Hans Henrik Fafner i KONTEKST om Israel: Vælgernes syn på Netanyahu har ændret sig. Kan det splitte hans koalition?
19.07.2023
De sædvanlige politiske og militære virkemidler har ikke den sædvanlige effekt, fortæller Hans-Henrik Fafner fra Tel Aviv i denne premiereudgave af KONTEKST – et nyt, fast artikelformat, hvor RÆSONs chefredaktion sender spørgsmål til vores skribenter om baggrunden for aktuelle begivenheder:
RÆSON: Hvad er baggrunden for den aktuelle eskalation i konflikten mellem de israelske myndigheder og palæstinenserne? Hvilken rolle spiller det, at Netanyahus regering planlægger store udvidelser af de israelske bosættelser på Vestbredden?
I begyndelsen af juli gennemførte israelske tropper en større operation i Jenin, den nordligste palæstinensiske by på Vestbredden. Fra officiel side hed det, at målet var bekæmpelse af militante palæstinensiske grupper, der længe har haft byens flygtningelejr som base. I løbet af tre dage (3.-5. juli) blev mindst 12 palæstinensere dræbt, og en israelsk soldat mistede også livet, hvilket dog muligvis skyldes et vådeskud. Fra israelsk side hedder det, at man under operationen fandt tre steder i Jenin, hvor der fremstilles våben og raketter.
Den 4. juli – altså mens det hele stod på i Jenin – lykkedes det en palæstinenser at torpedere en folkemængde i det nordlige Tel Aviv med sin bil. Den islamiske Hamas-bevægelse tog senere ansvaret for angrebet, hvor mindst ni israelere blev såret, mens angriberen, en 20-årig mand fra Vestbredden, blev dræbt. Hamas erklærede, at angrebet kom som en hævnaktion efter israelernes operationer i Jenin.
Da de israelske tropper dagen efter blev trukket ud af Jenin kunne det med god grund konkluderes, at operationen ikke havde ført til noget afgørende gennembrud i den israelske kamp mod de militante grupper. Og disse – som primært er Hamas og Islamisk Jihad – kan heller ikke siges at have opnået nogen nævneværdig gevinst.
Det er derfor nærliggende at spørge, hvad det hele skulle til for?
Overordnet set skal Jenin ses som en foreløbig kulmination på en lang optrapning af konflikten, som har fundet sted lige siden slutningen af december 2022. På det tidspunkt fik Israel en ny regering med Benyamin Netanyahu som premierminister. Der er nok tale om den mest højreorienterede regering i Israels historie, idet samtlige koalitionspartnere befinder sig til højre for Netanyahu. Sammen med hans eget nationalkonservative Likud-parti består regeringen af to ultraortodokse partier, Yahadut HaTora (Forenet Torajødedom) og Shas, samt 12 mandater der til sammen repræsenterer tre små partier på landets yderste højrefløj.
Dette har ført til skarpe reaktioner på flere fronter. I den israelske offentlighed har det udløst en enorm protestbevægelse, der spænder over store dele af det politiske spektrum, og på Vestbredden har det ført til en optrapning af konflikten mellem palæstinensere og radikale bosættere. Den islamiske Hamas-bevægelse står sammen med andre grupperinger bag en række angreb på israelere, både i de besatte områder og i selve Israel, mens grupper af radikale bosættere retter voldelige angreb på palæstinensere. Og højrefløjen i Netanyahus kabinet markerer sig tydeligt i konflikten ved at arbejde for yderligere udvidelser af de eksisterende bosættelser.
Forløbet i Jenin er en del af at større og meget komplekst billede, hvor de sædvanlige politiske og militære virkemidler ikke har den sædvanlige effekt
_______
De militære operationer i Jenin ses som et led i denne udvikling. Regeringen – der fremstiller Israel som truet – kan have søgt at udvise kontant handlekraft ved at iværksætte operationen. Uanset hvad plejer den slags at samle den israelske befolkning omkring de politiske ledere, og det viser sig typisk i meningsmålingerne. I denne omgang blev dette dog kun tilfældet i meget begrænset omfang, hvilket viser, at man ikke kan se Jenin isoleret. Forløbet er en del af at større og meget komplekst billede, hvor de sædvanlige politiske og militære virkemidler ikke har den sædvanlige effekt.
RÆSON: Mange palæstinensere på Vestbredden har mistet tilliden til Det Palæstinensiske Selvstyre og Fatah-bevægelsen og ser med mere sympati på Hamas, der har haft magten i Gazastriben, siden de to områder gik i hver deres retning i 2007. Og stadig flere unge tilslutter sig væbnede grupper. Hvordan påvirker den politiske situation i Palæstina den igangværende eskalation?
Den palæstinensiske befolknings dybe mistillid til styret i Ramallah har varet længe. Mahmoud Abbas, som står i spidsen for Fatah-bevægelsen, blev valgt til præsidentposten i januar 2005. Præcis et år efter sørgede han for at gennemføre et længe ventet parlamentsvalg, hvor han utvivlsomt blev overrasket over, at den islamiske Hamas-bevægelse – der opstillede for første gang – opnåede 74 mandater, mens Fatah måtte nøjes med 45. Resultatet førte til en ophidset debat fraktionerne imellem, og det føg med gensidige beskyldninger om valgsvindel. Dette førte til det endelige brud i 2007, hvor Fatah tog magten. Før dette havde israelerne anholdt en lang række nyvalgte Hamas-parlamentarikere, som for hovedpartens vedkommende tilhørte bevægelsens moderate fløj.
Den unge generation i Fatah gik ind for et samarbejde med Hamas, mens den gamle garde, der også omfattede Mahmoud Abbas, nægtede at sidde i regering med islamister. Den politiske krise endte med, at Fatah dannede en regering i Ramallah. I Gazastriben førte det til åbne stridigheder mellem de to grupperinger, og selvom man faktisk nåede frem til en slags gensidig forståelse i februar 2007, eskalerede uroen til ”slaget om Gaza” den 14. juni, hvor Hamas overtog den politiske ledelse i Gazastriben. Siden da har der været en række forsøg på at genetablere en dialog mellem de to parter, men det er ikke lykkedes. Reelt har splittelsen sat dagsordenen lige fra dengang. Israelerne reagerede ved at støtte Mahmoud Abbas – de lagde en blokade omkring Gazastriben, og denne har med varierende styrke været en realitet lige siden.
Samtidig har navnlig skiftende Netanyahu-regeringer søgt at understøtte det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, men uden at lægge op til nogen egentlig fredsdialog. Formålet med dette har været at sikre en vis ro på Vestbredden. Netanyahu har kaldt det ”økonomisk fred”. I dette ligger, at så længe den palæstinensiske økonomi på Vestbredden fungerer nødtørftigt, kan man – til en vis grad – lægge låg på politisk uro.
Israel har således sørget for, at det palæstinensiske sikkerhedsapparat har fungeret, man har givet tilladelse til at palæstinensere kan rejse ind i Israel for at tjene penge – typisk som bygningsarbejdere eller i servicefag – ligesom der er blevet sørget for, at vigtige sektorer som sundhed og undervisning har kunnet levere befolkningen ydelser i et vist omfang.
Alt dette har stillet Mahmoud Abbas i en klemt situation. Med henvisning til Hamas og problematikken omkring Gazastriben, har Netanyahu kunnet fastholde, at så længe der ikke er nogen samlet palæstinensisk stemme, kan en ny fredsdialog ikke komme på tale. Det vil sige, at Mahmoud Abbas på dette felt har været stærkt begrænset i sine muligheder for at opnå diplomatiske resultater.
Den virkelige forklaring på det manglende palæstinensiske valg kan godt være, at Mahmoud Abbas frygter, at Hamas vil vinde et valg og dermed sætte Fatah-bevægelsen fra magten
_______
Samtidig har store dele af den palæstinensiske befolkning set skævt til ham, fordi han, qua Netanyahus økonomiske fred, på mange måder har været i lommen på de israelske politikere. Andre har konkluderet at hans samarbejdspolitik dog har ført til en vis økonomisk aktivitet og stabilitet, og selvom forudsætningerne er forkerte har dette på en eller anden måde været bedre end ingenting. Det er i hvert fald nærliggende at slutte, at denne udvikling har fået mange palæstinensere til at miste lysten til en ny og udsigtsløs intifada – netop fordi de har fået noget at miste.
Men hertil kommer endnu et element, nemlig at Mahmoud Abbas stadig sidder på præsidentposten, 18 år efter at han blev valgt til embedet. Der har heller ikke været afholdt parlamentsvalg siden 2007, selv om dette ifølge loven skal ske hvert fjerde år. Men Abbas har myndighed til at tilsidesætte denne demokratiske proces ved præsidentielle dekreter, og det har han gjort. Typisk har han forklaret en ”udskydelse” med, at en valghandling ikke er fuldstændig, så længe israelerne ikke giver de 300.000 palæstinensere i Østjerusalem tilladelse til at deltage. Men den virkelige forklaring kan godt være, at Mahmoud Abbas frygter, at Hamas vil vinde et valg og dermed sætte Fatah-bevægelsen fra magten.
Dette politiske spil har fulgt sin slingrekurs lige til udgangen af 2022, da den nuværende Netanyahu-regering trådte til. Som nævnt betød det, at den yderste israelske højrefløj blev en del af magten. Her tæller ministerlisten eksempelvis Bezalel Smotrich, der er stærkt ideologisk bosætter og finansminister med vidtgående beføjelser i Forsvarsministeriet. I sidstnævnte har han således fået magt over civiladministrationen, som er israelernes udøvende myndighed på Vestbredden.
Smotrich siger åbent at han ikke har nogen interesse i dialog med palæstinenserne eller i en tostatsløsning. Tværtimod søger han at spænde ben for den palæstinensiske økonomi – og da radikale bosættere i marts måned iværksatte et voldsorgie i den palæstinensiske landsby Hawara, udtalte ministeren, at der ikke var tale om jødisk terror. Også Hawara kom til at stå som et tragisk resultat af den aktuelle voldsspiral. Det var en dramatisk udvikling efter, at et palæstinensisk angreb på en bil på byens hovedgade havde kostet to bosættere livet. Efter bosætternes modreaktion udtalte Smotrich, at Hawara burde jævnes med jorden, og at den israelske stat skulle sørge for det.
Smotrich måtte senere tage sin udtalelse i sig igen, men det ændrer ikke meget ved helhedsindtrykket. Og der er flere andre ministre af samme støbning, hvor eksempelvis minister for intern sikkerhed Itamar Ben Gvir, der også er stærkt ideologisk bosætter, gentagne gange har søgt at skabe nye provokationer i forhold til palæstinenserne. Blandt palæstinensere møder man ofte den holdning, at den nye israelske regering ikke gør nogen stor forskel, for besættelse er og bliver besættelse, uanset hvad.
Mange utilfredse palæstinensere har søgt til Hamas, der pludselig står som den handlekraftige rival til Fatah, og det er en vigtig del af den eskalerende vold, vi for tiden ser på Vestbredden
_______
Ikke desto mindre kan man se en tydelig forskel, for den palæstinensiske økonomi har taget en alvorlig nedtur siden årsskiftet. Dette kan have flere forklaringer, men det er nærliggende at pege på, at det relative samarbejde, som har fungeret i en årrække, er blevet kraftigt undermineret. Her er Jenin et godt eksempel. Under Al Aqsa-intifadaen, som startede i september 2000, var Jenin særdeles aktiv, men sidenhen gik byen nærmest i den modsatte retning. Den ligger få kilometer fra den grønne linje, altså grænsen til Israel, og selv om israelske statsborgere ifølge israelsk lovgivning ikke har lov til at bevæge sig ind i palæstinensisk selvstyreområde, blev Jenin hurtigt til et populært sted at købe ind. Byen slog sig blandt andet op på et butikscenter med mængder af vestlige mærkevarer til spotpris, og navnlig familier fra israelske arabiske mindretal valfartede til Jenin.
Denne trafik er i de første måneder af 2023 tørret næsten helt ind, og det har haft store konsekvenser for hele byens økonomi. Jenin hører, ligesom Hebron helt mod syd, til de fattigste dele af Vestbredden, så arbejdsløsheden er igen vokset, og det skaber social uro. En stor del af vreden retter sig mod Mahmoud Abbas, der nu er 87 år gammel, sygdomssvækket og ude af stand til at tage nye initiativer.
Eftersom de radikale bosætteraktivister fører sig frem med minister Smotrich i ryggen, afføder udviklingen en ny radikalisme. I hvert fald har mange utilfredse palæstinensere søgt til Hamas, der pludselig står som den handlekraftige rival til Fatah, og det er en vigtig del af den eskalerende vold, vi for tiden ser på Vestbredden.
Den sekulære befolkning retter også vreden mod de ultraortodokse med krav om, at de skal aftjene værnepligt på lige fod med alle andre og sørge for at integrere sig bedre i det israelske samfund
_______
Godt en uge efter de israelske operationer i Jenin valgte Mahmoud Abbas at aflægge besøg i byens flygtningelejr, hvor de sværeste kamphandlinger fandt sted. Det siges at være hans første besøg i byen i mere end 10 år, og det kom på mange måder for sent til at gøre nogen forskel. Han kom frem med en helikopter, som han måtte låne af den jordanske regering, og flyveturen blev koordineret med de israelske myndigheder, hvilket i sig selv blev opfattet som et tegn på svaghed.
Under stort sikkerhedsopbud kørte han ind i selve byen, hvor han foran en restaurant, der er svært beskadiget, holdt en kort tale med opfordringer til nationalt sammenhold. En mængde af nysgerrige var stimlet sammen, og det hele blev afviklet under stærkt kaotiske forhold, før han var væk igen. Hvad der skulle have været en opvisning i ledelse og håndtering af konflikten, fik nærmest den modsatte virkning.
RÆSON: I Israel udgør de ultraortodokse jøder nu 13,5 pct. af befolkningen. Gruppen vokser, og ifølge en ny analyse lever halvdelen under fattigdomsgrænsen. Hvad betyder det for den politiske udvikling?
Israels ultraortodokse befolkning er i høj grad en del af den komplicerede situation, landet befinder sig i for tiden. Om de udgør 13,5 pct. af landets befolkning er ikke til at sige, for grænsen mellem ultraortodoksi og mere almindelig ortodoksi er flydende og i høj grad betinget af, hvordan man definerer begreberne. Samtidig kan man i den ultraortodokse befolkning se en klar splittelse, hvor dele af gruppen bliver mere radikal, mens andre – og det er nok flertallet – søger mod en form for moderation.
Men når det er sagt, er der ingen tvivl om, at der er et alvorligt problem. Den ultraortodokse befolkning har altid været en hurtigt voksende befolkningsgruppe – og dette er blevet endnu mere udpræget, fordi børnetallet i den enkelte familie er stigende. Aktuelt har den israelske journalist Yitzik Crombie skrevet en bog (kun på hebraisk), der beskriver hvordan landet vil se ud, når den ultraortodokse befolkning kommer til at udgøre flertallet, hvilket mange israelere ser som en reel trussel.
En stor del af problemet består i, at det også er en meget fattig befolkning. Det hænger sammen med, at en betragtelig del af mændene studerer de hellige skrifter på fuld tid; de er ulønnede og må, ifølge en kompliceret aftale med den israelske stat, ikke have erhvervsarbejde ved siden af. Den øvrige del af denne befolkning er uden de store indtjeningsevner, fordi det ultraortodokse skolesystem ruster dem meget ringe til at skabe en karriere på det almindelige arbejdsmarked. Gennem årene har ultraortodokse politikere i Knesset søgt at skaffe deres politiske bagland statslige bevillinger til de mange ultraortodokse institutioner, og dette er også tilfældet under den nuværende Netanyahu-regering.
Men i modsætning til samtlige tidligere regeringsdannelser, står Netanyahu nu svagt, fordi han i sin iver efter at klynge sig til magten er gået i samarbejde med den yderste højrefløj samt de ultraortodokse partier. Hele det øvrige politiske spektrum har samlet sig i en fasttømret front mod Netanyahu, som derfor ikke kan forvente nogen støtte derfra, og af den grund er han altså dybt afhængig af sine nuværende samarbejdspartnere.
Dette er partnerne til fulde klar over – og de bruger hans position de til at presse ham. Ved finanslovsforhandlingerne tidligere på året lykkedes det således det ultraortodokse parti Forenet Torajødedom (Yahadut HaTora) at skaffe voldsomt øgede bevillinger til det ultraortodokse undervisningssystem.
Dette har været med til at øge den antipati, som mange sekulære israelere længe har følt. Ultraortodokse mænd aftjener kun i yderst begrænset omfang militær værnepligt – typisk gør de det slet ikke – og mange af dem betaler heller ikke skat. Mange betragter dem derfor som en gruppe, der ligger resten af landet til byrde.
Mens man i mange år syntes at leve side om side uden de helt store modsætninger, begyndte udviklingen at tage negativ fart under coronakrisen. I forbindelse med de omfattende nedlukninger, forblev ultraortodokse skoler og institutioner nemlig typisk åbne, hvilket fik smittetallene til at eksplodere. Dette skabte stor animositet. Denne kløft er kommet til at spille ind i den aktuelle situation, hvor de ultraortodokse sidder med i den mest højreorienterede regering i landets historie.
Det er grunden til, at de demonstrationer, der hver lørdag aften siden årets begyndelse har fået op mod 600.000 israelere på gaden, ikke bare retter sig mod Netanyahu og regeringens bestræbelser på at kortslutte det israelske demokrati. Den sekulære befolkning retter også vreden mod de ultraortodokse med krav om, at de skal aftjene værnepligt på lige fod med alle andre og sørge for at integrere sig bedre i det israelske samfund.
Tilbage i sommeren 2011 prægede store sociale protester det israelske landskab. De stillede krav om udligning af de store sociale forskelle, og på mange måder kan man se den tids bevægelse som en vigtig forudsætning for, hvad der sker i dag. Dengang rettede kravene sig også mod den ultraortodokse befolkning, og det er noget af det samme, der præger nutidens politiske billede, blot i stærkt forstørret udgave.
Det er de samme krav om et rimeligere samfund med demokratiske værdier, men nu i højere grad rettet mod Netanyahu som leder og politiker. Og fordi de ultraortodokse partier ved regeringsdannelsen valgte at slutte sig til Netanyahu og tilmed viste deres grådighed ved finanslovsforhandlingerne, er de i høj grad blevet en central del af landets politiske krise.
RÆSON: Hvad betyder den generelle udvikling i regionen – herunder den aktuelle rapproachment mellem Saudi-Arabien og Iran – for palæstinensernes situation?
Dette spørgsmål besvares nok bedst ved at fastslå, at USA med Joe Biden ved roret har ændret fokus i Mellemøsten. Der har i årtier været en form for tradition for, at administrationen i Washington har satset på et forhandlingsgennembrud i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Præsident Biden signalerede lige fra starten, at han ønskede at gå andre veje. Ikke mindst fordi konfliktbilledet i Mellemøsten har ændret sig. Globalt set er der meget større fokus på forholdet mellem Iran og Saudi-Arabien, hvilket ikke mindst forklares med, at det har indflydelse på oliepriserne. Men samtidig har Biden nok tidligt indset, at chancerne for at opnå positive resultater i forhold til israelerne og palæstinenserne er på nulpunktet. Der er med andre ord ingen politisk prestige i at investere kræfter her.
Samtidig har Biden uden tvivl set det som en kærkommen lejlighed til at lægge en smule afstand til Israel. Benyamin Netanyahu havde et særdeles nært forhold til Donald Trump, og det er en af grundene til, at Biden ikke før nu har ønsket at modtage Netanyahu som gæst i Det Hvide Hus.
Ikke desto mindre har Biden måttet anerkende de såkaldte Abraham-aftaler, som blev indgået under Trump. De har ført til en kraftig tilnærmelse mellem bl.a. Israel, De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain med fuldt udbyggede diplomatiske forbindelser og omfattende handelssamarbejde. Det er uden tvivl også disse aftaler, der har bidraget til, at Saudi-Arabien viser en vis åbenhed overfor en dialog med Israel. Ganske vist hedder det fra Riyadh, at en egentlig tilnærmelse ikke kan komme på tale før der bliver fundet en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, men dette kan lige så godt være en del af Saudi-Arabiens tydelige ønske om at vise sig som aktiv medspiller på den mellemøstlige scene, hvilket kan lægge op til, at landet søger et tættere samarbejde med USA.
I hvert fald er det næppe for palæstinensernes blå øjnes skyld, at Saudi-Arabien indtager denne holdning. For der er en generel tendens til, at palæstinensernes sag gang på gang bliver forbigået i tavshed, eller i bedste salg relegeret til en slags fodnote. Nogenlunde det samme så man, da UAE i september 2020 var ved at indgå sin normaliseringsaftale med Israel. Ved den lejlighed stillede de som betingelse, at Netanyahu, der også var premierminister dengang, afholdt sig fra at gøre alvor af sine trusler om at annektere dele af Vestbredden. Dette gjorde UAE næppe for at fremme den palæstinensiske sag, men for at fremstå internationalt som legitim medspiller, mens det egentlige motiv for aftalen uden tvivl har været de indlysende økonomiske fordele ved et samarbejde med Israel.
Protesterne er fortsat med fuld styrke, og med hensyn til reformerne er regeringen nu gået over til en slags salamimetode
_______
RÆSON: Efter nytår rejste der sig massive folkelige protester mod Netanyahus foreslåede forfatningsreform, der ifølge kritikerne undergraver domstolenes magt. I marts signalerede han en opbremsning – men i Knesset fortsætter forhandlingerne. Hvad er status nu?
Da Netanyahu i marts bebudede, at arbejdet med den såkaldte reform ville blive stillet i bero, var det nok udelukkende af taktiske grunde. Han ville søge at finde en forhandlingsløsning i forhold til sine egne koalitionspartnere, som lægger konstant pres på ham for at fortsætte, eller om muligt forsøge at få protesterne mod reformerne til at falde til ro. Intet af dette er lykkedes.
Protesterne er fortsat med fuld styrke, og med hensyn til reformerne er regeringen nu gået over til en slags salamimetode, hvor man altså stiler efter at få gennemført en lang række mindre reformer. I skrivende stund er det lykkedes regeringen at få gennemført førstebehandlingen af en lov, der skal begrænse højesterets mulighed for at underkende en ny lov, hvis dommerpanelet finder loven urimelig eller i øvrigt i strid med menneskerettigheder eller almindelig moral eller god juridisk skik.
Denne del af lovpakken er den yderste højrefløj, og i særlig grad finansminister Bezalel Smotrich, meget interesseret i at få gennemført, idet den vil fratage højesteret muligheden for at gøre indsigelser mod en regeringsbeslutning om at give grønt lys for nybyggeri i bosættelserne.
RÆSON: Fornylig beskrev du i RÆSON Netanyahus nye regering, og den komplekse balancegang, han befinder sig i. Hvordan er Netanyahus opbakning i sin regering, i Knesset – og blandt befolkningen?
Netanyahu er uden tvivl om de omfattende skadevirkninger, den aktuelle politiske krise har. De store demonstrationer fortsætter og ser kun ud til at tage til i styrke. Der har været store demonstrationer landet over hver eneste lørdag aften siden årsskiftet, og på det seneste er protesterne blevet udvidet til at gennemføre blokade af centrale vejkryds flere tirsdage, hvilket lammer landet i flere timer ad gangen. To gange har demonstranterne lukket den internationale lufthavn ved Tel Aviv. Hertil kommer at landets økonomi oplever et markant dyk, som blandt andet viser sig ved at op mod 70 pct. af de udenlandske investeringer er blevet frosset ned. I Washington har Biden mere end antydet, at han overvejer at stramme kursen kraftigt overfor Israel.
Overfor dette står Netanyahus koalitionspartnere, der ikke ser ud til at ville standse op. Som sagt udnytter de den situation, at Netanyahus politiske overlevelse afhænger af, at de forbliver i samarbejdet. Med dannelsen af denne regering har Netanyahu sat sig op i et tog, som han ikke formår at standse igen.
Indtil videre står regeringen sammen, men der kan være tegn på at der sker noget bag kulisserne. Flere markante skikkelser i Netanyahus eget Likud-parti har pletvist ytret kritik mod Netanyahus kurs, og lige nu er det som om en række personer i inderkredsen ser hinanden og situationen an. De ved hver især, at hvis man som enkeltperson bryder ud og stemmer imod en politisk sag, og så bliver man hurtigt sendt ud på det politiske overdrev, mens regeringen overlever. Den sidder på 64 ud af Knessets 120 mandater, så der skal mindst fem udbrydere til for at den kommer i mindretal, og der er nok en kreds på lidt mere end det, der går og lurer på hinanden indtil den rette lejlighed byder sig. De bliver hjulpet godt på vej af meningsmålingerne.
De militære operationer i Jenin i begyndelsen af juli førte ikke til det skred i vælgertilslutningen i Netanyahus favør, som ofte er resultatet af den slags, så noget tyder på at hans anseelse hos vælgerne også er godt medtaget. Forskellige meningsmålinger siger også, at der – selv blandt Likuds kernevælgere – er ved at rejse sig en vis tvivl, og den vil kun tage til, når eller hvis de økonomiske konsekvenser af den førte politik viser sig.
Der kan ikke herske nogen tvivl om at Netanyahu er under et voldsomt pres. Lørdag den 15. juli fik han pludselig et ildebefindende og mistede bevidstheden hjemme i villaen i velhaverkvarteret ved Caesarea. Han blev kørt på sygehuset i stor hast, og de første meldinger lød på, at han var blevet dehydreret. Der var tale om at aflyse protestdemonstrationerne samme aften, men da den nu 73-årige Netanyahu selv meldte ud at det var noget helt banalt og at det ellers var business as usual, gik demonstranterne på gaden – as usual. Da han søndag formiddag blev udskrevet, var det udstyret med en hjertemonitor. Det sidste halve års hektiske balancegang har tæret på fysikken. ■
Indtil videre står regeringen sammen, men der kan være tegn på at der sker noget bag kulisserne. Flere markante skikkelser i Netanyahus eget Likud-parti har pletvist ytret kritik mod Netanyahus kurs, og lige nu er det som om en række personer i inderkredsen ser hinanden og situationen an
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: TEL AVIV: Demonstration 15. juli 2023 [foto: REUTERS/Oren Alon/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
