13.11.2023

Den israelske debat og holdning til krigen er fuld af modsætninger. På begge sider af konflikten har en radikalisering i den politiske ledelse skabt en umulig situation, og mens det er en meget udbredt opfattelse, at Netanyahu er en færdig mand, ser de fleste også en fjernelse af Hamas som en absolut betingelse for at komme videre.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I begyndelsen af november blev en minister i Benyamin Netanyahus regering suspenderet fra deltagelse i det ugentlige kabinetsmøde. Det drejer sig om Amichai Eliahu, der som repræsentant for det højreradikale parti Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) beklæder posten som minister for jødisk arv, og han gjorde sig meget uheldigt bemærket ved at nævne det som en mulighed, at man kunne afslutte krigen i Gazastriben ved at smide en atombombe.

I et interview på den ultranationalistiske radiostation Kol Berama begrundede han sit forslag med, at ”der findes ingen non-kombattanter i Gaza”. Den vilde udtalelse kan stå som en art parallel til Hamas, der allerede den 7. oktober søgte at retfærdiggøre dagens massakre på 1400 israelere med en lige så forrykt udtalelse om, at alle israelere – uanset alder – er at betragte som soldater og derfor er et legitimt angrebsmål.

Krig på flere fronter

Amichai Eliahu, der privat bor i den stærkt ideologiske bosættelse Rimonim på Vestbredden, blev mødt af en storm af protester. Yair Lapid, der er oppositionsleder i Knesset, kaldte udtalelsen ”skræmmende og vanvittig” og krævede ministeren fyret, og det var denne mur af fordømmelse, der fik Netanyahu til at suspendere ministeren på ubestemt tid.

Skridtet forekommer at være det eneste rigtige, selv om en decideret fyring havde været velbegrundet, udtalelsens grovhed taget i betragtning. Men først og fremmest taler episoden sit tydelige sprog om en Netanyahu, der er under belejring fra alle sider. Den kendte analytiker Tom Friedman fra New York Times skitserede i sidste måned en situation, hvor Netanyahu ikke bare står overfor en enkelt front, nemlig krigen i Gaza, men hele seks fronter, og en af de meget markante er den indenrigspolitiske. Han sidder med den mest højreorienterede regering i landets historie, og den yderste højrefløj, som Amichai Eliahu tilhører, kører på med sin egen dagsorden, der på mange måder er med til at sætte endnu mere bål under den allerede alvorlige konflikt. I denne måned vakte det således opsigt, at minister for intern sikkerhed, Itamar Ben Gvir, der står i spidsen for Otzma Yehudit, lod sig filme mens han udleverede våben til radikale bosættere på Vestbredden. Visse elementer fra denne fløj har i ly af krigen i Gazastriben benyttet sig at muligheden for at angribe palæstinensere på Vestbredden, så Joe Biden måtte true Netanyahu med at indstille den militære bistand til Israel, hvis han ikke standsede Ben Gvirs egenrådige aktiviteter lige med det samme. Det skete prompte.

 

Protestbevægelsen vil komme til live igen, når krigshandlingerne på et tidspunkt har lagt sig, og det er helt sikkert, at Netanyahu vil blive stillet til ansvar
_______

 

Netanyahu-regeringen har et alvorligt problem med manglende disciplin, hvilket ikke bare er usædvanligt for et land i krig, men også skaber stor uklarhed om krigens mål og de strategiske beslutninger. Her skal vi huske på, at Israel lige siden november 2018 har befundet sig i politisk krise. På det tidspunkt udskrev Netanyahu valg i utide, og siden har landet været gennem hele fem Knesset-valg, hvor Netanyahus gennemgående motiv har været at klynge sig til magten. Den meget forenklede forklaring lyder, at han ad denne vej har søgt at slippe for den truende retssag, hvor han står anklaget for korruption og mandatsvig, og det var også det, der den 29. december sidste år fik ham til at gå i koalition med den yderste højrefløj. Denne var op gennem 2023 aktivt med i regeringens plan om at underminere det israelske demokrati, hvilket satte gang i den hurtigt omsiggribende protestbevægelse.

Det er med denne tunge ballast, at Netanyahu-regeringen blev grebet på sengen den 7. oktober, for meget tyder på, at så meget energi var blevet investeret i den planlagte lovreform, at man – muligvis bevidst – havde ignoreret advarsler om, at situationen i Gazastriben ikke var så rolig, som man gerne ville bilde sig ind. Derfor er det også helt klart, at protestbevægelsen vil komme til live igen, når krigshandlingerne på et tidspunkt har lagt sig, og det er helt sikkert, at Netanyahu vil blive stillet til ansvar. Eksempelvis vakte gratisavisen Yisrael HaYom, som er landets største dagblad og i sin tid blev grundlagt som talerør for Netanyahu, opsigt ved i begyndelsen af november at kræve Netanyahus exit umiddelbart efter krigen.

Fire scenarier for Gaza

Disse elementer er uhyre vigtige, fordi de er med til at skabe uklarhed om, hvad regeringen har tænkt sig at gøre, hvis det lykkes at fjerne Hamas som politisk magtfaktor i Gazastriben. Netanyahu siger gang på gang, at denne krig ikke slutter, før Hamas er elimineret, men dels er det uklart, hvad det egentlig betyder, og det står endnu mere i det uvisse, hvad man så vil stille op bagefter.

Lige nu, hvor den israelske landoffensiv i Gazastriben er i gang, og tropperne allerede opererer inde midt i selve Gaza By, ser der ud til at være mindst tre efterfølgende scenarier.

Det første er en fuldstændig genbesættelse af Gazastriben. Netanyahu har allerede antydet, at Israel vil skulle tage ansvaret for den palæstinensiske enklave et godt stykke ind i fremtiden. Dette vil indebære, at israelerne tager hånd om stedets sundheds- og undervisningssektorer og genopbygger en infrastruktur, som er blevet svært beskadiget under krigshandlingerne.

Denne plan forekommer stærkt uholdbar, da den ikke indeholder nogen klar strategi for, hvordan Israel atter skal trække sig ud af denne rolle som midlertidig besættelsesmagt i Gaza. Den finder da heller ikke nogen folkelig støtte ud over den lille messianske højrefløj, der som udgangspunkt er imod nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne. På den fløj har der også været røster om, at man i den forbindelse kunne genetablere Gush Katif, bosættelserne, som Israel rømmede fra den sydlige del af Gazastriben i sensommeren 2005. Og i det ovennævnte radiointerview fik Amichai Eliahu også nævnt, at de palæstinensere, som skulle være utilfredse med den ordning, efter hans mening kunne flytte til Irland. Over dette scenarie ligger der en dunst af etnisk udrensning og alle de grimme udsigter, som stort set alle israelere vil stille sig skarpt op imod.

Det andet scenarie bygger på, at den militære offensiv skal afvæbne Hamas, men i øvrigt lade bevægelsen forblive på stedet for at tage sig af de regeringsmæssige funktioner. Rent teknisk vil dette nok kunne lade sig gøre, men for mange israelere vil det minde for meget om tidligere konfrontationer mellem Israel og Hamas. En af de særligt dramatiske i denne række er den halvanden måned lange krig i 2014, som på dansk har fået det lidt kejtede navn Operation Beskyttende Kant. Ifølge sundhedsministeriet i Gaza, som også dengang var styret af Hamas, mistede 2.310 palæstinensere livet, og Hamas blev, om ikke afvæbnet, så stærkt decimeret rent militært. Her lyder så argumentet fra mange israelere, at dette skabte ro for en tid, men at Hamas kort efter begyndte at genopbygge deres arsenal, hvorved man kun havde skaffet sig en stakket frist.

Udover dette er det også et scenarie, som vækker skepsis hos mange israelere. For det er mere eller mindre den model, Netanyahu har benyttet gennem mange år. Ved at lade Hamas forblive ved magten i Gazastriben, har han nemlig sikret sig, at den palæstinensiske splittelse har holdt sig ved lige. Hamas tog nemlig magten i Gaza efter valget i 2006, som førte til en dyb kløft til Fatah på Vestbredden, og de to grupper har ikke været på talefod siden. Dette har Netanyahu kunnet bruge aktivt, idet han hele tiden taler om en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, men samtidig holder på, at det ikke er relevant at indlede nogen dialog, så længe der ikke er en forenet palæstinensisk stemme at forhandle med.

 

Den relative gensidige tillid, der skal danne grundlag for en våbenhvile, er vanskelig at få øje på
_______

 

Det tredje scenarie er, at israelerne erobrer hele Gazastriben, men umiddelbart efter overlader styret til andre. Men også det er fuldt af faldgruber.

På mange måder ville det være naturligt at lade præsident Mahmoud Abbas og hans Fatah-styre på Vestbredden tage tøjlerne i Gazastriben. Det virker dog dødfødt. Abbas er generelt set upopulær i den palæstinensiske civilbefolkning, der betragter hans styre som korrupt og ineffektivt. Det står også svækket og ville alene af den grund have vanskeligt ved at løfte opgaven i Gaza. Men først og fremmest vil det næppe få nogen videre god modtagelse i Gazastriben, at Fatah og Mahmoud Abbas således kommer til magten som en direkte følge af en stor og blodig israelsk militær operation.

Andre vil naturligvis kunne komme på tale. Det ville måske være naturligt, at USA sendte en fredsbevarende styrke, men dels er amerikanerne stærkt upopulære i Gazastriben, og i mellemøstlig sammenhæng har de i forvejen dårlige erfaringer fra Libanon, hvor en tilsvarende amerikansk styrke i begyndelsen af 1980’erne kostede dyrt. Den 23. oktober 1983 mistede 241 marineinfanterister livet ved et angreb på deres forlægning i den libanesiske hovedstad. Europæiske aktører kunne komme på tale, ligesom der også tænkes i, at en række arabiske stater kunne vise ansvar ved at stille en styrke til rådighed.

Endelig er der et fjerde scenarie. Det er den våbenhvile, som flere og flere internationale ledere nu kræver eller trygler om. Det vil først og fremmest sætte en stopper for de dramatiske tabstal i Gazastribens civilbefolkning. Mange israelere er smerteligt klar over dette forhold, og de ved også godt, at den brede internationale sympati lige efter massakren den 7. oktober svinder i takt med, at dødstallene i Gaza vokser.

Men her skal man holde sig for øje, at den aktuelle krig i Gazastriben er markant anderledes end de efterhånden talrige konfrontationer, man har set, siden Hamas tog magten i 2006. Det angreb, Hamas rettede på 22 israelske kibbutzer og landsbyer, var så frastødende, at de fleste israelere vil have svært ved at lægge det bag sig, og for mange står Hamas også som et andet og langt mere brutalt Hamas, end det var tilfældet for blot et par år siden.

Den relative gensidige tillid, der skal danne grundlag for en våbenhvile, er med andre ord vanskelig at få øje på. Der ligger ikke nødvendigvis noget hævnmotiv bag israelernes krigsførelse, men nok snarere en følelse af, at det er svært at øjne et troværdigt alternativ, og dette forstærkes voldsomt ved tanken om, at mere end 220 israelere fortsat sidder som gidsler i Hamas-tunnellerne under Gaza By. Når Netanyahu således siger, at krigen under alle omstændigheder vil fortsætte til det sidste gidsel igen er hjemme hos sine egne, får han opbakning i en overvejende del af befolkningen – uanset hvad man ellers tænker om premierministeren.

Den israelske debat og holdning til krigen er således fuld af modsætninger. De fleste steder er der en forståelse for, at der er tale om to befolkninger, som er fanget i en konflikt og en voldscyklus. På begge sider af konflikten har en radikalisering i den politiske ledelse skabt en umulig situation, og mens det er en meget udbredt opfattelse, at Netanyahu er en færdig mand, ser de fleste også en fjernelse af Hamas som en absolut betingelse for at komme videre. Selv om det får et stærkt emotionelt anslag, tillægger mange det en særlig symbolværdi, at kibbutzerne som blev angrebet den 7. oktober stod forrest i protesterne mod Netanyahu. I kibbutz Beeri, som ligger få kilometer fra Gazastriben, blev mere end en tiendedel af befolkningen slagtet på den tragiske dag, og et ældre kvindeligt medlem af kibbutzen, som har brugt en stor del af livet på at hjælpe palæstinensere fra Gaza til hospitalsbehandling i Israel, sidder i dag som gidsel et ukendt sted i Gazastriben. Den slags argumenter og følelser fylder rigtig meget i den israelske debat, og fordi alle omstændighederne ved situationen dermed er så utroligt komplicerede, vil det også være vanskeligt at finde en løsning. ■

 

På begge sider af konflikten har en radikalisering i den politiske ledelse skabt en umulig situation, og mens det er en meget udbredt opfattelse, at Netanyahu er en færdig mand, ser de fleste også en fjernelse af Hamas som en absolut betingelse for at komme videre
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 29 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor.

I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. Denne bog kan i den aktuelle situation være en god indgang til en dybere forståelse af den israelske folkesjæl.

ILLUSTRATION: Gazastriben, 8. november 2023: Israelske tropper udfører operationer i den nordlige del af Gazastriben [FOTO: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix, 6. oktober 2022]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland