10.11.2023

Alle parter forbereder sig på krig, men ingen ønsker den. Det rokker imidlertid ikke ved, at Taiwan er nationalt hjerteblod for Kina. Suverænitet og overlevelse står på spil: Intet Kina uden Taiwan. Samtidig er et kinesisk militært angreb på Taiwan en fundamental rød linje for USA, da det ville være ødelæggende for USA’s førerposition i Asien. Det foretrukne for alle parter er en fortsættelse af status quo, men kan det lade sig gøre med kommende præsidentvalg i både USA og Taiwan?



Af Bertel Heurlin

Ny krig og ny terror erobrer forsiderne, og krigens blindhed sletter nuancerne. Ukrainekrigen fortsætter sit blodige forløb. Bag det hele ulmer stormagternes rivalisering. USA og Kina kører sig globalt i stilling: USA med interventioner i krigene, Kina med påtaget neutralitet. USA har en helt ny strategi, America’s Strategic Posture, baseret på en partineutral kommissions omfattende arbejde. Den konkluderer, at USA står i en ny situation, som er værre end under Den Kolde Krig; nemlig at skulle forberede to krige mod atommagterne Kina og Rusland. Det kræver yderligere oprustning.

Kina sender fredsbudskaber til hele verden, hvilket senest kom til udtryk ved en stor hvidbog om at skabe et ”globalt fællesskab med en fælles fremtid.” Dertil findes en hvidbog om Kinas udviklingsydelser gennem silkevejsprojektet Belt and Road Initiative. I år er der fremkommet tre vigtige budskaber om den kinesiske vision for harmoniske og sikre globale udviklingstilstande: GDI, det globale udviklingsinitiativ, GCI, det globale civilisationsinitiativ, og GSI, det globale sikkerhedsinitiativ – det sidste med egen hvidbog.

Kampen om den globale indflydelse spidser til. I den kamp indgår et problem, som hurtigt kan overtrumfe de igangværende heftige internationale begivenheder og aktiviteter: Taiwanproblemet. Det kan ende med storkrig.

Taiwan ligger ud til Stillehavet mellem det østkinesiske og sydkinesiske hav med omkring 150 km til Kinas fastland – adskilt af Taiwanstrædet, som besejles af en stor del af verdenshandlen. Øen er på størrelse med Jylland og Fyn, men meget tæt beboet med sine 23 millioner indbyggere. Territoriet er meget bjergrigt, hvor Jadebjerget dominerer med sine 2.300 meter. Der er begrænsede naturressourcer og meget beskedne landbrugsarealer.

Ikke desto mindre er Taiwan et helt afgørende center i verdenspolitikken. Taiwan er et højtmoderniseret industriland med omfattende handel. Landet tilhører de asiatiske tigerøkonomier, som har høj vækst. Og så er det et af de meget få lande i verden, der faktisk har stort handelsoverskud i sin samhandel med Kina, verdens andenstørste økonomi.

Kinesisk borgerkrig og amerikansk magtpolitik: baggrunden for Taiwans problemer

Taiwans afgørende problem er, at det er centrum for den mest fundamentale konflikt på kloden. En konflikt, som vil kunne eskalere til en krig mellem verdens to stærkeste lande, USA og Kina. Taiwan har selv gennem tiderne været hjemsøgt af problemer. Som en del af det kinesiske kejserrige blev øen i 1895 afstået til Japan efter en krig. Det betød en omfattende og undertrykkende japanisering af befolkningen.

Taiwan vendte tilbage til Kina i 1945, men konflikterne fortsatte. Kina var en af sejrherrerne i Anden Verdenskrig og genoptog fra 1947 en opslidende borgerkrig, som blev vundet af Maos kommunistparti, der i 1949 udråbte folkerepublikken Kina. Taberne i borgerkrigen – nationalistpartiet med Chiang Kai-Check i spidsen for Republikken Kina – måtte trække sig tilbage til Taiwan og etablerede der et stærkt undertrykkende regime, som de fleste lande i verden accepterede som repræsentant for hele Kina.

Verden var dengang domineret af øst-vestkonflikten mellem kommunistiske og ikke-kommunistiske lande, hvor de ikke-kommunistiske havde flertal. Det forårsagede en absurd situation, som betød, at det lille Taiwan-regime som medlem af FN kom til at repræsentere hele Kina og dermed var blandt de fem faste medlemmer af FN’s sikkerhedsråd.

Det ændrede sig i 1971, da Chiang Kai-Cheks nationalister måtte forlade FN og overlade medlemskabet til Maos folkerepublik. Her begyndte Taiwans nye kvaler. For nu, hvor Taiwan ikke længere var medlem af FN, var det med et blevet et ikke-eksisterede og dermed ikke-anerkendt land.

Taiwan-konflikten er dobbelt: For det første er Kinas altoverskyggende mål genforeningen med Taiwan. Det er slet ikke et indlysende mål for alle taiwanere. Nylige undersøgelser viser, at 60 pct. primært ser sig som taiwanere, 33 pct. som både taiwanere og kinesere og blot 3 pct. som kinesere. Men en måling fra 2022 siger, at kun 5 pct. ønsker uafhængighed straks, mens 1 pct. vil genforenes med Kina nu. Disse tal viser, at man nok er tilbøjelig til at identificere sig lokalt, men også at flertallet ønsker en fortsættelse af status quo. Yderpunkterne er for usikre. Men tendensen synes at være modstand mod en tilslutning til det nuværende Kina.

 

Splittelsen trives i særlig grad nu, i optakten til det taiwanske præsidentvalg, som finder sted i januar 2024
_______

 

For det andet: Taiwanøen havde – i egenskaben af at fortsætte Republikken Kina – i årene efter Maos sejr i 1949 været USA’s tætte allierede. USA var den traktatmæssige beskytter, og Taiwan blev set som det usænkelige hangarskib i Asien. Denne situation blev totalt ændret i 1971-72. Øst-vest-konflikten betød, at USA havde en interesse i at udnytte den stigende, dybtgående konflikt mellem de to kommunistiske lande Kina og USSR, hvor Kina fra 60’erne så Sovjetunionen som hovedfjenden. I 1969 var der kortvarig grænsekrig mellem de to lande.

Derfor blev der dannet et samarbejde med Maos Kina, personificeret i alliancen mellem Nixon og Mao. Det betød, at Taiwan blev et globalt omdrejningspunkt og dermed kastebold mellem Kina og USA. I en aftale i 1972 med Kina ”erkendte” USA den kinesiske opfattelse, at ”begge befolkninger på hver sin side af Taiwanstrædet var kinesere, og at folkerepublikken havde suveræniteten.” Det var dog ikke en reel amerikansk anerkendelse af, at Taiwan var en del af folkerepublikken. Men det var grundlaget for etableringen af begrebet ”Et-Kina-politikken”, som herefter har været gældende, med Kinas egen tolkning accepteret af USA.

Fra 1979 gik USA skridtet videre og afbrød de diplomatiske forbindelser med Taiwan. Det var den sidste udvikling mod at blive et ”ikke-land”, som end ikke af Kina måtte kalde sig Taiwan, men som måtte optræde internationalt som ”Taipei” eller ”China-Taipei”. Kina ser – sammen med størstedelen af det internationale samfund – Taiwan som en kulturel, etnisk, sproglig, historisk og folkeretslig del af nationen Kina. Taiwan er således kinesisk territorium, som vil blive genforenet med moderlandet.  

Den amerikanske forudsætning for genforening er, at det sker fredeligt. Det indgår i de amerikansk-kinesiske aftaler, at USA har muligheder for i begrænset omfang at sælge våben til Taiwan. Men USA har til gengæld forpligtet sig til ikke at støtte taiwanske selvstændighedsbestræbelser. For Kina kan ikke acceptere en taiwansk nationbuilding i nogen som helst form, da Beijing ikke kan se sig selv som fuldt suverænt uden en genforening med Taiwan.

Hvordan løste USA problemet med opløsningen af alliancen med Taiwan? Og hvordan klarer Taiwan sig som et ikke-land, kun anerkendt af en håndfuld mindre lande? For begge lande har det resulteret i en udpræget flertydighedspolitik, der både er fristende, fordi den kan moderere interne modsætninger, og farlig, fordi den politisk set rummer vide tolkningsmuligheder, som kan føre til krig.

Det splittede Taiwan

Taiwan er grundlæggende splittet mellem to partier: det nationalistiske Goumintang (KMT), som arbejder for tilnærmelse til Kina og det Demokratiske Progressive Parti (DPP), som trækker Taiwan i retning af større uafhængighed fra Kina. Denne splittelse kommer til udtryk i manglen på klare mål i udformningen af en national sikkerhedsstrategi.

De to partier er især uenige om et centralt punkt i den såkaldte 1992-konsensus. Det er en aftale indgået mellem semi-officielle repræsentanter fra det nuværende Kina og Taiwan om, hvordan en mulig genforening skal finde sted. Den har været heftigt debatteret. Det Kinakritiske DPP hævder, at aftalen ikke er gældende, mens KMT mener det modsatte. For Kina er der ingen tvivl. Det fastslås, at ”begge sider af Taiwanstrædet hører til ét Kina og arbejder sammen om at opnå national forening.” Underforstået, at dette Kina er Folkerepublikken, oprettet under Mao 1949.

Begge de taiwanske partier mener derimod, at det ene Kina, der refereres til i ”Et-Kina-politikken”, refererer til Republikken Kina, som blev oprettet efter kejserdynastiets fald i 1911 – det, vi i dag kender som Taiwan. I yderste konsekvens hævder begge store partier, med støtte i Taiwans forfatning, at det er Republikken Kina, som i princippet er det ”rigtige” Kina. 1992-konsensus fastslår, at der kun er én kinesisk nation. Men hvilken af dem, den er, er tydeligvis ikke endeligt fastslået.

Splittelsen trives i særlig grad nu, i optakten til det taiwanske præsidentvalg, som finder sted i januar 2024. Som situationen ser ud, står valget primært mellem vicepræsident Lai Ching-te fra det regerende DPP-parti og Hou Yu-in fra KMT. Valgkampen vil antageligt blive ført med gensidige anklager om, at Hou Yu-in bliver styret af Kina, og at der bliver krig, hvis Lai vinder.

Den markante splittelse betyder, at det er vanskeligt for Taiwan at fremtræde over for omverdenen med en fælles national strategi for Taiwans fremtid. Det, der dog er enighed om, er for det første at fastholde den eksisterende status quo i forholdet til Kina – det vil sige at undgå en sammenslutning med Kina, som er på Hongkong-vilkår. For det andet at gøre alt for at forhindre krig, og hvis krigen kommer, at være klar til at forsvare sig militært mod alle former for angreb.

 

Er Kina parat til krigen? Til at sætte sin økonomiske opstigning på spil? Til militært at sætte en omfattende operation i gang uden erfaring i moderne krigsførelse?
_______

 

Det tvetydige USA

USA’s tvetydighed i Taiwankonflikten er en helt bevidst politik. Fra 1972 har man officielt fastholdt et-Kina-politikken, men den bliver i stadig højere grad testet fra begge sider. USA har antydet forskellige tolkninger af et-Kina-politikken. Kina har gennemført politisk-militære indgreb som straf mod opfattede amerikanske brud mod selvsamme et-Kina-system. Det er i kinesisk opfattelse et system, en uomgængelig kendsgerning, ikke en politik, som kan ændres. USA er ikke enige.

USA’s knap så fastlåste position er, som Taiwans, baseret på det demokratiske, institutionsstyrede politiske systems åbenhed og den faktiske realisering af politiske modmagtsmuligheder gennem partier, hvor man ”deler sig efter anskuelser.” Her er tvetydighed et konstant, strukturelt vilkår. USA har tilmed som ’verdensleder’ det iboende privilegium, aktivt at kunne tillade sig at have flere divergerende, parallelle udenrigspolitiske synspunkter.

Den generelle tvetydighed fremtræder på flere niveauer. For det første mellem præsidenten og administrationen. Her kan Biden, som han har gjort fire gange, klart tilkendegive, at han er parat til at støtte Taiwan i tilfælde af et kinesisk angreb. En udtalelse, som præsidentstaben straks understreger, ikke skal forstås som, at USA afviger fra et-Kina-politikken.

Det andet niveau er forholdet mellem den udøvende og den lovgivende magt. Eksempelvis rejste Nancy Pelosi, Demokraternes daværende leder i Huset, til Taiwan og besøgte præsident Tsai i september 2022. Det bevirkede den største og længste kinesiske militære omringning af Taiwan, en effektiv demonstration udformet som en militærøvelse. En tilsvarende protest i form af omringning fandt sted i foråret 2023, da den taiwanske præsident foretog et rejseophold i USA.

En fundamental rød linje for USA er et kinesisk militært angreb på Taiwan. Det skal afskrækkes og nødvendigvis forhindres, da det ville være ødelæggende for den amerikanske ekspanderende asiatiske alliance- og partnerskabspolitik. Svigter USA sin ikke-officielle, militære quasi-alliance med Taiwan, vil det givet betyde begyndelsen til enden på USA’s førerposition i Asien.

Ikke mindst Japan vil blive alvorligt nationalt og strategisk berørt af en kinesisk overtagelse af Taiwan. Det gælder også i forskelligt omfang de øvrige amerikanske allierede, partnere og ligesindede nationer i det, der nu kaldes Indo-Pacific-regionen. USA forsøger strategisk at fremme ”et frit og åbent Indo-Pacific.”

Angribes Taiwan, vil USA agere entydigt: ved at intervenere, vel vidende om, at det er særdeles vanskeligt at gennemføre en begrænset intervention. Den vil givet eskalere. USA ønsker ikke storkrig. Derfor fastholdes en politik, som modvirker, at Taiwan bliver uafhængigt ved i sidste instans at understrege et-Kina-politikken og dermed undgå kinesisk angreb.

Den tvetydige amerikanske strategi vil særligt være fremherskende, hvis en kinesisk overtagelse af Taiwan sker med andre midler en krig, fx med gråzonekonflikt eller hybridkonflikt. Det kunne i givet fald omfatte anvendelse af civile fiskefartøjer med militært udstyr eller heftige cyber-angreb på Taiwans infrastruktur. USA vil i en sådan situation kunne udnytte sine egne muligheder for at reagere med forskelligartede midler, som ikke direkte involverer krig, ikke mindst gennem sin teknologiske overlegenhed i området.

Fordelene for USA ved at fortsætte sin tvetydige, omskiftelige læsning af de faste røde linjer i Taiwankonflikten, er at kunne fastholde en generel entydig politik over for Kina. Politikken er baseret på konkurrence, modsatrettede interesser og samarbejde. I denne treenighed indgår, at USA fastholder en dyb respekt for det kinesiske folk, ikke udøver inddæmning (containment) af Kina eller arbejder for kinesisk regimeskifte, at USA ikke sigter efter en ny kold krig, og at der er fair konkurrence og samarbejde. Endelig at man ikke støtter taiwansk selvstændighed.

Det betyder, at der er grobund for, at rivaliseringen kan finde et leje, hvor krig undgås, og hvor begge lande kan udvikle sig forskelligt med bibeholdelse af en forståelse for de gensidige magtforhold. Netop nu er rivaliseringen inde i en udvikling, som peger i retning af et nyt Xi-Biden-topmøde.

 

En selvstændighedserklæring udløser krig. Det er ikke en trussel eller en afskrækkelse. Det er et faktum
_______

 

Kina står fast

Heroverfor står Kinas stålsatte entydighedssystem. Taiwan-genforeningen skal og vil finde sted. Kina fastholder USA og verden på et-Kina-politikken. De røde linjer er knivskarpe. Der bliver øjeblikkeligt reageret på USA’s og Taiwans flertydighed med protester, sanktioner samt økonomiske, politiske og militære straffeforanstaltninger. En selvstændighedserklæring udløser krig. Det er ikke en trussel eller en afskrækkelse. Det er et faktum.

Fordelen for Kina er indlysende. Kina mener, at alle normer, internationale regler og love er overholdt. Kina vil anse et angreb som et rent internt anliggende, en afslutning af borgerkrigen. Men der er et problem. Hvis Kina angriber, vil en global modsætning mellem demokratier og autokratier blive tegnet markant op. Hvordan vil verden reagere? Det vil klart afhænge af udfaldet.  

Lykkes angrebet, vil situationen internationalt måske være som forholdet til Ukrainekrigen, nemlig at krig som sådan – men ikke specifikt den konkrete krig – vil blive globalt fordømt, som det var tilfældet ved det nylige G20-møde i Indien. Det fundamentale problem vil være, at et kinesisk angreb under alle omstændigheder vil medføre en hurtigt udviklende global økonomisk katastrofe, som vil overtrumfe alle politiske tiltag.

Det næste spørgsmål er: Er Kina parat til krigen? Til at sætte sin økonomiske opstigning på spil? Til militært at sætte en omfattende operation i gang uden erfaring i moderne krigsførelse? Til politisk at sætte partistaten på spil, drevet af forestillingen om nødvendigheden i Taiwanpolitikken? Det er med risiko for et dybt fald i troværdighed, hvis angrebet mislykkes.

Krigens pris

Kina er smerteligt bevidst om, at dets hær PLA har store svagheder. Ikke mindst fordi Kina aldrig har prøvet at føre krig på de betingelser, som gør sig gældende efter revolutionen i militære anliggender (RMA). Det indebærer ikke mindst at gennemføre samlede angreb med alle våbenarter, også kaldet ”joint warfare”. RMA blev introduceret af USA og er gennemprøvet mange gange her. Det er forsøgt efterlignet i Kina, men aldrig afprøvet i praksis. Dertil kommer Beijings problemer med kommando- og informationssystemer. Sidst Kina var i egentlig krig, var angrebet på Vietnam i 1979, som skulle ”give Vietnam en lærestreg”. Det blev til en blodig og negativ affære for Kina, skønt begge parter erklærede sig som sejrherre.

Endelig er Kina dybt bekymret for USA’s evne til at føre to-frontkrig støttet af sin allianceekspansion i Indo-Pacific, som efterhånden har antydninger af en NATO-isering af Asien. Det afspejler den fundamentale bekymring, som fortsat eksisterer hos kinesiske beslutningstagere, nemlig en bekymring for USA’s generelle overlegenhed. USA er fortsat den politiske, økonomiske, teknologiske og militære magt, som skriver de globale regler. På alle de områder erklærer Kina sig fortsat som et udviklingsland.

Det rokker imidlertid ikke ved, at Taiwan er nationalt hjerteblod for Kina. Suverænitet og overlevelse står på spil. Intet Kina uden Taiwan. I praksis er det et militært anliggende: PLA er fundamentalt bygget op til at inddrage Taiwan militært.

 

Er USA parat? Skønt heftige politiske, militære og strategiske initiativer med styrkelse af Indo-Pacific-projektet, med nye militære alliancer og ekspanderende både materielle og personelle tilførsler til området, er tvivlen åbenbar: Er det nok?
_______

 

Og spørgsmålet er tilsvarende: Er USA parat? Skønt heftige politiske, militære og strategiske initiativer med styrkelse af Indo-Pacific-projektet, med nye militære alliancer og ekspanderende både materielle og personelle tilførsler til området, er tvivlen åbenbar: Er det nok? Politisk har USA bundet sig til at undgå yderligere militære interventioner. Økonomisk er Ukrainekrigen kostbar. Læg dertil, hvordan USA’s allierede vil reagere. Forsvarsminister Austin er klar i mælet: ”USA ønsker under ingen omstændigheder krig med Kina”.

Samtidig erklærer USA at ville støtte Taiwan med defensive våben. Det er et meget diplomatisk, men vigtigt udtryk for, at USA vil reagere, hvis Kina angriber Taiwan. Biden har som nævnt bekræftet det fire gange. Det er et udtryk for, at USA mere end antyder, at med et Taiwan som en del af det nuværende Kina vil USA ikke kunne forblive den sikkerhedspolitiske leder i Asien. Og uden Asien vil USA ikke kunne forblive supermagt.

Men USA ønsker heller ikke fuldt ud at afskrive muligheden for en politik, som åbner for en spinkelt kinesisk-amerikansk tilnærmelse, som er inden for begge magters overordnede modsatrettede politik. Det kunne være en stiltiende aftale om, at USA er tilbageholdende med at gennemføre hardline-forsøg på at hindre kinesisk import af halvledere, herunder ikke mindst de mest avancerede, strategisk afgørende udgaver. Tilsvarende en kinesisk tilbageholdenhed med at fremskynde den militære overtagelse af Taiwan.

Problemet omfatter to forhold: præsidentvalg i både USA og i Taiwan, som skærper retorikken og åbner for tvetydigheden. Dertil kommer det forhold, at det kinesiske militær er opbygget og teknologisk ekspanderet ud fra målet om endegyldigt at kunne genforene Taiwan med Kina med militære midler.

Kan krigen undgås?

Alle parter forbereder sig på krig. Men ingen ønsker den. Kina har bundet sig til, at krig kan blive løsningen. Men den skal undgås. Det er hovedårsagen til, at storkrig i den nære fremtid efter al sandsynlighed udebliver. Dertil kommer, at normen om, at opfindelsen af kernevåben har bevirket, at storkrig ikke har fundet sted, fortsat eksisterer i 2023. Begge lande er klar over, at en regional krig mellem to atommagter kan eskalere, fordi det er indbygget i strategien. Begge parter vil derfor satse alt på en begrænsning af konflikten.

Men krigen kan komme, trods den ringe sandsynlighed. Kan de tre involverede parter selv mindske sandsynligheden? Det er svært at se, men der er løsningsmuligheder. De vil kræve indbyrdes forståelse. Overordnet må der være en kinesisk forståelse af, at USA fører en flertydighedspolitik og tilsvarende en amerikansk forståelse af, at den kinesiske politik er markant entydig.

Specifikt kunne der etableres en forståelse for, at amerikanerne ikke tager skridt mod yderligere støtte til Taiwan, hvilket for Kina opfattes som stærkt provokerende og selvstændighedsfremmende.

Det kinesiske svar på det kunne være en tilbageholdenhed med militære provokationer og tilstedeværelse omkring Taiwan. Forståelsen kunne yderligere være, at USA stiltiende mindsker den provokerende anvendelse af flertydighed over for et-Kina-politikken. Det kunne forbindes med en tilsvarende stiltiende kinesisk relativering af tidshorisonten for genforeningen ved at undgå konkrete tidsmål. Kort sagt at sætte genforeningen på pause.

For Taiwans vedkommende kunne de sætte yderligere ”af-kinaficering” og øget selvstændighed på pause. I takt med fraværet af amerikanske provokationer kunne Kina så holde tilbage med politisk, militær, økonomisk og teknologisk pression af Taiwan.

Teoretisk er der muligheder for forståelse. Men de vil næppe blive realiseret. Blot det faktum, at de to lande så hver især skulle acceptere modpartens politik, vil forudsætte en forståelse, som i dag synes uendelig fjern. Også selv om det kommende Xi-Biden topmøde i San Francisco antyder en vis stabilisering af rivaliseringen.

 

Blot det faktum, at de to lande så hver især skulle acceptere modpartens politik, vil forudsætte en forståelse, som i dag synes uendelig fjern. Også selv om det kommende Xi-Biden topmøde i San Francisco antyder en vis stabilisering af rivaliseringen
_______

 

Bertel Heurlin (f. 1935) er Jean Monnet Professor i Europæisk sikkerhed og integration, ansat ved institut for Statskundskab på KU som leder af China Security Studies, Center for Militære Studier, Co-chair UCPH’s Kinatænketank, ThinkChina.dk. Han har skrevet og redigeret 60 bøger om international politik, strategi og amerikansk, europæisk og kinesisk sikkerheds- og forsvarspolitik. Han har været medlem af de tre seneste forsvarskommissioner og har fungeret som ekspert for den danske regering og NATO.

ILLUSTRATION: Militærbase i Kaoshiung, Taiwan, 11. januar 2023: Taiwansk soldat i en kampvogn under en to-dages militærøvelse [FOTO: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På gaden nu: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten – fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Jonatan Søgaard (KU): Danske borgerlige må sige fra overfor USA. For Trump er ikke konservativ

Simon S. Schultz: Trumps handelspolitik giver faktisk mening – og den åbner et historisk vindue for Europa

Lars Bangert Struwe om faldende oliepriser: Er Trumps toldkrig ved at bane vejen for fred i Ukraine?

Astrid Kjeldgaard-Pedersen: Trump og co. kan ikke egenhændigt afvikle den internationale retsorden

Jens Hjarsbech: Trumps handelskrig ændrer spillereglerne. Skal EU nu også de-riske mod USA?