bevare sit greb om magten. Af den grund gælder det nu om at finde en model, hvor han kan afhænde de bemeldte virksomheder, uden at militæret bliver snydt i den handel. En kabale, som det kan være meget svært at få til at gå op.

 

Suezkanalen er i den grad et nationalt symbol, og et aktiesalg ville nok svare til at lade investorer købe andele i pyramiderne
_______

 

Det Muslimske Broderskabs comeback?

Ved siden af dette lurer imidlertid en endnu større trussel mod hans styre: Det Muslimske Broderskab. Bevægelsen er blevet forbudt, men den er ikke desto mindre til stede alle vegne i det egyptiske samfund og kan hurtigtsætte fart i folkelige protester mod den økonomiske elendighed.

Gennem alle årene har Sisi været helt bevidst om denne trussel. Han forpasser ikke en chance for at fremstille sig selv som en god ven af islam, og dette kan også ses som forklaringen på, at der siden 2014 er blevet bygget ikke mindre end 10.000 nye moskeer i Egypten. Og det i en tid, hvor stadig færre mennesker kommer i moskeerne. Det kan ses i forlængelse af dette, at den nye hovedstad også skulle have en megamoské, som uden tvivl har været kostbar.

Denne del af problematikken har ved årsskiftet fået et nyt element. Den 29. december vendte Benyamin Netanyahu tilbage som israelsk premierminister, og han står i spidsen for den mest højreorienterede regering i landets historie [se RÆSON SØNDAG xx]. Som koalitionspartner finder vi Religiøs Zionisme, som består at tre ultranationalistiske og stærkt religiøse partier. De to frontfigurer, Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir, er ideologiske bosættere, og de har allerede afstukket en hård kurs overfor palæstinenserne på Vestbredden. Ben Gvir benyttede en af sine første dage med ministerværdigheden til at besøge Tempelbjerget i Jerusalem, hvilket i store dele af den arabiske verden blev betragtet som en provokation. Der er kommet flere lignende tiltag fra den side, og forrige lørdag (20. januar) angreb bevæbnede palæstinensere en synagoge i Jerusalem og dræbte syv.

Situationen på de besatte områder er med andre ord skrøbelig og kan hurtigt eskalere i retning af yderligere vold. Det ser præsident Sisi med god grund som en akut trussel. For hvis situationen eskalerer og der kommer store protester, vil det uvægerlig omfatte Gazastriben, hvorfra der allerede er blevet affyret flere raketter mod israelske mål, og dér har den islamiske Hamas-bevægelse stor indflydelse. Hamas er ideologisk i nær familie med Det Muslimske Broderskab, og hvis først Gazastriben kommer i kog, vil det meget sandsynligt komme til sympatidemonstrationer i Egypten, og med Broderskabet som drivkraft.

Eventuelle sympatidemonstrationer i Cairo kan hurtigt ændre fokus, så menneskemængden retter vreden mod Sisi og dennes ledelse af nationen. Og det er endnu en grund til at Egyptens aktuelle krise ikke kun er et spørgsmål om økonomi. Men økonomien, fattigdommen og regionale konflikter kan hurtigt blive en katalysator for noget meget større. ■

 

Hamas er ideologisk i nær familie med Det Muslimske Broderskab, og hvis først Gazastriben kommer i kog, vil det meget sandsynligt komme til sympatidemonstrationer i Egypten, og med Broderskabet som drivkraft
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog Halutzim. Kontrasternes Israel, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt