Gregers Andersen: Økonomiske beregninger i klimadebatten er så fejlbehæftede, at de bidrager til klodens ødelæggelse
29.03.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Der er grund til at genoverveje den magt, som økonomiske beregninger tillægges i klimadebatten. For på trods af disse beregningers besnærende evne til at reducere summen af vanskelige beslutninger til tal, kan de ikke stå alene, endsige udgøre et tilstrækkeligt grundlag for den klimapolitiske omstilling af vores verden og samfund.
Kommentar af Gregers Andersen
“Økonomi ligesom økologi udspringer af ’oikos’, det græske ord for vores hjem: Jorden. En økonomi, der ødelægger vores hjem er ikke længere en økonomi. Det er en krig mod planeten, dens befolkning og vores fremtid.”
Så konfrontatorisk beskriver den indiske forfatter Vandana Shiva økonomiens rolle i overophedningen og ødelæggelsen af jordens klima og økosystemer. Shiva gør sig uden tvivl skyldig i en forenkling. Når hun omtaler den globale økonomi i ental, reducerer hun dens mange aktører til en enkelt organisme drevet af de samme intentioner, logikker og drømme.
Men lige så utvivlsomt er det, at økonomiske beregninger i dag er det foretrukne greb til at afdække konsekvenserne af vanskelige beslutninger, og at denne reduktion af livets kompleksitet til beregninger har haft katastrofale konsekvenser for klodens økosystemer og klima.
Et glimrende eksempel på det er den betydning, som den amerikanske økonom William Nordhaus’ beregninger er blevet tillagt. Nordhaus modtog i 2018 Nobelprisen i økonomi på baggrund af en række artikler, hvori han forsøger at beregne de økonomiske omkostninger af forskellige klimascenarier. Nordhaus kommer bl.a. frem til, at en global temperaturstigning på 3 grader vil føre til et tab i global indkomst på 2,1 pct., mens en temperaturstigning på 6 grader vil føre til et tab i global indkomst på 8,5 pct.
Beregningerne er både internationalt og i Danmark blevet flittigt brugt af økonomer og debattører med en liberal dagsorden til at bagatellisere klimakrisens potentielle konsekvenser. Således har Nordhaus’ beregninger især fungeret som ammunition mod argumentet om, at klimakrisen nødvendiggør fundamentale samfundsforandringer – herunder markante indgreb i markedsøkonomien.
Herhjemme har Bjørn Lomborg og CEPOS fx gentagne gange fremført Nordhaus’ beregninger som et bevis for, at klimakrisen er fuldt forenelig med et liberalt verdensbillede. Senest i starten af 2022, hvor CEPOS-direktør Martin Ågerup med baggrund i Nordhaus’ beregninger skrev i Politiken, “at fremtidens klimaforandringer ikke vil komme til at sænke menneskehedens trivsel i forhold til i dag”.
I bogen The New Economics, som den australske økonomiprofessor Steve Keen udgav sidste år, afdækker han, hvordan Nordhaus’ beregninger ikke alene bygger på nogle skandaløse regnefejl, men også er fuldstændig ude af trit med klimavidenskabens vurderinger. Keen citerer bl.a. klimaforskeren Tim Lenton for at sige, at “der eksisterer en kæmpe afgrund imellem Nordhaus’ beregninger og så den naturvidenskabelige forståelse af, hvilke konsekvenser klimaforandringerne vil kunne få”.
Særligt problemfyldt – og ærlig talt vanvittig – er her Nordhaus’ vurdering af, at en temperaturstigning på 6 grader vil føre til et tab i global indkomst på 8,5 pct. Beregningen står således i skærende kontrast til de fuldstændigt katastrofale konsekvenser, som en 6 grader varmere verden ifølge klimavidenskaben vil medføre. Fx henviser Keen til et klimavidenskabeligt studie, der vurderer, at en temperaturstigning på 4.5 grader vil mindske de områder på Jorden, hvor der er mulighed for liv, med 40 pct.
Herhjemme har Bjørn Lomborg og CEPOS gentagne gange fremført Nordhaus’ beregninger som et bevis for, at klimakrisen er fuldt forenelig med et liberalt verdensbillede
_______
Det mest skandaløse er dog, at Nordhaus bygger sine fremskrivninger på en antagelse om, at klimaforandringerne kun vil have indflydelse på den produktion, der foregår udendørs. Dermed antager Nordhaus nemlig, at kun 13 pct. af den globale produktion vil kunne blive påvirket af klimaforandringerne. Og det uanset hvor meget den globale gennemsnitstemperatur stiger.
Forklaringen på hvordan Nordhaus kan nå frem til, at en temperaturstigning på 6 grader kun vil føre til et tab i global indkomst på 8,5 pct., ligger altså her: I en fejlagtig antagelse om, at en varmere verden ikke vil berøre den produktion, der foregår indendørs.
Ikke desto mindre er Nordhaus’ beregninger blevet brugt igen og igen af liberale økonomer og debattører til at nedtone alvoren af den krise, vi som menneskeheden står i. Disse økonomer og debattører har i deres desperation efter at tilpasse klimakrisen til deres ideologiske verdensbillede ivrigt brugt Nordhaus’ beregninger til at negligere temperaturstigninger, der vil være ekstremt farlige og skadelige for livet på Jorden.
Samtidig rummer deres reduktion af klimaforandringerne til et økonomisk omkostningsestimat en fatal blindhed overfor den lidelse og tab af liv, som klimaforandringerne allerede nu medfører. Nordhaus’ beregninger er kort sagt også blevet brugt til at affeje de helt fundamentale spørgsmål om global retfærdighed, som klimakrisen rejser.
Det gælder i særdeleshed det forhold, at Det Globale Syd allerede nu mærker meget voldsommere konsekvenser af klimaforandringerne end Det Globale Nord. Samtidig vil Det Globale Syd med al sandsynlighed blive ved med at være hårdest ramt af klimaforandringerne ved yderligere temperaturstigninger. Og det selvom disse temperaturstigninger i vidt omfang vil være affødt af overforbrug i Det Globale Nord.
Det er derfor også nødvendigt at understrege, at der findes andre former for klimaøkonomi end den, som Nordhaus og hans danske proselytter i bl.a. CEPOS repræsenterer. Således findes der i fx Klimarådet, Concito og på de danske universiteter økonomer med en langt mere nuanceret forståelse af klimakrisens alvor.
Stadigvæk forekommer det mig dog, at der også blandt disse langt mere moderate økonomer er grund til selvransagelse. Dels har de i offentligheden ikke højt nok sagt fra overfor de ultraliberale økonomer og debattører. Dels har de velvilligt taget imod et mandat til nærmest enerådigt at diktere dansk klimapolitik på baggrund af yderst usikre fremskrivninger, der nogle gange strækker sig årtier ud i fremtiden.
Det overdøvende fokus i dansk politik på, præcis hvilken økonomisk udformning en CO2-beskatning af bl.a. landbruget og industrien skal have, er her et eksempel på det sidstnævnte. For en sådan beskatning afspejler på ingen måde det behov for gennemgribende forandringer i vores liv og samfund, som den økologiske og klimatiske nødstilstand kalder på.
Faktisk findes der knapt et empirisk belæg for, at CO2-afgifer er et effektivt klimapolitisk middel. I et nyt studie har den australske professor i politologi, Jessica F. Green, fx kigget på virkningen af CO2-afgifter i en række forskellige lande. Hendes konklusion er, at ”CO2-afgifter i bedste fald har medført begrænsede reduktioner i drivhusgasudledningen. Så hvis CO2-afgifter tages i anvendelse, bør det ske i sammenhæng med andre, langt mere aggressive politiske tiltag”
Der er derfor også blandt danske økonomer, politikere og medier grund til at genoverveje den magt, som økonomiske beregninger tillægges i klimadebatten. For på trods af disse beregningers besnærende evne til at reducere summen af vanskelige beslutninger til tal, kan de ikke stå alene, endsige udgøre et tilstrækkeligt grundlag for den klimapolitiske omstilling af vores verden og samfund. ■
Der er blandt danske økonomer, politikere og medier grund til at genoverveje den magt, som økonomiske beregninger tillægges i klimadebatten
_______
Gregers Andersen (1981) er kulturforsker og ansat som adjunkt i miljøhumaniora ved Aalborg Universitet. Han er forfatter til flere bøger om klima, kultur og politik bl.a. ’Frihed, lighed og bæredygtighed. En kritik af det liberale Danmark (2020)’.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til Folketingets åbningsdebat, 6. oktober 2022 [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
