Cindy Yu: Det er en farlig situation for øjeblikket. For amerikanerne virker til at have glemt, at Taiwan er en rød linje for Kina
19.04.2023
„Når vi i Vesten opfatter det som afskrækkelse, er vi ofte dårlige til at se situationen fra det kinesiske perspektiv, hvor man ser Vestens handlinger som en provokation og som eskalerende. Og jeg tror faktisk, at nogle i Washington ikke ville have noget imod at provokere Kina til en form for invasionen.‟
Interview med Cindy Yu, Kina-analytiker, redaktør på The Spectator samt vært på podcasten ”Chinese Whispers”, af Frederik Christensen
RÆSON: Hvordan har Beijings holdning til krigen i Ukraine udviklet sig i løbet af året, og hvad er den nuværende holdning?
Jeg tror, at Kina før invasionen havde et klart narrativ om udsigten til krigen, som var, at det ikke kommer til at ske. Derfor var var det et klassisk narrativ om amerikansk imperialisme og NATO-udvidelse. Kina bryster sig af det faktum, at de aldrig har invaderet et land, siger de, og de har haft lyst til at fremstille Rusland på samme måde. Det blev selvfølgelig vanskeliggjort markant, af at krigen faktisk begyndte. Så jeg tror, at det, vi så efter at invasionen startede, var en uge eller to, hvor kineserne var ret stille, da de ikke rigtig vidste, hvilket narrativ de skulle promovere til omverden. Så da krigen rent faktisk begyndte, tror jeg, at de var uforberedte, men så forsøgte de herefter at kalibrere og omstille sig, for at finde det bedste udfald ift. Kinas interesser inden for en svær situation. Så Kina havde meget at tænke over.
På den ene side er Ukraines største handelspartner Kina, og kineserne har store investeringer i landet via Belt and Road-initiativet. Men på den anden side vil Kina helst undgå at gøre Europa og USA vrede, da Kinas handel er ti gange større der, end deres handel med Rusland er. Samtidig vil Kina gerne altid fremhæve suverænitet og vigtigheden af suverænitet, når det kommer til udenrigspolitik – understreget af Kinas historiske oplevelser med at blive invaderet og koloniseret. Så det var meget vigtigt for Kina – i hvert fald ift. hvad de siger.
For hvis Rusland taber, vil Kina fortsat være bekymret for, at en form for pro-vestlig magt vil blive indsat i Kreml i stedet for Putin. Det vil være problematisk med den store grænse, som de to lande deler, og Kina har ikke lyst til at have endnu en vestlig allieret ved dets grænse. De skal allerede håndtere Sydkorea, Taiwan, Japan, i stigende grad Vietnam og Indien også. Kina kigger derfor efter regionale allierede, så meget som de kan, og vil derfor ikke nødvendigvis være interesseret i, at Rusland taber. Derudover så tror jeg ikke, at Kina ser nogen fordele i at hjælpe Vesten med at mediere situationen, fordi Vesten igen vil vende deres opmærksomhed mod Kina, når krigen slutter. Ukrainekrigens afslutning ville ikke stoppe den geopolitiske rivalisering, som er intensiveret over de sidste ti år. Så givet alt dette er det ikke i Kinas interesse at hjælpe.
Hvis Rusland taber, vil Kina fortsat være bekymret for, at en form for pro-vestlig magt vil blive indsat i Kreml i stedet for Putin
_______
Dog er det værd at nævnte, at da krigen startede i 2022, gik Kina stadig igennem perioden med nultolerance-covid-politikken, dårlig økonomi og Xi Jinping var endnu ikke blevet bekræftet til hans tredje periode. Så Kina ville ikke skabe unødig røre ved at engagere sig i og bruge ressourcer på en vestlig krig uden nogen grund. Jeg tror, at alle de komplicerede elementer tilsammen danner en kinesisk position: At sidde på hænderne, hvor man siger, at Kina støtter suverænitet, mens man afholder sig fra at kritisere Rusland. Men jeg tror, at vi i det seneste år har set, at den position bliver sværere og sværere at fastholde. Ikke mindst fordi amerikanerne gør alt, hvad de kan for at presse Kina til at gøre noget; bl.a. ved at tale om, at Kina vil sende våben til Rusland, hvilket Kina bliver nødt til at benægte. Det er også derfor, at vi ved årsdagen for krigen så en tolvpunkts fredsplan fra Kina, hvilket udlægger den kinesiske position, som jeg lige har udlagt den: Suverænitet er vigtigt, men NATO-udvidelsen kan bebrejdes, vi ønsker dog ikke en atomkrig, men Rusland er ikke til at bebrejde, og samtidig appellerer vi til en våbenhvile. Men Kina ved, at en øjeblikkelig våbenhvile ikke er realistisk, da Europa ikke er klar til en våbenhvile, selv hvis Rusland ønsker det. Kinas fredsplan var i virkeligheden bare en reaktion, der skulle rense luften og stadfæste: Dette er Kinas position, vi tror på fred, men uden faktisk at gøre noget ved det.
Det er en svær position at indtage for Kina, men over det seneste år har de gjort det forholdsvis godt med at fastholde den og dermed så meget neutralitet, som de overhovedet kan. Men hvis du tænker på Xi Jinpings besøg på tre dage i Moskva sidste måned, hvilket er ret signifikant, foregår der på samme tid meget mere mellem Rusland og Kina. Så vi skal ikke kun have krigsbrillerne på, når vi analyserer, hvorfor at Xi Jinping stadig bevæger sig tættere på Putin.
Ser Kina krigen som noget positivt for dem selv og som noget, de er interesseret i skal fortsætte?
Som udgangspunkt tror jeg ikke, at Kina var interesseret i krigen, men nu er det en realitet. Og derfor tror jeg, Kina tænker, at det her kommer formentlig ikke til at slutte i den nærmeste fremtid, så hvordan kan vi få maksimalt ud af den? Og en del af det er et tættere forhold med Rusland og større russisk afhængighed af Kina.
Kina har offentligt nægtet at levere våben til Rusland – senest af den kinesiske udenrigsminister under den tyske udenrigsministers besøg i Beijing. Tror du, at Beijing overvejer at sende våben til Rusland?
Jeg havde besøg af den tidligere senioroberst i den kinesiske hær i min podcast. Han er rimelig opdateret på, hvad der sker internt i Beijing, og han afviser fuldstændig, at Kina ville gøre det. Og han sagde også, at det ikke ville være i Kinas interesse at levere våben til Rusland, for mange at de samme grunde som jeg lige har udlagt: Sender Kina våben, vil de faktisk bidrage med sine egne ressourcer til konflikten og dermed eskalere en krig, hvilket ville gøre USA og Europa vrede, hvilket ville være kontraproduktivt, når nu handlen med disse aktører er så vigtig for Kina. Så jeg er enig i Zhou Bos analyse om, at det ikke ville være i Kinas interesse.
Men selvfølgelig kan man aldrig vide sig sikker på, hvad der bliver sagt bag lukkede døre. Så jeg kan ikke udelukke det, men som jeg forstår det, er situation den, at noget handel mellem Kina og Rusland – især hvad angår ”dual use”-teknologier, som fx civile droner, hvilket muligvis bliver brugt til militære formål – står fortsat på, men ikke udstyr udelukkende til militær brug. For det tror jeg, vil være en voldsom eskalering, og det er ikke i Kinas interesse at starte tredje verdenskrig.
Så jeg er skeptisk, men jeg vil ikke udelukke det fuldstændig.
Kina tror, at Vesten ser, at de stadig vokser økonomisk og derfor gerne stadig vil være venner med dem. Men det er en blind vinkel fra det kinesiske perspektiv
_______
Kina virker til er være i gang med en balancerende tilgang til Europa, og her mener jeg primært Tyskland og Frankrig. Hvordan former det Kinas overordnede diplomatiske og politiske tilgange og dets relation til Rusland? Kinas ambassadør til EU, Fu Cong, udtalte i sidste uge, at Kinas forhold til Rusland er blevet fejlfortolket, og at deres ”partnerskab uden begrænsninger bare er retorik”. Hvad er dine tanker om det?
Personligt tror jeg ikke, at Kina kendte til krigen, før den var en realitet. Og eftersom ”venskabet uden begrænsninger” blev deklareret, inden krigen startede, så tror jeg ikke, at kineserne havde forventet, hvad sådan et venskab ville kræve. Det er interessant, at kineserne ikke har brugt den vending særlig meget siden.
Når det kommer til Europa, så tror jeg – baseret på mine samtaler med kinesiske og europæiske officielle – at situationen bestemt er mere venligtsindet, end det ser ud i den anglofile verden; USA, Storbritannien og andre nationer, der er ekstremt skeptiske og hawkish i retorikken over for Kina. Men jeg synes, at det virker som om, at Europa er delt her. Bare kig på Macrons besøg til Kina: Det er tydeligt, at der i Europa stadig er en erkendelse af, at vi er nødt til at handle og engagere os med Kina på samme måde, som vi gjorde før Covid og Ukrainekrigen. Og Kina ved, hvem disse mennesker er; både i statsmedier, og når du taler med kinesiske officielle, peger de på Frankrig og Tyskland som allierede i Europa. Eller i hvert fald venner mennesker, der er i stand til at lytte til kineserne, mere end fx de baltiske lande [jf. Ukrainekrigen og alliancen til Rusland, red.].
Jeg tror, at Beijing stadig håber på, at handel i sidste ende vejer højest [for Europa, red.]. At gensidige fordele fra økonomisk handel stadig er det, der kommer til at bære forholdet med EU, og at Frankrig og Tyskland, som de rige lande de er, kan se det og kan se fordelene ved det. Og Kina håber man kan tale med lederne i Paris eller Berlin bilateralt og direkte.
Men jeg tror også, at der er blinde vinkler fra det kinesiske perspektiv: Kina ser på alting med økonomiske briller. Kina har ikke forstået den uenighed om værdier, der foregår lige i øjeblikket, over menneskerettighedsproblemerne i fx Xinjiang-provinsen eller vreden over Covid-pandemien. Når jeg taler med kinesiske officielle, så forstår de ikke, hvor Vesten kommer fra, når de er kritiske på den måde, fordi alt kan koges ned til økonomi for Kina. Kina tror, at Vesten ser, at de stadig vokser økonomisk og derfor gerne stadig vil være venner med dem. Men det er en blind vinkel fra det kinesiske perspektiv. For tror jeg ikke, at kineserne helt har indset de mange interessante dynamikker, der spiller ind i øjeblikket. Det er interessant at holde sig for øje. Fra mit perspektiv her i London kan det være svært at forestille sig, hvordan Vesten kan være venligtsindede over for Kina, men Macrons besøg i Kina fik virkelig en til at genoverveje det.
Er det i dine øjne en del af den kinesiske strategi at slå en kile ned mellem USA og Europa? Og har de i så fald succes med det?
Xi Jinpings generelle tilgang er at tilgå lande bilateralt, hvor man ikke ser Vesten som en blok, men hvor man går til hovedstæderne én efter én og taler med de individuelle ledere. Det har vi set i de sidste fem måneder, hvor de europæiske ledere netop er mødtes individuelt med Xi Jinping i Kina. Så på den måde forsøger Kina at have en anden samtale med de europæiske lande vis-a-vis USA.
Er det så det samme som at forsøge at splitte Europa og USA? Hvis jeg var rådgiver i Beijing, ville jeg sige, ja, det er afgørende at forsøge at splitte Vesten, og det er måden at gøre det på. Er de så faktisk ved at gøre dette? Jeg tror, at de prøver på det, men jeg ved ikke, hvor meget af det, der er en eksplicit strategi. Men det er i Kinas interesse at forsøge at splitte Vesten.
Tidligere i år var der diskussion af, om Kinas ‚ulvekrigerdiplpomati‛ (‚wolf warrior diplomacy‛) efter krigens udbrud og Nancy Pelosi-besøget på Taiwan var ved at skifte til en mere imødekommende attitude over for Europa og måske Vesten generelt; USA’s udenrigsminister Antony Blinken havde planlagt et besøg i Beijing, og Joe Biden mødtes med Xi Jinping på Bali under G20-mødet i Indonesien. Men i de seneste måneder har det igen ændret sig, måske forværret af spionballon-hændelsen: Er du enig i, at dynamikkerne har ændret sig – og i så fald hvordan ser du disse ændrede dynamikker i det kinesiske diplomati?
Jeg mener, at det er for tidligt at erklære Kinas ulvekrigerdiplomati for slut, og de erklæringer om ulvekrigerdiplomatiets død var helt sikkert forhastede. Grunden til at man øjnede en anden diplomatisk tilgang fra Kina var, at Qin Gang, tidligere kinesisk ambassadør i USA med et ry for at være relativ mild og akkommoderende sammenlignet med hans ligesindede, blev forfremmet som Kinas udenrigsminister. Men siden er Qin selv blevet væsentlig mere aggressiv og ligefrem, hvad angår Kinas position. Jeg håber dog på, at vi har set slutningen på den mest visuelle del af det, som foregår på sociale medier. De kinesiske diplomater på Twitter har været meget aggressive, men jeg synes, at vi i de seneste måneder har set mindre af det. Ikke mindst fordi talspersonerne for Kinas udenrigsministerie, der er kendt for at være aktive på sociale medier, er blevet flyttet. Så vi vil muligvis se mindre af det, men jeg tror ikke, at vi skal forvente, at Kina [retorisk, red.] bliver mindre aggressive, end de er nu. Tværtimod tror jeg faktisk, at det vil tage til.
Jeg tror faktisk, at nogle i Washington ikke ville have noget imod at provokere Kina til en form for invasionen
_______
Kinas udenrigsminister Qin Gang, som du nævner, har for nyligt udtalt, at Taiwan er en rød linje, som under ingen omstændigheder kan overtrædes, og at hvis USA fortsætter den kurs, de er på nu, så vil krig være uundgåeligt. Hvor farlig tror du, at den nuværende geopolitiske situation er i Taiwanstrædet, og hvordan ser Kina på Taiwan efter Nancy Pelosis besøg i Taiwan. Står vi i en ny situation?
Jeg tror bestemt, at Nancy Pelosis besøg i Taiwan skabte en ny præcedens. Nu er medianlinjen [i Taiwanstrædet, red.] ikke længere anerkendt af kineserne. Men efter Pelosis besøg er kineserne begyndt at foretage militære øvelser i området og bl.a. skyde missiler langt over den medianlinje – og de er helt stoppet med at tale om det som koncept. Pelosis besøg har ikke været særlig godt for Taiwans sikkerhed i området. Og ja, jeg mener, at det er en farlig situation i øjeblikket, for amerikanerne virker til at have glemt, at Taiwan er en rød linje for Kina.
Der er to måder, man kan se på det. I Vesten tænker vi ofte, at Kina vil invadere Taiwan, og hvad skal vi gøre ved det? Og i Kina tænker man, hvorfor fremprovokerer amerikanerne det her problem med Taiwan? Kina troede, at man var enige om, at ingen ville anerkende Taiwan længere – i hvert fald ikke mere end de gjorde fra 1992 og frem – så hvorfor provokerer de?
Sådan er det altid med udenrigspolitik og internationale relationer: Begge sider misforstår hinanden og skyder skylden på den anden person for at være den første til at kaste stenen. Men det er ikke altid produktivt, hvis du vil forhindre en eskalering, og jeg mener, at begge sider er med til at eskalere. Når Qin Gang siger, at Taiwan er en rød linje, der ikke må krydses, så er det absolut Kinas position, fordi det er en kinesisk kerneinteresse – uafhængigt af hvor mild og akkommoderende du er som diplomat. Det har intet med ulvekrigerdiplomati at gøre; det er bare, sådan det er.
Enhver kinesisk politiker før Xi Jinping og Qin Gang ville have sagt, at Taiwan var en rød linje. Og jeg tror, at det kineserne i bund og grund ser, er, at Vesten, i sin kamp mod Kina, forsøger at forstærke og bolstre Taiwan på en måde, der ændrer status quo. Og ja, man kan selvfølgelig sige, at Kina har en interesse i at invadere Taiwan på et tidspunkt, men samtidig tænker de også, vi er nødsaget til at invadere Taiwan, hvis I fortsætter med at rykke ved status quo. Men det kan være utrolig svært at udfolde dette, da begge sider skyder skylden på den anden. Begge er med til at eskalere situationen.
Når vi i Vesten opfatter det som afskrækkelse, er vi ofte dårlige til at se situationen fra det kinesiske perspektiv, hvor man ser Vestens handlinger som en provokation og som eskalerende. Og jeg tror faktisk, at nogle i Washington ikke ville have noget imod at provokere Kina til en form for invasionen. Jeg tror, at ”accelerationisme” – at skubbe Kina – er en position delt af nogle i den udenrigspolitiske elite i Washington. Fordi de tænker, at det er bedre timing nu at konfrontere [take on] Kina på end om ti år. Men der er mange ting i spil her.
Så tror du, at Kina vil invadere Taiwan?
Jeg tror, at det er usandsynligt før januar næste år, fordi det er der, Taiwan afholder præsidentvalg. Og i øjeblikket har Taiwan en meget pro-vestlig og anti-Beijing præsident, men der er en chance for, at hun bliver slået af posten og erstattet af en mere pro-Beijing type. Så at invadere før det, ville ikke være i Kinas interesse, fordi det ville helt afgjort betyde, at det taiwanske parti DDP (”Demokratiske Progressive Parti”) vinder igen. Så jeg tror, de vil vente for at se, hvad der sker til januar næste år. Inden da er det meget svært at forudsige noget.
Et afgørende faktum er dog, at Kinas hær simpelthen bare ikke er stærk nok til at invadere Taiwan succesfuldt endnu, og det er ofte overset. Du har brug for en fælles operation til lands, sø og i luften – en såkaldt amfibieoperation – for at invadere en ø som Taiwan. Modsat invasionen af Ukraine, hvor man ’bare’ skal over fastland. Det en meget svær operation, og den kinesiske hær er ikke dygtige nok eller klar til dette endnu. Spørgsmålet er så, hvor hurtigt de kan blive klar, og om de har stadig har samme fokus, når de så bliver klar.
Fredsaftalen er et banebrydende øjeblik, fordi det er første gang, at Kina faktisk har mæglet en politisk aftale, hvor omdrejningspunktet ikke var bilateral handel
_______
Hvordan ser du den kinesiske strategi i Mellemøsten, efter at Kina agerede fredsmægler mellem de to storpolitiske rivaler i regionen, Saudi-Arabien og Iran?
Fredsaftalen er en kæmpe begivenhed. Mange af de tidlige stormagter i historien har i takt med den økonomiske magt indtaget rollen som ”verdens politimand”. På samme måde som USA har det, og som det britiske imperie fx også gjorde, men Kina har altid holdt sig væk fra at have den form for moralsk ansvar i deres lederskab. Indtil for nylig var Kina bare ikke en stormagt i verden på nogen måde, og i stedet kan Kina godt lide at sige, at de repræsenterer udviklingslandene, osv., men de tager ikke en aktiv medierende rolle på samme måde, som USA forventes at gøre det.
Derfor ser jeg fredsaftalen som et banebrydende øjeblik, fordi det er første gang, at Kina faktisk har mæglet en politisk aftale, hvor omdrejningspunktet ikke var bilateral handel. Jeg tror, at det er for tidligt til at sige, om det er starten på en tendens, men måske Kina vil hjælpe med at mediere med Ukraine, når en våbenhvile opstår.
Fredsaftalen var en aftale mellem to sider, der separat har et godt forhold til Beijing. Desuden er Kinas interesser i Mellemøsten primært tilfredsstillet ved stabilitet. De vil have energisikkerhed, som Saudi-Arabien kan give dem, men Kina er en net importør nu, hvilket er et kæmpe problem for Beijing. Det trækker tråde tilbage til Ruslands spørgsmålet, for det er energi, som er grunden til, at Kina gerne vil være venner med Rusland. Samtidig deler Iran og Kina mange af de samme geopolitiske interesser. Iran og Saudi-Arabien var interesseret i at tale med hinanden, men de havde bare brug for én til at skubbe dem over den linje. Og det var interessant, at det var Kina, der gjorde det og ikke USA.
Man taler ofte om, at Kina ser meget langsigtet rent strategisk. Er det fair at antage, at Kinas overordnede strategi er en ændring af den internationale verden, som indtil nu har været ledet af USA, og hvilken ændring ser Kina efter? Hvad er deres endemål?
Det er et godt spørgsmål.
Kina er helt sikkert interesseret i at ændre verdenssituationen på kort sigt, fordi den USA-ledet orden er Kina blevet for magtfuld til. Kina vil sprede sine muskler, ligesom voksende supermagter altid gør det. Og jeg mener ikke, at dette er noget særligt for Kina at ønske, det har alle imperier i historien gjort: USA gjorde præcis det samme over for det britiske imperium, med den undtagelse at forholdet mellem de to lande var præget af et langt større kulturelt tilhørsforhold. Derfor føler vi som verdensborgere i langt højere grad den nuværende ændring.
Kina er interesseret i at ændre verdenssituationen, men det betyder nødvendigvis ikke, at Kina ønsker at være verdens supermagt. Xi Jinping har talt om genoprejsningen af den kinesiske civilisation omkring år 2049, men jeg er ikke sikker på, at han med genoprejsning mener verdensdominans. Men det betyder, at Xi Jinping, som kinesisk nationalist, har et billede af Kina som måske det mest vigtige land i verdenshistorien, og det vil han tilbage til. Det betyder ikke, at alle skal underlægges Kinas magt, men at Kina er ved at blive lige så magtfuld som USA. Og det er forandringen, som USA – som verdens hegemon – af forståelige grunde ikke kan tillade. På kort sigt vil Kina gerne være en af de primære spillere og blive behandlet ligeligt med USA, hvilket allerede er problematisk. Men på lang sigt er jeg sikker på, at visse kinesiske kræfter ønsker, at Kina skal være verdens supermagt og den supermagt, som overtager pladsen for USA.
Men når du taler med kinesiske embedsmænd, så ved de, at USA ikke går nogen steder foreløbig, ligesom EU er en økonomisk spiller, der skal kæmpes med. Jeg tror, det er usandsynligt, at Kina kan skabe en verdenssfære, ligesom USA gjorde det efter Den Kolde Krig i det unipolære øjeblik. Så for nu er Kina bare interesseret i at komme tilbage til en multipolær verden, hvor de selv er en af de primære poler.
Så hvad skal vi lægge i Xi Jinpings afsluttende bemærkning til Vladimir Putin, da Xi under sit besøg i marts forlod Moskva, om at ”verden forandrer sig mere nu end i 100 år, og vi er dem, der skubber disse forandringer”?
At verden er i forandring, mener jeg nærmest er et faktuelt udsagn. Det er noget, som kineserne har sagt ofte i de sidste par år, så det var ikke første gang, at Xi sagde det.
Men hvad var Kina for hundrede år siden? For hundrede år siden var Kina ti år inde i sin første tid som republik. Qing-dynastiet var lige blevet kastet af tronen, og tyve år senere tog kommunisterne over, hvorefter at Kina ville gå årtier med fattigdom i møde, før landet blev reformeret og åbnet op. Så helt faktuelt ser vi forandringer, vi ikke så for et århundrede siden, men hvor meget de forandringer vil fortsætte, tror jeg er det store spørgsmål. Men jeg kan selvfølgelig godt forstå, hvorfor den udtalelse var skræmmende at høre for nogle mennesker.
Vi kan ikke vurdere Xi Jinping ud fra den udtalelse alene. Jeg mener, at vi bliver nødt til at kigge på, hvad han ellers tænker: Nemlig idéen om den nationale genoprejsning. Det er tydeligt, at han gerne vil have, at Kina skal være en primær aktør igen. Spørgsmålet er så, om han vil opnå det gennem handel eller gennem krig? Ved at invadere Taiwan eller ved at hive alle ind i Kinas økonomiske kredsløb? Så metoden er det, der er anderledes, og meget afhænger af de kommende årtier. Kinas oprejsning indtil nu har være er resultat af den økonomiske opblomstring, og det ved Kina godt. Men det betyder ikke, at de ikke har kerneinteresser som Taiwan, hvor landet vil stå op for sine egne interesser – også militært hvis det er det, der kræves.
Xi Jinping har talt om genoprejsningen af den kinesiske civilisation omkring år 2049, men jeg er ikke sikker på, at han med genoprejsning mener verdensdominans. Men det betyder, at Xi Jinping, som kinesisk nationalist, har et billede af Kina som måske det mest vigtige land i verdenshistorien – og det vil han tilbage til
_______
Cindy Yu er en kinesisk-britisk Kina-analytiker, redaktør på The Spectator samt vært på podcasten ”Chinese Whispers”. Yu er desuden uddannet i Contemporary Chinese Studies fra Oxford University.
ILLUSTRATION: Beijing, 9. oktober 2021: Xi Jinping forlader Folkets Hal efter at holdt en tale, der markerer 110-årsjubilæet for Xinhai-revolutionen i 1911 og som bl.a. indeholdt genforeningen af Taiwan som emne [FOTO: Andy Wong/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
