Hans Henrik Fafner: Historien om Israels demokratiske deroute er historien om venstrefløjens politiske deroute
28.03.2023
Demonstrationerne i Israel udgør Netanyahus hidtil største krise – og de kan føre til hans fald. Men det er i Tel Aviv, i den israelske venstrefløjs højborg, at vi finder nøglen til at forstå tingenes tilstand.
Analyse af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Mens de protester, som kort efter dannelsen af den nye israelske regering med Benyamin Netanyahu i spidsen den 29. december sidste år har præget Israel med tiltagende styrke, skulle premierministerens kone til damefrisør. Sara Netanyahu valgte en frisør på Kikar HaMedina, en plads i det centrale Tel Aviv, hvor en række af de mest eksklusive mærkevarebutikker har adresse. Ikke langt derfra var en stor protestdemonstration i gang, og det varede ikke længe, før demonstranter i hundredvis slog ring om frisørsalonen. Det tog sikkerhedstjenesten et par timer at få evakueret Sara Netanyahu.
Det er en episode med flere elementer. De israelske protester, der i disse dage blot har taget til i styrke, retter sig mod Netanyahu, som står anklaget for flere tilfælde af korruption og mandatsvig. Og da Netanyahu klynger sig til den politiske magt for at udskyde eller om muligt helt lukke retssagen, gik regeringen således tidligt ude med en plan om en omfattende lovreform, der vil sætte den til enhver tid siddende regering i stand til at annullere en højesteretsdom. Det ville effektivt kunne beskytte Netanyahu den dag, der måtte falde dom i sagen.
Men herudover er ægteparret Netanyahu beskyldt for hedonisme og vellevned på statens regning. En af korruptionssagerne omhandler bl.a. store mængder cubanske cigarer og lyserød champagne, som blev leveret til Netanyahus privatadresse mod forskellige politiske tjenester. Set i det lys blev Sarah Netanyahus frisørbesøg set som en yderligere provokation.
Besøget kan imidlertid også ses som et taktisk modtræk fra Netanyahu. Han har længe slået på, at protesterne skal have rod i den politiske og samfundsmæssige elite, der ikke savner noget rent materielt, og dette søgte han så at understrege ved at demonstranterne befandt sig i kort gåafstand af den eksklusive frisørsalon.
Exit Netanyahu?
Siden da greb protesterne voldsomt om sig, og den 26. marts om aftenen nåede de en foreløbig kulmination, da 200.000 mennesker gik på gaden i Tel Aviv. Landet over var der talrige demonstrationer, og det vurderes, at det samlede antal deltagere nu var nået et godt stykke over de 600.000.
Forholdsvis tidligt i denne lange og pinagtige proces vakte det stor opsigt, da en hel eskadrille af F15-jagerfly blev drastisk reduceret, da det store flertal af piloterne nægtede at møde op til reservetjeneste, da efter eget udsagn ikke give dette bidrag til et ”diktatur”. Fænomenet bredte sig i løbet af marts måned til andre dele af landets forsvarsstyrker, hvilket fik generalstabschefen til at advare om, at islamiske grupper som Hamas og det libanesiske Hizbollah kunne udnytte denne åbenlyse svaghed i det israelske forsvar. Netanyahu forsøgte derfor at pålægge generalstrabschefen og forsvarsminister Yoav Galant (Likud) at kalde, hvad han betegnede som militærnægterne, til orden.
Og måske var det netop denne del, der for alvor fik situationen til at eksplodere. I hvert fald stod Galant frem på tv og opfordrede Netanyahu til at øjeblikkeligt standse arbejdet med den såkaldte lovreform, som er skræddersyet til at stække landets højesteret – og dermed beskytte Netanyahu mod den truende retssag. Galant advarede også mod den forsvarsmæssige krise og understregede, at de udeblevne piloter og andre militærfolk på ingen måde kan betragtes som militærnægtere. Netanyahu reagerede ved at fyre sin forsvarsminister på gråt papir. Og dette blev strået, der knækkede kamelens ryg. Galant, der har tøvet med at lægge afstand til Neyanuahus lovreform og der længe har været i protesternes søgelys, blev pludselig dagens mand. Og da politichef i Tel Aviv, Ami Eshet, som har været i konflikt med Netanyahu-regeringen, mødte frem i fuld uniform ved aftenens demonstrationer i byen, blev han hilst med hurra-råb.
Det formodes, at han bag kulisserne desperat søgte at appellere til et eller flere af centrumpartierne for at danne en ny regering, uden Religiøs Zionisme, men dette må antages at være dødfødt, da der efterhånden er meget langt mellem dem, som har nogen som helst lyst til at stole på Netanyahu
_______
Dette siger alt om, hvad det er for en krog, Netanyahu har trængt sig selv op i. Han lovede at holde en tv-tale til folket den 27. marts klokken 10:30, men talen kom aldrig. Mange havde håbet på, at Netyanyahu i sin tale ville stille lovreformen i bero. Men i mellemtiden var der opstået det problem, at hans regeringspartner på den yderste højrefløj, partiet Religiøs Zionisme, nu truede med at forlade samarbejdet, hvis Netanyahu bøjede sig for presset. En af frontfigurerne i dette parti er den radikale bosætter, Itamar Ben Gvir, der som minister for intern sikkerhed er øverste chef for politiet og i den egenskab søgte at fyre Ami Eshet for at være for blød overfor protesterne. I parentes bemærket er Ben Gvir gennem sine mange år som aktivist selov blevet anholdt 53 gange. Det er denne politiske lejr, der reelt sætter farten i regeringen, for Netanyahu er til fulde klar over, at hvis Religiøs Zionisme forlader regeringen, falder hele hans korthus sammen, og det vil han gøre alt for at undgå – for at holde sig retssagen fra livet.
Herfra gik situationen et skridt videre mod det totale kaos. Da Netanyahu ikke indfriede løftet om at tale til folket, gjorde fagbevægelsen Histadrut alvor af truslen om en lammende generalstrejke. Den trådte i kraft sammen dag klokken 12, mens Netanyahu stadig var fuldstændig fraværende. Det formodes, at han bag kulisserne desperat søgte at appellere til et eller flere af centrumpartierne for at danne en ny regering, uden Religiøs Zionisme, men dette må antages at være dødfødt, da der efterhånden er meget langt mellem dem, som har nogen som helst lyst til at stole på Netanyahu.
I skrivende stund (28. marts, ser det ud til at Netanyahu er ved at have opbrugt sine sidste redningsplanker – og at han kan være på vej ud. I mellemtiden er der også kommet rapporter om, at damefrisøren på det mondæne Kikar HaMedina, nu er på fallittens rand. Efter Sarah Netanyahus kontroversielle besøg, har et flertal af stamkunderne besluttet at boykotte salonen.
Venstrefløjens storhed og fald
Mange paralleller kan drages til Donald Trump. Netyanhayu har også sit på det tørre, rent økonomisk, og millionformuen er angiveligt blevet skabt på ikke altid lige gennemskuelig vis. Men et vigtigt fællestræk er, at de begge bygger en del af deres politiske magt på et frontalangreb på eliten. I Trumps terminologi hedder eliten i Washington D.C. ’The Swamp’, mens Netanyahu efter nøjagtig samme model går i kødet på det velbjergede og generelt venstreorienterede Tel Aviv.
Og det er her, vi skal finde kernen i den israelske venstrefløjs deroute, som er en vigtig forklaring på tingenes aktuelle tilstand.
Vi skal tilbage til valget i 1977, til det såkaldte jordskredsvalg. Dengang stod Menachem Begin i spidsen for det Likud-parti, som i dag ledes med jernhånd af Benyamin Netanyahu. Begin var en ugleset person i det politiske etablissement, hvor Arbejderpartiet konstant havde siddet på magten,siden landets første regeringsdannelse i foråret 1949. Men han var en dygtig taktiker, og i 1977 så han en gylden chance. Valget var blevet udskrevet, fordi premierminister Yitzhak Rabin var blevet grebet i en lovovertrædelse. Rabin havde tidligere været ambassadør i Washington, og hans kone havde stadig en amerikansk bankkonto med et beskedent dollarbeløb. Dengang var det ulovligt at have penge placeret i udenlandske pengeinstitutter, og sagen var nok til at fælde regeringen.
For Begin tjente dette som inspiration til en sønderlemmende kritik af venstrefløjen. På det tidspunkt var kibbutzerne stadig kollektive, og hele kibbutzbevægelsen fyldte meget i statens ideologiske landskab. Kibbutznikkerne var omtrent lige så fattige som resten af landet, men fordi de gjorde alt i fællesskab var de i stand til at have svømmebassiner, og dette brugte Begin til at skildre dem som hedonistiske kibbutzmillionærer.
Begin appellerede direkte til de sefardiske jøder, altså mennesker med baggrund i Nordafrika og resten af Mellemøsten. De var ret beset et b-hold. Da de indvandrede til Israel i begyndelsen af 1950’erne, fik de en lunken modtagelse af magteliten, som stort set alle havde europæiske rødder. Sefarderne blev betragtet som mindreværdige, og i stort tal blev de anbragt i såkaldte udviklingsbyer i periferien, som i mange år var trøstesløse arbejdsløshedsøer. Dette skabte lige fra starten social indignation og indre modsætninger, og det var netop dette element, Begin brugte til at skaffe sig politisk fremdrift, eksempelvis ved at hænge ”kibbutzmillionærerne” ud som arketypen på landets elite. På valgdagen, den 17. maj 1977, kom da også det store jordskred. Likud-partiet høstede 43 af Knessets 120 mandater, og Arbejderpartiet, som nu havde Shimon Peres som frontfigur, mistede 19 mandater og endte på 32.
Fredsprojektets er venstrefløjens akilleshæl
Der findes mange forklaringer på, hvordan den israelske venstrefløj mistede magten, men skæbnevalget i 1977 kan med god grund betragtes som et skarpt hjørne. Arbejderpartiet kom sidenhen til magten ved flere lejligheder, og det kom da også til at opleve nye stjernestunder – som da partileder og ministerpræsident Yitzhak Rabin i september 1993 undertegnede Oslo-aftalerne. Her var modparten den palæstinensiske leder Yasser Arafat, og aftalerne sigtede på etableringen af en israelsk og en palæstinensisk stat side om side i løbet af fem år. Dette blev som bekendt aldrig omsat i virkelighed, og næsten som en understregning af, at partiets dominerende rolle var udspillet, blev Rabin attentatmyrdet af en højreradikalist to år senere.
I Trumps terminologi hedder eliten i Washington D.C. ’The Swamp’, mens Netanyahu efter nøjagtig samme model går i kødet på det velbjergede og generelt venstreorienterede Tel Aviv
_______
Attentatet på Rabin måtte menes at skaffe Arbejderpartiet en vis vælgerfremgang, om ikke andet så i sympati. Rabins efterfølger, Shimon Peres, udskrev valg før tid, idet han regnede med at få folkeligt mandat til at fortsætte fredsprocessen, men da valgdagen oprandt i maj 1996, mistede partiet 10 mandater. Mens valgkampen stod på, blev Israel nemlig ramt af en række palæstinensiske selvmordsbombeangreb, som Peres havde været ude af stand til at standse. Han led et forsmædeligt nederlag til det nye, fremstormende navn i israelsk politik, Benyamin Netanyahu, som netop havde udnyttet situationen med stort talent. Han slog på den palæstinensiske trussel og spillede på vælgerbefolkningens frygt – således som han har gjort det ved talrige lejligheder siden. Og det gav politisk pote.
Men hvad er det så, der egentlig har ført til venstrefløjens årelange deroute? Det førhen så mægtige Arbejderparti, der ved valget i 1969 sikrede sig 56 mandater, klarede sig den 1. november sidste år lige akkurat over spærregrænsen med 4 mandater, mens dets næsten faste politiske partner, venstrefløjens Meretz, slet ikke opnåede repræsentation.
Det ligger lige for at pege på den manglende fredsproces. Oslo-aftalerne i 1993 kan nok betragtes som det sidste seriøse forsøg på at nå frem til en tostatsløsning, men det var dødfødt fra starten. Da parterne skulle sætte sig til forhandlingsbordet for at finde en løsning på tre af konfliktens hovedknaster – bosættelserne, de palæstinensiske flygtninge og Jerusalems fremtidige status – stod det hurtigt klart, at kløften mellem de stridende parter var for stor. Og da Rabin blev attentatmyrdet af en indædt modstander mod nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne, mens processen gik i spåner, satte det kursen mod den første palæstinensiske intifada. Efter denne gjorde daværende ministerpræsident Ehud Barak (Arbejderpartiet) og Yasser Arafat et forgæves forsøg på fredsforhandlinger i sommeren 2000 på Wye Plantation i USA, hvilket fik den israelske leder til at komme med den skæbnesvangre konklusion, at ”der er ikke nogen fredspartner”. Samme efterår kastedes regionen ud i Al Aqsa-intifadaen, der blev endnu mere blodig end den første.
Netanyahus økonomiske mirakel
Nok så vigtigt er det imidlertid at se på det interne spil i Israel. Netanyahu skaffede sig en stadig større magtbase i Likud-partiet. I ny og næ ytrede han sin støtte til en tostatsløsning, men reelt viste han ikke dette projekt nogen videre interesse. Netanyahus fokus var på den israelske økonomi. Fra 2003 til 2005 tjente Netanyahu bl.a. som finansminister, og det var her, han blev en nøgleperson i skabelsen af, hvad man med god grund kan kalde Israels økonomiske mirakel. Modellen var rendyrket thatcherisme, og den førte til voksende sociale forskelle i det israelske samfund, men satte også fuld fart på landets hightech-sektor og en årlig økonomisk vækst omkring de otte procent.
Alt dette fik Netanyahu til at fremstå som en stærk leder. Da de første korruptionsanklager derfor begyndte at dukke op, reagerede mange israelere ved at sige, at premierministeren på en eller anden måde fortjente de cubanske cigarer og den lyserøde champagne i betragtning af, hvor hårdt han arbejdede til nationens bedste. I den store sammenhæng var lidt bestikkelse altså uden betydning, og det rykkede heller ikke stort ved den massive vælgertilslutning.
Men da coronakrisen ramte, begyndte Netanyahus overflade at krakelere. Da havde han allerede kastet landet ud i en lang politisk krise, der over fire år trak befolkningen gennem fem Knesset-valg, hvis eneste formål tilsyneladende formål var at holde Netanyahu ved magten. For kun ad den vej var han i stand til at holde sig den nu omsiggribende retssag fra livet.
Men igen satte Netanyahu trumf på. Landets økonomi var robust og statskassen velspækket, så små selvstændigt erhvervsdrivende fik pæne beløb udbetalt som kompensation for pandemiens ødelæggende effekt. Tiltaget, der naturligvis kan betragtes som ren populisme, skaffede ham da også stor popularitet. Trods retssagen og den politiske tumult bevarede Likud vælgertilslutningen og sin status som landets største parti.
Sagen blev sat i perspektiv, da Netanyahu i juni 2021 blev sat fra magten. Det var lykkedes oppositionen med Naftali Bennett i spidsen at danne en regering bestående af hele vidt otte forskellige partier og med det smallest mulige flertal på 61 mandater. Avigdor Lieberman, den nye finansminister, betragtede Netanyahus gavepolitik som uansvarlig og klappede pengekassen i. Fornuftigt rent nationaløkonomisk, men som ikke uventet vakte vrede og skuffelse i store dele af befolkningen. Det satte venstrefløjen, Arbejderpartiet og Meretz, i en vanskelig situation. Den besynderlige koalition havde erstattet Netanyahu, men man sad nu til bords med højrefløjen.
På den måde kan udviklingen siges at have blotlagt et af de store indre skel i den israelske befolkning, som har været til stede lige siden statens oprettelse i 1948
_______
Det palæstinensiske spøgelse
Inden Naftali Bennett gik ind i politik, var han et par år generalsekretær for bosætterbevægelsen, og som premierminister lagde han ikke skjul på sin uvilje mod en dialog med palæstinenserne. På den måde kan venstrefløjen siges at have skudt sig selv i foden, selv om motivet er nok så forståeligt. Men da den usandsynlige regering faldt fra hinanden et år senere, og Israel styrede mod valget den 1. november, stod det klart, at venstrefløjen ikke har magtet at tilpasse sig de nye politiske realiteter. For den brændende og altoverskyggende sag er og bliver en en fredsslutning med palæstinenserne. Det er på alle måder den overordnede dagsorden.
Sagen er blot, at denne vigtige sag fylder forbløffende lidt i den daglige israelske diskurs, og det samme er tilfældet på palæstinensisk side. Jo, den er til stede i den politiske ledelse, men mere i form af paroler uden noget egentlig indhold. I befolkningerne er det andre ting, der optager sindene; som at skabe sig en dagligdag og sikre en bedre fremtid. Såkaldt almindelige mennesker har set det ene fredsprojekt komme og gå uden at sætte sig spor, så der har indfundet sig en apati overfor fredsspørgsmålet.
Dette har Netanyahu og den israelske højrefløj forstået i mange år. Selv om han er manden, der på mange måder har skabt de dybe sociale skel i det israelske samfund, var Netanyahu ikke bleg for at slå på de socioøkonomiske dagsordener under valgkampen i sidste halvdel af 2022. Og imens reducerede han forholdet til naboerne til den påståede trussel fra Iran. Og palæstinenserne? De blev mere eller mindre forbigået i tavshed.
Venstrefløjen fastholdt derimod stædigt de gamle dagsordener, hvad der på papiret er det helt rigtige, for forholdet til palæstinenserne er og bliver af afgørende betydning. Men i den givne situation, som valget udspillede sig, ligger det lige for at konkludere, at venstrefløjen sov i timen.
En nødvendig proces
Hermed er vi fremme ved valgets resultat: dannelsen af den mest højreorienterede regering i Israels historie. Og med en venstrefløj, der stort set er udslettet, kan fremtidsudsigterne i bedste fald betragtes som brogede. Men i virkeligheden kan dette måske læses som et vendepunkt, et klimaks i en proces, som Israel skal igennem for at komme videre.
Kort efter regeringens tiltræden den 29. december startede de første protester, og i tiden fremover tog de kun til i omfang. Det interessante er, at det ikke kun var de sædvanlige venstrefløjsaktivister, der gik på gaden, men i stort omfang repræsentanter for det etablerede mainstream-Israel. Store hightech-virksomheder har truet med at flytte til udlandet, læger og lærere gik i strejke, og som noget markant kom storbankerne tidligt med advarsler om, at Netanyahu var ved at føre landet mod økonomisk katastrofe.
På den måde kan udviklingen siges at have blotlagt et af de store indre skel i den israelske befolkning, som har været til stede lige siden statens oprettelse i 1948. Her tænkes ikke så meget på forholdet mellem sefardiske jøder og eliten med europæisk baggrund. Det er stadig en kendsgerning, om end i langt ringere grad end i statens første årtier. Kernespørgsmålet er Israel som demokratisk samfund med retssikkerhed og lighed for alle borgere, og ikke mindst drejer det sig om, hvilket samfund det skal være. Netanyahu har allieret sig med de ultraortodokse partier og med de nationalreligiøse radikalister med rod i den stærkt ideologiske del af bosætterbevægelsen, og er det dem, der skal køre løbet, for at premierministeren kan klare frisag overfor korruptionsanklagerne?
Situationen er nu flydende og stærkt uforudsigelig. Sidst på dagen den 27. marts gav Netanyahu efter for presset og satte arbejdet på lovreformen i bero i to måneder, men trods den indrømmelse fik han kun Religiøs Zionisme til at forblive i regeringssamarbejdet ved at give Itamar Ben Gvir yderligere og vidtrækkende beføjelser. Et dårligt udgangspunkt for den mulige dialog mellem Netanyahu og oppositionspartierne, og derfor kan det pludselig kamme over, ved at regeringen bryder sammen, og Netanyahu bliver tvunget til at trække sig tilbage, for i Likud-partiet ulmer oprøret stadig. De seneste ugers krise har ført til at partiet ifølge meningsmålingerne er gået tilbage fra 32 til 25 mandater.
Men midt i de kaotiske tilstande er der lyspunkter. Både på den politiske midte og længere til venstre opstår den ene bevægelse efter den anden, som taler om nyt nationalt sammenhold og brobygning mellem samfundets forskellige grupper. Og ikke mindst synes venstrefløjen at være vågnet op af sin politiske døs ved at tale om vigtige socioøkonomiske dagsordener på en ny måde.
På denne måde kan man betragte dette som en nødvendig, om end smertefuld proces, der kan bringe hele regionen videre. For det store problem med fredsprocessen og de mange forskellige fredsmodeller har været, at både israelere og palæstinensere har stået internt splittet i forhold til spørgsmålet om en fredsløsning. På begge sider er parterne mødt frem til nye forhandlinger uden en intern beslutning om, hvor man vil hen med en fredsaftale. Sat lidt på spidsen kan man derfor også betragte Israels konstitutionelle krise som et stort internt skænderi, der – med eller uden Netanyahu – kan tænkes at munde ud i en national enighed, der også kan bane vejen for en dialog med palæstinenserne. ■
Men midt i de kaotiske tilstande er der lyspunkter. Både på den politiske midte og længere til venstre opstår den ene bevægelse efter den anden, som taler om nyt nationalt sammenhold og brobygning mellem samfundets forskellige grupper
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog Halutzim. Kontrasternes Israel, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Tel Aviv i Israel, den 26. marts 2023: Demonstrationer på Ayalon-motorvejen mod Netanyahus forslag om den omfattende lovreform af det israelske juridiske system og foranlediget af fyringen af forsvarsministeren [FOTO: Natan Dvir/Polaris/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
