Dorthe Bach Nyemann i RÆSON SØNDAG: Er NATO-tilstedeværelse i Kosovo nok til at undgå en serbisk aggression?
28.10.2023
En væbnet konflikt på Balkan virker mere sandsynlig, end den har gjort i mange år. Med tre ud af fire parter med interesse i uro, ser det sværere og sværere ud for NATO at undgå en både dyr og uskøn indblanding.
RÆSON SØNDAG af Dorthe Bach Nyemann, studielektor ved Forsvarsakademiet
Gennem det seneste år er spændingerne i de nordlige serbisk dominerede provinser i Kosovo taget mere og mere til. En foreløbig kulmination fandt sted 26. maj 2023, hvor Kosovo politi kom i voldsomme kampe med lokale demonstranter. Her blev omkring 25 soldater fra NATO´s stabiliseringsoperation KFOR sårede. Over sommeren tog de gensidige konfrontationer til og Serbien optrappede sine militære styrker ved grænsen. Trods massivt eksternt pres på parterne lykkes det ikke at deeskalere situationen. Den 24. september opstod igen voldelige sammenstød mellem tungt bevæbnede organiserede mænd og Kosovos politi. En kosovoalbansk politimand og tre oprører blev dræbt i konfrontationerne. Oprøret blev nedkæmpet, men den højspændte situation virker fastlåst og stærkt bekymrende.
Et af de mest sigende vægmalerier i Mitrovica, en by beliggende i en af de nordlige, serbisk dominerede provinser i Kosovo, afbilleder en smuk sløjfe med det russiske flag på den ene side og det serbiske flag på den anden. På det serbiske flag er aftegnet Kosovos grænser – på det russiske flag er aftegnet Krimhalvøen. Meningen er klar nok: Kosovo er serbisk, ligesom Krim tilhører Rusland. De to områders skæbner spejler hinanden.
I 2014 blev Krims skæbne symbolet på det, som nogen ynder at benævne hybrid krigsførelse. Krim blev russisk gennem et overraskelsesangreb, stort set uden at et skud blev løsnet og uden synderlig ukrainsk modstand. Angrebet blev gennemført ved anvendelse af såkaldte ”små grønne mænd”, soldater uden nogen klar affiliering til Rusland, der i lang tid benægtede at have noget med magtovertagelsen at gøre. Overtagelsen af Krim havde ved nærmere eftersyn en større logistisk opbakning bag sig. Russiske styrker var allerede til stede på halvøen som en del af aftalen omkring Sevastopol-flådebasen, og der var også russisk tilstedeværelse i Asov-havet og Sortehavet omkring Krim. Al telekommunikation til Ukraines forsvarsledelse blev i de afgørende timer forhindret, og parallelt med aktiviteterne på jorden gennemførte Rusland en professionelt orkestreret informationsoperation, der understøttede narrativet om Krims store ønske om at tilhøre Rusland.
Det hele forløb hurtigt og effektivt, og efter overtagelsen var der ingen umiddelbar ukrainsk vilje til at kæmpe for at få Krim tilbage. Annekteringen blev en realitet. Spørgsmålet er nu, om Kosovos og Krims skæbne spejler hinanden i mere end én forstand. Kunne man forestille sig, at de nordlige provinser i Kosovo, med et overvældende flertal af serbiske indbyggere grænsende direkte op til Serbien, gennem et overraskelsesangreb igen kunne forenes med Serbien?
Hvis man ser på situationen på Balkan, har meget ændret sig siden Ukrainekrigens udbrud i februar 2022
_______
Det vil de fleste analytikere nok umiddelbart svare klart nej til. For der er jo den kæmpe og åbenlyse forskel på Krim og Kosovo, at NATO siden 1999 har været massivt til stede i Kosovo. NATO’s KFOR-mission har indtil nu afskrækket enhver serbisk forestilling om, at det er muligt at få Kosovo tilbage til Serbien gennem magtanvendelse. Serbien har nægtet at anerkende Kosovo som en selvstændig stat. Lokale serbiske mindretal er blevet brugt til at gøre livet surt for skiftende kosovo-albanske regeringer, og det er ikke lykkes for disse regeringer at opnå egentlig kontrol med områderne, sikre lov og orden og alt det andet, der hører med til at være en ”rigtig” stat på hele sit territorium. Men der er langt fra indblanding og ikke-anerkendelse af Kosovo til en militær tilbageerobring af (dele af) territoriet. NATO, USA og EU står i vejen for Serbiens drømme om at få Kosovo tilbage. Rusland har hele tiden støttet kravet, men står trods alt fortsat bag FN’s resolution 1244, der udgør mandatet for NATO’s tilstedeværelse. Set i det lys er en serbisk aggression ret utænkelig. Spørgsmålet er bare, om denne tiltro til en vedvarende afskrækkende effekt grundet KFOR’s tilstedeværelse stadig er 100 pct. gældende?
Hvis man ser på situationen på Balkan, har meget ændret sig siden Ukrainekrigens udbrud i februar 2022. De fire væsentligste aktører, man skal holde øje med, hvis man vil vurdere muligheden for væbnet konflikt i Kosovo er: Kosovo, Serbien, Rusland og NATO. Hvor vurderingen før krigen var, at alle parter til syvende og sidst ønskede fred på Balkan, er status nu nok nærmere én for fred og tre imod.
Rusland: Balkan som afledningsmanøvre
Hvis vi starter med Rusland, er det indlysende, at synet på Balkan har ændret sig ganske væsentligt siden krigens start. Ruslands interesse i et stabilt Balkan, hvor man gennem samarbejde med Serbien kan opnå regional tilstedeværelse, er blevet afløst af en stærk interesse i, at de etniske konflikter og spændinger bryder ud i lys luge. En voldelig konflikt på Balkan vil tvinge USA, NATO og EU til at flytte fokus fra Ukraine. Det vil aftvinge Vesten betydelige ressourcer både diplomatisk, økonomisk og militært. Europa vil endnu engang blive fanget af flygtningestrømme, og gamle uenigheder om, hvad der bør ske på Balkan, vil komme op til overfladen med splittelse til følge.
Et drømmescenarie for Rusland er medier, der flyder over med billeder af NATO-soldater i direkte konfrontation med et serbisk mindretal, der bare kæmper for retten til selvbestemmelse over egne områder. Det kan hurtigt blive en meget dårlig sag. For hvis NATO ikke engang kan holde Kosovo stabilt, hvilke succeser er der da at prale af? En væbnet konflikt på Balkan kan kun læses som et nederlag for NATO og en tilsvarende russisk succes.
Skal man spekulere i motiver for den hårde tilgang over for de serbiske mindretal, kunne man få den tanke, at det er i Kurtis egen interesse, hvis de nordlige provinser blev tømt for serbere
_______
Kosovo: Uro vil konsolidere magten og øge manøvrerummet
Men hvad så med Kosovo selv? I 2021 blev Albin Kurti premierminister. Han leder venstrefløjspartiet Vetevendosje, hvis navn betyder ”Selvbestemmelse”. Partiet blev etableret i 2010 med det formål at begrænse de vestlige landes, FN-missionens og EU’s (EULEX) rolle i Kosovo. Vetevendosje mente dengang, at EU og FN holdt hånden over korrupte politikere og krigsforbrydere. Partiet var også imod de forhandlinger med Serbien, der var påbegyndt på EU-initiativ. De var særligt imod ideen om etableringen af et område med serbisk selvstyre, efter meget dårlige erfaringer med samme konstruktion i Bosnien. I stedet skulle Kosovo selv gøre op med korruptionen og påbegynde en rejse mod egentlig kontrol med hele sit eget territorium.
Meget er ændret, siden partiet blev stiftet, og dagsordenen er blevet mindre radikal, men med et ret solidt flertal i parlamentet har Kurti alligevel valgt at gå efter mange af de oprindelige målsætninger. Den aftale, der blev indgået mellem Beograd og Pristina på EU’s foranledning i 2013, og som indebærer et vidtstrakt selvstyre for serberne i de nordlige provinser, er ikke noget, Kurti har villet indfri. I det seneste år er sammenstødene med de serbiske mindretal og Kosovos politi og øvrige myndigheder blevet flere og mere alvorlige. I foråret nåede det en foreløbig kulmination med sårede NATO-soldater fanget i konfrontationerne. Siden er det spidset endnu mere til, og donorernes krav om at indgå kompromis og deeskalation er blevet afvist. Der er faktisk dagligt nye tiltag fra Kosovos regerings side, der opleves som en provokation og intimidering af de serbiske mindretal både i de nordlige provinser, men også blandt andre enklaver spredt rundt i Kosovo.
Serbien hævder, at mere end 12 pct. af den lokale serbiske befolkning er flyttet ud af Kosovo grundet intimideringerne, siden Kurtis parti overtog regeringsmagten. Det er svært at vide, om tallene holder. Skal man spekulere i motiver for den hårde tilgang over for de serbiske mindretal, kunne man få den tanke, at det er i Kurtis egen interesse, hvis de nordlige provinser blev tømt for serbere, alternativt at området overgik til Serbien. Det ville stille Kurti med en langt mere homogen stat at regere.. Uden de mange mindretalsproblematikker ville det også være nemmere at komme fri af donorernes snærende bånd og permanente tilstedeværelse. Hvis Serbien lader sig friste til at støtte et overraskelsesangreb i Kosovo, er chancen for, at Kosovo opnår en mere udbredt anerkendelse og legitimitet fra omverden meget høj. Kurti vil på én og samme gang blive offer og helt, hvis ellers tabene på Kosovoalbansk side er begrænsede.
Serbien: Optrapning med den ene hånd – internationalt samarbejde med den anden
Hvad så med Serbien? Hvorfor skulle Serbien risikere en væbnet konflikt med NATO? En klassisk krig, hvor serbiske styrker ruller ind over grænsen til Kosovo og kommer i direkte kamp med NATO styrker, mens hele verden ser forundret til, er nok svær at forestille sig.
Med de voldelige sammenstød den 24. september i år tegnede der sig nok et mere realistisk billede af, hvordan de nordlige provinser måske kan kæmpe sig tilbage til Serbien. Og det er her, Krim-analogien kommer ind i billedet. I landsbyen Banjska opstod intens ildkamp mellem op mod 30 tungt bevæbnede mænd, der havde barrikaderet området med køretøjer. De 30 mænd forskansede sig til sidst i et lokalt kloster, hvor de tvang munke og pilgrimme til at låse sig inde og brugte dem som skjold.
I klosteret nær den serbiske grænse blev senere fundet automatvåben, håndgranater, miner og raketkastere. Samtidig var der sket en stor troppeopbygning fra serbisk side op til grænsen til Kosovo. Her var serbisk militær parat til at gribe ind, hvis det etniske mindretal i Kosovo led overlast fra de lokale myndigheders indblanding. Angriberne blev hurtigt nedkæmpet og Serbien presset til at trække styrkerne tilbage fra grænsen. Aktionen virkede både amatøragtig og dårligt gennemført. Man kan kun gisne om, hvad formålet kan have været, og i hvor høj grad Serbien var vidende om, endsige en direkte støtte i aktionen.
Serbien har i de senere år fået længere snor end tidligere fra både USA og EU. Det er tydeligt, at de vil gå langt for at beholde Serbien på den vestlige side
_______
Et oplagt formål kunne være at få en overreaktion fra Kosovo. En reaktion, der var kraftig nok til en hurtig og isoleret aktion fra Serbien, der kunne bringe de nordlige provinser under kontrol, inden NATO’s styrker for alvor kom ind i kampen. En situation som på Krim, hvor parterne måske ikke ville have viljen til efterfølgende at tage kampen op for at få områderne tilbage. Hvor NATO ville være rådvild i forhold til en mulig respons, uden at komme til at tage part i konflikten, og uden at det ligner en støtte til Kosovo som selvstændig stat, hvilket ikke muliggøres af mandatet i resolution 1244.
Serbien har i de senere år fået længere snor end tidligere fra både USA og EU. Det er tydeligt, at de vil gå langt for at beholde Serbien på den vestlige side. Herudover er det lykkes Serbien at overbevise både USA, EU og NATO om, at Kosovo går langt over stregen over for de serbiske mindretal. Det hjælper Serbien, at det er Pristina, der gang på gang modsætter sig at gennemføre den aftale, EU allerede havde fået på plads for mere end 10 år siden.
Den serbiske præsident Alexandar Vucic går imidlertid på den tyndeste balancebom, som tænkes kan. Indadtil tillader han en stærkt radikaliseret retorik overfor Kosovo. De nyeste slagord, der breder sig i det serbiske gadebillede og på fodboldstations er ”When the army returns to Kosovo”.
Han tillader militær optrapning ved grænsen, han taler mere og mere om umuligheden af et selvstændigt Kosovo. Han opildner dagligt til had mod Kurti og regeringen i Kosovo. Overfor Vesten er han samarbejdsvillig og rækker hånden frem med ønske om fred. På det seneste har Vucic tilmed gået tiggergang i både USA og en række europæiske lande for at øge KFOR’s tilstedeværelse i de nordlige provinser. Den seneste kanin, han har trukket op af hatten, er udskrivelsen af et ekstraordinært valg til parlamentet i Serbien. Med dette træk sætter han effektivt dialogen mellem Pristina og Beograd på pause, indtil valghandlingerne er overstået og et nyt parlament på plads. Han har købt sig selv et halvt år mere med en uafklaret forhandlingsposition. Hvilke muligheder, der kan byde sig til i den kommende tid, kan man kun gisne om.
NATO: Alt ind på afskrækkelse
NATO er den sidste af de fire væsentligste parter på Balkan, og her er målsætningen helt klar: Det må ikke ende med en væbnet konflikt på Balkan, og NATO skal ikke i direkte kamp med lokale serbiske militser og oprørsgrupper. Med andre ord: Afskrækkelsen skal virke.
I NATO må man spørge sig selv, om den nuværende tilgang til Kosovo stadig er den rigtige. Med tre mod én for krig og konfrontation kan det blive nødvendigt for NATO at genoverveje sin strategiske tilgang. Antallet af styrker, deres opstilling og mandat har i de seneste mange år lignet en form for snubletrådstilgang, som vi kender den fra de baltiske lande. Serbien skal tro på, at et angreb på NATO-styrker vil føre til et voldsomt overlegent modsvar – det man også kalder en ”deterrence by punishment” strategi.. Men er den troværdig i et hybrid-scenarie som på Krim?
Hvis Kosovos politi går forrest i en væbnet konfrontation med lokale ”grønne mænd”, og NATO kommer til at stå mellem organiserede oprøre og Kosovos eget politi, er det så muligt at forestille sig, at NATO ikke svarer igen med den nødvendige styrke? At Serbien kan hævde, at det er nødvendigt at blande sig? Og er det en chance, Serbien vil tage? Eller er Serbien forsat overbevist om, at NATO har både viljen og evnen til at tage kampen op for at bevare de serbiske provinser i Kosovo?
Alternativet for NATO er at ændre strategi til en ”Deterrence by denial”-tilgang. Det vil betyde en massiv styrkelse af KFOR ikke bare i antal, men også i positionering lokalt. Hvis det lykkes Serbien at lokke NATO til at styrke sin tilstedeværelse, så bliver NATO de facto en slags besættelsesmagt i området. Serbien vil på den måde lykkes med at ydmyge Kurti totalt. Det bliver ikke et selvstændigt Kosovo, der opnår kontrollen over de serbiske mindretal. Serberne bøjer sig ikke for det lokale magtmonopol, og Kurti kommer ikke af med NATO eller alle de andre donorer, han så gerne så sig fri af. Det bliver både dyrt og uskønt for NATO. Men måske det er den sikreste måde at holde parterne fra hinanden og konflikten for døren.
Så hvad gør NATO nu? Den 24. september 2023 blev ikke dagen, hvor Krim og Kosovo kom til at dele skæbne. Angrebet var tilsyneladende dårligt planlagt, ikke tilstrækkeligt koordineret og forholdsvis let at slå ned. Ingen af parterne opnåede det, de ville. Men det ligner, at Serbien er foran på point. Og at en væbnet konflikt på Balkan virker meget mere sandsynlig, end den har gjort i mange år. ■
Er Serbien forsat overbevist om, at NATO har både viljen og evnen til at tage kampen op for at bevare de serbiske provinser i Kosovo?
_______
Dorthe Bach Nyemann er cand.mag. i samfundsfag og historie, og studielektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier. Hun er bidragsyder til NATO-forskningsprojekt om russiske militære og ikke-militære metoder til at opnå strategiske mål med særligt fokus på Kosovo, og deltager i svensk forskningsprojekt om styrkelse af resiliens og psykologisk forsvar med fokus på fremmede magters indflydelse og indblanding i indre anliggender
ILLUSTRATION: Folk passerer graffiti-motiv, der viser det serbiske (tv) og russiske (th) flag med kort over henholdsvis Kosoco og Krim i den nordlige del af byen Mitrovica, 6. oktober 2019 [FOTO: Vladimir Zivojinovic/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
