20.05.2023

Mens Kinas militær, Folkets Befrielseshær (PLA), har en central regional rolle og er i rivende udvikling, har dens globale rolle ikke for alvor slået igennem. Men Ruslands aggression over for Ukraine udgør både en udfordring og et muligt vendepunkt for Kinas væbnede styrker.



Bertel Heurlin i RÆSON SØNDAG

I 1978 var jeg inviteret til Kina af PLA i 10 dage. Det var i en opbrudstid. Efter Maos død i 1976 var der interne magtkampe, men vinderen Deng havde lige lanceret sin åbningspolitik mod verden. Jeg så kaserner, overværede våbentræning, skyttegravskrig og bajonetfægtning. Jeg havde samtaler med højtstående officerer om kinesisk strategi og militær kultur, besøgte militære fabrikker, der producerede medicin og så militære landbrug og militære hoteller. Jeg oplevede, at en gruppe unge kvindelige militser på en flyvetur i kabinen opførte hyldestsange til Mao. Jeg konstaterede, at den maoistiske ide om total lighed i militæret, som betød, at der ingen forskel var mellem officerer og menige uniformsmæssig – fx ingen distinktioner, og at officerer en måned en gang om året skulle være menige soldater – var rent teater. Ligeså, at forestillingen om, at Kina ville overleve og sejre i enhver krig, og at man kunne evakuere hele Beijings befolkning, når atomkrigen kom gennem tunneler gravet af befolkningen, var varm luft.

PLA havde på det tidspunkt verdens største, og, i vidt omfang, selvforsynende hær med betydelig krigserfaring og med et militærbudget, som var blot tre gange så stort som det danske. Det var svagt udrustede væbnede styrker uden professionalisering, mekanisering og teknologisering.

Hvor står PLA i dag?

I dag står det anderledes til. Jeg har fulgt PLA’s udvikling, bl.a. ved at blive inviteret på besøg hvert tredje år. Og transformationen er fundamental. I dag ses Kina og dets væbnede styrker som den mest konsekvente udfordrer og rival for USA. Kina ses på mange måder at være i færd med at indhente amerikanerne på centrale militærteknologiske områder – ikke mindst hvad angår hypersoniske missiler og missiler, der tilintetgør hangarskibe, avancerede robotsystemer og krigsskibe, som i antal langt overgår den amerikanske flåde.

PLA’s hastige militære udvikling afspejles klart i Kinas officielle militære hvidbøger, der fra 1995 til 2015 udkom hvert andet år., men efterfølgeren til 2015 kom først 2019, som er den nugældende strategi. Deri beskriver Kina selv udviklingen i de enkelte strategier med først en mekaniseringsfase, der bliver suppleret med en informationskrigsfase til den seneste tilkobling: intelligensfasen. Det er den fase, hvor AI, kunstig intelligens, kvantecomputere, robotisering og miniaturisering spiller en helt central militær rolle.

Man kan sige, at PLA har bevæget sig fra en situation, hvor man forestillede sig, at Kinas geografiske udstrækning og enorme befolkningstal – og dets forbundethed med Maotænkningens strategiske indflydelse, ikke mindst folkekrigsdoktrinen – gjorde det uovervindeligt. Men denne opfattelse stod ikke sin prøve ved den blodige krig mod Vietnam i 1979, hvor formålet for PLA skulle have været at give den vietnamesiske hær en ’lærestreg’.

Det var dog med chokket fra Golfkrigen i 1990-91, der gjorde en total transformation af PLA til en absolut nødvendighed. Kineserne så, hvordan den amerikansk ledede internationale koalition mod Irak byggede på teknologiske og strategiske indsigter fra grundsætningerne i konceptet om RMA, Revolution in Military Affairs. USA’s intervention betød, at der på få dage effektivt blev sat en stopper for Iraks territorieerobring. Kina indså, at man måtte med på denne revolution.

Transformationen af PLA blev lang og krævende. Alt skulle omlægges for at følge konceptet om ”leaner and meaner armed forces” og kravet om øget hastighed, dødelighed og præcision. For at udligne svælget i forhold til USA og for at svække afhængigheden af russiskorienteret militært materiel og doktriner måtte der tænkes i asymmetriske baner. Et eksempel på debatten var indflydelsen fra to oberster fra det kinesiske flyvevåben, Qiao Lian og Wang Xiangsui, som lancerede udvidelsen af det asymmetriske krigsbegreb til at omfatte økonomisk krig, cyber warfare, brug af terror og ”lawfare, det at føre krig gennem folkeretten.

 

PLA’s totale transformation skulle have været afsluttet i 2020. Men meget står endnu tilbage at udrette, og dybden i omlægningen har været større end forventet
_______

 

Det store afgørende skifte fandt sted fra 2013 og frem, i forbindelse med at Xi Jinping overtog roret i Kina. Det var en omvæltning, der skar dybt. PLA blev reduceret fra 2.400.000 mand til omkring 2 millioner. Værst gik det ud over hærstyrkerne.

Afgørende var konceptet – direkte overtaget fra USA – om at militærdistrikterne, som havde været selvstændige indadvendte enheder, baseret på fredstidsorganisation, og som inviterede til korruption, nu skulle slankes og gøres til krigsberedte kommandoer, baseret på jointness, det vil sige gnidningsfrit koordination af de enkelte militære værn. Samtidig omorganiseredes værnene, og nye blev oprettet.

PLA’s totale transformation skulle have været afsluttet i 2020. Men meget står endnu tilbage at udrette, og dybden i omlægningen har været større end forventet. Alene dette forhold har skabt forventninger om, at yderligere organisatoriske og strategiske forandringer ligger forude.

Kina er i færd med en politisk proces, som i højere grad end tidligere udvider sikkerhedsbegrebet. Det sker ikke alene gennem organisatoriske og bureaukratiske tiltag, men også ved ændringer i lovgivningen.

Organisatorisk ved at institutionalisere nye former og områder for krigsførelse, som kan henføres til betegnelser som hybridkrig, gråzonekrig, handelskrig, krig med anvendelse af sanktioner, påvirknings- og indblandingskrig. Dertil kommer krig, der omfatter det ydre rum og nye områder som dybhavet, krigsførelse med militære robotter, til vands, til lands og i luften, ikke mindst alle former for fjernstyrede flyvende genstande, droner af alle former og størrelser.

Baggrunden for denne udvidelse af sikkerhedsbegrebet er dels sikkerhedsliggørelsen af normale daglige former for politik – dvs. at et politikområde udnævnes til have direkte relation til opretholdelsen af vitale dele af den nationale sikkerhed, med et overlevelsesaspekt. Dels at Kina på en række områder også tyr til en form for våbenliggørelse (weaponization) fx ved at foretage blokadelignende militærøvelser omkring Taiwan eller oprette militære støttepunkter på rev og småøer i Det Sydkinesiske hav.            

Ukrainekrigen som vendepunkt

24. februar 2022 blev et afgørende skel for PLA’s videre udvikling. Rusland angriber et suverænt land, som Kina har tætte relationer til. Det på trods af, at Kina et par uger tidligere har indgået et partnerskab, grænseløst og klippefast, med Rusland. Et Rusland, som efter alt at dømme ikke havde orienteret modparten om det forestående angreb. Kina reagerer ved at erklære sig neutral i krigen, men PLA fortsætter med store fælles militærøvelser med Rusland.

Ikke desto mindre bliver krigen et vendepunkt for PLA. En land-til-land-storkrig i Europa, som supermagten USA engagerer sig direkte i med omfattende militær og økonomisk hjælp, er en voldsom udfordring for et PLA, som ikke mindst er opbygget for at kunne fuldende befrielsen af Taiwan og etablere et forenet suverænt Kina.

Det afgørende for PLA bliver nu: Hvordan udkæmpes en reel krig, hvor stormagten Rusland er angriberen, og supermagten USA er direkte involveret? Det er af fundamental betydning for et PLA, som står over for at skulle fastlægge et centralt militært pejlemærke, nemlig en ny hvidbog for Kinas militære strategi og for et Kina, som både og paradoksal vis er konsolideret og udsat, og som står over for at skulle omsætte efterårets partimæssige og forårets statslige politiske beslutninger, kaldet de to sessioner, til konkrete resultater ikke mindst over for omverdenen.

Først og fremmest er Kina udsat for globale udfordringer – med Xis udtryk ”stærke vinde, store omskiftninger og modsætninger” – der også åbner for nye muligheder for Kina. Beijing ser et USA, som opruster og kalder Kina for rival og modstander. USA er den magt, som ikke blot er den stærkeste konkurrent, men som også har som mål, at Kina skal udkonkurreres. Slagordet er ”Out-compete China!”. Det gælder på alle områder – ikke mindst på de militære og de strategisk-teknologiske. I Beijings øjne optræder Washington som verdenslederen, superhegemonen, der foregiver at være den overlegne magt, som har viljen, evnerne og den konkrete kapacitet til at føre to krige på en gang. For mens stedfortræderkrigen udkæmpes mod Rusland, forsøger USA indædt med militære midler at fastholde Asien som interessesfære med nye aggressive alliancer. Derfor er Kina udsat. Og derfor skal USA holdes i ave af PLA. Det betyder, at Kina skal fastholde og udvide sin økonomiske og handelsmæssige globale position, og det forudsætter global reach for at sikre de strategiske kinesiske internationale forsyningslinjer.

PLA skal sikre Kinas suverænitet og territorielle integritet udadtil, men også varetage Kinas indre sikkerhed og sikre sammenhængen mellem økonomisk og social udvikling med udgangspunkt i det brede sikkerhedsbegreb. Kinas vægt på den økonomiske double cirkulation, dvs. vægt på både Kinas indre marked og på eksporten og tendenser i retning øget selvforsyning og ”afkobling” har tætte relationer til PLA. PLA og sammenhængen med styrkelsen af samfundets strategiske robusthed med en tilknytning til People’s War-konceptet og civilforsvarsudviklinger spiller ligeledes en central rolle. Fænomenet dual use indgår som et sammenbindende element. En omfattende lovgivning giver PLA mulighed for direkte at kunne udnytte civile institutioner og civil transportkapacitet, ikke mindst i skibsindustrien, som elementer i krigsmæssige situationer.

I stigende grad understreges partiets fundamentale rolle, hvor PLA er partiets væbnede arm. En helt afgørende rolle spiller Kinas vægt på processerne omkring etableringen af fænomenet Military-Civil-Fusion. Det er forsøget på at fremme højteknologisk innovation og udvikling, som skal sikre fremtidige avancerede militærteknologiske gennembrud. Det har højeste prioritet. Tilmed er der etableret en særlig militærkommission, som skal tage sig af Military-Civil- Fusion udviklingen, og her sidder Xi Jinping som formand.

 

Det afgørende for PLA bliver nu: Hvordan udkæmpes en reel krig, hvor stormagten Rusland er angriberen, og supermagten USA er direkte involveret?
_______

 

Hvor stærkt står Kina militært?

Det er rigtigt, at Kinas militære udvikling har været formidabel. Men den militære og den økonomiske udvikling har været tæt forbundne og afhængig af de muligheder og begrænsninger, som er fremgået af de internationale betingelser. Disse betingelser har været af en sådan art, at en tolkning, som understreger tyngden af den amerikansk prægede verdensorden har givet USA indlysende, vægtige og afgørende fordele, som på afgørende punkter har mødt Kina med overvældende styrke, som vanskeligt kan undervurderes. Indlysende er det desuden også, at det i meget høj grad har været den liberale verdensorden, som har muliggjort hastigheden af Kinas modernisering militært som økonomisk.

Kina er gang på gang blevet mindet om den dybe afhængighed af den gældende verdensorden. Fundamentet under den gamle bipolære verdensorden forsvandt med Sovjetunionens frivillige kapitulation i 1989, hvor en ny unipolær verdensorden blev født med USA som enesupermagten. Verden var ny, og også for Kina blev skiftet af fundamental betydning,

Først førte det problemer med sig. Kina blev for alvor bekymret i 1989-91 med oprøret på Den Himmelske Freds Plads, Sovjetunionens kollaps og Golfkrigen. To forhold tårnede sig op: Dels at USA nu fremstod som ene supermagt og satte helt nye standarder for den militær-strategiske udvikling gennem introduktionen af RMA, Revolution in Military Affairs (RMA). Dels at Sovjetunionens fald også betød det kommunistpartiets fald. Kunne det også ske i Kina? Beijing indså, at det havde svagheder i både den indre og ydre sikkerhed, men også at partiets styrke var af afgørende betydning, mens vækst, udvikling og modernisering var fremtidens løsningsmidler.

Militært set var fremgangsmåden i høj grad at imitere USA’s RMA. Økonomisk at imitere et liberalt konkurrencesystem med socialistiske kendetegn. Som udviklingsland udnyttede og overudnyttede Kina selvsagt sin særposition til hurtige og billige teknologiske fremskridt og til at indgå i rollen som verdens største handelsnation og verdens næststørste økonomi. Men fortsat ser Kina sig som udviklingsland, hvor afstanden til de udviklede lande vedblivende eksisterer. En mindre indlysende parallel er at tale om PLA som en manifestation af et udviklingslands væbnede styrker, selv om det forsvarer verdens største udviklingsland. Men igen synes dette umiddelbart problematiske udsagn at være en ganske relevant karakteristik af PLA – ikke mindst i forhold til Kinas eget syn på sin militære styrke. For det er Beijings opfattelse, at man kun råder over et militær, som stadigvæk blot er et stykke på vejen til noget, der kan sammenlignes med USA’s væbnede styrker.

Afgørende er, at Kina har indrettet sig i relation til den herskende verdensorden, der på de fleste områder fortsat afspejler centrale fordele for USA. Det er fordele, som Kina i stigende grad søger at afværge og svække.

Der findes to fortællinger om Kinas militær. Den første fortælling har en politisk bias og skal ikke mindst vise, at Kina overopruster og satser på at overgå USA. Den anden fortælling har i forhold til den kinesiske tilslutning også politisk bias. Den skal vise, at Kina kun har et forsvar, som skal sikre et opstigende land, men som fortsat også på det militære område er et udviklingsland, som langt fra har opnået militære udviklingsniveauer, som svarer til vestlige stormagtens. Måske en reminiscens fra Dengs doktrin om ikke at søge lederskab og skjule fordele. Grunden til at der bør lægges afgørende vægt den anden fortælling er den systemiske og udviklingsmæssige baggrund, som lægges til grund for, at PLA på stort set alle parametre ikke har samme militære kvalitative og kvantitative grundlag – og at dette i særlig grad gælder de militært-strategiske forhold, hvor USA demonstrerer uanfægtet global dominans. Kinas rolle i denne sammenhæng går ikke ud over de regionale grænser.

 

Det er USA og ikke Kina, som har positionen som Asiens stærkeste magt
_______

 

Efter 24. februar: Taiwan og Ukraine

Hvordan hænger dette sammen med det forhold, at PLA netop efter alt at dømme siden angrebet på Ukraine har haft blikket stift rettet mod den krigsførelse, som udfolder sig i den russisk-ukrainske krig? Og at man kunne forestille sig, at PLA måtte indstille sig på eventuelt at ændre sin militære strategi, som senest blev fastlagt i 2019, alt efter hvilke erfaringer man måtte drage af undersøgelserne. Dertil kommer, at hvis kinesiske hvidbøger om det nationale forsvar er udkommet med en vis tidsmæssig kadence, må en ny strategi kunne være på trapperne. Man må formode, at Kina afventer klarere udfald af krigen, før man beslutter at udgive en kinesisk hvidbog med ny strategi. Pejlemærkerne i eden må i høj grad være rettet mod Taiwankonflikten og dens konsekvenser, men PLA følger Ukrainekrigens udvikling og vil være særlig opmærksom ikke mindst af følgende årsager:

Den giver mulighed for at undersøge en landkrig, som udkæmpes for at erobre territorium (som Kina evt. vil skulle udkæmpe på Taiwan), og at undersøge virkningerne af en krig, som udkæmpes mellem to industrialiserede lande hver med fuldt mekaniserede væbnede styrker og militærorganisationer trænet i informationskrigsførelse, men som alligevel følger det 20. århundredes traditioner for artilleriskyttegravskrig (en krigsform, som kunne blive dominerende i en Taiwankrig).

Derudover giver den mulighed for at undersøge to landes kamperfaring, som bygger på et kommando- og operationssystem i russisk-indøvet mønster, da PLA på mange måder – skønt forsøg på amerikansk imitation – traditionelt set er baseret på et kommando- og informationssystem derfra. Dertil kommer, at våben og udstyr for begge landes vedkommende hovedsagelig er russisk eller russisk designet og produceret.

Videre giver det mulighed for at undersøge resultaterne af det særlige forhold i krigen, hvor den ene part kæmpes af en overlevelsesbaserede styrke under angreb mod den angribende parts krigsførelse. Desuden ser man på krigen som en principielt”begrænset krig”, med begrænsede indsatser, hvor man vil undersøge ikke mindst USA’s ageren med begrænsede militære indsatser og amerikansk introduktion af nye våben og strategier samt amerikansk overførelse af efterretningsinformstioner til Ukraine. Det kan bruges i relation til amerikansk indblanding i en potentiel Taiwankonflikt.

Sidst men ikke mindst giver Ukrainekrigen mulighed for at undersøge relationerne mellem traditionel krig, cyberkrig og hybridkrig, samt effekten af brug af droner, krydsermissiler og hypersoniske missiler i det mest omfattende land til landkrig efter Den Kolde Krig, hvilket igen kan relateres til en mulig Taiwankonflikt.

Hvis vi relaterer til den anden fortælling om PLA som den underlegne part, må det være indlysende, at Kina står i en problematisk situation. Kinas hær skal operere i en verden, hvor USA for det første har en så markant militærstrategisk indflydelse, at det er i stand til at involvere sig militært og økonomisk så intenst i Ukraine, som tilfældet er. USA har samlet givet over 100 milliarder dollars til Ukrainekrigen og har nu over 100.000 amerikanske soldater stationeret i Europa.

Samtidig tilsiger USA’s udenrigs- og forsvarspolitiske strategi, at Kina og Asien har førsteprioritet. Det er her, USA afgørende sætter ind med øgede alliancerelationer, med relationer til ligesindede i en ”NATO-isering” af Asien [se Liselotte Odgaards artikel her]. Det er USA og ikke Kina, som har positionen som Asiens stærkeste magt, og Asien er en region, hvor Taiwan – som USA’s ikke-officielle allierede – spiller en central rolle.

USA er i kinesiske øjne den overlegne supermagt, som spiller højt spil gennem at gennemføre en art to-front konflikt – én i Europa og den afgørende i Asien. USA ser tilsvarende Kina som den allervigtigste rival og udfordrer, som har bundet sig selv til aldrig at opgive indlemmelsen af Taiwan, om det så skal være med Kinas væbnede styrker.

Derfor er PLA så ekstremt optaget af at analysere og tage ved lære af Ukraine. Som det bliver udtrykt både fra amerikansk som fra kinesisk side: Taiwan er det nye Ukraine. Derfor er muligheden til stede for en ny kinesisk militær strategi. Men med hvilke ændringer? En række forslag til mulige ændringer er anført ovenfor. Men PLA selv har konkrete forslag.

 

Ukrainekrigen har åbnet for en ny tid. Den internationale norm fra efter Den Kolde Krig om ej at ændre grænser ved krig – en norm, som har været generelt opretholdt, ikke mindst af de stater, hvis grænser er tilfældigt trukket af tidligere kolonimagter, er nu brudt
_______

 

Hvad vil PLA lære af Ukrainekrigen?

Kinesiske medier har dækket Ukrainekrigen tæt, men hvad siger PLA selv? Tidsskriftet The Diplomat har samlet en række artikler fra forskningsinstitutter, som indgår i Kinas militært-industrielle kompleks Det, der hidtil er blevet offentliggjort, har ikke været dybtgående kritiske analyser. Men avisen The PLA Daily, som normalt ikke byder på store militære overraskelser, bragte i januar 2023 en sjælden kritisk artikel om den russiske krigsførelse. Artiklen pegede på, at Ukrainekrigen blev udkæmpet med alt for få styrker, og at der var for mange svagheder i evnen til at gennemføre joint operations, dvs. samarbejdende indsatser mellem de forskellige værn, der er en helt afgørende faktor i moderne krigsførelse. Landkrigen i Ukraine led også under, at fremgangsmåden med at anvende taktiske brigadegrupper var ineffektiv og svag, ikke mindst fordi kapaciteten til at fungere selvstændigt og sammenhængende ikke var til stede. Artiklen konkluderede derfor, at brigadeenhederne ikke var i stand til at kæmpe vedholdende og med stor intensitet i en opslidningskrig.

Også det russiske luftvåben bliver kritiseret. Alt for begrænset flyveaktivitet, og deres præcisionsangreb var utilstrækkelige og koordinering til landstyrkerne stærkt begrænset. Også den russiske informantionskrigskapacitet har været utilstrækkelig. Det vil sige, at de russiske styrker har måttet støtte sig til ”den mekaniserede” krigsførelses traditionelle taktikker. De russiske hærstyrker er, konstateres det, blevet stærkt reduceret i en sådan grad, at de knap nok er i stand til at udføre hverken mobilt forsvar hjemme eller i forbindelse med at opretholde missioner i udlandet.

Det kunne pege på intern kritik af de kinesiske omfattende reduktioner af hærstyrkerne, som nu kan ses som underbemandede, både hvad angår intern sikkerhed og i en mulig militær mission i Taiwan. Her er vi langt fra Kinas mål om udviklingen gennem mekanisering til informationskrig og til intelligensbaseret krig.

Rapporterne tilvejebragt af The Diplomat viser, at selv Kinas militære organisationer kan være relativt åbne for omverdenen. Og PLA har i den grad har øjnene rettet mod Ukraine, og deres hærstyrker vil kunne bruge indsigterne til øget indflydelse i de indbyrdes kampe mellem værnene. Endelig har PLA indset, at moderne krigsførelse kan være dybt problematisk – en indsigt, som ikke vil kunne undgå at få indflydelse på synet på en potentiel konflikt om Taiwan.

PLA ved en skillevej

Ukrainekrigen har åbnet for en ny tid. Den internationale norm fra efter Den Kolde Krig om ej at ændre grænser ved krig – en norm, som har været generelt opretholdt, ikke mindst af de stater, hvis grænser er tilfældigt trukket af tidligere kolonimagter, er nu brudt. En krig, som aldrig har været ønsket af Kina og som kun har negative konsekvenser for dem, er indledt af forbundsfællen Rusland, som man har et ubrydeligt og grænseløst partnerskab med.

Kina markerer sig nu på alle måder næsten demonstrativt som fredsskaberen med globale visioner om internationale fællesskaber om samarbejde om fælles fremtid, om fælles sikkerhed, om fælles udvikling og modernisering, om fællesskab mellem civilisationer. Dertil kommer konkrete initiativer om mægling i internationale kriser, ikke mindst i Mellemøsten, hvor både konflikterne mellem Iran-Saudi-Arabien og Israel-Palæstina er inddraget. Og Ukrainekrisen står højest på listen.

Men én konflikt er ikke løst: Taiwan. Og det skønt den involver langt mere fundamentale globale trusler end Ukraine. Europa og Rusland er centrale områder, men Asien er udgangspunktet for en krig, som vil kunne omfatte enesupermagten og den potentielle supermagt. Begge lande vil gøre det yderste for at undgå storkrigen, men begge forbereder den. For Kina gør alt for at undgå en krig, som uvægerligt vil forhindre landet i at opnå de omfattende mål, som skal være realiseret i 2049.

Men hvis opnåelsen af målet om at fuldende foreningen som nation forhindres – efter et århundredes ydre aggression, undertrykkelse og ydmygelser – så vil Kina bruge militær magt. En magt, som er en fortsættelse af en borgerkrig, og en magt, som er en naturlig realisering af den globalt accepterede kinesiske suverænitet over Taiwan som en del af ”et -Kina”-politikken. ■

 

Hvis opnåelsen af målet om at fuldende foreningen som nation forhindres – efter et århundredes ydre aggression, undertrykkelse og ydmygelser – så vil Kina bruge militær magt
_______

 

Bertel Heurlin (f. 1935) er Jean Monnet Professor i Europæisk sikkerhed og integration, ansat ved institut for Statskundskab på KU samt leder af China Security Studies, Center for Militære Studier, Co-chair UCPH’s Kinatænketank, ThinkChina.dk. Han har skrevet og redigeret 60 bøger om international politik, strategi og amerikansk, europæisk og kinesisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Han har været medlem af de tre seneste forsvarskommissioner, og han har fungeret som ekspert for den danske regering og NATO.

ILLUSTRATION: Træningsbasen Zhurihe i Kina, 31. juli 2017: PLA’s tropper marcherer som led i en militærparade, der fejrer 90-året for den kinesiske hærs grundlæggelse [FOTO: Zha Chunming/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland