Christian Egander Skov i RÆSONs trykte nummer: Efter de første 100 dage havde regeringen tabt 25 mandater. Den er aldrig rigtig kommet sig
26.12.2023
Regeringen, der skulle tilvejebringe parlamentarisk stabilitet, har stadig handlekraft, men balancer på knivsæggen til parlamentarisk ustabilitet.
Af Christian Egander Skov
Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.
En parlamentarisk nydannelse – en regering over midten, hvis to største partier indtil for nylig var det politiske dramas hovedmodstandere. Dette alene er nyskabelse nok til adskillige sider i historiens annaler. Dertil kommer, at var og er en flertalsregering med principiel meget stor handlekraft. En sjældenhed i dansk politik.
Vi står midt i et stykke danmarkshistorie. Men bladene i bogen vendes stadig. Vi ved ikke, hvordan det hele ender, og hvad dommen bliver. Indtil videre kan man konstatere, at regeringen har lagt hårde omkostninger på de partier, der deltager. Socialdemokratiet har mistet 200.000 vælgere. Venstre har mistet en formand. Og en hel del vælgere.
Jeg skal i det følgende se både tilbage og frem. To hovedspørgsmål er omdrejningspunktet. For det første: Hvad er SVM-regeringens blotte eksistens udtryk for? Når der netop er tale om noget nyt, afspejler dette ’nye’ i den parlamentariske situation da også noget nyt i politik og samfund i bredere forstand?
For det andet: Hvordan skal vi vurdere SVM-regeringen, som det står nu? Altså hvis den netop er et eksperiment, hvordan er eksperimentet så faldet ud? Har den levet op til sit eget formål? Og er den forandring af dansk politik, den har afstedkommet, blivende, eller vil den drive over?
Fra det store til det nære
Da Mette Frederiksen indledte Folketingets samling 2023/2024 med sin åbningstale, kunne det ikke blive nært nok. En småfnisende statsminister berettede om folkeskolens virvar af formålsparagraffer med en munterhed, som kunne antyde, at Socialdemokratiet har glemt sin egen rolle i de sidste mange års skolepolitik. Og det handlede ikke bare om folkeskolen, men om kommunikationssystemet Aula. Talen ville ramme danskernes daglige erfaringsrum. Endda så udpræget, at selv store problemer som den grønne omstilling blev forvandlet til et hverdagsproblem af den slags, der løses i Sara & Monopolet.
De store ting glider nemmere ned, hvis de opfattes som små ting. I sin stil var åbningstalen demonstrativt langt fra den alvor, hvormed SVM i sin tid trådte frem for verden. Dengang var krise det begreb, alt hvilede på, bedst illustreret ved præamblen til regeringsgrundlaget Ansvar for Danmark. Her blev den umage konstellation legitimeret med henvisning til den alvorlige situation, ikke blot Danmark, men verden stod i. ”Det er alvorlige tider for vores kontinent og for Danmark”, hed det. Der var Rusland og den sikkerhedspolitiske krise, efterveerne fra pandemien, energikrisen, inflationskrisen, den truende recession og så naturligvis klimakrisen, som i præamblen fik følgeskab af biodiversitetskrisen og mistrivselskrisen. Kriseretorikken sandsynliggjorde et behov for at se ud over ideologiske skel og samle sig i det, der emfatisk var et arbejdsfællesskab, hvor man var bundet sammen af nødvendigheden til netop at gøre det nødvendige.
Vi står midt i et stykke danmarkshistorie. Men bladene i bogen vendes stadig. Vi ved ikke, hvordan det hele ender, og hvad dommen bliver
_______
Krisefortælling i krise
Det åbenlyse retoriske sporskifte fra krise til dagligdag afspejler SVM-regeringens fundamentale vanskeligheder. Der var grænser for det politiske potentiale i krisepolitikken både som retorisk figur og som tilgang til det politiske håndværk. Regeringens adressering af den såkaldte polykrise etablerede en ny version af ’nødvendighedens politik’.
Det pegede på behovet for handlekraft, men blev også en måde at delegitimere politisk debat og ideologiske skel på. I regeringens selvforståelse var den udtryk for dyb samfundsmæssig ansvarlighed. Dermed kom den til at grave en grøft mellem de ansvarlige og de uansvarlige. Og i et sådant skema er der ringe plads til legitime politiske uoverensstemmelser. Uenighed reduceredes til afstanden mellem dem, der forstod krisens omfang, karakter, og dem, der enten ikke forstod den eller på populistisk vis afviste den. Regeringens eksistensberettigelse lå i dens evne til at erkende krisen kombineret med dens teknokratiske kompetence og parlamentariske handlekraft, som tillod den at handle i tråd med denne erkendelse.
Krisepolitikkens kulmination blev debatten om afskaffelsen af store bededag. Forløbet indkapslede regeringens krisepolitiske udgangspunkt: Forslaget var et udslag af regeringens teknokratiske kompetence, i den forstand at det var et skuffeforslag fra Finansministeriet, hvor man længe havde haft et godt øje til det arbejdsudbud, som lå indkapslet i den gamle helligdag. I regeringens øjne var store bededag altså en uindfriet økonomisk ressource.
Kriseerkendelsen så man i regeringens indledende legitimering af tiltaget. Det handlede om krigen i Ukraine og udgifterne til oprustning. Regeringen ville gennem det kollektive offer understrege, at den tog den geopolitiske uro alvorligt. Argumentationen flettede sig også ind i regeringens forsøg på at knytte beslutningen om at afskaffelse af helligdagen sammen med deltagelse i det vigtige forsvarsforlig.
Endelig var forløbet et forsøg på at understrege regeringens parlamentariske handlekraft. Populært sagt: Vise, hvem der bestemte. Det blev af Folketingets øvrige partier opfattet som ’bøllemetoder’.
Afskaffelsen af store bededag blev en pyrrhussejr. Det var her, krisepolitikken ramte muren, og regeringen undergravede sin centrale kilde til legitimitet. Forløbet slog også en række kiler ned – mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, mellem Venstre og baglandet og mellem regeringen og oppositionen. Samtidig blev SVM den regering, der var kommet dårligst fra start nogensinde målt i vælgeropbakning. Dette var – og er – et af SVM-regeringens svage punkter. Regeringen er parlamentarisk stærk, men de store regeringspartier må hver især bære en tung omkostning. Efter de første 100 dage havde regeringen tabt 25 mandater. Den er aldrig rigtig kommet sig.
Vi er gået fra at have en fortælling, der fordrede en specifik regeringskonstellation, til at have en specifik regeringskonstellation, der er på jagt efter en fortælling til at begrunde den
_______
Regering 2.0: pragmatisme og konsensus
Senest omkring forsommeren blev det klart, at krisefortællingen ikke længere havde appel. I en sund dansk økonomi med lav arbejdsløshed var det – trods Ukraine og klima – svært at genkende billedet af en dyb krise, der måtte sætte de normale politiske spilleregler ud af kraft.
Dette efterlod regeringen et sted, hvor man i stedet betonede pragmatisk samarbejdsvilje. Nu handlede det i højere grad om at læge sårene, stabilisere de parlamentariske forhold og deeskalere det politiske konfliktniveau med brede forlig med partierne rundt om regeringen selv. Regeringen var i denne konstellation det pragmatiske centrum i en videreførelse af en dansk tradition for konsensuspolitik.
Det er utvivlsomt en mere farbar vej for regeringen. Og det hører til regeringens sejre, at den har formået at bevæge sig ind i et politisk terræn, hvor det er lykkedes at inddrage oppositionen i forlig, samtidig med at man har fastholdt initiativet. Dette er senest kommet til udtryk i en historisk bred finanslov med deltagelse af samtlige partier – undtagen Enhedslisten. Samme finanslov understreger dog prisen for den succes. Ingen har beskyldt den for at være meget markant. Dens væsentligste karakteristikon er dens bredde. SVM fremstår aktuelt ikke som en ambitiøs reformregering. Prisen for regering 2.0 er, at SVM ikke længere virker tvingende nødvendig for andre end de politikere, der har investeret deres troværdighed i projektet. Hvis der var tradition for brede forlig allerede før SVM, og hvis SVM blot har videreført den linje, hvad skal vi så med SVM?
Vi er gået fra at have en fortælling, der fordrede en specifik regeringskonstellation, til at have en specifik regeringskonstellation, der er på jagt efter en fortælling til at begrunde den.
Her må det væsentligste blive de praktiske resultater af regeringens arbejde. Og SVM-regeringen har da også gennemført politik. Blandt de vigtige resultater er et ambitiøst forsvarsforlig, der vil tilføre 143 mia. kr. til forsvaret. Desuden en stort anlagt kandidatreform, der betyder færre studerende, og at 30 pct. af kandidatuddannelserne beskæres i omfang. Og i den lidt mindre kulørte ende kan tælles efterårets store kontanthjælpsreform samt ikke mindst skattelettelser, som må formodes at gøre Venstres plagede vælgere mere tilfredse.
Spørgsmålet er, om disse resultater er af en karakter og et omfang, som tilstrækkeligt begrunder den ekstraordinære parlamentariske situation – eller om der er tale om politik, som kunne have været gennemført inden for rammerne af den almindelige danske konsensuspolitik, sådan som det oplagt var tilfældet med regeringens store slagnummer, forsvarsforliget. Det er tænkeligt, at det uden flertalskonstellationen havde været vanskeligere at skabe fælles fodslag om den udenrigspolitiske kursændring og Løkkes ’pragmatiske idealisme’, som i regeringens logik knytter sig tæt til samme sikkerhedspolitiske vejrskifte, som fordrer genoprustning.
Men i det omfang denne pragmatiske idealismes mest synlige udslag har været indskrænkningen af ytringsfriheden i forbindelse med korankrisen, så kan man med rette spørge, om den handlekraft egentlig er særlig efterspurgt. Handlekraft balancerer altid på grænsen til magtfuldkommenhed.
Prisen for regering 2.0 er, at SVM ikke længere virker tvingende nødvendig for andre end de politikere, der har investeret deres troværdighed i projektet
_______
Fra velfærdsstat til velfærdssamfund
Ved siden af oprustningen er regeringens væsentligste projekt fremtidssikringen af velfærdsstaten, som Mette Frederiksen med henvisning til økonomen Nina Smiths dystre forudsigelser om velfærdsstatens fremtid har lagt afgørende vægt på. I den forbindelse har statsministeren betonet udviklingen af velfærdsstaten til et velfærdssamfund, en vision, som også var indeholdt i regeringsgrundlaget.
Det er en markant og væsentlig vision. Og det kunne være et omdrejningspunkt, der forener regeringens pragmatisme med dens krisepolitiske udgangspunkt. Problemet er, at denne dagsorden også hører til regeringens mest uklare. Et år inde i regeringsperioden står det stadig hen i det uvisse, hvad det hele ender med – og endda hvad det hele handler om. Uklarheden afspejler en splittelse i regeringens egne rækker.
For Socialdemokratiet indebærer det en frisættelse af de offentlige institutioner, som skal være mere lokale og mindre tynget af regler og bureaukrati. Det sidste er man principielt enige i hos Venstre, men her handler velfærdssamfundet om mere frit valg til borgeren og måske endda en markedsliggørelse af velfærden, hvor private aktører får lov til at byde ind på udbuddet af velfærd. Det er i virkeligheden to diametralt modsatrettede dagsordener. Indtil nu har den storstilede vision resulteret i en hensigt om at give mere indflydelse til lokale skolebestyrelser. Risikoen for, at det hele ender med et slag i luften, er overhængende.
Et andet fokuspunkt er spørgsmålet om arbejdskraft til at sikre velfærden. ”Arbejdskraft er den nye valuta i dansk politik”, lød parolen fra statsministeren i sensommeren 2023. Også her er regeringen imidlertid stødt ind i vanskeligheder. Mette Frederiksen har forsøgt at tale dunder om danskernes arbejdsmoral. Men danskerne arbejder faktisk vældig meget. Og antallet af præsterede arbejdstimer er på historiske højder. De fleste foretrækker at disponere over deres egen tid, og ingen går på arbejde for ’velfærdsmodellens’ skyld.
Venstre og Moderaterne har undsagt statsministeren. Sidstnævnte har til gengæld talt varmt for massiv import af fremmed arbejdskraft, en tanke, som ikke mindst nyder opbakning i de store erhvervsorganisationer. Socialdemokratiet er imidlertid utilbøjelig til at acceptere markant øget arbejdskraftsindvandring. Bag enighed om problemernes karakter lurer altid uenigheden om løsningerne. Forløbet har snarere udstillet regeringens afmagt end dens magt.
I skrivende stund står regeringspartierne til cirka en tredjedel af stemmerne. Venstre er hårdt presset og har skiftet formand. Indtil videre er han, Troels Lund Poulsen, forpligtet på SVM-regeringen, men det er et åbent spørgsmål hvor længe. Regeringen, der skulle tilvejebringe parlamentarisk stabilitet, har stadig handlekraft, men balancer på knivsæggen til parlamentarisk ustabilitet.
Med Troels Lund Poulsen har partiet fået en formand, der potentielt kan samarbejde med resten af det borgerlige Danmark og desuden har markeret en afstand til Ellemanns urbant-liberale centrisme
_______
SVM som jærtegn
Dermed er vi ved det andet overordnede spørgsmål: Hvad vidner SVM-regeringen om? I min bog Borgerlig krise identificerede jeg et postliberalt tidehverv. Et omslag i tidsånden, der ville strukturere også dansk politik. SVM-regeringen er netop et udslag af den vending.
Seniorrådgiver i Tænketanken Prospekt Michael Böss har i et notat fra oktober peget på, at SVM-regeringen skal forstås i lyset af det, han betegner ’sikkerhedsstaten’. Sikkerhedsstaten er en ny fase af det, Ove K. Pedersen kaldte konkurrencestaten. I sikkerhedsstaten er den globale kontekst forandret. Geopolitisk usikkerhed bliver den virkelighed, staten må agere i. Derfor bliver borgernes sikkerhed og forsvaret for de institutioner, der garanter den sikkerhed, skubbet i forgrunden. Sikkerhedsstaten handler vel at mærke ikke om sikkerhed, endsige sikkerhedspolitik i snæver forstand. Begrebet dækker her over en bredere tryghed, som også fordrer en indsats på områder som handel, energi, forsyning, produktion og ikke mindst klima.
Det øgede krav til politisk handlekraft stiller på sin side nye fordringer til det politiske system. Dette er ræsonnementet for en bred regering. Det er præcis denne virkelighed, eller nødvendighed, som regeringen selv identificerede i sit regeringsgrundlag ved at sætte ord på en række kriser. Regeringen står i den lidt mærkværdige situation, at dens krisefortælling har opbrugt sig selv, mens den virkelighed, enhver politik finder sted inden for, er vedblivende præget af krise og tidehverv. Der er en afkobling mellem den politiske debat, hvor en krise kan afblæses, fordi et kasseeftersyn finder 16 mia. kr. i budgettet, og huspriserne ikke falder, og en global virkelighed præget af tidehvervets urovækkende logikker.
For den globale usikkerhed eskalerer. Krigen mellem Ukraine og Rusland synes nu – i modsætning til da regeringen fandt sammen – uden ende. Krigen mellem terrororganisationen Hamas og Israel er en påmindelse både om ustabiliteten i Mellemøsten og om Irans vedvarende ambition om at destabilisere regionens skrøbelige orden. Den geopolitiske uro er også blevet en påmindelse om, at der er grænser for amerikansk magt, i en situation hvor Vestens geopolitiske modstandere forenes i en art autoritær, global revanchisme. De indenrigspolitiske bevægelser i USA rejser tvivl om supermagtens engagement i Europa. Og dertil kommer en hidtil relativt upåagtet, men eskalerende migrationskrise, som tænkeligt vil trykteste Europas politiske vilje. Verden er blevet mere usikker i det forløbne år.
Regeringens udsigter
Hvad angår regeringens udsigter, deler analyserne sig i to skoler:
I den ene udlægning har SVM nærmest karakter af en permanent samlingsregering. Argumentet er, at man jo altid kan hente nye partnere ind for at sikre sit flertal. Dertil kommer, at der ikke en et levedygtigt alternativ uden for den nuværende konstellation. I den anden udlægning er ingen kæde stærkere end sit svageste led. Regeringer består af partier, og partier er interesserede i vælgermæssig succes. For både Socialdemokratiet og Venstre har deltagelsen i SVM vist sig at være omkostningstung. Særligt for Venstre, der har mindre at tære af.
Det er også netop fra Venstre, at de stærkeste signaler om, at der kunne være en fremtid uden for midterregeringen, aktuelt udgår. Med Troels Lund Poulsen har partiet fået en formand, der potentielt kan samarbejde med resten af det borgerlige Danmark og desuden har markeret en afstand til Ellemanns urbant-liberale centrisme. Nu skal Venstre i konkurrence med Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. De to partier, som Venstre har tabt suverænt flest vælgere til siden valget. Indtil videre er håbet at trække de bortløbne vælgere hjem til regeringsblokken, men hvad nu, hvis det viser sig, at vælgerne faktisk er flygtet fra regeringen? Så står regeringsdeltagelsen i vejen for Venstres genrejsning. Og så kender vi svaret.
Regeringen består, og vil bestå en rum tid endnu – men for hver dag, der går, forekommer den mindre nødvendig. ■
Regeringen står i den lidt mærkværdige situation, at dens krisefortælling har opbrugt sig selv, mens den virkelighed, enhver politik finder sted inden for, er vedblivende præget af krise og tidehverv
_______
Christian Egander Skov (f. 1985) er ph.d., historiker, redaktør på Årsskriftet Critique, kommentator ved Berlingske og Altinget og forfatter til bøgerne ‘Konservatisme i mellemkrigstiden (2016) og senest ‘Borgerlig krise. Det ideologiske opbrud i blå blok’ (2022).
ILLUSTRATION: Aalborg, 23. september 2023: Statsminister Mette Frederiksen på talerstolen under Socialdemokratiets årlige kongres – den første som leder af SVM-regeringen [FOTO: René Schütze/Fotograf René Schütze/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb“](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
