Hans Henrik Fafner: For Mr. Never Palestine er krigen den eneste vej til politisk overlevelse
18.12.2023
Mistilliden til Netanyahu er afgrundsdyb, og når det efter krigen bliver endnu tydeligere, at han ikke længere er en velkommen gæst i Washington, men en politisk paria i store dele af verden, vil han kun få endnu sværere ved at overbevise sine vælgere om værdien i at beholde ham som politisk leder.
Af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – På krigens 67. dag skete det nærmest utænkelige. Mens de israelske tropper var dybt inde på Gazastriben i krigen mod Hamas og de civile tabstal i den palæstinensiske befolkning steg til nye skræmmende højder, lancerede premierminister Netanyahu sin valgkampagne.
Sådan kunne det i hvert fald se ud. Den 12. december om eftermiddagen dukkede en kort video op på de sociale medier, hvor han slog fast, at på trods af de glimrende relationer til Biden-administrationen i Washington, har han og den amerikanske præsident ikke helt samme syn på, hvad der skal ske i Gaza ”dagen efter Hamas”, som han formulerede det. I de efterfølgende sætninger forklarede han, at mens Biden går stærkt ind for, at Mahmoud Abbas og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden skal spille en stor rolle på Gazastriben, når den dag kommer, står han selv fuldstændig afvisende over for den plan. I den seneste tid har Netanyahu gang på gang udtalt, at Israel vil tage den fulde kontrol over Gazastriben i lang tid fremover, og selv om dette synspunkt ikke på nogen måde kommer bag på Biden, kan den amerikanske præsident ikke undgå at betragte videoudmeldingen som en udfordring, idet dette er første gang, den israelske leder klart udstiller konflikten om en plan for Gaza mellem de to.
Når Netanyahu selv har været under angreb fra den israelske opposition, hvilket er sket gentagne gange under krigen, har han nærmest rutinemæssigt afvist dette med en bemærkning om, at man ikke diskuterer politik, når landet befinder sig i en dyb sikkerhedspolitisk krise. På den baggrund virker hans egen udmelding endnu mere absurd, og dette ikke mindst på baggrund af, at den kom på hebraisk og dermed primært var henvendt til den israelske vælgerbefolkning.
Hele situationen afspejler derfor, at Netanyahu til fulde forstår, at krigen ikke kan få lov til at fortsætte ret meget længere. Verdenssamfundet lægger stigende pres på Israel for at gå til en våbenhvile, og USA er det eneste land, der bruger sin vetoret til at forhindre at dette bakkes op ved et krav fra FN’s sikkerhedsråd. Samtidig udviser Biden også større skepsis overfor Netanyahu-regeringens krigsførelse, og han har noget at have det i, da israelerne er afhængige af, at USA fortsætter med at sende den ammunition, der skal bruges i krigen mod Hamas. Så Netanyahu spiller tilsyneladende højt spil, når han lægger sig ud med sin nærmeste allierede, og den nærliggende forklaring på dette er, at han allerede har blikket rettet mod sin egen politiske overlevelse i tiden efter krigen. Og det gør han ved at tale ind til sit eget vælgersegment – eller hvad der efterhånden måtte være tilbage af det – ved at sige, at uanset hvad der sker, vil det ikke være med hans gode vilje, at det palæstinensiske selvstyre sætter sig til rette som nye magthavere på Gazastriben. Netanyahu er med andre ord godt i gang med at markedsføre sig selv som Mr. Never Palestine.
Netanyahu spiller tilsyneladende højt spil, når han lægger sig ud med sin nærmeste allierede, og den nærliggende forklaring på dette er, at han allerede har blikket rettet mod sin egen politiske overlevelse i tiden efter krigen
_______
Til angreb på Oslo
Med et helt koldt og kynisk blik på situationen giver dette god mening. Lige siden den nuværende Netanyahu-regering trådte til den 29. december 2022 har Israel været præget af voldsomme protester mod dens såkaldte lovreform, der dybest set er et frontalangreb på landets demokrati. Allerede før krigen talte meningsmålingerne om faldende opbakning til regeringspartierne. Da Hamas så rettede sit brutale terrorangreb på Israel den 7. oktober, stod det hurtigt klart, at dette kun var muligt på grund af et gigantisk efterretningssvigt på israelsk side. Hvad, der præcis er sket, vil først komme for en dag ved de undersøgelser, som vil blive foretaget efter krigen, men der er allerede nu klare indicier for, at Netanyahu har ignoreret en række advarsler og afvist at mødes med eksperterne, fordi hans iver for at få gennemført lovreformerne har overskygget alt andet. Han står også som den eneste leder, der har nægtet at påtage sig sin del af ansvaret for det svigt, der fik så katastrofale følger den 7. oktober – interessant nok med den begrundelse, at man ikke taler politik, så længe landet befinder sig i en forsvarspolitisk krise.
Der er ingen tvivl om at Netanyahu er fuldt bevidst om, at hans egen politiske fremtid hænger i en meget tynd tråd. Da han tidligere på måneden samlede en kreds af partifæller til en drøftelse af sin egen fremtid, begrænsede kredsen sig til at par af hans allermest trofaste tilhængere, mens stort set alle andre, og navnlig de med politisk tyngde, valgte at holde afstand til den belejrede partiboss. Oprøret ulmer alle vegne i Likud-partiet, og det ligger tydeligt i luften, at i det øjeblik krigen slutter, og det atter er tid til at tale politik, så ruller lavinen.
Det kan være en af grundene til, at Netanyahu ikke har specielt travlt med at afslutte krigen. Ad den vej kan han udskyde ubehagelighederne et stykke tid, og da han lørdag aften sagde, at Israel må fortsætte med at lægge maksimalt pres på Hamas for at få løsladt de resterende 130 gidsler og elimineret styret på Gazastriben, kan det ses som en del af denne strategi. Han understregede, at Israel må trodse den voksende kritik fra udlandet og fortsætte krigen, til målet er nået.
I dette ligger der naturligvis den formodning, at han kan benytte gidslernes hjemkomst og nedkæmpelsen af Hamas som et trofæ i krigens politiske efterspil. Men det skal nok snarere forstås som, at han i dette øjner en mulighed for at underbygge hans i forvejen papirtynde chancer for politisk overlevelse, og at en våbenhvile og dermed en mulig afslutning på krigen, kun vil fremskynde hans politiske fald.
Vi kan se det ved andre af hans ytringer på det seneste. Tilbage i 1993, hvor daværende ministerpræsident Yitzhak Rabin og den palæstinensiske leder Yasser Arafat undertegnede Oslo-aftalerne, stod Netanyahu blandt modstanderne på israelsk side. Allerede dengang var det hans holdning, at oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gazastriben ville udgøre en sikkerhedsmæssig fare for Israel.
Dette synspunkt har han bragt på banen igen, og nu bruger han Gaza-rømningen til at underbygge sin argumentation. Denne fandt sted i sensommeren 2005, da daværende ministerpræsident Ariel Sharon unilateralt rømmede Gush Katif, som var navnet på Gazastribens israelske bosættelser. Som bekendt døde Sharon efterfølgende af et slagtilfælde, så hans videre plan med rømningen forbliver et mysterium, men på det tidspunkt blev det skildret som en mulighed, at palæstinenserne derved fik Gazastriben som et stykke land helt uden israelske bosættere. I dag benytter Netanyahu sig af bagklogskaben ved at skildre en udvikling, hvor Hamas tog den absolutte magt i 2007 og dermed satte udviklingen på kurs mod den krig, som lige nu raserer hele området.
Her lyder hans argument så, at det vil kunne få samme katastrofale følger, hvis det palæstinensiske selvstyre i Ramallah får foden indenfor på Gazastriben, sådan som præsident Biden muligvis ser det ske. For selvstyret, og ikke mindst den sygdomssvækkede præsident Mahmoud Abbas, er i krise og mangler folkelig opbakning, og selv om Hamas formelt er forbudt på Vestbredden, er bevægelsen klart til stede og vil på forskellig vis kunne blande sig i forbindelse med et eventuelt regimeskifte.
Ad den vej kan han udskyde ubehagelighederne et stykke tid, og da Netanyahu lørdag aften sagde, at Israel må fortsætte med at lægge maksimalt pres på Hamas for at få løsladt de resterende 130 gidsler og elimineret styret på Gazastriben, kan det ses som en del af denne strategi. Han understregede, at Israel må trodse den voksende kritik fra udlandet og fortsætte krigen, til målet er nået
_______
Nedturen fortsætter
Dette er baggrunden for at Netanyahu nu er i færd med at iføre sig en ny kasket. Tidligere har han præsenteret sig som Mr. Economy, da han stod som manden, der for et par årtier siden reddede Israels økonomi ud af en dyb krise og satte turbo på med en årlig vækstrate på omkring 8 pct. Dette er slut nu, og krigen har i sig selv kastet den israelske økonomi i et dybt hul, som det vil tage år at komme op af igen.
Netanyahu har også med stor effekt præsenteret sig selv som Mr. Security, hvilket han understregede ved i tide og utide at tale om den iranske atomtrussel som Israels mest presserende problem. Den holder heller ikke rigtig vand længere, og endnu mindre er det tilfældet med hans kasket, der bærer påskriften Mr. America. Den havde sin storhedstid, mens Donald Trump beboede Det Hvide Hus, og de to var bonkammerater. Biden har aldrig lagt skjul på sin foragt for personen og politikeren Netanyahu, og selv om han giver Israel sin fulde støtte i den givne situation, vil det ikke være ham, der holder hånden over Netanyahu, når krigen er slut.
Derfor er Mr. Never Palestine nok mest af alt en slags desperat redningsplanke. For den giver i sig selv Netanyahu et eklatant problem.
Ved at komme med denne udmelding, kommer Netanyahu nemlig med en klar stillingtagen, som han ellers altid har undgået. Når han siger, at selvstyret i Ramallah ikke skal have nogen rolle i Gazastribens udvikling i nogen overskuelig fremtid, underkender han nemlig også selvstyrets rolle som legitim partner i en dialog, og det strider imod, hvad han har sagt gennem årene – eller rettere imod det, som han omhyggeligt har undgået at sige klart.
Dette er nemlig en del af det sindrige dobbeltspil, Netanyahu har drevet på med i årevis. I internationale sammenhænge har han altid bedyret, at han går ind for en tostatsløsning, altså en palæstinensisk stat side om side med Israel. Men i næsten samme åndedrag har han så tilføjet, at dette mål er vanskeligt at nå uden en dialog med palæstinenserne, og dette kan først finde sted, når palæstinenserne fremstår med en samlet stemme. I hans øjne har det ikke været tilfældet siden det seneste palæstinensiske valg i 2006, som førte til den dybe splittelse mellem Mahmoud Abbas’ Fatah på Vestbredden og Hamas på Gazastriben. Og for at undgå en forbrødring mellem de stridende palæstinensiske parter, og dermed den uønskede fredsdialog, har Netanyahu bevidst støttet det, når ikke mindst Qatar sendte store dollarbeløb til Gazastriben og dermed styrkede bevægelsens mobilisering og hele greb om magten.
Netanyahu har set en fordel i at styrke Hamas, og den fordel vil naturligvis gå fløjten, hvis det lykkes at eliminere bevægelsen. Principielt vil der derfor ikke længere være nogen undskyldning for ikke at åbne en fredsdialog med palæstinenserne, og derfor ligner det en passende nødudgang at underkende selvstyrets legitimitet, så det nu kan blive forklaringen på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre at gå i dialog.
Tanken vil utvivlsomt virke tiltalende blandt nogle af Netanyahus kernevælgere. I visse dele af det israelske samfund hersker en kolossal vrede mod palæstinenserne, eller måske snarere en dyb mistillid til den palæstinensiske ledelse. Men set i et større perspektiv er dette næppe holdbart, for mistilliden mod Netanyahu er også afgrundsdyb, og når det efter krigen bliver endnu tydeligere, at Netanyahu ikke længere er en velkommen gæst i Washington, men en politisk paria i store dele af verden, vil han kun få endnu sværere ved at overbevise sine vælgere om værdien i at beholde ham som politisk leder.
I Israel sammenligner mange situationen med den, hvor alle klager over vejret, men igen gør noget ved det. Mange undrer sig og er forfærdede over, at han stadig sidder ved magten. Men mens Netanyahus Likud-parti falder støt i meningsmålingerne og hans magtbase efterhånden er drastisk reduceret, er der som sagt flere og flere tegn på det dramatiske opgør, som uvægerlig vil følge. Der er stadig ingen tegn på at han vil gå godvilligt, for forude venter en ubehagelig retssag om mandatsvig og korruption resulterende i en mulig fængselsstraf, men der er fuld fart på spekulationerne om, hvordan man alligevel kan skille sig af med ham. Dette er en procedure, som kan være vanskelig i et fungerende demokrati, men der er muligheder.
Den mest nærliggende er naturligvis den parlamentariske, hvor man i Knesset etablerer et flertal mod ham og får regeringen afsat ved et mistillidsvotum. Dette vil kunne udløse et Knesset-valg i midten af 2024, hvor meget peger i retning af en form for centrumregering, der vil være interesseret i at komme på talefod med det palæstinensiske selvstyre og i et tættere samarbejde med Joe Biden og verdenssamfundet. Sandsynligvis er det dette perspektiv, Netanyahu allerede nu har for øje, og derfor lægger an til en valgkamp, selv om meget tyder på, at det vil blive endnu et, og måske hans sidste politiske flop. ■
Netanyahu har set en fordel i at styrke Hamas, og den fordel vil naturligvis gå fløjten, hvis det lykkes at eliminere bevægelsen
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Tel Aviv, 17. oktober 2023: Netanyahu under et pressemøde med den tyske kansler Olaf Scholz, der besøgte landet i kølvandet på terrorangrebet 7. oktober [FOTO: Maya Alleruzzo/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
