26.01.2023

Flertalsregeringen holder fast i, at vælgerne ikke skal blande sig med stemmesedler i spørgsmålet om at fjerne deres fridag på Store Bededag. Men Store Bededag er ikke regeringens fridag. Det er vælgernes.

Kronik af Dennis Kristensen

I ET FOLKESTYRE er det svært at sige nej til at lade folket bestemme. Faktisk er det direkte dumt at gøre forsøget, som SMV-regeringen har kastet sig ud i.

Når man prøver at betragte samfundets historiske udvikling oppe fra de tynde luftlag, så er folkestyret et resultat af, at magten, gennem den politiske kamp om samfundets udviklingsretning, er flyttet fra de få til de mange. Fra de stærkeste til de fleste, og fra de rigeste til alle.

Set i det lys virker det mere end besynderligt, når politikere og partisoldater i disse uger argumenterer for, at danskerne har valgt et folketing, hvori flertallet bestemmer uden befolkningens indblanding. Også når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt Store Bededag skal afskaffes eller ej.

Ifølge den nye regering må befolkningen forholde sig i ro, indtil den enkelte vælger næste gang får mulighed for at sætte sit kryds ved et folketingsvalg. Her kan de eventuelt flytte krydset fra dem, der i spørgsmålet om at lade Store Bededag forsvinde op i den blå luft, ikke handlede i overensstemmelse med vælgerens ønske.

En historisk parentes

Regerings syn på folkestyret er udtryk for en elitær holdning om, at nogen ved bedre eller er placeret, hvor udsynet rækker længere. Det er for mig en lidt trist, men heldigvis historisk parentes i en udvikling, der ikke vil stoppe her.

En parentes, hvor det som magthaver endnu er muligt at argumentere med, at det er et vigtigt led i folkestyret, at folkevalgte træffer upopulære beslutninger, som flertallet i befolkningen er imod. At det så at sige er et rosværdigt udslag af politisk modenhed og personligt mod at gå mod egne vælgeres ønsker i sager, hvor borgerne er for uvidende til at skulle indblandes.

Og en parentes, hvor det er lykkedes at vende begrebet “populisme”, som Den Danske Ordbog beskriver som en “bestræbelse på at vinde den brede befolknings gunst ved at forenkle fremstillingen af vanskeligt forståelige (samfunds)forhold og ved at forholde sig kritisk til samfundets etablerede autoriteter”, på hovedet til et stærkt nedsættende skældsord. Folket rummer ikke en kollektiv intelligens på højde med elitens, og derfor skal folket ledes og ikke lede samfundsudviklingen.

 

Store Bededag er ikke regeringens fridag. Det er vælgernes
_______

 

Det er i virkeligheden et forsøg fra den politiske elite – godt sekunderet af den økonomiske og kulturelle elite – på at holde fast i resterne af forhistoriske magtforhold efter devisen: “Læs vores valgprogram, sæt kryds ved os, og pas så jeres egne gøremål de næste fire år.”

På længere sigt vil eliten miste denne mulighed for at passivisere borgere.

Historien viser i mine øjne, at magthaverne siden enevælden med en altbestemmende kongemagt blev afskaffet i 1849 til stadighed, har været gennem en udvikling – ganske vist ujævnt og i spring og med omveje –, der har inddæmmet deres magt med grundlov, parlamentarisme, stemmeret for næsten alle, politisk armlægning mellem gamle og nye magthavere og folkelige bevægelser, som krævede indflydelse.

Denne udvikling, der fratog kongemagt, kirke og adel den politiske økonomiske og kulturelle magt, byggede på kollektive oprør fortaget af bondebevægelsen, landarbejdernes og tyendets bevægelse, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. Og siden videreført af ungdomsoprøret, rødstrømpebevægelsen og klimabevægelsen.

Det var, da de mange med samme grundlæggende interesse rottede sig sammen og krævede forandringer, at magten gled datidens elite af hænde.

Udviklingen vil vende

Vi står nu midt i en udvikling, hvor balancen mellem individ og kollektiv forandrer sig grundlæggende.

Det er ikke mindst en sejr for arbejderbevægelsen, at uddannelsessystemet og den stigende velstand skaber individder, som vil have mere direkte indflydelse. Det er ikke nok blot at få besked på, at de i forhold til at påvirke samfundsudviklingen kan sætte deres kryds på stemmesedlen cirka hvert fjerde år.

Vi vil som borgere i stigende grad kræve indflydelse her og nu, mens tingene endnu kan ændres.

Derfor er det også en kamikaze-kurs, de politikere, der praktiserer “vi ved bedst-dogmet”, begiver sig ud på. Det er det dogme, miljøminister Magnus Heunicke plæderer for som “et principielt synspunkt om, at jeg tror det er godt for Danmark, at vi har repræsentativt demokrati. Og dermed ikke har direkte folkeafstemninger.”

 

Derfor er det også en kamikaze-kurs, de politikere, der praktiserer “vi ved bedst-dogmet”, begiver sig ud på
_______

 

Udgangspunktet om det repræsentative demokratis enestående fortræffeligheder holder imidlertid ikke i længden. Det må nødvendigvis suppleres med individets direkte mulighed for påvirkning af beslutninger. Moderne mennesker vil selv, når det er et emne, de brænder for, og beslutningstagerne mener det modsatte.

Derfor får vi brug for en ny balance mellem det repræsentative og det direkte demokrati. Her indgår folkeafstemninger som et redskab. I den aktuelle debat er det forholdsvis simpelt. Store Bededag er ikke regeringens fridag. Det er vælgernes.

Mette F tager fejl

Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser folkeafstemninger mere generelt og opfordrer til “at tænke tanken til ende. Hvad så næste gang, nogen i folketinget er uenige om klimapolitikken, folkepensionen eller folkeskolen? Skal vi så have folkeafstemninger en gang om måneden eller hvert halve år?”. Det er imidlertid den forkerte tanke, statsministeren noget arrogant har fat i.

Grundlovens § 42, stk. 1, der omtaler folkeafstemninger, handler ikke om afstemninger “en gang om måneden eller hvert halve år”. Udgangspunktet for paragraffen er et ganske andet; nemlig at sikre, at der er overensstemmelse mellem et flertal af lovgiverne og et flertal af vælgerne, således at magten ikke misbruges mod befolkningens ønsker.

Et parlamentarisk flertal kan således matches op mod flertallet i befolkningen, hvis knap en tredjedel af lovgiverne ønsker at få afprøvet et flertals beslutninger hos vælgerne. Og det er – i det mindste lige nu – den situation, der foreligger, hvor en flertalsregering vil afskaffe Store Bededag. Den vil slette bestemmelserne om ret til frihed på dagen, erstatningsfrihed og betaling m.v. for arbejde aftalt af arbejdsmarkedets parter i de fleste kollektive overenskomster. Selvom de seneste meningsmålinger viser, at syv ud af ti danskere vil bevare Store Bededag som helligdag.

Dermed ligger en folkeafstemning klart indenfor intentionerne i denne paragraf i grundloven. Det reelle spørgsmål, der presser sig på nu, er derfor ikke statsministerens afledningsmanøvre om, hvorvidt vi skal have folkeafstemninger i tide og utide. Det er derimod alene, om der er mindst 60 folketingsmedlemmer, der vil have spørgsmålet forelagt vælgerne.

 

Det reelle spørgsmål, der presser sig på nu, er derfor ikke statsministerens afledningsmanøvre om, hvorvidt vi skal have folkeafstemninger i tide og utide. Det er derimod alene, om der er mindst 60 folketingsmedlemmer, der vil have spørgsmålet forelagt vælgerne
_______

 

Det handler ikke om en uskøn blanding af stort og småt

I debatten om en eventuel folkeafstemning fyger det med spørgsmål om, hvorvidt konsekvensen af en folkeafstemning om afskaffelse af Store Bededag vil udløse en strøm af folkeafstemninger om stort og småt. Der er ikke belæg for spørgsmålene i den hidtidige praksis.

1953-grundlovens bestemmelser om folkeafstemninger har kun været i anvendelse én gang om de såkaldte jordlove for seks årtier siden.

Og grundloven præciserer desuden en stribe emner, som ikke kan udlægges til folkeafstemninger. Fra finanslove over love om traktatmæssige forpligtelser, indfødsretslove og ekspropriationslove til skattelove.

Også fagbevægelsen må tænke nyt

Det er ikke kun lovgiverne og de politiske partier, som skal finde nye svar på balancen mellem det repræsentative og det direkte demokrati. Fagbevægelsen står med de samme udfordringer.

LO tog tyren ved hornene med beslutningerne om “Nyt LO” i 2003, som ikke blot “hjemtog” udformningen af organisationens holdninger og krav til den generelle samfundsudvikling fra Socialdemokratiet, men som også fastlagde en ny måde at anskue forholdet mellem individ og kollektiv i et nyt værdigrundlag med overskriften “Den enkelte kan selv – Sammen kan vi mere”.

Tankesættet bag værdigrundlaget indeholdt reelt et oplæg til en revolution af LO-fagbevægelsens måde at tænke medlemsindflydelse og direkte demokrati på. Nytænkningen slog ikke igennem med et fingerknips, og LO’s medlemsforbund tog imod de nye bud på medlemsindflydelse på meget forskellig vis.

I mine øjne handler det om, at få forbundene til, på samme måde, som Folketinget og partierne er nødsaget til, at få det indre organisationsliv til at bygge beslutningsprocesserne op. På den måde kan medlemmerne øve direkte indflydelse på forbundets holdninger og handlinger.

Fagbevægelsen bliver imidlertid efter min opfattelse ligesom partierne og lovgiverne nødsaget til at erkende, at det repræsentative demokrati har sine styrker, men også sine begrænsninger når det handler om menneskers berettigede krav på at have indflydelse på eget liv og egne vilkår.

Ellers går de faglige ledere galt byen. Og det samme gør lovgiverne i Folketinget og aktuelt SVM-regeringen. ■

 

Det er ikke kun lovgiverne og de politiske partier, som skal finde nye svar på balancen mellem det repræsentative og det direkte demokrati. Fagbevægelsen står med de samme udfordringer
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland