07.11.2023

.

Der er kaos under himlen, men det får ikke lederne i Beijing til at vise tilbageholdenhed. Tværtimod er forsøget på at opbygge en ny verdensorden i fuld gang.

Af Camilla Tenna Nørup Sørensen

Artiklen er fra RÆSONs nye efterårsnummer – Hvad betyder Ukraines skæbne for EU’s fremtid? – der udkom 15. oktober. Læs mere her.

Lydafspiller

Håndteringen af den intensiverede stormagtskonfrontation med USA, Europas voksende skepsis over for Kina, de øgede spændinger i forhold til vigtige nabostater som Japan og Sydkorea og den tiltagende økonomiske ustabilitet i det internationale system. Alt dette udfordrer de kinesiske ledere og diplomater. Men helt på linje med traditionel kinesisk yin-yang-filosofi åbner det også for muligheder: Med et mål om at sikre kinesisk indflydelse på udformningen af den fremtidige verdensorden har Beijing rettet fokus på ikke-Vesten og her indledt en diplomatisk offensiv, der foreløbig er kulmineret med udvidelsen af BRIKS på det seneste topmøde i Sydafrika i slutningen af august.

Den diplomatiske offensiv bakkes op med udgivelsen af et væld af officielle kinesiske policyudspil. Her er det især værd at lægge mærke til det såkaldte „Forslag fra Folkerepublikken Kina om reform af den globale orden”, der blev udgivet lige op til mødet i FN’s Generalforsamling i midten af september. Forslaget er det hidtil mest omfattende og ambitiøse kinesiske bud på, hvordan en verdensorden med Kina som en førende stormagt vil se ud – adskillige kinesiske initiativer og tiltag fremhæves med et overordnet budskab om, at stormagten Kina vil bidrage med nye måder at tænke og udøve global sikkerhed, udvikling og sameksistens på.

FN’s Generalforsamling, hvor ikke-Vesten er i overtal, står sammen med BRIKS og SCO – Shanghai Cooperation Organisation – i centrum for Kinas diplomatiske offensiv, men den foldes ud i alle sammenhænge, hvor kinesiske ledere og diplomater er til stede, og det gælder også i G20. Det er derfor en fejl at tolke den manglende deltagelse af den øverste kinesiske leder, Xi Jinping, i det seneste G20-topmøde i Indien i starten af september som et tegn på, at Kina nedprioriterer samarbejdet.

 

Med en mere udfordrende indenrigspolitisk scene vil Xi blive mere selektiv, i forhold til hvilke topmøder han prioriterer at deltage i personligt, men samlet er der ikke noget, der tyder på, at Kina – og Xi – er ved at trække sig fra den internationale scene, tværtimod
_______

 

Xi presset indenrigspolitisk

Den indenrigspolitiske dagsorden har altid førsteprioritet for Xi, og der er mange tegn på, at han er presset indenrigspolitisk. Det er især den voksende økonomiske krise med rekordhøj ungdomsarbejdsløshed og galoperende offentlig gældsbyrde, der presser sig på, men de seneste måneders pludselige fjernelse af højtstående partimedlemmer og generaler, herunder den nu tidligere udenrigsminister Qin Gang og forsvarsminister Li Shangfu, tyder på, at der også er stigende uro i den kinesiske topledelse. Både Qin og Li ses som Xis mænd, så hvis de nu er fældet i korruptionsager eller andre brud på partiets disciplinærregler, så vil det være et alvorligt slag mod Xi. Kinesiske formodninger om, at den indiske premierminister, Modi, ville bruge G20-topmødet til at fremme Indien som leder af det globale syd og lancere et storstilet infrastrukturinitiativ, som tydeligvis er tænkt som en konkurrent til Kinas silkevejsinitiativ, har givet også spillet ind på Xis beslutning om kun at sende Kinas nummer to, premierminister Li Qiang, til G20-topmødet. Xi ville ikke risikere at stå i skygge af Modi, og det har muligvis også spillet en rolle, at USA’s præsident, Biden, mødte op i New Delhi. Der er tilsyneladende forhandlinger i gang mellem Kina og USA om et kommende topmøde mellem Xi og Biden i forbindelse med APEC-topmødet i San Francisco til november. Biden-administrationen synes meget opsat på at få topmødet på amerikansk jord i stand, hvilket giver Kina en stærk forhandlingsposition, når emner og vilkår for mødet skal aftales. Det giver derfor mening, hvis Xi ikke ville risikere at afspore disse forhandlinger ved at rende ind i Biden i Indien eller for den sags skyld i New York til FN’s Generalforsamling, hvor Xi også holdt sig hjemme.

Med en mere udfordrende indenrigspolitisk scene vil Xi blive mere selektiv, i forhold til hvilke topmøder han prioriterer at deltage i personligt, men samlet er der ikke noget, der tyder på, at Kina – og Xi – er ved at trække sig fra den internationale scene, tværtimod.

 

Kineserne synes overbevist om, at USA presser på for at få Japan optaget som medlem af NATO, men understreger, at det er dømt til at mislykkes – ligesom det amerikanske forsøg på at forsone Japan og Sydkorea og mobilisere begge i en alliance med USA mod Kina
_______

 

Østen stiger, Vesten falder

De store tektoniske plader i det internationale system er nu for alvor kommet i bevægelse. Det er slut med den amerikansk-dominerede verdensorden, som vi har kendt til siden afslutningen af Den Kolde Krig. Men hvad kommer i stedet? Det diskuteres ivrigt blandt forskere, analytikere og politikere over hele verden. Det gælder også i Kina, hvor fokus er på, hvordan det svækkede Vesten med USA i spidsen desperat forsøger at modvirke det uundgåelige magtskifte fra vest mod øst ved at flytte egen militær tyngde til Asien og etablere ,Kold Krigs-alliancer’ – det er den kinesiske fællesbetegnelse for alle nylige amerikanske initiativer og styrkede militære samarbejde med Kinas naboer.

Set fra Kina gør Washington også et forsøg på at trække NATO mod Asien. Her fremhæver kineserne især det styrkede partnerskabsprogram mellem NATO og Japan, der blev bekræftet på det seneste NATO-topmøde i Vilnius i sommeren 2023, hvor den japanske premierminister deltog for første gang sammen med stats- og regeringsledere fra USA’s øvrige kerneallierede i Asien, nemlig Sydkorea, Australien og New Zealand. Kineserne synes overbevist om, at USA presser på for at få Japan optaget som medlem af NATO, men understreger, at det er dømt til at mislykkes – ligesom det amerikanske forsøg på at forsone Japan og Sydkorea og mobilisere begge i en alliance med USA mod Kina.

 

Kinas fortsatte manglende villighed til at tage afstand fra Rusland efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 står højt på amerikanernes og europæernes dagsorden
_______

 

Målrettet kinesisk diplomati

I den kinesiske debat om de igangværende omvæltninger i verdensordenen er fokus på USA – det er USA, der udgør den primære barriere for, at Kina nu endelig kan ,vende tilbage’ og indtage landets retmæssige stormagtsposition. Rettes fokus på, hvad kineserne ret faktisk selv gør, ser det anderledes ud.

Der har været et usædvanligt højt aktivitetsniveau i det kinesiske diplomati over det seneste halve år med et væld af nye initiativer og en hidtil uset grad af risikovillighed i forhold til at lancere nye tiltag og udfordre etableret forståelse og samarbejde. Det slående her er, at ikke-Vesten – eller det såkaldte globale syd – er målgruppen, mens kineserne fastholder en mere afdæmpet og afventende diplomatisk linje over for især USA, men også i forhold til store dele af Europa.

Der har været adskillige diplomatiske højniveau-delegationer fra Vesten på besøg i Kina de seneste måneder – fra den amerikanske udenrigsminister, Blinken, i juni til vores egen udenrigsminister, Løkke, i august. De får en fin modtagelse – Blinken blev endda modtaget af Xi Jinping selv i Folkets Store Sal – men der er alligevel en slående forskel fra disse møder, hvor begejstringen og forventningerne fra kinesisk side er skruet godt ned, til de møder, som kineserne afholder med deres ikkevestlige kolleger.

Det skyldes givet, at amerikanerne og europæerne har det med at komme med en kuffert fyldt med kritik af Kommunistpartiets ageren i og uden for Kina. Især Kinas fortsatte manglende villighed til at tage afstand fra Rusland efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 står højt på amerikanernes og europæernes dagsorden, når de besøger Beijing. Det preller imidlertid af – kineserne gider ikke længere høre på de vestlige landes kritik og belærende formaninger.

Kritikken risikerer også at stille de kinesiske ledere og diplomater i ubekvemme situationer, hvor de tvinges i defensiven, fx når de skal forklare, hvordan Kinas klippefaste støtte til princippet om staters suverænitet kan forenes med den fortsatte udbygning af Kinas strategiske partnerskab med Rusland. Helt anderledes ser det ud, når Xi Jinping tager imod fx Algeriets præsident, Tebboune, der kommer med overstrømmende ros af Kommunistpartiets evne til at modernisere Kina og løfte flere hundrede millioner kinesere ud af fattigdom. Sådanne møder, hvor fokus er på, hvad kineserne kan bidrage med af erfaringer, infrastrukturinvesteringer og teknologiudvikling, ender oftest med, at Kina fremhæves som en særlig ven og den vigtigste partner for fremtiden. Det passer lige ind i den kinesiske stormagtsselvforståelse, der netop fremhæver, hvordan Kina altid har været – og altid vil forblive – en anden type stormagt end de vestlige såkaldte ,hegemoniske stormagter’, der anvender militær tvang, økonomiske sanktioner og fordømmelse til at sikre deres egne snævre interesser.

Denne vinkel slås stort op fra kinesisk side ofte med tydelige henvisninger til Kinas lange historie som en fredelig stormagt – mens perioder og begivenheder, som ikke passer ind i den udlægning, er slettet fra de kinesiske historiebøger.

 

Initiativerne understøtter således Beijings budskab om, at Kina i disse år for alvor træder frem som en stormagt, der både kan og vil tage lederskab
_______

 

Kinas 3G-initiativer

At der foregår en genkaldelse af Kinas historiske storhedstid i landets nutidige diplomati, slog stærkt igennem ved det stort anlagte Kina-Centralasien-topmøde afholdt i maj i år i den tidligere kejserhovedstad Xian (se RÆSON54). Det skinner imidlertid også igennem ved adskillige af de mange andre diplomatiske aktiviteter og initiativer, som Kina på det seneste har sat i søen. De tre såkaldte 3G-initiativer springer særligt i øjnene – nemlig Global Security Initiative (GSI), Global Development Initiative (GDI) og Global Civilization Initiative (GCI). De præsenteres som Kinas bud på, hvordan international sikkerhed, udvikling og sameksistens skal gentænkes ved inddragelse af kinesisk visdom og landets historiske erfaringer. Trods det nylige kinesiske forslag om reformer af den globale orden nævnt ovenfor, hvor 3G-initiativerne indtager en central plads, er det endnu småt med konkret indhold i de tre initiativer – indtil videre er det vigtigste kinesiske budskab, at Kina med et stærkere globalt engagement vil stå for og levere noget andet, end USA har leveret de sidste mange årtier, som ikke har bragt meget godt med sig for andre end Vesten selv.

Initiativerne indgår nu som faste punkter i samtlige taler og indspark fra kinesiske ledere og diplomater ved internationale sammenkomster. Særligt Global Security Initiative (GSI) er i vælten og fremhæves fx som den overordnende ramme for Kinas forhandlingsudspil i forhold til Ukraine – det såkaldte ,12-punkts positionspapir’ fra februar i år – ligesom det præsenteres som udslagsgivende for Beijings succes som mægler i det diplomatiske tøbrud mellem Iran og Saudi-Arabien i marts i år. Initiativerne understøtter således Beijings budskab om, at Kina i disse år for alvor træder frem som en stormagt, der både kan og vil tage lederskab – og det kinesiske fokus er rettet mod ikke-Vesten.  

 

De fem lande er meget forskellige, hvad angår deres økonomiske og politiske indretning, og flere af landene har konflikter med hinanden, fx grænsestriden mellem Kina og Indien, som er blusset op de senere år
_______

 

BRIKS Plus

BRIKS er et akronym for samarbejdet bestående af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, der siden dets start i 2009 har mødtes ved årlige topmøder, hvortil Sydafrika først kom med i 2010. BRIKS-landene er forenet i ambitionen om at sikre egen økonomisk vækst, modstå vestlig indblanding i egne indenrigspolitiske forhold og ikke mindst at presse på for udviklingen af en ikkevestlig anført verdensorden, hvor de opnår større råderum og indflydelse. Kina har imidlertid større planer med samarbejdet og har i adskillige år arbejdet for, at BRIKS  konsolideres som et ikkevestligt modsvar til G7.

Denne plan synes imidlertid kun at være blevet endnu vigtigere for Beijing, i takt med at USA – med krigen i Ukraine som bagtæppe – har formået at mobilisere allierede og partnere bag sig. Kina vil have et modsvar, der kan hamle op med G7 – det skal være globalt og have økonomisk, politisk og militær tyngde og derved være i stand til at underminere ethvert forsøg fra USA på at skabe en anti-Kina-koalition, der for alvor vil kunne true Kinas stormagtsambitioner. Det gælder ikke udelukkende om defensivt at beskytte kinesiske interesser, men i høj grad også om offensivt at bruge BRIKS som en platform for at sprede kinesiske værdier og ideer – fx 3G-initiativerne – og udbrede Kinas teknologiske løsninger, hvilket videre vil styrke Kinas muligheder for at blive international standard- og regelsættende.  

Kina, der også var primus motor bag inkluderingen af Sydafrika i samarbejdet i 2010, har tidligere forsøgt at udvide BRIKS med flere medlemmer, men det har hidtil mødt for stor modstand fra særligt Indien og Brasilien. I de to lande er der bekymring for, at samarbejdet bliver for bundet op på Kina og udvikles til en anti-USA-blok. Det går især imod den indiske premierminister, Modis, bestræbelser på at placere Indien som anfører af en neutral blok bestående af især lande fra det globale syd i overensstemmelse med landets selvforståelse og ledende rolle i den alliancefrie bevægelse under Den Kolde Krig. Det seneste G20-topmøde i Indien omtalt ovenfor understreger disse indiske bestræbelser, ligesom det understreger, hvordan Beijing og New Delhi er i en særegen form for konkurrence om at stå som lederen af det globale syd.  


Johannesburg, Sydafrika, 23. august 2023 (fra venstre mod højre): Brasiliens præsident, Lula da Silva, Kinas præsident, Xi Jinping, Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, Indiens premierminister, Narendra Modi, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der afløste Putin pga. den internationale arrestordre udstedt fra domstolen i Haag [FOTO: Prime Ministers Office/Zuma/Ritzau Scanpix]

Der er også store interne spændinger i BRIKS – for de fem lande er meget forskellige, hvad angår deres økonomiske og politiske indretning, og flere af landene har konflikter med hinanden, fx grænsestriden mellem Kina og Indien, som er blusset op de senere år.

Omverdenens forventninger til BRIKS-topmødet i Johannesburg var derfor ikke høje – og topmødet fik generelt begrænset opmærksomhed i vestlige medier, hvor fokus nærmest udelukkende var på, hvordan Putin – pga. den internationale straffedomstols arrestordre mod ham for krigsforbrydelser i Ukraine – måtte sende sin udenrigsminister, Lavrov, og selv deltage virtuelt. Putins fravær blev fremhævet som et tegn på BRIKS’ svaghed og splittelse.

Problematikken omkring Putin – og den igangværende krig i Ukraine – optog imidlertid begrænset tid og plads på topmødet, som overraskede alt og alle ved at ende med en udvidelse af BRIKS med seks nye medlemmer fra januar 2024: Argentina, Egypten, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE). Det mest iøjefaldende ved de nye BRIKS-medlemmer er, hvordan de alle er indflydelsesrige lande i deres regioner, og hvordan de repræsenterer en bred geografisk spredning med hovedvægt på Mellemøsten. Udvidelsen støtter derved op om Kinas bestræbelser på at gøre BRIKS til et globalt modsvar til det USA-anførte G7.

Selvom beslutninger i BRIKS tages ved konsensus, så synes der ikke at være tvivl om, at Kina, som har en økonomi, der er stærkere end de øvrige oprindelige BRIKS-medlemmer tilsammen, har en stærk og afgørende stemme. Et udvidet og stærkere BRIKS har dog også potentiale til at gavne Brasilien, Sydafrika og Indien i deres bestræbelser på at fastholde en neutral og alliancefri position – de kan så at sige være med i alle lejre og shoppe lidt rundt, alt efter hvor de kan gøre den bedste handel. For Rusland vil et udvidet og stærkere BRIKS modvirke Vestens forsøg på at isolere, fordømme og sanktionere landet. Samme rationale har givet været dominerende i Teheran, der nu – med udsigt til BRIKS-medlemskab – synes at stå i en styrket position i forhold til ethvert forsøg fra Vesten på at genoptage forhandlinger om det iranske atomvåbenprogram eller presse regimet i forhold til overgrebene på dets egen befolkning. Her er det også værd at bemærke, at ud over stats- og regeringsledere fra cirka 40 lande deltog også FN’s generalsekretær i et BRIKS-topmøde for første gang.

Og det er ikke kun i bredden, at BRIKS udvides i disse år, men også i dybden med etableringen af flere undergrupper og samarbejdsmekanismer, hvor hensigten er at udvikle en fælles position på flere områder, fx angående regulering inden for cyber og kunstig intelligens. Der er også intensiverede bestræbelser inden for BRIKS på at præsentere et alternativ til den amerikanske dollar som den dominerende valuta i det internationale finansielle system – det afspejles bl.a. i et styrket samarbejde mellem medlemslandenes centralbanker.

Der er uden tvivl meget lang vej endnu, før nogen af BRIKS-initiativerne kan udfordre de vestligt anførte internationale institutioner såsom Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, men det er også risikabelt at negligere. Her er det også værd at notere sig, at der har været langt flere ansøgere til BRIKS end de seks, der er blevet optaget, og i topmødets sluterklæring, der varsler starten af et nyt kapitel for BRIKS, lægges der op til yderligere udvidelse i de kommende år med ansøgerlande som fx Indonesien, Kasakhstan, Bangladesh og Bahrain. At så mange lande søger mod BRIKS, afspejler en stor utilfredshed og et øget pres for reformer af det internationale system.

 

Men Kinas satsning på BRIKS skal som nævnt ikke ses i isolation. Det er et led i en omfattende diplomatisk offensiv, der også omfatter et styrket kinesisk engagement i forhold til et væld af regionale multilaterale samarbejder som fx Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater
_______

 

Søjle i fremtidig verdensorden

Der er samlet set mange drivkræfter bag udvidelsen af BRIKS, men det er den kinesiske vision, iblandet landets øgede diplomatiske iver og risikovillighed, der for alvor har skabt fremdriften – og det, at Beijing nu så klart satser på BRIKS som den kinesisk-anførte søjle i den fremtidige verdensorden.

Men Kinas satsning på BRIKS skal som nævnt ikke ses i isolation. Det er et led i en omfattende diplomatisk offensiv, der også omfatter et styrket kinesisk engagement i forhold til  et væld af regionale multilaterale samarbejder som fx Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater, hvor Xi Jinping og andre af de kinesiske ledere møder op til det ene topmøde efter det andet. BRIKS – og nu BRIKS Plus – er dog det eneste samarbejde, som går på kryds og tværs af flere regioner og dermed har det globale tilsnit, som Kina har behov for, hvis det skal lykkes at udvikle et modsvar til G7.

Spørgsmålet er dog fortsat, hvor langt Beijing kan forme og trække BRIKS-samarbejdet. Hvis BRIKS for alvor skal slå igennem, kræver det, at de interne spændinger og konflikter mellem medlemslandene i den nu udvidede BRIKS-kreds kan holdes på lavt plus, så arbejdet med at udmønte den fælles ambition om at præsentere et alternativ til en vestlig-domineret verdensorden prioriteres. Der er meget, der tyder på, at BRIKS-medlemslandene er forenet i kritikken af USA og enige om, hvad de ikke vil have mere af, men det er mere tvivlsomt, om de er enige om, hvad de vil have i stedet. Det synes fortsat at være en stor udfordring for Beijing at overbevise de øvrige medlemslande om, at Kinas såkaldte ,inklusiv-multilateralisme’ reelt vil inkludere og gavne andre end Kina selv.

Næste BRIKS-topmøde er sat til at finde sted i oktober 2024 i Kazan i den russiske provins Tatarstan. Det vil efter alt at dømme være Putin, der tager imod som vært, men det synes ikke at afholde nogen af de nye og potentielt kommende medlemslande fra at møde op.


Hangzhou, Kina, 23. september 2023: Traditionelle dansere under åbningsceremonien ved De Asiatiske Lege [FOTO: Wei Peiquan/Zuma/Ritzau Scanpix]

Intet er givet

Når det kommer til indretningen af den fremtidige verdensorden, har kineserne ret i én ting, nemlig at der ikke er noget, som er givet på forhånd. Det kommer til at spille en stor rolle, hvordan lande som Saudi-Arabien, Sydafrika, Brasilien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) navigerer i krydspresset mellem stormagterne – deres strategiske prioriteter og valg vil være med til at præge den videre udvikling. Dét skal vi i Vesten tage bestik af – kritikken af, at G7 ikke afspejler og repræsenterer den verdensorden, der er under udvikling, kommer ikke kun fra Kina, men fra en bred vifte af disse lande.

I Europa har vi – helt forståeligt – fokus rettet mod den igangværende krig i Ukraine, men det er vigtigt at have øje for, at mens krigens udfald får afgørende betydning både for den europæiske sikkerhedsorden og givetvis også for Europas position i den fremtidige verdensorden, så er det ikke ensbetydende med, at det bliver afgørende for den fremtidige verdensorden som sådan. ■

 

BRIKS: Kina vil have et modsvar, der kan hamle op med G7
_______

 

Camilla Tenna Nørup Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet. Hun har bidraget med kapitlet om Kina til Verdens Magter og udkommer i april 2024 med en opdateret version af bogen ‚Kina. Fortid. Nutid. Fremtid‛.

ILLUSTRATION: Hangzhou, Kina, 23. september 2023: Den kinesiske præsident, Xi Jinping, flankeret af sin kone under åbningsceremonien for De Asiatiske Lege [FOTO: Xinhua/EPA/Ritzau Scanpix]